"Vi har overladt scenen til chauvinisterne, og det må ophøre nu"

'Forestillingen om Patrick Mortensen – mænd i det enogtyvende århundrede' hedder Daniel Dalgaards bidrag til serien Gutkind Essays. Her går han på jagt efter forbilleder i en tid, hvor manderollen er under forandring.

Med udgangspunkt i AGF-spilleren Patrick Mortensen. Dalgaard har også udgivet to digtsamlinger og 'Sfinx', en stor og vilter roman i syv dele.

Hvad er det, du udforsker i dit essay?

Jeg havde i flere år gået og syntes, at der manglede en offentlig samtale om en maskulinitet, der bestod af andet end tilbageskuende typer, der "sagde det, som det var", dvs. kvinder vil domineres i sengen, det er mandens natur at være risikovillig, udadrettet, løsningsorienteret og så videre og så videre plaprende med hovedet på puden i dyb bevidstløshed. Jeg syntes ikke, at de her lige-ud-ad-posen-mænd talte om noget, jeg kunne genkende.

Jeg syntes tværtimod, at det de sagde mere og mere fremstod som en automatisk modreaktion på noget, de ikke brød sig om, altså en eller anden (for det meste forestillet) feministisk bevægelse. På den anden side syntes jeg også, at man i hele den feministiske samtale meget ofte fortabte sig i en – i øvrigt nødvendig – kritik af nogle traditionelle forestillinger om det maskuline, mens man forsømte at tage skridtet videre og forsøge at formulere nogle positive forestillinger om manderoller i en ny tid.

Jeg havde det, som om vi var kommet til at sidde fast i en forudsigelig trummerum, hvor vi talte om alt det, der var galt i stedet for at tale om, hvordan vi kan komme videre. Jeg savnede med andre ord en samtale om det at være mand, som jeg kunne se mig selv i. Som ikke var en afvisning af bestemte måder at leve på, men i stedet et forsøg på at fremskrive nogle af de positive udviklinger jeg ser alle mulige steder. Mennesker der ved deres måde at være på åbner nye muligheder, i det små og det lidt større.

Forestillingen om Patrick Mortensen blev mit forsøg på at starte en samtale, som kunne være mere frugtbar end den, jeg syntes, der var i forvejen.

Hvorfor bruger du lige en fodboldspiller som prisme?

Fordi jeg godt kunne tænke mig at fokusere på nogle af de positive udviklinger, jeg faktisk synes findes i forhold til, hvad det vil sige at være en mand i dag. Og for at bevise at de forandringer rent faktisk eksisterer bredt, var det oplagt at tage udgangspunkt i en fodboldspiller, for man ved med sikkerhed, at når den slags begynder at optræde i fodboldverdenen, er det helt umuligt at afskrive det som et marginalt fænomen, der kun trives blandt nogle få progressive.

Noget af det, som af og til har gjort mig så fortvivlet, er at høre alverdens Mads Christensen'er stå og forsvare et eller andet mandeideal, som reelt set er fuldstændig forladt. Der er ingen grund til at opsætte et forsvar for det, for ingen bebor den borg længere. Vi er alle sammen langt videre, og det at nogle enkelte, meget højlydte typer lader som noget andet kommer til at forstyrre samtalen.

Der er ikke tale om, at det kun er i nogle snævre, elitære grupper, at manderollen er blevet langt mere rummelig og kompleks og forvirret, og hvor man forsøger at komme overens med alle mulige usikkerheder uden at barrikadere sig bag sådan et læs klichéer.

Tværtimod er det kun i enkelte, lukkede miljøer, at man forsøger at opretholde illusionen om nogle ekstremt fastbundne, traditionelle værdier omkring det maskuline. Alligevel har det synspunkt fået uforholdsmæssigt meget taletid. Vi har nok været en generation af mænd, som ikke har været gode nok til at meddele vores erfaringer. Vi har overladt scenen til chauvinisterne, og det må ophøre nu.

Hvordan har manderollen ændret sig for dig?

Jeg skriver et sted i essayet, at det er på tide, at mænd lærer det, som kvinder har vidst i mange år, nemlig, at man har et køn. For mig føles det overhovedet at tænke på mig selv som en, der har et køn, stadig nyt. Det er forholdsvis nyt for mig at spekulere over, hvilken indflydelse det har haft på mit liv. For det er tydeligt for mig, at det har været med til at forme mig på nogle punkter, at jeg i forskellige sammenhænge bliver mødt som en mand.

Jeg ved ikke, om det kommer til at lyde lidt abstrakt, men i virkeligheden er det meget konkret, og som det nu er med det konkrete bliver det også altid så mudret og uklart, når man så faktisk forsøger at komme ind til en form for essentiel forståelse af det. I hvilke situationer oplever jeg at blive mødt som mit køn så at sige?

Der er nogle få helt tydelige og oplagte eksempler, klichéerne som ofte er rigtige, mekanikeren taler kun til mig, ikke til min kæreste, omvendt hos jordemoderen, men i langt de fleste tilfælde er tingene jo helt mudret ind i hinanden, og det er uklart for os, hvad der skyldes hvad.

Der er mange ting, som jeg føler, at jeg i disse år har brug for at lære. Der findes et underskud omkring det at være mand lige nu. Alt for mange mangler et sprog om det, en samtale man kan tage del i, sådan har jeg i hvert fald selv haft det, og jeg synes jeg oplever det samme hos mange af mine jævnaldrende.

At der faktisk foregår så mange forandringer i det store og det små, som der er et behov for en samtale om, men at den samtale er svær at komme i gang med, fordi man simpelthen mangler ord, begreber, sprog for det – og også et rum for det. I hvilken situation er det lige, at man siger til sin gode ven: Er det ikke underligt, at vi aldrig har set hinanden græde?

Det er akavet at tale om det, man ikke har ord for, så derfor lader man for det meste være. Det er nemt for mig og for enhver anden at forklare, hvorfor det ville være upassende og nedladende, hvis en mand kalder en kvinde for 'lille De'. Det har været naturligt for ikke længe siden, hvis man er i tvivl, kan man jo opsøge gamle tv-udsendelser med Suzanne Brøgger fx, men i dag er det klart for alle, at sådan kan man ikke tale og opføre sig.

Vi har ord for det, og derfor oplever vi også situationen meget tydeligt. Det er patroniserende, umyndiggørende, nedladende. Man siger heller ikke længere om en gruppe kvinder, der taler sammen, at de 'kagler'. Men jeg bliver straks mere vævende, hvis jeg skal forsøge at forklare, hvorfor jeg oplever det som let stødende, når min super progressive ven kalder noget for 'pikket'.

Jeg bryder mig ikke om det, jeg bryder mig ikke om at bestemte egenskaber eller fænomener eller måder at opføre sig på, skal knyttes sammen med det at være en mand. Slet ikke når den hånlige tone i det er så tydelig. Jeg kan godt snakke rundt om det, forklare mig, men der findes slet ikke samme skarpe vokabularium der.

Hvad kan vi gøre for at få et sprog for manderollen?

Vi kan begynde at tale. Dele vores erfaringer. Nægte at adlyde de tabuer, vi hver især føler, og som vel er forskellige fra person til person. Dele det almindelige og det sære, men også bare være opmærksomme på alt det, der faktisk sker rundt om os på den front. Det er så nemt at blive ved med at tolke omverdenen ud fra nogle bestemte antagelser uden at tænke over, hvordan det farver det, vi oplever.

Når Patrick Mortensen i et interview efter en kamp siger, at han fik stiv pik af at se en holdkammerats aktion på banen, er det så bare en god gammeldags omgang fallosfetish, mandemænd på et fodboldhold, der dyrker en hypermaskulin verden? Riddere der fægter med deres pikkesværd?

Det ville være nemt for nogen bare at se det på den måde, men det ville også, synes jeg, helt klart være forkert. Jeg har en længere passage i essayet om den lille interviewbid, fordi jeg synes, den var så sigende. På overfladen så forudsigelig og nemt afkodelig, men i virkeligheden fuld af alle mulige subtile nuancer.

Læs også 'Tidens mænd'-tekster af Geir Gulliksen og Kjell Westö.