Manderollen er under forandring. Tre forfattere, der på hver deres måde har skrevet om det maskuline, fortæller, hvordan forskydningerne præger dem og det, de skriver.
Mange af Kjell Westös bøger kredser om drenges og mænds liv. 'Tritonus' handler om to mænd, der på forskellige måder er i krise. Den verdenskendte dirigent Thomas Brander er ikke den stjerne, han var engang og har heller ikke den samme tiltrækningskraft på kvinder, i øvrigt er han også blevet ramt af en metoo-sag.
Og så er der Reidar Lindell, en skolepsykolog og ikke alt for ferm amatørmusiker, som har mistet sin hustru til kræft. De to bliver naboer, da Brander opfører et palæsommerhus i den finske skærgård, og et lidt blufærdigt, kejtet venskab opstår.
Hvilken skildring af det maskuline vil du gerne give i Tritonus?
Jeg har nok været interesseret i det samme tema omkring det maskuline i Tritonus, som i nogle af mine tidligere romaner. Det vil sige at finde sprækkerne og hullerne i den tilkæmpede maskuline identitet, som mange af os mænd forsøger at holde fast i, heriblandt også mig selv. Jeg tænker på alt det, som mænd formodes at kunne demonstrere i en patriarkalsk kultur: Beslutsomhed, hårdhed, målbevidsthed, men også temperament og en form for tilbagelænet humor, "being one of the guys", "being a regular guy".
Jeg har ønsket at skildre sårbarheden bag, og i Tritonus ville jeg gå dybere ind i temaet mandlig sårbarhed end i de tidligere romaner, derfor er romanens to hovedpersoner mænd. Og selvfølgelig ligger nogle af mine egne livserfaringer bag. På overfladen ligner jeg måske bare en "regular guy", jeg har f.eks. de mest klichefyldte hetero-mandlige hobbyer, man kan tænke sig: Jeg spiller elektrisk guitar i coverbands, spiller fodbold, dyrker sportsfiskeri.
Men sandheden er, at jeg altid har følt mig helt fortabt i større selskaber af mænd. Jeg forstår f.eks. slet ikke tanken om lukkede herreselskaber som det, frimurerne dyrker, og jeg synes, det er kedeligt at gå på en pub med en flok gutter. Den følelse af at fare vild i det maskuline findes hos både Brander og Lindell, de to hovedpersoner i Tritonus.
Romanen handler også om et spirende venskab mellem mænd. Hvad var det, der interesserede dig i den relation?
I litteraturen og på film skildres venskaber mellem mænd ofte gennem relationer, der er opstået allerede i barndommen eller senest i løbet af skoleårene og studietiden. Og så har det venskab fortsat hele livet, og det hele skildres ofte med et temmelig stærk nostalgisk og sentimentalt anstrøg, især hvis mændene allerede er ældre.
"Sandheden er, at jeg altid har følt mig helt fortabt i større selskaber af mænd."
Jeg ville prøve noget andet – at beskrive to temmelig forskellige mænd, der lærer hinanden at kende, da den ene er 58 og den anden 54, og så ville jeg finde ud af, om de tør lære hinanden at kende, om de kan blive venner. Og også fra et udgangspunkt, hvor de i første omgang slet ikke kan lide hinanden – Brander og Lindell har forskellige temperamenter og har levet ret forskellige liv.
På en måde forener kærligheden til musikken dem, men selv dér er de vidt forskellige: Brander er elitær, mens Lindell er noget nær det mest folkelige, man kan være: en halvdårlig guitarist i et coverband. Jeg ville også undersøge dette; hvis elitekultur og populærkultur kan mødes, kan Brander og Lindell lære at forstå, at den andens helt anderledes holdning til musik også er kærlighed og passion.
Du inddrager metoo i Tritonus, og et centralt tema er en generationskløft.
I det ligger der vel også nogle forskydninger i det maskuline, i hvad der forventes af en mand, i hvordan man kan opføre sig som mand?
Ja, der er helt afgjort forskydninger, og i vores tid er de hurtige og store. Det er svært at svare kort, når det kommer til et så vigtigt og mangefacetteret spørgsmål som metoo og de ændringer, bevægelsen har ført til i forhold til forventninger til, hvordan mænd skal opføre sig. Men jeg vil forsøge. En af mine egne store metoo-indsigter har at gøre med de svinske sager, der er blevet afsløret – Harvey Weinstein, Jeffrey Epstein, Peter Nygård, R. Kelly, "kulturprofilen" Jean-Claude Arnault i Sverige osv.
Jeg har selvfølgelig altid vidst, at der er mænd, der opfører sig rigtig, rigtig dårligt over for kvinder og unge piger, mænd, der manipulerer, udnytter og voldtager. Men omfanget, uhyrligheden i disse tilfælde chokerede mig, og jeg tror, det chokerede mange heteroseksuelle mænd.
"At skrive ærligt handler også om at være opmærksom på sine egne og andres begrænsninger."
Og det får naturligvis også os, der betragter os selv som "søde og rare" mænd til at tænke: Har også jeg opført mig mere manipulerende i mit kærlighedsliv, end jeg har troet?
En anden side af sagen er forskellen mellem generationerne. Jeg har en temmelig tæt kontakt med mændene i millennial-generationen, jeg har sønner på 33 og 29 år, en halvbror på 34 år og nevøer på 30 og 26 år. Jeg taler meget med dem alle, og det er indlysende, at de tænker og handler anderledes, end mænd i min generation har gjort.
Ligestilling mellem kvinder og mænd er noget naturligt og oplagt for dem, og deres syn på seksualiteten er mere mangefacetteret og friere – i min generation har mange mænd stadig svært ved den seksuelle mangfoldighed, der åbent ses i nordiske samfund i dag. Selvfølgelig er der mænd, der også hader og er bange for kvinder i de yngre generationer, men i gennemsnit virker de klogere end mænd før i tiden.
Hvordan præger den slags forskydninger dig som forfatter?
Gør det fx at du er mere bevidst om, hvad man kan skrive og ikke skrive?
Ja, det påvirker, men man må ikke lade sig påvirke for meget. At skrive ærligt handler også om at være opmærksom på sine egne og andres begrænsninger.
Jeg skaber f.eks. mine karakterer med bevidstheden om netop disse begrænsninger, fordi jeg skildrer den verden, vi lever i, og til den verden hører også menneskelige fejl, begrænsninger og mangler. Litteratur må ikke blive et sted, hvor vi undgår det, der er ondt i os, det onde skal fremhæves, for at vi kan besejre det.
Og når det kommer til appropriations-spørgsmålet, hvad man må skrive og ikke skrive: Selvfølgelig tænker jeg over det, og måske gør jeg det mere end før. Men jeg har altid tænkt over det – jeg har altid været opmærksom på, at der fx er menneskeskæbner, som jeg ikke er den rette til at skildre, uanset hvor meget research jeg ville lave.
Hvor vigtig en plads har maskulinitet i dine romaner?
Jeg kan ikke sige, hvor vigtig, kun at skildringen af en maskulinitet i krise og forandring har en vigtig plads i mine romaner og noveller. Men det er lige så vigtigt for mig at skrive om kvinder – jeg skriver først og fremmest om mennesker, ikke om repræsentanter for et køn.
Du har skrevet romaner, der foregår i forskellige tider, og nogle der bevæger sig over generationer. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan manderollen har ændret sig over tid, og hvordan du skriver om det?
"Maskulinitet i krise og forandring har en vigtig plads i mine romaner og noveller."
Jeg kan sige det sådan: I begyndelsen af mit forfatterskab, da jeg stadig var under 40 og havde udgivet både noveller og romanerne Dragerne over Helsingfors og Det ulyksalige ved at være en Skrake, fik jeg en del kritik, fordi jeg stort set kun skrev om drenge og mænd og deres magtkampe, og fordi kvindeskildringerne var lidt svage.
Sådan ville jeg ikke have, det skulle være, og efter det har jeg bestræbt mig på at skabe stærke kvindelige karakterer, såsom Lucie Lilliehjelm i Der hvor vi gik engang, Matilda Wiik i Luftspejling 38 og Stella Rabell i Den svovlgule himmel.
Annette Talvio og Bigi i Tritonus er også stærke kvindelige karakterer, selvom de ikke har en så stor og synlig rolle som de andre, jeg lige har listet op. (Annette og Bigis roller er mindre, idet Tritonus langt hen ad vejen er en roman om mandligt venskab.) Det er vigtigt for mig at vise, hvordan menneskeligt køn og andre sociale roller ændrer sig over tid, og hvordan vores relationer påvirkes af det.
Læs også 'Tidens mænd'-tekster af Geir Gulliksen og Daniel Dalgaard.