En lille starut med rødder, kimblade og struttende knopper. Jacinta Madsen fortæller om sin karakter Lille træ.
Det er forår, og Lille Træ skal lige til at springe ud, da en lille pige kommer springende gennem skoven. Hun tager Lille Træ op af jorden og med hjem, så de kan bo sammen i byen. Pigen er fuld af gode idéer og gør alt, for at Lille Træ skal have det godt – men Lille Træ sygner mere og mere hen. Hvad er der galt med Lille Træ?
'Lille Træ' er historien om et spirende venskab mellem en pige og et lille træ, der ikke tør springe ud.
Her fortæller Jacinta Madsen om at give stemme til en stamme. Og være i dialog med naturen.
At mærke skoven
Lille Træ er et forsøg på at give naturen en stemme. Et famlende og krudsedullende forsøg, der har bragt mig ud i skoven og ned i bøger og hen til mit tegnebord.
Lille Træ er et forsøg på at skabe en figur, der gennem fantasiens verden slår sprækker til en dialog. Første skridt mod dialog er at anerkende den anden; at der er andre end os mennesker, som har en stemme.
Men hvordan giver man stemme til noget, man ikke har adgang til? Jeg har aldrig været et træ eller følt som et træ eller bare så meget som talt med et træ.
Og selv hvis jeg kunne føle som et træ – mærke rødderne forbinde sig til mycelium i jorden og opleve hvordan det er at vende bladene mod solen på en sommerdag eller mærke kvisten, der knækker under et rådyrs gumlen – så ville det nok være umuligt at omsætte oplevelsen til ord i et menneskesprog.
Lille Træ er opstået i en slags syntese mellem research og fantasi. Den er spiret frem ved at omgive mig med træer og mærke skoven og give plads til naturen i mig som fortæller. Og så læse en masse om skovene og deres netværk og deres måde at eksistere på.
Og så, slutteligt, give slip på det hele og lade fantasien få frit løb. For i sidste ende kan jeg ikke give naturen en stemme, men jeg kan låne den min for en stund.
"Figuren Lille Træ er lavet, så den er umulig at artsbestemme – den er alle planter i én"
En lille starut med rødder
Det begyndte, da en lille spire dukkede op som en skitse på mit papir. Da blyanten var færdig, stod den der. En lille starut med rødder, kimblade og to struttende knopper. Ny i verden og klar til at springe ud. Fuld af håb og tillid.
Undervejs i bogen optræder eg, bøg, birk, lind, skovsyre, violer, mycelium og en masse insekter, som man kan kigge nærmere på og artsbestemme, hvis man har lyst, og dykke ned i hvordan de indgår i et kredsløb.
Men figuren Lille Træ er lavet, så den er umulig at artsbestemme – den er alle planter i én.
Jeg har forsøgt at ramme en balance, hvor Lille Træ er akkurat menneskelig nok til, at vi kan identificere os med den, men stadig så træ-agtig som muligt.
Hvor pigen i historien har store, runde øjne, er Lille Træs øjne for eksempel blot små slidser i barken.
Den ligner på mange måder et fireårigt menneskebarn skjult i en plantes gevandter og med en plantes udgangspunkt for at være i verden. Og så alligevel ikke.
Lille Træ har for eksempel ingen replikker, men drømmer i former og farver og agerer ved hjælp vækst og idéer.
Jeg overvejede på et tidspunkt at opfinde et sprog til Lille Træ, men den kommunikerer bare ikke i semantiske guirlander.
"Lille Træ ender med forbinde byen med skoven ved at springe ud på en ny måde"
Sproget former mennesket og naturen
Vi mennesker, til gengæld, viser vores måde at se verden på gennem sproget, og jeg ville med Lille Træ rykke på det sproglige.
På dansk siger vi for eksempel 'et træ'. Vi siger også 'et menneske'. Men hvor mennesket bliver til en han eller hun eller en hen, så bliver træet reduceret til et det.
I bogen er Lille Træ en den – den er en nogen. Den er for mig billedet på et skift fra opfattelsen af naturen som et passivt noget, vi mennesker kan naturforvalte, til en aktør, med hvem vi må indgå en relation.
I starten troede jeg, at Lille Træ måtte være et særligt træ, som bærer kimen til en ny måde at være natur på. Undervejs i fortællingen vokser Lille Træ og formes af både pigens verden og af skoven, den kommer fra.
Der opstår en form for dialog mellem de to verdener og Lille Træ ender med forbinde byen med skoven ved at springe ud på en ny måde.
Nu hvor jeg har tænkt mere over det, tror jeg, at Lille Træs tilsyneladende særlighed mere er udtryk for noget, vi alle har i os, og måske især imellem os.
Jeg tror, at vi alle bærer kimen til at springe ud på nye måder.