Hjem er en længsel

Du træder ind i et rum fuldt af mennesker, men føler alligevel, at du er alene i lokalet. De andre er rummet; de hører til her, hører sammen. Du ser dem se dig. Registrerer. Fascination og frygt i deres blikke. Deres blikke. Du holder vejret, holder dig til et tavst smil. Et forsigtigt nik. En generel påpasselighed med at flagre for meget; benene krydses, hænderne foldes. Ikke fylde. Frygten siver.

Smil.

Så folder du dig ud. Så åbner du munden. Et øjeblik går tiden i stå. Et øjeblik efter lægger de hovederne på skrå, ser på hinanden og smiler.

så, så, stille nu, nu taler han

Du taler med en stemme, der på samme tid er spæd og prøvende, urgammel og pastoral. Ordene strømmer fra din mund, men det, du ikke siger …

*

"Jeg har længsel efter et land, der endnu ikke findes på landkortet."

*

Du er med dine forældre i en feriehytte i et Danland-feriecenter. Det er efterårsferie. Du er seks. Der er ikke mange gæster på pladsen. De første dage ikke andre børn end en gruppe tyskere ved trampolinen, der for børn er det naturlige midtpunkt i feriecenteret. Det virker, som om de tyske børn kender hinanden. De virker som en enhed. De taler et sprog, du forstår nogenlunde, men ikke rigtig tør at tale.

En dag er der pludselig et dansk brødrepar ved trampolinen. Den yngste er nogle år yngre end dig, og den ældste er ni; han er stor, husker du, det glemmer du aldrig.

På et tidspunkt vender lillebroren sig mod sin storebror og spørger: "Hvorfor ser han sådan ud?"

"Det er, fordi han kommer fra kokosnøddeland," lyder svaret prompte. Der er ikke skyggen af tvivl, heller ikke noget, der indikerer, at det skulle være en spøg.

Og det er vist det. Du husker ikke mere, kun flugten.

Benene i løb tilbage til hytten. Din far husker du ikke. Din mor tilgiver du aldrig, det, hun sagde.

"Mor, der var en dreng, der sagde, at jeg kommer fra kokosnøddeland. Det er der da ikke noget, der hedder?!"

Mor! Der opstod en flænge i verden, og jeg
faldt igennem den.

"Nej, men det ved han nok ikke."
"Men han er ni!"

Jeg faldt.

"Selvom man er ni år, er det ikke sikkert, at man ved sådan noget."
Du sagde ikke noget, hvad skulle du sige.
"Det skal du ikke tænke så meget over. Han vidste bare ikke bedre."

Faldet.

*

Længslen. Det er en længsel, der er uendeligt meget større end at stille sig på en plet på kortet og kræve selvstændighed. Jeg ønsker ikke mit eget kongerige. Ved ikke engang, hvor man skulle placere sådan et. Sønderjylland? Sydtyskland? Sydstaterne? Syd for Sahara—det har man forsøgt, og det har jeg besøgt. Liberia. Slaver, der koloniserer, er kolonister, men stadig slaver.

Min længsel er en længsel, der ønsker at omgøre måden, vi tegner kort på. I stedet for at stille sig op og pege og benævne den og den og den ting: at sætte sig og lytte.

Det er en længsel efter ikke længere at skulle forsvare den plads, jeg optager, når jeg bevæger mig omkring i verden, efter ikke hele tiden at skulle bevise mit værd, min berettigelse. Efter ikke konstant at se mig selv udefra, leve i tredje person.

Det er en længsel efter en ny tid. En tid, der lader sig gennemstrømme af andre tider og tør se spøgelserne i øjnene.

*

Den dag i Danland lod min mor mig bære vægten af drengens uvidenhed. Jeg kunne vanskeligt rette min vrede og frustration mod ham, han vidste jo ikke bedre
vend den anden kind til
be twice as good

Den flænge, der opstod i verden, blev også en flænge i mig.
Jeg hældte min frustration i det hul, og det er jeg fortsat med.

Det er ikke noget, jeg mener man bør lære sine børn, og jeg vil gøre alt for at undgå det, hvis jeg kan. Det er på en måde også derfor, jeg skriver den her tekst; for at skabe et hjem for mine børn, af blod såvel som ånd. Hjem, et "sted hvor en person eller ting hører til" (Den Danske Ordbog), og hvor man derfor kan sætte grænser. Ikke som et grænsehegn, der har til formål at indhegne det, der er mit, og at holde dem, der ikke hører til, ude, men som et tegn til verden: Jeg er nogen, og I kan ikke frit vade ind over mig.

Tungere end drengens uvidenhed føltes imidlertid den sandhed, han i al sin uvidenhed udtrykte. Jeg var seks, så jeg kunne kun udtrykke forbløffelse
det kan da ikke passe det må det ikke

Min mor var bare et menneske, hun kunne ikke få sig selv til at sige til sit barn, måske heller ikke til sig selv: Du kom til verden ivrig efter at finde meningen med det hele, i din sjæl var et begær efter en verden, der udgår fra dig, men du opdagede, at du blot var et objekt blandt andre objekter.

*

Min oprindelse er utydelig, ubetydelig
Hvor kommer du fra?
Herfra … Jeg er født her

Hvor kommer du fra?
Sønderjylland

Hvor kommer du fra?
Min mor var tysk, og min far er dansk

Men hvorfor ser du sådan ud?
Min mor var tysk-amerikansk

Men hvorfor ser du sådan ud?
Min morfar var afroamerikaner

Nååå …
Ja, nå

Min oprindelse er utydelig, ubetydelig
Hvor kommer du fra? …
Hvor kommer du rigtigt fra?

… Misja, Michel, Michael.

Mit navn er skrevet med enkeltkonsonanter. Det består af to stavelser. Alligevel har forbløffende mange voksne mennesker svært ved at udtale det. Og det kan ikke bare være, at de alle sammen er dårlige læsere; nogle af dem er dansklærere. Det virker mere, som om de på en eller anden måde ikke vil høre eller læse det. Som om de først læser min hud, og der så sker en glidning i deres bevidsthed.

Min hud fortæller, at jeg har hjemme i "det land, som alle børn kender", "kokosnøddeland". Nogle leger frit med min oprindelse, andre leger med mit navn. Og det kan de bare gøre. Synes de.
Det har vi altid gjort, det mener vi ikke noget med
Den frie verden er baseret på denne frie leg med ufri mennesker.

*

Sådan må det være gået til: Engang i tidernes morgen, da det moderne samfund endnu var spædt, drog europæere ud i verden og overskrev alt, de kunne få øje på: vand og land, dyr, planter og mennesker.

De fandt min formoder, en kvinde, der var en del af en familie, nogens datter, nogens søster og mor, måske, en del af et folk, der havde sit eget sprog og sin egen kultur og sin egen viden om verden, men europæerne havde på forhånd besluttet, at det alt sammen var uden betydning.

Hun var ikke længere fulani, ibo, yoruba, wolof, ashanti eller akan. Hun havde ikke længere nogen slægt, nogen forstand eller nogen ære. Nøgen blev hun vist frem for forsamlinger og udsat for befamlinger. Hun blev lænket og indespærret i et mørkt fængsel, så et mørkt lastrum, side om side med andre, der også lå fastspændt i deres eget pis og lort. Og døde som fluer. Økonomiske tab, man havde budgetteret med.

Havet slugte hendes tunge. Man glemte hendes navn. Og solgte hendes børn. Hendes bønner blev ikke hørt, før hendes efterkommere begyndte at lytte. Alt for sent.

Og det fortsatte i generationer. Børn blev fjernet fra deres mødre og glemte deres ansigter. De havde et navn, til de fik et nyt.

Efter nogle århundreder besluttede en ung mand at skabe sig et navn. Eller også forsøgte han at flygte fra navnløsheden. Det ved vi ikke. Han drog i krig for den selvsamme nation, man havde rejst på ryggen af hans kidnappede formødre. "The Land of the Free", kaldte slaveejerne den. Det hang ved. Det gjorde han ikke.

Først blev han udstationeret i Vesttyskland og så sendt i krig i Korea. Her taber vi ham af syne.

Hans datter voksede op som Mischling (blanding), en betegnelse, nazisterne havde brugt om raceurene af blandet race, men som efter krigen tilsyneladende ikke var for kompromitteret til, at man brugte den om disse blandede sorte soldaterbørn – og efterfølgende generationer af mixed-sorte.

Hun levede på tålt ophold i sin familie som et af to alt for levende beviser på sin mors sorte samvittighed. Som så mange andre fra sin generation af sorte tyske soldaterbørn endte hun i Danmark. Her blev hun eksotika. Hun blev ikke ligefrem vist frem i Tivoli, som for eksempel børnene fra Sankt Croix, Victor og Alberta, gjorde i 1905, men optrådte i stedet som kuriosa i ugeblade sammen med sine nye søskende. Levende beviser på adoptanternes alt for store hjerter.

Derhjemme blev hun et sort hul for den dårligdom, der herskede bag hjemmets fire hvide vægge.

*

Martin hed han. Resten
er blevet glemt. Glemt,
som var det ikke værd

at huske. Arkiverne
er væk. Ingen
kender mit navn

*

Et par visdomsord fra vennen Guitar til hovedfiguren Milkman Dead i Salomons sang: "La' mig sige dig en ting, baby. Niggere får deres navne på samme måde, som de får alt muligt andet – som de nu bedst kan. Den bedste måde, de nu kan."

*

I Eduardo Galeanos Dage og nætter med kærlighed og krig fra 1978 er jeget på flugt fra militærdiktaturet i Uruguay – og som venstreorienteret journalist i konflikt med de højreorienterede diktaturer på det sydamerikanske kontinent i det hele taget. Bogen består af en række dagbogslignende fragmenter, som stilistisk spænder fra journalistik til poesi, af scener fra forskellige byer rundt om i Latinamerika og til sidst Spanien.

Efter militærkuppet i Uruguay i 1973 flygter jeget til Argentina. Her tager militæret imidlertid også magten, og i Buenos Aires, maj 1976, to måneder efter kuppet, er jeget endnu en gang i fare. Venner dør eller forsvinder, og han åbner døren til det værelse, hvor han skal sove den nat. Han er alene med tanker og tvivl. Der er sorg og vrede, men der er også en ukuelig vilje til livet, som krystalliseres i sætningen: "Jeg har længsel efter et land, der endnu ikke findes på landkortet."

Dén sætning, eller måske nærmere impuls, griber og vender og drejer digteren Dionne Brand, født i Trinidad ud for den venezuelanske kyst, i sit poetiske essay Et kort over Døren der gjorde tilbagevenden umulig. I den ny kontekst, i Brands skrift, sker der noget vigtigt med den sætning.

Et kort over Døren der gjorde tilbagevenden umulig begynder i barndommens Trinidad, med en bedstefar, der er forvalter af familiehistorien. Ved han så, hvilket folk de oprindeligt kommer af, spørger den lille pige. Bedstefaren husker alt, men har glemt dette, uanset hvor ihærdigt den lille pige forsøger at få ham til at erindre. Han kan ikke få sig selv til at svare nej, men han kan heller ikke få sig selv til at svare andet. Der er så meget usagt i det usagte, at deres relation går i stykker:

"Så holdt jeg op med at spørge. Han var skuffet. Jeg var skuffet. Derefter levede vi med denne gensidige skuffelse. Den var en kløft imellem os. Den udviklede sig til en slags fremmedgørelse. Så blev han gammel. Jeg blev ung."

At denne skuffelse kan blive en kløft, skyldes, at både pigen og hendes bedstefar har en fornemmelse af ikke rigtig at høre til det sted, hvor de bor – og er født. Skønt situationen er en ganske anden i Trinidad, hvor fornemmelsen i en eller anden forstand må være kollektiv, eftersom langt størstedelen har rødder andre steder, kender jeg fornemmelsen alt for godt. Der er noget, der ikke er helt, som det skal være. Eller rettere hvor. Dette noget er mig.

*

"Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark.
Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du snakker flydende dansk.
Du skal ikke tro, at du er dansk, fordi du er dansk statsborger …"

*

Og sådan kunne man blive ved. Og det gør Maja Lee Langvad i "Danskerloven". Og det bliver et omkvæd, der aldrig stopper.

Indvandrerdrenge i S-tog
Ikke-vestlige efterkommere
indvandrere
efterkommere
Det er jo ikke dig
Ville du sige dét, hvis ikke det var mig?

*

Du går gennem gaderne i en fremmed by.

Du går gennem gaderne i en fremmed by, der nu er din. Bykernen er bilfri, smalle, brostensbelagte gader og broer over et mylder af små vandløb. Den er smuk, bykernen. Det rører dig ikke. Ikke på en måde, det er rart at blive rørt på.

Du er taget hertil, fordi det er din mors fødeby.

Den gamle domkirke står som et monument over de mennesker, der opregnede din mors dyriske egenskaber til venstre, de menneskelige til højre. Den står som din mors eneste vej ud. Du går ikke ind.

I stedet vandrer du rundt i byen. I Ehrlichstrasse står huset endnu. Der er en motorcykelforhandler i stueetagen. Du stirrer op på lejligheden på første sal, men murstenene giver sig ikke. De kaster intet af sig.

Du tager bussen ud til Breitenau. Der er strip mall-vibes på vej ud af byen, store butikker og store parkeringspladser. Da du ankommer, er huset jævnet med jorden. En lille pige løber rundt alene og leger. Hun smiler, skjuler sig og bor nok i nabobygningen, der ikke længere er nabo til noget, men nu står helt alene herude, hvor vejene vokser sig store. Samtlige vinduer er tilknappede, persienner, gardiner, lagener, hvad end der virker. Sådan virker det.

Du forsøger at forestille dig din mor gå rundt i alt det her, men det er svært. Alle, der ligner hende, er forsvundet, og du kan ikke lade være at tænke, at hun må have følt sig lige så fremmed her, som du gør nu.

Samtidig er der den her nagende bevidsthed: Du har været her før. Måske ikke lige her, men måske lige der. Lagene lægger sig over hinanden og svøber sig om sanseapparatet. Synet sløres. Hjertet slår derinde et sted.

*

I sommeren 2016 bliver Philando Castile og Alton Sterling likvideret af amerikansk politi, og I er derfor nogle hundrede mennesker, der går gennem Kreuzberg og Mitte under parolen Black Lives Matter. Mange er afroamerikanere bosat i Berlin, og mange er som dig sorte på anden vis.

Du har gået i massevis af demonstrationer før den her, men selv ikke den store klimademonstration ved COP15-topmødet i København, hvor der deltog 100.000 mennesker, gav dig samme sitrende fornemmelse i kroppen. Du er helt elektrisk. Nerverne er blottede, og for første gang oplever du at være en fisk i vandet. Der er krøller og fletninger til alle sider. Det må være sådan, det føltes at være ung i 1968 og høre James Brown synge "Say It Loud – I’m Black and I’m Proud".

I er en masse kroppe, der er samlet for at protestere over, at jeres kroppe er mærket som nogle, man bare kan dræbe.

Skilte protesterer imod mere lokale forhold, den tyske asylpolitik blandt andet. Mange har du glemt, men ét skilt glemmer du aldrig: Oury Jalloh – das war Mord!

I 2005 brændte Oury Jalloh ihjel i en detentionscelle på politistationen i Dessau. Hans hænder og fødder var bundet til en madras i enecellen. Politiet hævdede, at det var selvmord, at han selv antændte branden med en lighter, skønt man aldrig fandt nogen lighter. Ved den oprindelige obduktion fandt man til gengæld en brækket næse. Ved den obduktion, hans familie bestilte i 2019, fandt man endvidere et brækket ribben og et kraniebrud. To politibetjente blev i 2007 sigtet for uagtsomt manddrab. Og frikendt.

Say his name.

Dit syn sløres. Kroppene flyder sammen. Du slår dig for brystet. Samhørigheden lægger sig i røde strimer på dit bryst. En bemærker det. Først da går det op for dig.

*

Konklusionen på mit ophold i Tyskland er som et ekko af Saidiya Hartmans lakoniske, men smertefulde erkendelse mod slutningen af hendes ophold i Ghana i Lose Your Mother. "Jeg fandt ikke det, jeg håbede på … og jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle stille op med det, jeg havde fundet ud af."

I Bamberg blev jeg konfronteret med det fravær, der fik min mor til at flygte. Vi er der ikke. Katedralen og kanalerne, brostenene og Bierstuberne er ikke for os.

I Berlin en anden fremmedhed. Storbyen, skriver Dionne Brand, er et sted, der omgør oprindelser. Man kan pludselig blive en anden, men man kan ikke høre til. Eller: Storbyen er én stor parkeringsplads, som en parkeringsvagt fra den ældste by i verden, der nu er havnet i Toronto, siger.

Under brostenene ligger stranden, og under Berlins storbyfernis ligger noget andet, måske en slags sjæl. Den føles ikke som en sjæleven. Jeg er et objekt, et redskab for andres fantasi, som de stjålne genstande på etnologisk museum. Jeg er en Mischling, noget ikke-helt-fremmed, men ikke af den grund hjemligt. Når jeg stod op og iførte mig min postuniform, var jeg en af de mange mørke migranter. Når jeg tog min kaffe og min notesbog med ned til Landwehrkanal, var jeg en af de eftertragtede – og forhadte – kosmopolitiske kulturproducenter. Et lille tandhjul i den galopperende gentrificeringsmaskine, der skaber og genskaber storbyen Berlin.

Sproget bliver aldrig mit. Det kan være et redskab til at forstå det, der omgav min mor, men det føles ikke, som om jeg kan bruge det til bedre at forstå hende. Så havde hun måske også lært os det. Men hvorfor skulle jeg så gå i et tysk fritidshjem? Hvorfor besøgte vi så onkel Andreas og tante Ilse? Måske ledte hun, som mig, uden andre spor end de synlige. Slægtstræet. Stednavnene. De ting, der ikke engang fortæller en halv historie, fordi de ikke siger noget om det, der er gået tabt.

*

Når man ikke føler sig hjemme, ikke føler, man hører til, hvor man bor, er det naturligt, at der indfinder sig en form for hjemve. Følelsen rammer mig, men det er uklart, i hvilken retning pilen peger.

Den peger ikke mod Tyskland og slet ikke mod USA. Jeg tror i stedet, den peger mod "kokosnøddeland", "det land, som alle børn kender". Afrika. NourbeSe Philip, en anden digter fra Trinidad & Tobago, nu bosat i Canada, har brugt neologismen "afrospora" i et forsøg på at betegne denne særlige situation.

Normalt taler man om "diaspora", altså en "folkegruppe som har taget ophold uden for fædrelandet, og som knyttes sammen via deres fælles relationer til dette lands kultur eller religion" (Den Danske Ordbog). Men de afrikanere, der blev kidnappet og slavegjort, var ikke én folkegruppe; de kom fra mange forskellige folk med forskellige sprog og kulturer. Det eneste, de – og vi, deres efterkommere – har til fælles, er altså dette tilhør til "Afrika", hvad end det konkret måtte betyde. Altså er det ikke helt en diaspora, men heller ikke helt noget andet – altså afrospora.

Dionne Brand tilhører også afrosporaen, og derfor sker der på en måde det, at Galeano-citatet bliver hjemsøgt. Det bliver hjemsøgt af den uendelige tvivl, det skaber, når man får udvisket sit sprog og sin kulturelle hukommelse. Og det bliver hjemsøgt af de ulykkelige mennesker, der måtte lade livet for at realisere helvedesprojektet i den nye verden.

For afrosporaen gælder det, som John Murillo III skriver: "Hjem er altid et hjemsøgt hus."

*

Stedet fortoner sig. I stedet er jeg barn af en tid, eller rettere en tidslighed. Her, som ikke helt er et her, men nok nærmere et der, er livet hverken en ret linje eller en snoet sti fra vugge til grav, men snarere en ellipse. Vi går og går i graven og går igen og følges ad.

Et liv, der er en ellipse …

Livet og døden er et skævt makkerpar. Eftersom de ikke helt kan ramme den samme kadence, er de altid ude af trit, og så sker der noget med persongalleriet. I denne verden er vi der alle sammen samtidig. Vi er mennesker, der er vant til, at jorden forskyder sig under os.

*

I et hjørne af denne tidslighed sidder figuren Elskede fra Toni Morrisons roman af samme navn ved sin mors fødder og siger: "Fortæl. Fortæl om diamanterne." Elskede er et genfærd. Hun går igen, måske fordi hun nægter at acceptere, at Sethe, hendes mor, skar halsen over på hende, måske for at tvinge sin mor til at bearbejde sine oplevelser og slaveriets grusomhed.

Morrisons roman bygger på historien om Margaret Garner, der flygtede fra slavestaten Kentucky til nordstaten Ohio i 1856. Da Garner blev pågrebet af U. S. Marshals – der efter loven om bortløbne slaver ville sende hende tilbage i slaveri – forsøgte hun, som Sethe, at dræbe sine børn for at forhindre, at de skulle vokse op som slaver. Det lykkedes dem kun at dræbe den yngste datter.

Slaveriet er et snit i vores genealogi, og Sethes snit i halsen på sit lille barn er en desperat modstandshandling mod et dehumaniserende regime. Et regime, hvor skolelæreren og hans to nevøer frit kan voldtage Sethe – strengt taget er der ikke tale om voldtægt, eftersom Slaven Sethe ikke har noget samtykke at give; juridisk betragtet er den i denne henseende en ting, ikke en person – og hvor de i (h)videnskabens navn oplister hendes dyriske egenskaber til venstre og de menneskelige til højre i deres notesbøger. Atlanterhavet er fuldt af sjæle, der valgte døden frem for slaveskibet. Af slavegjorte, der løb tilbage ud i vandet, da de blev losset af på den nye verdens kyster.

Sethe er flygtet, i fysisk forstand kommet videre, men det viser sig, at der ikke er nogen vej uden om at se slaveriets sociale død i øjnene. Minderne er fortættede og fortrængte, men der sidder hun, Elskede, og siger: "Fortæl mig om diamanterne."

Elskede fortæller historier om fortiden, om tiden før Sethe og hendes børn. Hun er Sethes datter, men hun er også noget mere – noget mor, måske. En stemme fra det forjættede land, som alle børn kender. Hun spøger i vores bevidsthed.

*

I et andet hjørne sidder jeg og mediterer. Pludselig fornemmer jeg min mor trænge ind i (eller ud af?) mit bryst. Mit hjerte hamrer, og jeg er fuldkommen overvældet; lamslået, men ikke bange. Jeg har faktisk ventet på det her.

Eller efter en oplæsning kommer en person hen og fortæller mig, at jeg har følgeskab af en meget kraftig grøn aura på min venstre side. Den mødrene side. Jeg siger okay og tak for det, gemmer den oplysning tæt ved hjertet.

*

I et tredje hjørne sidder Dana, hovedfiguren i Octavia Butlers roman Kindred, forvirret og forslået på sit stuegulv. Hun er lige blevet revet ud af sin stue i Altadena, Californien og sin egen tid, 1974. Et barn, hendes hvide forfader Rufus viser det sig, har på en eller anden måde hidkaldt hende til det landlige Maryland i første halvdel af 1800-tallet, fordi han er i livsfare. Han er fire-fem år og ved at drukne i en flod. Dana får reddet den livløse dreng op af vandet og genoplivet ham ved hjælp af mund-til-mund. Imens hun er i gang med at redde ham, begynder Rufus' mor at slå hende og anklage Dana for at have slået hendes dreng ihjel. Kort efter hører Dana en mandestemme, vender sig og stirrer lige ind i løbet på Rufus' fars riffel. Hendes frygt for at dø medfører, at hun kastes tilbage til sin egen tid.

Umiddelbart er der tale om to modsatrettede årsager til Danas tidsrejser frem og tilbage – at han, Rufus, er i fare, og at hun, Dana, er i fare – men fælles for dem er, at Dana er prisgivet historien, der trænger sig på i utide og utide. Det sker igen og igen, at hun på den måde slynges frem og tilbage mellem tiderne, indtil hendes krop til sidst er ved at blive flået fra hinanden, bogstaveligt talt.

*

Flået fra hinanden, i stumper og stykker. Når først man befinder sig i denne malstrøm, er det så godt som umuligt at slippe ud af den. Eller at vende tilbage.

Vende tilbage til hvad? Der er ikke andet end disse fragmenter.

Det er en tidslighed, der også er kendetegnet ved brud. Hvor den afrotyske digter May Ayim den 22. september nittenhundredeognoget går til myndighederne og forsøger at få indblik i sine adoptionspapirer, men får at vide, at de blev destrueret, da hun blev myndig.

Mens hun går hjem, falder asken fra himlen, sort som tårer.

*

Der er ikke andet end disse fragmenter. Men det er altså også en tidslighed, der er kendetegnet ved en trodsig kontinuitet. Vi er her, og vi samler hele tiden stumperne på ny

*

Mit modersmål er ikke min moders mål. Hun gav afkald på sit førstesprog, tysk, og lærte sig det danske. Det var nødvendigt, men kærligheden til det tyske var formentlig også til at overse.

Ikke at Danmark og det danske sprog er stort bedre. Her er det fortsat en diskussion om, hvorvidt "vi" skal bruge n-ordet og dets fortyndinger "mulat" [m-ordet herfra] og "kvadron". For eksempel betegnes det lyriske jegs mor med m-ordet i lektørudtalelsen til bibliotekerne om min debutdigtsamling, Melanin i 2019, selvom et af digtene peger direkte på ordets etymologi – se nedenfor.

N-ordet er formentlig lån fra tysk, men kommer oprindeligt fra portugisisk og spansk. "Negro" betyder "sort" og er den betegnelse, portugiserne og spanierne hæftede på de afrikanere, de koloniserede og slavegjorde. Disse mennesker havde brun hud, så det er vanskeligt at argumentere for, at der skulle være tale om en neutral beskrivelse.

N-ordet er således på samme tid et produkt af koloniseringen og slavegørelsen af afrikanske folk og et redskab for denne vold. Man overskrev folks identiteter – historier, kulturer og sprog – med dette intetsigende – og alt for sigende – ord. Det var det første brud.

M-ordet kommer af samme historiske begivenheder og fra samme sprog – af portugisisk, mula, der betyder muldyr. De står side om side i Melanin, men lektøren drog ikke af den grund den konklusion, at man bør være forsigtig med at bruge det ord.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad der foregik inde i hovedet på lektøren, men jeg kan konstatere, at der findes dem, der mener, at majoriteten, som har opfundet sig selv som hvid, efter flere hundrede års umenneskeliggørelse ved hjælp af visse ord kan beslutte, at de nu er neutrale, fordi "vi" har brugt dem så længe.
Sådan har vi altid gjort. Det mener vi ikke noget ondt med.

Digteren Derek Walcott skrev "no language is neutral" (intet sprog er neutralt), noget, minoriserede digtere og andre har set sig nødsaget til at gentage igen og igen. Dionne Brand har for eksempel skrevet en digtsamling af samme navn. Og her sidder jeg og hamrer i tastaturet.

Så langt, så godt. Eller skidt. Men det er nu slet ikke det værste. Det værste er, at når man opholder sig lidt ved den farve, der affødte n-ordet, altså sort, og de konnotationer, der på dansk knytter sig dertil, så myldrer spøgelserne rundt mellem linjerne.

Her betydninger af ordet "sort", fra Den Danske Ordbog:
"1. med farve som fx kul eller en helt mørk nattehimmel – farven symboliserer ulykke og død
[…]
1.f: [overført] ugunstig; håbløs; dyster
1.g: snavset; beskidt
1.h: [overført] ikke ren
1.i: bruges i udtryk for at en person bliver svimmel eller besvimer
[…]
1.k: [overført] uklart formuleret og derfor umulig at forstå"

Dertil kommer 41 faste udtryk. Blandt dem:
den sorte bog, den sorte død, den sorte klap går ned, den sorte liste, den sorte skole, det sorte marked, et sort kapitel, gå i sort, snakke sort

*

Det synes oplagt at spørge: Hvorfor så holde fast i en identitet som sort? Den identitet er, når alt kommer til alt, ligesom n-ordet knyttet til kolonialisme og slavegørelse. Og en del af svaret er selvfølgelig dette, ubærlige, at det – ud over "kokosnøddeland", "det land, som alle børn kender", et sted i fantasien – er mellempassagen, altså turen over Atlanten i lasten på et slaveskib, der i en eller anden forstand er vores oprindelse. Dét er den afrosporiske erfaring.

Som sådan er der ingen vej ud, kun igennem. Og derfor må længslen – efter et land, der endnu ikke findes på landkortet – blandt andet indfris ved at sprænge de sprog i stykker – dansk, tysk, engelsk og så videre – som på samme tid reproducerer vores underordnede status og udgør vores sproglige ressourcer.

Det handler om at sprænge sproget, så det kan rumme os.

Mig. Som jeg faktisk er.

Tårerne flød, første gang jeg hørte NourbeSe Philip læse op – og det var bare i et podcast. I digtet "Discourse on the Logic of Language" fra She Tries Her Tongue, Her Silence Softly Breaks (1989) begynder en langsom opløsning af det engelske sprog
and english is / my mother tongue / is / my father tongue / is a foreign lan lan lang / language / l/anguish / anguish
som kulminerer i værket Zong! (2008).

Zong! er skrevet udelukkende ved hjælp af retsdokumenterne fra en retssag om et slaveskib af samme navn. Her smed besætningen – angiveligt fordi man manglede drikkevand på skibet – lasten overbord; man druknede altså 78 mennesker og søgte så siden erstatning for de økonomiske tab hos forsikringsselskabet. (Retssagen skulle afgøre, hvorvidt de i sådan en situation kunne søge erstatning, ikke om det var lovligt at drukne afrikanerne).

I Zong! skæres først retsdokumenterne op i ordbidder og bliver til digte, der fortæller og kommenterer historien; siden skæres ordene op i fonemer for at konstruere et sprog, der kan give stemme til den stumme last.
dem cam fo mi
Det handler i sidste ende om at skabe et sprog til den sorg, de (vi!) oplever – og til vores erfaring mere generelt. Sorgen er i en vis forstand vores erfaring, men den er iblandet en enorm glæde, for det er også de oplevelser, der forbinder os.

Flængen … Åbningen åbner os mod hinanden.

Ligesom stemmen, der tager ophold i én, så vi alle sammen er der samtidig. Som når Elskede er Sethes barn, men taler om tiden før Sethe. Som når Zong! har undertitlen "as told to the author by Setaey Adamu Boateng", en ulegemlig skikkelse. Som når stemmen tager ophold i min krop; jeg overtager den, og den overtager mig.

Den afrosporiske tid er kendetegnet ved en trodsig kontinuitet, en hoppen mellem fragmenter. SORT er de fragmenter, vi samler. Eller den måde, vi samler dem på. Vores diamanter. SORT er en vinkel, vi anlægger for at "make a way out of no way".

*

Det sker ikke sjældent her i Danmark, at jeg må forklare, hvorfor jeg betegner mig som sort
du er jo brun
har I nogensinde set et menneske med sort hud?
Det er hermed gjort.

SORT er mit hjem.

Det hjem er et hjemsøgt hus.

Mikas Lang (f. 1988) er digter og oversætter. Han debuterede i 2019 med digtsamlingen 'Melanin' og har siden udgivet 'Og spøgelser' (2021).

Han har blandt andet oversat værker af Angela Davis, Jesmyn Ward og Chimamanda Ngozi Adichie.