Ane Bjørn modtager hæderslegat for modige børnebøger
Pressemeddelelse

Ane Bjørn modtager hæderslegat for modige børnebøger

24. juni 2022

Forfatteren til blandt andet Trylleblik tildeles Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat.

Sammen med fire skønlitterære forfattere og to oversættere hædres børnebogsforfatter og illustrator Ane Bjørn med et hæderslegat ved et arrangement i Dansk Forfatterforening fredag 24. juni kl. 16.

"Hæderslegaterne går til en række fremtrædende navne, der på hver sin måde har ydet en hel særlig indsats for litteraturen. Det er fremtrædende værker, der på alle måder går sine egne veje," udtaler Legatudvalgets formand, Tomas Lagermand Lundme.

Ane Bjørn modtager Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat på 30.000 kr. for: "modige børnebøger i skrift og tegning om livet på flugt", som det hedder i motiveringen.

Ane Bjørn er senest udkommet med Tryllebrik (2021), en sanselig billedfortælling om en familie på flugt og om en lille piges ukuelige evne til at se verdens skønhed under selv de mest umulige omstændigheder.

Ane Bjørn udtaler:

"Jeg er enormt glad og taknemmelig over, at Dansk Forfatterforening vælger at anerkende mit arbejde og kaste lys over mit forfatterskab på denne måde. Bøger lever først, når de bliver læst og set, og derfor betyder det alverden at mærke, at ens arbejde er blevet bemærket. At al den gøren-sig-umage, alle de tanker og bestræbelser, der ligger bag, bliver taget alvorligt og mødt med anerkendelse."

Blandt de tidligere modtagere af Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat kan nævnes Charlotte Weitze, Luka Holmegaard, Jonas T. Bengtsson og Mikkel Thykier.

Om forfatteren

Ane Bjørn (f. 1984) er forfatter og illustrator. Uddannet cand.mag i kunsthistorie. Debuterede i 2015 med Da natten blev væk og har siden bl.a. udgivet den grafiske fortælling Omvendt sne, billedbogen Bjørnebarn og senest Trylleblik. I august 2022 udkommer Påfugl, en billedbog om forældres og omverdenens forventninger til børn. Om udadtil at få lov til at være den, man også er indeni.

For mere info:

Kontakt redaktionschef Tine Flyvholm: tine.flyvholm@gutkind.dk.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu