Manderollen er under forandring. Tre forfattere, der på hver deres måde har skrevet om det maskuline, fortæller, hvordan forskydningerne præger dem og det, de skriver.
Geir Gulliksen debuterede i 1986 som 22-årig med det, han selv har kaldt en lyrisk hyldest til tanken om en anden type mandighed. Siden er han blevet kendt som en forfatter, der skildrer parforholdets mest intime rum, forholdet mellem kønnene, og hvad det at være mand vil sige. Det kredsede hans internationale gennembrud, 'Historie om et ægteskab', om, og det gør hans roman, 'Den jeg skulle blive', også. På norsk er essaysamlingen 'Hvis jeg var mann' netop udkommet og er på vej i dansk oversættelse.
Hvad er det, der optager dig ved emnet maskulinitet?
Fra jeg var helt lille, har jeg følt et vist ubehag eller i hvert fald en mild fremmedhed ved tanken om, at jeg er en mand, at jeg skal være en mand. Men jeg ville nok have haft den samme følelse af fremmedhed over for det kvindelige, hvis jeg var født som kvinde. Jeg identificerer mig ikke med mit køn og heller ikke med noget andet køn. Jeg tror ikke, det er så usædvanligt. Påfaldende mange af de kvinder, jeg har kendt, har haft det på samme måde som mig i forhold til deres eget køn. Alligevel skal du ikke bevæge dig langt ud i det sociale rum, før du bliver set som en repræsentant for dit køn. Det vil jeg helst undgå.
Jeg oplever, at tanken om maskulinitet i værste fald er begrænsende og livsfjendtlig. Da jeg voksede op, var jeg omgivet af et maskulinitetsideal, der handlede om at være så udtryksløs som muligt. Du skal helst ikke grine eller smile, aldrig vise tegn på overraskelse eller begejstring, altid lægge din stemme dybt. Hold dig tilbage, risiker så lidt som muligt. Det var til at dø over.
"Jeg identificerer mig ikke med mit køn og heller ikke med noget andet køn."
Nogle gange føler jeg stadig, at jeg er på flugt fra denne måde at være mand på. Og alligevel er det et mysterium for mig, at jeg har skrevet om det igen og igen. Jeg vil helst ikke tænke på køn, og for det meste lykkes det mig, uden at være plaget af ideer om maskulinitet.
Jeg lever langt hen ad vejen, som jeg drømte om at gøre, da jeg var ung. Jeg har en kæreste, der er lige så uinteresseret i stereotype kønsudtryk, som jeg er. Jeg har både voksne børn og små børn, og jeg har lov til at være en, der yder omsorg, en, der ofte (men ikke altid) bevæger sig trygt gennem verden. Jeg er med andre ord fri til at skrive om, hvad jeg vil. Alligevel skriver jeg igen og igen om mænd, der mislykkes med alt det, de vil. Det undrer mig lidt.
Er det lettere for dig at skrive om mænd end om kvinder?
Det er fristende at svare nej, tværtimod. De gange jeg har skrevet om kvinder, har jeg øst frit af min egen forståelse af verden, måske friere end jeg har følt mig med nogen af de mandlige hovedpersoner, jeg har skrevet om.
Det er afgørende for mig at føle sympati for dem, jeg skriver om, særligt når de sætter sig i situationer, der ikke fremstår sympatiske for andre. Jeg er måske i virkeligheden lidt mindre optaget af køn, end det virker som om. Jeg er begyndt at få en mistanke om, at det, jeg skriver om, dybest set handler om noget helt andet end køn. I hvert fald håber jeg, at de gør det.
"Jeg er begyndt at få en mistanke om, at det, jeg skriver om, dybest set handler om noget helt andet end køn."
Jeg er på jagt efter en form for sårbarhed, en måde at mislykkes på, en måde at være åben over for alt der hænder os, som egentlig ikke har noget med køn at gøre. Jeg er begyndt at tænke over, om jeg gør mine romaner lidt uret ved altid at tale, som om de handler om køn, om mandlighed og kvindelighed.
Har du et politisk sigte med at gå ind i det maskuline som stof, noget du gerne vil opnå eller ændre?
Når jeg skriver, tænker jeg slet ikke på, hvad jeg kan opnå med det, jeg skriver. Jeg hengiver mig blindt og vel egentlig naivt til skrivningen, uden at vide noget om, hvad teksten kan komme til at give mig selv eller andre. Jeg skriver for at komme i kontakt med noget, som føles sandt. Og nogle gange skriver jeg måske, fordi jeg føler, der mangler noget i måden, vi taler om verden på. Altså for at prøve at fange noget af alt det menneskelige, som ikke bliver set.
Som mange andre er jeg vokset op med en følelse af fremmedhed i forhold til, hvordan vi snakker om tilværelsen. Jeg var så bange, altid bange for andre mennesker. Egentlig er jeg det stadig. Det er i sig selv en grund til at skrive. Skrivningen er en måde at række hånden frem mod verden på, et forsøg på at berøre noget, som er virkeligt og sandt. Præcis så ubestemt og akut opleves det for mange der skriver, tror jeg.
Men når jeg er færdig med at skrive, når jeg står med en færdig roman i hånden, begynder jeg at snakke, som om den er en slags politisk pamflet. Det er et problem for mig, at jeg så let kan snakke om det, jeg skriver, som om jeg ved, hvad det er. Egentlig aner jeg ikke, hvad jeg skriver om, eller hvorfor jeg gør det.
Samfundet ændrer sig markant i disse år. Tag hele metoo-bevægelsen eller identitetspolitiske debatter om at bryde med den binære kønsopfattelse. Hvordan præger den slags forskydninger dig som forfatter?
"Jeg oplever, at tanken om maskulinitet i værste fald er begrænsende og livsfjendtlig."
Det ville være godt, hvis det var sandt, at samfundet ændrer sig markant i vores tid. Men jeg er usikker på det. En hel del, som burde have været rettet op for længe siden, er der blevet peget på med fx metoo. Men der er langt igen til et samfund, som er herredømmefrit, for at sige det sådan. Og det kan romaner vel ikke råde bod på?
Det, en romanforfatter kan gøre gennem sin skrivning, er at opsøge situationer, som føles uafklarede og fulde af konflikt, situationer som opleves ladede og uklare. Og så forsøge at skrive så sandt og frit og levende om mennesker i sådanne situationer. Forsøge at skrive uden tanke på, hvad der kan eller bør skrives, eller ikke skrives.
Det kan være krævende at skrive uafhængigt og interessant om et felt, som allerede er ideologiseret og gennemdiskuteret, som køn og seksualitet til en vis grad er for tiden. Men det meste af det, der sker mellem mennesker i det intime liv, ligger fortsat i mørke, det er jeg overbevist om.
Det eneste, jeg ikke ønsker at gøre, er at skrive noget, som bekræfter holdninger, jeg allerede har. Jeg er slet og ret ikke interesseret i at skrive for at give mig selv eller andre ret eller for at påvirke en aktuel debat. Jeg vil gerne have, at det, jeg skriver, skal rive op i det, som ser let og afklaret og selvfølgeligt ud. Jeg vil ikke bevise noget eller have ret i noget med det, jeg skriver. Jeg vil hellere modarbejde mig selv, forstyrre det, jeg selv tror på og mener. I hvert fald er det sådan, skrivningen kan virke, når den er bedst, tror jeg, at den forstyrrer.
Læs også 'Tidens mænd'-tekster af Kjell Westö og Daniel Dalgaard.