Inge Lehmann har format som Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr. Alligevel er det de færreste, der kender til hendes usædvanlige skæbne.
Lotte Kaa Andersen har skrevet Den inderste kerne, en biografisk roman om den danske seismolog, der opdagede Jordens indre kerne.
Her kan du blive klogere på virkelighedens Inge Lehmann.
Barndommen: På en progressiv skole
13. maj 1988: Født i København. Hendes far, Alfred Lehmann, er videnskabsmand, uddannet ingeniør og driver Psykofysisk Laboratorium, som senere bliver lagt ind under Københavns Universitet og kaldt Institut for Psykologi. Moren, Ida Sophie Lehmann (født Tørsleff), kommer fra en familie med ledende skikkelser inden for kvindebevægelsen.
1895: Begynder sammen med sin søster Harriet på den nyåbnede H. Adlers Fællesskole, en progressiv skole på Østerbro, hvor piger og drenge efter amerikansk forbillede bliver undervist sammen. Først i 1946 bliver det et generelt princip i Københavns Kommune.
1902: Alfred Lehmann bliver medlem af Videnskabernes Selskab. Han er en pioner inden for den moderne psykologi og gør det til et forskningsfelt i Danmark.
1906: Student fra H. Adlers Fællesskole.
Foto: Inge Lehmann som barn. Fotograf ukendt.
Ungdommen: Kvinde på et af verdens bedste universiteter
1906-1907: Bliver privatlærerinde hos familien Wied i Skåde Bakker. Hun holder kontakt med familien, til hun er en ældre dame.
1907: Begynder at studere matematik på Københavns Universitet.
1910: Alfred Lehmann bliver udnævnt til ekstraordinær professor ved Københavns Universitet. Det markerer en anerkendelse af psykologien som videnskab. Han stifter Psykologisk Institut.
Oktober 1910: Ankommer til Cambridge. Er blevet optaget på det berømte britiske universitet. Studerer ved Newnham College, som er et kvindecollege og bor på kvindekollegiet Peile Hall.
Foto: Cambridge University. Fotografi af Jose Llamas.
Voksenlivet: Modgang
Juletid 1911: Må rejse hjem fra Cambridge, det store arbejdspres har gjort hende syg. Hun forventer at komme tilbage til foråret, men må opgive planen.
1912-1918: Arbejder som beregner hos Forsikringskontoret Danmark. På en rejse til Østrig har hun formodentlig en kærlighedsaffære med en østrigsk skiinstruktør. Forlover sig i 1918 med en ven af familien og må derfor sige sit arbejde op. Forlovelsen hæver hun dog hurtigt og bliver aldrig gift.
1918: Lader sig igen indskrive ved Københavns Universitet for at tage anden del af matematikstudiet.
1920: Afsluttende eksamen (kandidat) med højeste karakter.
1921: Alfred Lehmann dør. Kvinder kan nu få offentlige stillinger i Danmark.
1922: Studieophold i Hamborg.
1923: Undervisningsassistent på Forsikringsmatematisk Institut, Københavns Universitet.
Foto: Inge Lehmann som voksen. Fotografi af Even Neuhaus.
P’: Opdagelsen
1925: Ansat på Gradmålingen (senere Geodætisk Institut) som Niels Erik Nørlunds assistent. Stillingen bringer hende i kontakt med det videnskabelige miljø.
1928: Magisterkonferens i geodæsi. Samler materiale til sin første videnskabelige artikel. Udnævnt til statsgeodæt ved Gradmålingen, der senere samme år bliver genindviet som Geodætisk institut.
1929: Kraftigt jordskælv på New Zealand. Det bliver et afgørende grundlag for Inge Lehmanns seismologiske arbejde.
1935: Ida Lehmann dør.
1936: P’ udkommer. Den videnskabelige artikel, hvori hun argumenterer for, at Jorden har en indre kerne, skaber stor debat i videnskabskredse.
Foto: Inge Lehmanns sommerhus på Søbakkevej 11 i Holte, hvor hun udviklede dele af sin teori om Jordens indre kerne. Fotograf ukendt.
Den amerikanske drøm
1951: Maurice Ewing er i København og inviterer hende til at komme og forske på Lamont Geological Observatory. Hun afviser, men lader sig overtale, da de mødes igen i Rom. Inge Lehmann er 63 år, da hun bliver ”opdaget.”
1952: Tre måneders ophold ved Lamont. US Airforce henter hende i et af deres fly, og hun bliver installeret i et lille gæstehus på campus.
Foto: Inge Lehmann sidder yderst til højre som den eneste kvindelige seismolog i det videnskabelige selskab. Fotograf ukendt.
Pensionist og stjerneforsker
1953: Lader sig pensionere fra Geodætisk institut som 65-årig, fem år før tid.
1953-1970: Forskningsophold ved forskellige universiteter og institutioner i bl.a. USA, Canada og Storbritannien.
1957: Udnævnes til Associate of The Royal Astronomical Society i London.
1959: Bliver Honorary Fellow Royal Society Edinburgh.
1960: Modtager The Harry Oscar Wood Award in Seismology som den første officielle anerkendelse af hendes videnskabelige arbejde.
1961: På forsiden af Saturday Review, USA. 'The lady who discovered Earth’s inner core,' hedder overskriften.
1962: Harold Jeffreys skriver til Niels Bohr for at spørge, hvorfor Inge Lehmann ikke bliver hædret for sit arbejde i Danmark.
1964: Æresdoktor ved Columbia University og modtager Deutsche Geophysikalische Gesellschafts Emil Wiechert medalje som 76-årig.
1965: Modtager Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Hun har længe haft et stærkt ønske om at blive medlem af selskabet og er skuffet over medaljen.
1968: Bliver æresdoktor ved Københavns Universitet. På det tidspunkt er hun 80 år.
1969: Optaget som Foreign Member of the Royal Society i London.
Foto: Udklip fra forsiden af Saturday Review, USA.
Otiummet begynder
1970: Indstiller sin forskning. Forsker aktivt til hun er 82 år.
1971: Bowie medaljen i USA. Det er den størst mulige hædersbevisning inden for seismologi og geofysik, og hun er den første kvinde, der modtager prisen.
1978: Modtager Seismological Society of America’s medalje.
1983: Stifter sin fond, Inge Lehmanns Fond af 1983.
1987: Skriver sin sidste videnskabelige artikel 'Seismology in the Days of Old' sammen med sin ven og kollega Erik Hjortenberg.
13. maj 1988: Fejrer sin 100-års fødselsdag på Geodætisk Institut. Kolleger og venner fra hele verden flyver ind, hun ankommer i kørestol, talerne bliver optaget på bånd, som hun hører mange gange derefter.
21. februar 1993: Dør i sit hjem på Kastelsvej 26, st., th. på Østerbro, 104 år gammel.
Begravet på Hørsholm Kirkegård ved siden af Alfred Lehmann.
Foto: Uddrag af Inge Lehmanns videnskabelige artikel 'Seismologi fra gamle dage'.
Mere om Inge Lehmann
Hvis du vil vide mere om Inge Lehmann, hendes artikel P’ om Jordens indre kerne, S-bølger og P-bølger, kan du besøge Niels Bohr Instituttets side om hende.
Ny Carlsbergfondet har også en side om Inge Lehmann, hvor du bl.a. kan læse om det monument, som Elisabeth Toubro har skabt til minde om hende.
Anne Lif Lund Jacobsen har som forsker ved Rigsarkivet bl.a. skrevet om 'Inge Lehmanns studieliv og tidlige akademiske ansættelser'. Og sammen med Gunvor Lystbæk Vestergård om 'Kongerigets glemte Inge'.
Inge Lehmanns seismologiske arbejde og det arkiv, hun efterlod sig, skriver Erik Hjortenberg om her.
Foto: Inge Lehmanns dagbog. Fotografi af Lotte Kaa Andersen.