Ny roman af Sally Rooney udkommer på Gutkind
Pressemeddelelse

Ny roman af Sally Rooney udkommer på Gutkind

4. marts 2021

Ny roman af Sally Rooney udkommer på Gutkind Forlag

Den 7. september 2021 udgiver Gutkind Forlag Sally Rooneys tredje roman Beautiful World, Where Are You, der på dansk får titlen Skønne verden, hvor er du. Romanen udkommer samtidig på engelsk og dansk.

”Det er en stor glæde for os, at Sally Rooney har valgt at skrive kontrakt med Gutkind, der fremover vil udgive forfatterskabet på dansk. Rooney er en af de mest betydelige forfattere i en ny generation af yngre europæiske forfattere, der forener kritisk bevidsthed og litterær kvalitet med en bred læserskare.

Hendes nye roman Skønne verden, hvor er du er et højst relevant litterært udsagn i vores samtid. Ikke bare som eksempel på en generations stemme eller en bestemt ung, feministisk orienteret litteratur, men som en kraftfuld, empatisk og intelligent besindelse på the human condition.”

– Jacob Søndergaard, forlægger og direktør, Gutkind

Skønne verden, hvor er du

Forfatteren Alice møder lagerarbejderen Felix og inviterer ham med til Rom. I Dublin er hendes bedste veninde Eileen ved at komme sig over sin kærestesorg, og hun genoptager sin gamle flirt med Simon, som hun har kendt, siden hun var lille.

Alice, Felix, Eileen og Simon er stadig unge – men livet er ved at indhente dem. De begærer hinanden, de vildleder hinanden, de finder sammen og går fra hinanden. De har sex, bekymrer sig over sex og over deres venskaber og den verden, de lever i. Står de som vidner i det sidste oplyste rum inden mørket? Vil det lykkes dem at finde troen på det skønne i verden?

Skønne verden, hvor er du er en skarp og bevægende skildring af livet og kærligheden hos en kvartet af unge venner. Romanen udkommer på flere sprog verden over.

Om forfatteren

Sally Rooney (f. 1991, Irland) er en af sin generations største forfattere og blev et litterært fænomen allerede med sin første roman Samtaler med venner i 2017. Hendes anden roman, Normale mennesker, udkom i 2018 og blev til en anmelderrost tv-serie. I 2022 følger en tv-serie af debutromanen. Skønne verden, hvor er du er Sally Rooneys tredje bog.

Udgivelsesdato: 7. september 2021
Oversætter: Karen Fastrup
Omfang: ca. 300 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.

For mere info, kontakt pressechef Mette König: mette.konig@gutkind.dk / 26 27 21 66

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu