"Jeg går gennem verden med popcorn og cola, det offentlige rum er min biograf"

Nu er hun aktuel med sin tredje roman, Meter i sekundet, og endnu engang er det underholdende og begavet, når hun portrætterer de nære relationer.

”Jeg går gennem verden med popcorn og cola, det offentlige rum er min biograf”, siger fortælleren i Pilgaards forrige roman, Lejlighedssange. Når man læser hendes nye roman, kan man have fornemmelsen af, at hun har det lidt på samme måde selv.

Meter i sekundet foregår i Vestjylland, hvor en ung kvinde flytter til en højskole med sin kæreste og lille søn. Hvordan fandt du på, at romanen skulle foregå på en højskole?

Jeg havde været i gang med min roman et års tid, da min kæreste blev ansat på Vestjyllands Højskole. Her fandt jeg lidt uventet en kulisse til min roman. Vi flyttede ind i en embedsbolig tredive meter fra skolen og boede altså på hans arbejdsplads, der både var en virksomhed og en stor familie. Naboer, kollegaer og venner var de samme, og vores liv blev et sammensurium af tilfældige mennesker, der pludselig udgjorde hele vores omgangskreds.

Eleverne, et lille udsnit af en ungdomsgeneration, blev også en del af vores hverdag, og det fik mig til at tænke meget over, hvor jeg selv var i mit liv. Det særlige ved min situation var, at jeg ikke var ansat, men fulgte med som påhæng. Mens lærerne ofte opfattes som en slags helte eller forældre af eleverne, så er deres partnere nærmest usynlige, fordi deres rolle ikke rigtig er defineret. Det var en helt særlig erfaring at være statist i det fællesskab, jeg levede i, og den position, synes jeg var interessant.

En energi skabt af irritation lagde grunden til de ni anti-højskolesange, der optræder i romanen. Jo længere tid jeg har boet her, jo mere respekt har jeg dog fået for højskoletanken. Det smukke ved institutionen er, at fællesskabet er en beslutning, man tager, og det er en beslutning, man ikke kan træffe alene. Det kan tales, danses og synges frem, og selv om det kan virke sekterisk set udefra, har det sin egen skønhed.

Som Grundtvig siger, så skaber sproget, hvad det nævner. Højskolen er en fiktion, man melder sig til og betaler for, og som derfor i kraft af valget bliver til virkelighed.

Med romanen skildrer du også, hvordan det er at være tilflytter i et lille vestjysk lokalsamfund. Du har selv prøvet det samme – hvordan har du brugt det i bogen?

Det særlige ved at være tilflytter er, at man har turistens skærpede sanser, ingen rutiner bærer en gennem dagene. Alt må genlæres, både sproget og de sociale koder, man bliver selv ny i alt det nye. Dette blik skaber en distance, men har også en koncentreret nysgerrighed og fascination i sig, som jeg brugte, da jeg skrev Meter i sekundet.

Det var, som om jeg kunne se naturen og dyrene og menneskene på nye måder. Vindmøllerne, det flade landskab, de skæve træer, den lysende fjord, det brusende hav, køerne på markerne, fårene på engene, døde ræve og pindsvin mellem kørebanestriberne. Og måske vigtigst; blæsten og vindkraften, der også lægger navn til romanen.

Jeg fik en fornemmelse af at være underlagt noget større, man kan sige, at blæsten blev en slags metafor for tidens hastighed, som jeg oplevede meget stærkt efter at have fået et barn. Jeg måtte give mig hen til naturen på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Blæsten kan føles som en straf eller en guddommelige kraft, en næsten symbolsk handling fra vejrets side.

En cykeltur, der plejer at tage et kvarter kan pludselig vare en time, fordi man står stille på sin cykel midt i vinden. Det er meget tydeligt, at der findes fænomener, der er større end en selv – og meget man ikke kan kontrollere. Den påmindelse kan jeg godt lide.

Med de nye omgivelser følger også et nyt sprog, og romanens fortæller forsøger ihærdigt at lære at begå sig i den vestjyske samtaleform - de korte sætninger og lange pauser. Hvad er det ved samtaler, der fascinerer dig?

Samtaler er en af menneskets eneste veje ud af den ensomhed, der sikkert undertiden indhenter os alle sammen. Jeg synes, at sex og sprog har mange fællestræk, selvfølgelig mest som udtryksform. De fleste mennesker har en drift mod andre mennesker, et håb om, at en forening kan finde sted.

Sex har mange af de samme komiske træk som samtalen, vi er tilsyneladende besatte af at blotte os, men er på samme tid også tilbageholdende med at give os hen til andre. Både samtaler og samlejer er håbefulde og i fare for at blive akavede, fordi man så tydeligt rækker ud mod en anden. Jeg elsker den måde, mennesker famler sig frem, jeg synes, at det er hjerteskærende og rørende. At vi prøver, og at det glimtvis faktisk lader sig gøre at mødes i et felt mellem to hjerner eller to kroppe.

Og så er der smalltalk, der er en helt særlig samtaledisciplin. Synes du, at vi bør være bedre til at fortælle, hvordan vi har det, i stedet for at tale om vind og vejr?

Nogen vil vide, hvordan du har det, men ikke alle og slet ikke altid. Selv om det er helt oplagt, er det noget jeg tit glemmer, og det sætter mig ofte i akavede situationer. Samvittighedsfuldt gengiver jeg altid enhver sindsstemning, jeg nu mener at kunne mærke, hvis nogen spørger, hvordan det går. Nogle sætter pris på det, andre bliver skræmt væk.

Jeg ønsker mig altid at være tættere på mennesker, end jeg er. Det er en form for længsel, jeg nok altid har haft, så jeg prøver at føre samtalen et sted hen, hvor vi ikke forstiller os. Problemet opstår så, hvis den jeg taler med ikke er med på præmissen og bare ser underligt på mig. Det har tit givet mig en ubehagelig følelse af at være helt blottet, mens andre går rundt i flyverdragt, og den følelse går nok igen i mange af mine tekster. En følelse af at være udsat eller udstødt, fordi man enten misforstår de sociale koder eller nægter at følge dem.

Jeg har dog stor respekt for smalltalk, så længe det kan lede videre til noget andet. Hvis det bare bliver en slags dyrelyde, vi siger til hinanden for høflighedens skyld, synes jeg, at sproget mister betydning. Man må se smalltalk som en aperitif, en let forret eller måske mere præcist en middagsinvitation.

Nogle folk taler nedsættende om smalltalk, på samme måde som man kan tale om popmusik eller krimier, som om noget nødvendigvis er nemt at lave, fordi det virker. I mine øjne er det raffineret at kunne skabe et indtryk af lethed, at turde det uprætentiøse. Man behøver mod for at begynde en samtale, fordi det kræver tillid. Det er en måde at turde træde ud af sin egen ensomhed og give udtryk for, at man ønsker at være en del af et fællesskab.

Du skriver med et grundlæggende kærligt blik på alle typer af mennesker – både dem, vi har tæt på, og dem, der er anderledes end os selv. Kærlighed? Hvad går den egentlig ud på?

Jeg tror, at man kan lære at holde af langt de fleste mennesker, hvis omstændighederne tvinger en til det. Sådan har jeg det også med karaktererne i mine romaner. Selv om idéen til en af dem måske udspringer af en irritation, kommer jeg meget hurtigt til at holde af dem, når jeg skriver mig ind på dem, og føle en ømhed, der tit har været umulig at forudse.

Jeg holder meget af irriterende mennesker, folk man måske skal anstrenge sig lidt for at forstå. Tit er de mere underholdende end folk, der passer ind over alt. Man kommer nemmere tættere på personer, der er lidt utilpassede, fordi de viser, hvem de er.

Jeg tror også, at kærligheden har et praktisk aspekt og ofte finder sted på grund af tilfældigheder, og når man virkelig behøver den. Egentlig bryder jeg mig ikke om dyr, men når jeg har været nødt til at passe mine naboers hunde og katte, har jeg alligevel udviklet en flygtig ømhed for dem, simpelthen fordi de var i min varetægt. Man ser det også hos forældre, der som regel elsker deres børn ubetinget, sandsynligvis fordi det ikke er en mulighed at lade være. Det ville være ubærligt at fortryde tilblivelsen af et liv, man selv har sat i verden.

Jeg tror ikke specielt meget på kemi eller soul mates. Jeg tror, at kærligheden er en kraft, der kan sætte ind hvor som helst, og jeg tror ikke, at den er farlig. Hvis den er forbundet med forelskelse og erotik, kan den være upraktisk, men det er måden, vi håndterer den på, der kan være ødelæggende og skæbnesvanger. Det er de elskende, der er fortabte, ikke kærligheden, den lever videre, uanset hvordan vi agerer eller behandler hinanden.

I alle dine romaner fletter du flere teksttyper ind i fortællingen – horoskoper, monologer og sange. I Meter i sekundet gør du også brug af brevkassetekster. Hvorfor?

Min maniske interesse for dilemmaer og rådgivning kommer dels fra Tove Ditlevsens brevkassesvar, og dels fra Mads og Monopolet, som jeg hørte i døgndrift, mens jeg var gravid. Når man beder om råd, bliver tilliden tydelig. Det synes jeg er vigtigt og smukt. Et brev er en udstrakt hånd mod et andet menneske. En tro på, at nogen vil tage en alvorligt.

Det mest interessante i et menneskeliv er ofte de situationer, hvor tingene ikke giver sig selv. Hvor man må stoppe op og overveje, hvilken retning man skal gå i. Der er næsten altid noget genkendeligt over andre folks problemer, og det er tit, når livets store valg skal træffes, at man kan spejle sig i hinanden.

Som skrivende er jeg interesseret i det skæbnesvangre, også selv om det måske bare er på et almindeligt hverdagsplan. Enhver borgerkrig er startet omkring et middagsbord, og det synes jeg er interessant, hvordan en begivenhed mellem to mennesker kan eskalere.

Det er fuldstændig nødvendigt, at vi søger råd hos hinanden og tør indrømme vores fejl og tvivl. Jeg synes, at menneskets eksistens giver mere mening, hvis vi deler vores erfaringer. På den måde kan man mangedoble sit liv, ligesom når man skriver en roman, hvor man får lov at leve sig ind i flere karakterer, eller læser en bog.

I romanen skriver fortælleren også højskolesange og salmer. Hvor brevkasseteksterne er bramfrie og kontante, er sangene kærlighedsfulde og smukke. Hvor stammer din interesse for sange fra, og hvordan gør du brug af dem i romanen?

Jeg skrev min første lejlighedssang, da jeg var otte år til min farfars halvfjerdsårsfødselsdag. Allerede dengang var jeg meget moraliserende, selv om jeg forsøgte at virke forstående:

Melodi: Jeg ved en lærkerede:
Du ryger tem’lig meget
og det er ik’ så godt
men det er din fornøjelse
så går det nok så småt

Lejlighedssangene var mit første møde med litteraturen, og i utrolig mange år skrev jeg alt på rim. Jeg har en særlig ømhed for lejlighedssangen, fordi den er så stringent i sin form, og ofte så hjælpeløs. I modsætning til ethvert andet litterært værk, er det intentionen, der tæller. Teksten skal synges i fællesskab, modsat en roman, man læser alene.

Højskolesangene i Meter i sekundet begyndte med en idé om, at det skulle være protestsange, årstidssange uden de elementer, man normalt forbinder med en årstid. Pludselig voksede mit sangunivers, og hvor jeg tidligere har skrevet lejlighedssange om mærkedage og personer jeg kendte, blev det interessant at arbejde med noget mere kollektivt.

Eksempelvis kærlighedssangen eller vuggevisen, der handler om de nærmeste i vores liv, men uden de helt særlige kendetegn, der findes i de mennesker, jeg elsker. Jeg ønskede at finde et mere fælles sprog, at de syngende skulle kunne indsætte deres egne kærester eller børn i sangen og måske genkende selve følelserne.

I alle dine bøger betragter du verden med et kærlighedsfuldt, men også humoristisk blik. Hvad kan få dig til at grine?

Jeg synes, at folk, der går meget op i små ting, er sjove. Mennesker med temperament og fixe idéer. Mesterkokke, der bruger år på at udvikle en sufflé, og min nabo, der kan tale kælent om sin surdej, som var den en elsket person. Min søn, der får et raserianfald, fordi vores bil er grøn, og min kæreste, der kan tale om blødkogte æg, som om det havde udenrigspolitisk betydning.

Som de fleste andre morer jeg mig, når jeg bliver overrasket på samme tid med, at jeg genkender noget. Måske ler man af lettelse over, at afgrunden mellem os ikke er dybere.

Til sidst – vil du dele en ting, læserne måske ikke ved om dig?

De færreste ved nok, at jeg gerne ville have været præst, hvis jeg ikke var blevet forfatter. Et erhverv, jeg stadig er meget draget af, fordi det beror på møder mellem mennesker og fordrer en meget stor tro på kærlighed.

Desværre måtte jeg tidligt erkende, at min tro på sproget er større end min tro på Gud, selv om jeg forestiller mig, at jeg havde været mere fredsfuld, hvis det modsatte var tilfældet.

- - -

Omslag: Leo Scherfig
Fotografer: Astrid Dalum og Martin Reinhard