En sang man kan græde til
En fortælling om længslen efter at høre til.
"Som regel er det netop, når jeg giver slip på forestillingen om, hvem jeg er, og hvorfor jeg er der, at jeg lander et godt sted" - Alberte Winding
Saskia er 42 år og er taget til New York med sin mikrofon for at lave et lydkunstprojekt. Men mest er hun rejst, fordi hun er midt i en eksistentiel krise. Hendes forhold er gået i stykker, og den rolle i livet, hun troede, hun skulle have som mor, er ved at smuldre.
I den myldrende storby møder hun danske Asta og en lille gruppe af hendes venner, og Saskia bliver både suget ind i deres venskab og falder uden for gruppen. Med mikrofonen i hånden går hun gennem byen og møder fremmede, der fortæller om alder og forældreskab. Med korte nedslag erindrer hun barndommen og sin mors mørke og sårbarhed i sin optagethed af, hvad det vil sige at være mor og ikke være mor.
En sang man kan græde til er en rå, sitrende og følsom roman om at famle sig frem midt i livet.
Udgivelsesdato: 23. oktober 2025.
Anmeldelser
Søndag
Alberte Winding fortsætter sit letlæste og underholdende forfatterskab med en bog om relationer, sorg og afsked ... Som hovedperson er Saskia fint skildret med stille længsler og rørende ensomhed, og hendes rejse i New York er bestemt læseværdig."
Magasinet LIV
"En dejligt melankolsk roman, der dufter af New York og samtidig viser, hvor skrøbeligt det er at være alene og søgende i en fremmed by, hvor man let føler sig ensom. Især når der bliver ved med at dukke svære følelser og relationer op, som ikke er så lette at finde vej i. Til dig, der kan lide, når følelserne får lov at fylde."
- Caroline Rutter
Ude og Hjemme
"Winding vinder hjerter"
Dansk BiblioteksCenter
"En følsom og bevægende roman om den oplevelse af tab, der kan være forbundet med at stå midt i livet og famle sig frem efter et ståsted, når alt ikke gik, som man havde forestillet sig. Romanen handler også om relationer og opvækst, opbrud og længsel, som er typiske temaer i forfatterskabet. Alberte Winding skriver med en melankolsk og poetisk tone, hvilket allerede indfanges i romanens titel. Trods handlingernes tyngde, er der en lethed over romanen, der vil appellere til en bred læserskare."
- Barbara Rugholm / Lektørudtalelse