Fælleshjernen
Gutkind Essays

Fælleshjernen

– af Martin Bastkjær

June 21, 2021

Et essay om opmærksomhed og fordybelsens udfordringer i de sociale mediers tidsalder.

Engang kunne jeg huske det meste af det, jeg læste. Hvis en bestemt sætning havde gjort indtryk på mig, kunne jeg huske, om den stod på højre eller venstre side, og som regel også, hvor på siden den var placeret. Det var nærmest, som om min hjerne havde fotograferet opslaget i det øjeblik, hvor jeg reagerede på teksten; et billede, der også viste, i hvilken vinkel mit hoved var drejet, hvordan jeg sad med kroppen. Det gjorde det let at finde den spændende sætning igen, fordi jeg hurtigt kunne bladre bogen igennem og for eksempel nøjes med at kigge på bunden af hver højreside.

De seneste år er denne evne gradvist forsvundet. Hvis jeg er heldig, har jeg åndsnærværelse nok til at skrive det ned, når jeg har læst noget, der gør indtryk på mig. Hvis ikke er jeg nødt til at bladre gennem bogen på må og få. Nogle gange har jeg husket et afsnit forkert, andre gange viser det sig at stå i en helt anden bog, som jeg læste på nogenlunde samme tid. Oftere og oftere sker det, at jeg helt må opgive at finde det. Og denne distraktion har bredt sig til andre områder af mit liv: Når jeg sidder ved computeren og læser eller undersøger noget, har jeg samtidig flere faner åbne med mail, sociale medier, fodboldnyheder og musik. Ugentlige rapporter fortæller mig, at jeg bruger min telefon i halvanden til to timer om dagen, mens min computer stort set er tændt, fra jeg kommer hjem fra arbejde, til jeg går i seng, bortset lige fra når jeg laver aftensmad. Altså medmindre jeg tager computeren med ud på køkkenbordet og streamer en fodboldkamp, mens jeg laver mad, spiser og vasker op.

"Selvom fordybelse er noget af det, jeg vægter allerhøjest, er jeg blevet en rastløs og glemsom zapper."

De fleste kender den svimlende fornemmelse af at være opslugt af et andet menneske eller af selv at blive genstand for en andens udelte opmærksomhed. At blive udvalgt blandt alverdens mylder, i mængden og vrimlen at blive set og hørt af en, der lige i dette øjeblik synes, at man er det mest interessante, der findes. Nogle af de bedste aftener i mit liv har været med mennesker, der fik mig til at glemme alt omkring os. Samtalernes indhold husker jeg kun i glimt, men jeg husker tydeligt fornemmelsen af på én gang at være hinsides tid og sted og at være lige her, lige nu, med lige netop dig.

Selvom fordybelse er noget af det, jeg vægter allerhøjest, er jeg blevet en rastløs og glemsom zapper. Ting skal efterhånden være ualmindeligt spændende, før de får min udelte opmærksomhed, og på det punkt er jeg langtfra alene. Ifølge litteraturkritikeren David L. Ulin læser et moderne menneske dagligt, hvad der svarer til en 300 siders roman. Umiddelbart lyder det jo både godt og imponerende, men som Ulin også påpeger, er næsten intet af det sammenhængende læsning. Vi skimmer nyhedsartikler på få sekunder, læser et to- eller trecifret antal statusopdateringer og tweets med distræt ligegyldighed eller åbner mails, så snart de rammer indbakken, selvom vi ved, at vi først får svaret på dem senere. I den optik virker stillesiddende og sammenhængende læsning både gammeldags og besynderligt. Hvorfor bruge halve eller hele døgn af sit liv på én roman, når man i samme tidsrum kan få underholdning og information fra tusindvis af forskellige kilder?

Opmærksomhed, fordybelse, koncentration. Uanset hvad vi kalder det, er det ikke en naturlig tilstand for det menneskelige sind. Vores hjerner hopper lystigt fra den ene tanke til den næste, medmindre vi gør en aktiv indsats for at forhindre det. En af de bedste beskrivelser af netop det kommer fra Niels Lyngsøs boglange essay Ti dages stilhed. Her deltager forfatteren i en slags meditationens ironman på en gammel landsbyskole i Sverige, hvor der mediteres næsten uafbrudt i 10 dage. Kort efter ankomsten opdager Lyngsø, hvor utrænet og uregerligt hans sind er. Selvom han har øvet sig hjemmefra, kan han ikke koncentrere sig synderligt længe ad gangen. Deltagerne må ikke tale sammen – faktisk må de ikke engang se hinanden i øjnene – og den usædvanlige sociale situation får Lyngsø til at indse, at hans tanker har en tendens til at søge tilbage mod ham selv: Hvordan tager han sig ud i de andre deltageres øjne? Hvor god er han til at meditere i forhold til dem? Eller rettere: hvor dårlig? For den umiddelbare vurdering er, at det er ham selv, der er forkert.

Ifølge Lyngsø er der en oplagt forklaring på, hvorfor det er sådan: “Det giver evolutionært mening at det man automatisk tænker på når man ikke er optaget af noget andet, næsten altid drejer sig om ens position og status og derfor også om ærgrelser og bekymringer, om krænkelser og triumfer i fortid og fremtid. Det som bevidstheden per default falder tilbage i og bruger sin nedetid på, drejer sig kort sagt om alt det der er vigtigt for et socialt dyrs overlevelse”.

Billede af hovedpersonen

En anden ting, Lyngsø bemærker, er, hvordan bevidstheden har en tendens til at reagere på omverdenen med umiddelbar tiltrækning eller frastødning. Uanset om det er en følelse, en tanke eller et sanseindtryk, søger vores bevidsthed mod disse yderpoler, der på ingen tid dømmer noget inde eller ude. Et solstrejf over ansigtet er godt, et jag i ryggen er dårligt; personen foran mig i køen er attraktiv, personen bag mig er farlig. Og det er netop den slags automatreaktioner, som megen moderne teknologi er indrettet efter.

Det oplagte eksempel her er selvfølgelig datingapps, hvor potentielle partnere bliver valgt til eller fra i løbet af få sekunder. I modsætning til at befinde sig i et fysisk rum med et andet menneske, hvor man kan blive nysgerrig, skyde nysgerrigheden fra sig, vende tilbage til den igen senere, når den alligevel bliver ved med at prikke til en, og måske sende et blik i den andens retning, som måske bliver gengældt, og endda kan føre til en samtale, der i bedste fald fører til gensidig interesse – så reducerer de forskellige dating-apps denne situation til et binært spørgsmål om Ja eller Nej. Og i en bredere forstand skaber de sociale medier en oplevelse af, at der altid findes noget bedre længere oppe eller nede i mit feed. Hvis noget ikke umiddelbart virker interessant, kan det ikke betale sig at opholde sig ved det, når noget andet og potentielt mere spændende lurer i horisonten.

I det hele taget bliver større og større dele af teknologien brugt til at ensrette vores vej gennem verden. Streamingtjenester og nyhedsmedier udvælger indhold, der passer til den enkeltes præferencer – eller rettere deres algoritmers forestillinger om den enkeltes præferencer. Jo mere du ser eller læser, jo mere vil du blive præsenteret for noget, der ligner det. Den slags kuratering gør oplevelsen let fordøjelig som fastfood: Man kan altid få mere af det samme, helt uden at gøre sig umage. I forhold til nyheder betyder det, at jeg risikerer kun at høre om de dele af verden, jeg allerede kender til. Jeg bliver oplyst om begivenheder i den landsdel, jeg bor i, om den slags kultur, jeg i forvejen er interesseret i, og det fodrer en uheldig idé om, at alting handler om mig og mine ligesindede.

I 2021 fik Danmark en tiltrængt og længe ventet lov, som gør det strafbart at have sex med en person, der ikke samtykker. På de sociale medier var der forudsigeligt nok en hel del, der gjorde sig morsomme på den nye lovs bekostning; blandt andet foreslog de, at man kunne underskrive en samtykkeerklæring med NemID og på den måde forhindre, at man senere blev anklaget for voldtægt.

Blot få måneder senere lancerede en gruppe iværksættere en app, der netop gik ud på, at man kunne give sit samtykke til ét samleje, inden for 24 timer efter man havde skrevet under. Der er mange ting at sige om denne håbløse opfindelse, men jeg vil her blot nøjes med at konstatere, at den for mig er et af de mest åbenlyse eksempler på, hvordan vi som samfund forsøger at bruge teknologien som et filter, der skal reducere en kompleks situation til noget, der kan klares med et enkelt klik. Samtykke er ikke et binært Ja- eller Nej-spørgsmål, som der kan svares endegyldigt på. Samtykke er en vedvarende kommunikation, der kræver nuancer og opmærksomhed. Ved at parkere problemet i en app, skygger man for spørgsmålet om, hvorfor en samtykkelovgivning overhovedet har måttet indføres. Løsningen er ikke at prøve at reducere det, men at lære, hvordan man kan leve i og med det foranderlige. Det er en del af et større politisk spørgsmål om, hvordan vi hver især vil forholde os til vores medmennesker. For mig er det også et helt centralt spørgsmål i litteraturen.

Noget af det bedste ved litteraturen er nemlig, at den kan give indblik i, hvordan det er at være et andet menneske end en selv. Læsning kan ikke erstatte møder med andre mennesker, men det kan supplere dem: Når jeg sidder med en bog, kan jeg tilegne mig en andens tanker i mit eget tempo; jeg kan genlæse dunkle passager eller afsnit, der provokerer mig, og derigennem får jeg mulighed for at undersøge, om min modstand var en automatreaktion, eller om den opstod med rette. På den måde bliver læsning en træning i at give min opmærksomhed til noget komplekst, samtidig med at jeg så at sige får finslebet min evne til at tolerere det, der er anderledes end mig.

For mig er essayet en af de bedste genrer til netop disse ting. Ved at være en slags højttænkning på skrift gør essayet det muligt at følge, hvordan et udsagn opstår, hvordan en bestemt tanke eller holdning giver mening for en anden. Essayet er tvivlens genre; en tekst, som ikke forpligter sig på klare pointer og stringente argumenter, men som kan tage nysgerrighedens nuancer på sig og bruge dem aktivt i et forsøg på at nå frem til noget væsentligt.

"Noget af det bedste ved litteraturen er nemlig, at den kan give indblik i, hvordan det er at være et andet menneske end en selv."

Historisk set er essayet en autoritativ genre. Typisk skelner man mellem det formelle essay, som behandler sit emne sagligt og logisk, og det uformelle, som er langt mere personligt og associativt. Essayets franske ophavsmand, Michel de Montaigne, dyrkede det uformelle, mens englænderen Francis Bacon praktiserede det formelle. Både Bacon og Montaigne tilhørte eliten i deres samtid. Essayet var kun noget, man havde tid og råd til at skrive, hvis man var nogen. Det bærer genren stadig præg af. I hvert fald lader essaysamlinger i dag ofte til at være noget, man skriver for at cementere den position, man har fået med alderen og med sine foregående værker. Som den norske forfatter og kritiker Espen Stueland har bemærket, lugter genren lidt af sure gammelmandsunderbukser.

I de allermest kedelige samlinger føles både tanken og formen træt og selvtilfreds. Essaysamlingen bliver en måde at slå mave på. Men i de senere år er der både i Danmark og resten af verden udkommet en række mere åbne essayværker, hvor forfatterne giver noget af autoriteten fra sig. Susanne Christensens Leonoras rejse handler om den surrealistiske kunstner Leonora Carrington, men er ikke en traditionel monografi. Snarere er den et langt essay, der sætter Christensens version af Carrington i forbindelse med blandt andet klimaforandringer og kulturanmelderes arbejdsvilkår. Susanne Christensen veksler mellem essayistik, citater og rejseberetning. I et afsnit fører en bemærkning om Carrington som en slags alien til en digression, der går fra sci-fi-filmene Nærkontakt af tredje grad og Arrival til tanker om en dokumentar om havet og korallers død og ender ved kulturarbejdere, der begår selvmord. Alt sammen i løbet af ganske få sider. Leonora Carrington er ikke bogens hovedperson, men dens omdrejningspunkt. Christensen vil netop ikke lave et isoleret portræt af hende, hun vil sætte hende i forbindelse med omverdenen og samtiden (både Carringtons og Christensens egen). Og selv om det selvfølgelig er Susanne Christensen, der skriver, er der en væsentlig pointe i, at hun gør det ved at indoptage andre stemmer og perspektiver.

Luka Ida Holmegaards Look kan læses som et langt essay om at se og blive set. Bogens fortløbende narrativ handler om, at jeget får stress af sit arbejde som underviser på en højskole, og skildrer frustrationen ved at blive set som en “skrøbelig person”, skammen over at græde, mens man er på arbejde. Udover dette narrativ struktureres Look af et gennemgående motiv i form af sætningen “To love is to pay attention” – opmærksomheden og nysgerrigheden som kærlighed, ømhed og omsorg. Denne opmærksomhed vendes i høj grad mod, hvordan tøj betyder, samt hvordan vi aflæser folk og deres outfits. Som der står et sted: “Hvad kan man vide om et menneske ved at læse deres tøj, deres look? Min umiddelbare indskydelse: altid noget og altid mindre end først antaget”. Motivet åbner også for et længere afsnit, som består af utallige opremsninger af uønsket opmærksomhed og grænseoverskridende berøringer fra mænd, der opfatter jeget som en slags øjenguf, en person, der har klædt sig på for at blive lagt mærke til af netop dem.

Et centralt tema i bogen er jegets forandring fra kønsbinær til queer, fra hun til hen. Foruden sygdomshistorien og de andre personlige beretninger består Look af citater, beskrivelser af dokumentarfilm og billeder, læsninger af blandt andet Elfriede Jelinek og Virginia Woolf samt en helt fantastisk gennemgang af tøjets rolle i J.D. Salingers Catcher in the Rye. Den åbne form handler ikke kun om at formidle en nysgerrighed og lade læseren følge erkendelserne undervejs; den er også en både eksistentiel og politisk pointe.

C.Y. Frostholms Træmuseet handler kort sagt om, hvordan forholdet til naturen ændrer sig, hvis man begynder at forholde sig nysgerrigt til den i stedet for at tage den for givet. Af de bøger, jeg nævner her, er den på flere måder den mest ekstreme. Én ting er, at den er næsten 600 sider lang, men den veksler også mellem afsnit af adskillige siders længde og afsnit på en enkelt linje. Også denne bog handler om opmærksomheden som en måde at åbne verden på. Jeget har været i Lissabon med sin daværende kæreste, hvor han lagde mærke til et bestemt træ, som er usædvanligt gammelt af et bytræ at være. Efter deres forhold er afsluttet, bliver træet ved med at dukke op i hans bevidsthed. Da han opdager, at Fernando Pessoa har skrevet om det, rejser han tilbage til Lissabon og følger i Pessoas fodspor, og samtidig med at han opsporer informationer om træet, dykker han ned i Pessoas forfatterskab. Herfra åbner en vifte af forskellige tematikker, som både handler om, at jeget tilegner sig viden om botanik, læser skønlitteratur om træer, rejser rundt i verden og besøger træer og forholder sig til klimaforandringer.

Fælles for disse værker er, at de ikke stræber efter at være en samlet, saglig fremstilling af et emne eller en idé. Det er ikke pligtnysgerrighed, inden den færdigtænkte tanke serveres som hovedret med en kæk bemærkning til dessert. Tværtimod er forfatternes tilgange søgende og åbne for andre perspektiver. En samlet fremstilling siger implicit, at tingene hænger nydeligt sammen. En mere åben form antyder, at tingene også kan hænge uskønt sammen.

Karl Ove Knausgård inkluderede essayistiske afsnit i sine Min kamp-romaner, men faktisk tror jeg, at hans bøger og særligt alle de autofiktive efterskælv, de har afstedkommet, er en del af forklaringen på, hvorfor en mere åben essayistisk form vinder frem netop nu. Nemlig som en modreaktion mod det heftige fokus på det biografiske jeg, der for at blive genkendt som sådant må være stabilt og klart afgrænset fra omverdenen. I de bøger, jeg har nævnt ovenfor, er der snarere en lyst til at invitere omverdenen indenfor – ikke som en opløsning, men som en åbning af jeget.

En lignende bevægelse ses i flere fiktionsværker fra de seneste år. Det kunne være Rachel Cusks internationale sensation Omrids, hvor jegfortælleren stort set ikke fylder noget, men i stedet er en svamp, som absorberer andres livshistorier. Det kunne være Hanne Højgaard Viemoses romaner, hvor jeget veksler mellem at hedde – og være – Anne, Hanne, Hannah og Hans. Eller det kunne være kollektivet BMS, hvis digte i Knoglemarv lavendel blandt andet spørger, hvordan vi skal forstå et udsagn i jegform, når det ytres af fire stemmer på én gang.

I essayværkerne er der plads til flere teksttyper og stemmer. Forbindelserne mellem dem er ikke nødvendigvis tænkt helt igennem, måske fordi de netop ikke kan tænkes helt igennem. Ved at nærme sig et emne fra mange forskellige vinkler opstår en vekselvirkning: Uventede paralleller mellem omverden og emne kan belyse nye aspekter af dem begge, gøre dem rigere og tættere forbundne. I Susanne Christensens bog er et helt kapitel sågar viet til en anden stemme, når forskeren Gloria Orenstein holder monolog om sine møder med Leonora Carrington. For mig at se er den slags skrift, der ikke skråsikkert insisterer på sit eget perspektiv, vigtig i disse tider, hvor politik og debat er inficeret af en snæver personlig vinkel, som ofte er resistent over for det, der modsiger eller nuancerer.

"Overordnet set handler de om de fællesskaber, der opstår, når vi åbner os for det, der er anderledes end os selv."

Ligesom forsøget på at tyde rumvæsenernes sætninger i Arrival kræver, at vi anskuer vores eget sprog på en ny måde, kan mødet med surrealistisk kunst som Carringtons få os til at se helt anderledes på vores virkelighed og måden, vi konstruerer den på. At stå over for ukendte væsener eller logiksplintrende sprog i kunsten fører til spørgsmålet om, hvordan vi møder det fremmede. Det spørgsmål er samtidig fundamentet og retningen for en nysgerrig anmelders praksis, og således bliver det meste alligevel bundet sammen i Leonoras rejse. Christensens tekst stikker i mange retninger; nogle forlades hurtigere end andre, og flere af dem bliver der ikke fulgt op på. Men pointen med denne type værker er sjældent de klimakslignende erkendelser, forbindelserne kan lede frem til. Det er forbindelserne i sig selv, der er pointen.

Nogle vil måske opfatte værkernes form som tidstypiske tegn på, at vi ikke kan fastholde opmærksomheden. Men jeg tror snarere, de skal læses som undersøgelser af, hvordan et bestemt emne kan åbne sig for én på helt uforudsigelige måder, hvis man giver det sin opmærksomhed. For Luka Ida Holmegaard er det tøj, for Susanne Christensen er det Leonora Carringtons kunst, for C.Y. Frostholm er det træer. Men deres bøger handler også om aktivisme, nænsomhed, sprog, venskab og familie. Og overordnet set handler de om de fællesskaber, der opstår, når vi åbner os for det, der er anderledes end os selv. De tre værker prøver ikke at overbevise mig om, at jeg skal dele deres verdensopfattelse; snarere giver de mig et generøst indblik i noget, jeg ikke ville få adgang til på egen hånd.

At prædike fordybelse, mens man fordømmer sin overfladiske samtid, er vel omtrent den nemmeste måde at signalere til omgivelserne, at man ikke længere er i stand til at følge med i det tempo, de forandrer sig i. I Læseren der forsvandt karakteriserer David L. Ulin vores ændrede medieforbrug som “sammenbruddet af fortløbende tænkning”, og den dramatiske formulering gør det let at affeje hans pointer som en gammel mands opråb om, at verden er af lave. Alligevel er hans beskrivelse af den fragmenterede bevidsthed for tæt på mine egne erfaringer til, at jeg bare kan afskrive den.

En af Ulins vigtigste pointer er, at teknologien og vores måde at bruge den på gør os dårligere til at håndtere kompleksitet: “Vi ser det på blogs, i mails, på talkshows i tv, til offentlige møder og i offentlige forsamlinger; vi er en kultur, der synes ude af stand til at koncentrere os, til at forsøge at forfølge en tankerække eller tolerere et modstridende synspunkt”. På de sociale medier er det “vigtigere at reagere end at tænke sig om”, og for at et opslag skal kunne afstedkomme en umiddelbar reaktion, må det være let afkodeligt; en enkel og klar pointe, der er forståelig ved første øjekast. Det giver et lille, kortvarigt kick, som man derefter må opsøge igen et andet sted. Men det, der vækker vores nysgerrighed, det, der får os til at tænke, er det komplekse; det, der ikke samler sig og lader sig afkode øjeblikkeligt, men som snarere fører til undren, forvirring, måske endda provokation. Sådan bliver vi udfordret, og sådan får vi udvidet vores horisont.

Jeg tør ikke tænke på, hvor mange udsagn og oplysninger der på mine mest distræte dage får lov at passere igennem min hjerne uden at fæstne sig. Som kunstneren og forfatteren Jenny Odell skriver i How to Do Nothing: “Scrolling through the feed, I can’t help but wonder: What am I supposed to think of all this? How am I supposed to think of all this? I imagine different parts of my brain lighting up in a pattern that doesn’t make sense, that forecloses any possible understanding. Many things in there seem important, but the sum total is nonsense, and it produces not understanding but a dull and stupefying dread”. Hvis jeg fik lov at genopleve en hel dags forbrug af sociale medier, ville jeg ikke være i stand til at sige, hvor jeg befandt mig, da jeg så opslagene første gang. Til gengæld husker jeg tydeligt den lange togtur på vej til en begravelse, hvor jeg fordybede mig i Geir Gulliksens samlede essays, eller de nærmest ulideligt varme sommerdage på Samsø, hvor jeg sad i haven og læste Lykke-Per.

"Deres essays giver et indblik i, hvad der optager forfatterne, og hvordan de forholder sig til deres samtid, og måske kan det føre både dem og os læsere et nyt sted hen."

I de 10 dage, Niels Lyngsøs meditationsophold varer, mærker han, hvordan hans opmærksomhed lige så langsomt bliver nemmere at kontrollere, og hvor ekstremt præcis den faktisk kan være. Men for mig at se er det vigtigste ved bogen dens beskrivelse af, hvordan Lyngsøs forhold til sit eget selv ændrer sig i løbet af kurset. Ti dages stilhed er langt hen ad vejen et opgør med den gængse forestilling om “jeget som administrerende direktør for Bevidstheden A/S”. Som Lyngsø skriver: “Hvis vi har et jeg, er det højst en presset pr-medarbejder der – uden at have haft indflydelse på beslutningerne og uden at være synderligt informeret om hvad der foregår – forsøger at få én til at tage sig så godt ud som muligt”. Gennem meditation lærer han at skabe distance til sine automatreaktioner; at se dem som impulser i stedet for sandheder. Det betyder blandt andet, at han kan forholde sig nysgerrigt til smerten, der opstår i kroppen, i stedet for at forsøge at fjerne sig fra den så hurtigt som muligt. Men langt vigtigere betyder det også, at han får et helt andet blik på de andre kursister. Hvor han i starten følte sig forkert over for dem og blev irriteret, når de gik i vejen for ham, er han til sidst både overvældet og rørt over, hvor let det er at føle samhørighed med dem.

På den ene side opfylder denne serie af Gutkind-essays tidens krav om, at alting skal gå hurtigt; teksterne er korte og handy, de kan læses på farten eller over en kop kaffe. På den anden side går de mod tendensen til at forenkle og frisere, indtil der kun er en højtråbende og bastant pointe tilbage. Kristina Stoltz skriver et forsvar for tvivlen, Julie Sten-Knudsen forsøger at omfavne mørket, og Daniel Dalgaard leder efter maskuline forbilleder i en tid, hvor den traditionelle manderolle er under forandring. Deres essays giver et indblik i, hvad der optager forfatterne, og hvordan de forholder sig til deres samtid, og måske kan det føre både dem og os læsere et nyt sted hen. At få udvidet sin bevidsthed er sjældent ensbetydende med at få vendt hele sin verden på vrangen. Tit er det nok at finde en lille løs tråd i det, der lignede en gordisk knude, at opdage en sprække i den mur, der ellers så ud til at være massiv.

Martin Bastkjær
Redaktør, Gutkind Forlag

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu