Månerude

Her står jeg. Mere end halvvejs gennem livet går det op for mig, at mine to hovedinteresser – som på et overfladisk plan intet har med hinanden at gøre – i deres essens handler om nøjagtig det samme.

Den ene er min videnskabelige undersøgelse af rewilding som vejen til en vild og mangfoldig ydre natur. Den anden er min egen impuls til frihed og oplysning gennem en regelmæssig spirituel praksis.

Jeg var meget i vildrede, dengang jeg skulle vælge retning efter gymnasiet. Når valget faldt på biologistudiet, var det nok, fordi naturen har noget endnu ufærdigt og uopdaget over sig.

Hvor de fleste andre fag forekom mig mere afsluttede og færdighedsprægede med lærebøger, pensum og videnskabshistorie, er naturen hele tiden i gang med at finde på nye ting: fugle og insekter, som kommer flyvende, eller planter, der spirer frem, og som kan opdages af den, som er vågen nok.

Det viste sig naturligvis, at biologistudiet var meget anderledes end naturen. Som på andre studier var der lærebøger og pensum. Og så var undervisningen bygget op om den store fælles fortælling om form og funktion. Den går kort fortalt ud på, at alle former i naturen har funktioner, og det er vores opgave at kortlægge dem.

Denne måde at tænke på refererer direkte til Darwins evolutionsteori, som bygger på udvælgelse af de bedst egnede gennem konkurrence. Former uden funktioner bliver sorteret fra. Der er ikke langt fra form og funktion til nytteværdi, for har man først forstået årsag og virkning, kan man også manipulere naturen til at levere det, vi mennesker ønsker os.

Jeg var ikke overbevist om rigtigheden af dette dogme, om, at alle former skulle retfærdiggøres ud fra deres funktion, og det forstyrrede min trang til frihed. Mine indvendinger blev dog mødt med overbærenhed. Jeg måtte forstå, at arterne sameksisterede ved nichedifferentiering – altså ved at udnytte forskellige levemuligheder i det konkrete fysiske område og på den måde undslippe indbyrdes konkurrence om resurserne.

Men efterhånden som jeg kom til at nærstudere plantesamfund, voksede min skepsis. Jeg kunne jo observere flerårige planter med rødderne filtret ind i hinanden i den samme kubikcentimeter jord. Visse steder, på tør, kalkrig jordbund græsset af kvæg eller heste, kunne jeg finde mere end halvtreds forskellige plantearter fredeligt side om side. Planter med de samme basale behov for lys, vand og næringsstoffer.

Alligevel varierede disse sameksisterende planter i størrelse, bladform, blomsterfarve, frøstørrelse, lugt og smag. Så længe planterne overholdt visse spilleregler, kunne de skeje temmelig meget ud i form og farve.

Jeg endte som vegetationsøkolog med speciale i græslandsøkosystemets plantesamfund. Og jeg opdagede, at det slet ikke var nogen selvfølge, at der voksede halvtreds forskellige arter af planter per kvadratmeter. Mange steder kunne jeg kun finde mellem to og ti forskellige arter per kvadratmeter, og ofte de samme almindelige arter igen og igen.

Det, som ved første blik lignede naturområder, viste sig ved nærmere undersøgelse at være tidligere marker udsat for pløjning, gødskning og tilsåning med kulturgræsser og kløver. Sporene af dyrkningen er synlige i årtier, ja, nogle gange århundreder, og de små refugier, som aldrig har været under plov, er sjældne og truet af tilgroning, fordi de græssende dyr er forsvundet.

Inden universitetet spyttede mig ud i samfundet, var jeg i fuld gang med at gruble over, hvor i alverden græslandsøkosystemets store biodiversitet stammede fra, og jeg var kommet til den overbevisning, at den skulle findes i fortidens økosystemer med store vilde planteædere som urokser og vildheste.

Det var en åbenbaring for mig at åbne kapitlet om de forhistoriske dyr. Tænk, at trygge, hjemlige Europa i forhistorisk tid husede hele to arter af elefanter, tre arter af næsehorn og to arter af løver!

Sådan var Europas dyreliv, dengang vi indvandrede – først neandertalerne og siden det moderne menneske.

Og tænk, at de store dyr blev fortrængt overalt, hvor mennesker vandt frem. Og vi nøjedes ikke med at fortære og fortrænge de karismatiske kæmpedyr, som vi i dag skal rejse til Afrika for at se. De vildtlevende pattedyr blev gradvist erstattet med tamme husdyr som køer, grise, heste og får.

Denne store udskiftning har været så omfattende, at mennesker og vores husdyr i dag udgør 96 % af verdens samlede biomasse af pattedyr, mens de vilde dyr kun udgør 4 %. Og her taler vi om alt fra mus til blåhvaler.

Efter i mange år at have interesseret mig for menneskers virkninger på naturen gennem landbrug, skovbrug og naturpleje begyndte jeg som forsker at interessere mig for den levende naturs eget potentiale for at blive vild igen. Denne genforvildning handler om at tilstoppe dræn og grøfter og igen lade vandløbet slange sig naturligt gennem sin ådal.

Det handler også om at opgive diger og sluser og lade havet overskylle kysterne, gnave af dem, lægge nyt land til. At lade vinden blæse sandet, som havet har aflejret på stranden, langt ind i klitterne. Og lade naturlige brande rasere. Men den mest fortryllende og nærmest ufattelige genforvildning består i at lade de store dyr komme tilbage. Måske derfor har deres genkomst fået sin egen betegnelse – rewilding!

I 1994 opdagede franske hulejægere Chauvetgrotten, der åbenbarede ekstraordinære malerier af forhistoriske dyr. Dyrene blev malet på grottens vægge for 30.000-32.000 år siden under den seneste istid. I 2010 udkom Werner Herzogs dokumentarfilm om det enestående fund, og filmens titel, Cave of Forgotten Dreams, får mig til at tænke på, at vi ikke kun har glemt de store dyr, men også glemt at drømme om dem.

Et af de smukkeste paneler i grotten forestiller løver. Julien Monney, en af de arkæologer, som undersøgte grotten, fortæller i filmen, at da han fik adgang til at studere den i fem dage, gjorde malerierne så voldsomt et indtryk, at han drømte om løver hver af de fem følgende nætter. Det var ikke den løve, vi kender fra Afrika, men den beslægtede og lidt større, mankeløse, huleløve.

Blandt de andre portrætter i Chauvetgrotten finder vi velkendte dyr som vildhest, urokse og bison, men også mammut og uldhåret næsehorn. Dengang var der istid i Europa, så varmedyr som skovelefant og skovnæsehorn har været trukket længere sydpå, og måske var de på dette tidspunkt allerede udryddet fra deres sidste tilflugtssteder.

Siden vores forfædre indvandrede til Europa og levede sammen med fortidens kæmpedyr, er der altså sket to store fortrængninger.

Den ene er vores fysiske fortrængning af de store dyr fra landskaberne. De levede her i millioner af år – elefanter, næsehorn, flodheste, kæmpehjorte, hulebjørne, huleløver og sabelkatte – nu er det endegyldigt slut. De vilde pattedyr, som ikke er uddøde, har vi decimeret voldsomt, og arter som vildhest og urokse har kun overlevet i form af vores tamdyr.

Den anden fortrængning er, at vi simpelthen har glemt de store vilde dyr, som ellers var det mest kraftfulde og magiske i det Europa, vores forfædre koloniserede.

I dag kalder vi krondyret for skovens konge, og de stolte danske jægere går på krondyrjagt, hvis de har penge nok til at købe jagtretten eller status og venner til at få en invitation. Men bestandene af krondyr og dådyr er reguleret tilstrækkelig hårdt til, at de ikke udøver for store skader på de dyrkede marker.

Dyrene er i øvrigt en sølle erstatning for de langt større bisoner, urokser, næsehorn og elefanter. På rovdyrsiden står det endnu værre til, men her er Danmark trods alt blevet lidt vildere, efter ulven genindvandrede omkring 2010, og der i dag er fem ulvepar i landet.

Men heller ikke ulvene kan leve i fred, faktisk har Danmark europarekord i kryptisk dødelighed for ulve. De forsvinder sporløst uden andre mulige forklaringer end ulovlig nedskydning og fjernelse af kadaveret. Problemet med vores dyrefattige nutid er, at vi typisk kun kan forestille os udgaver af verden, vi selv har oplevet i vores egen levetid eller til nøds har hørt beretninger om fra vores forældre eller bedsteforældre. Man kunne kalde det en form for erindringsblindhed.

Mens det blev mere og mere klart for mig, hvor lille en del af det land, jeg bor i, der reelt er vild natur, fortsatte verden ubønhørligt med at gå sin gang, og i 1999 fik min far konstateret kræft og døde efter kort tids sygdom.

Han var et kærligt og generøst omdrejningspunkt i min verden, og hans død havde lidt af den samme virkning på mig som mine døtres fødsel: Alt uvedkommende blev blæst væk, og tilbage stod kun det vigtigste: taknemmeligheden og vågenheden.

Hvor virkeligheden før var fuld af indhold, let at afkode og spontant gav mening, blev jeg nu rystet over livets utilregnelighed. Den indlysende nødvendighed ved at forske og skrive rapporter, bygge fagligt og socialt netværk, hus og hjem, smuldrede, og ud af den store, tomme vågenhed dukkede nye muligheder og fristende tilbud op – skræmmende og dragende på samme tid.

Mit rationelle jeg var nødt til at vide, hvad dette kontroltab handlede om, om ikke for at genvinde kontrollen, så dog for at genvinde tilliden til forandringerne. Jeg startede med psykologisk selvhjælpslitteratur og kunne hurtigt stille en plausibel diagnose: en klassisk, ja, nærmest banal midtlivskrise.

Alligevel var der noget sært utilfredsstillende ved at få navnet på min tilstand uden yderligere forklaring og uden anden løsning end at genopbygge en ny og mere fyldestgørende forestillingsverden, som jeg kunne leve resten af livet i. Jeg havde fået en anelse om, at der gemte sig noget vigtigt bag ved min vante forestillingsverden.

Da faldt jeg over den spirituelle litteratur med værker af lærere som Jes Bertelsen, Ken Wilber og Eckhart Tolle – ja, måske er det mere retvisende at sige, at Jes Bertelsens lille bog Bevidsthedens inderste nærmest faldt ud af min mors bogreol.

De tre forfattere introducerede mig på meget forskellig vis til bevidsthed og oplysning, og jeg blev klar over, at spiritualitet, som jeg hidtil havde betragtet som røgelseshørmende bragesnak, bør hyldes som en erfaringsbaseret undersøgelse af bevidsthedens væsen.

Hvis man vil undersøge bevidstheden, er man nødt til at slippe det normale fokus på dens indhold – altså fx fuglenes sang eller de forskellige plantearter i et prøvefelt – og vende opmærksomheden mod bevidstheden selv. Bevidstheden er ikke indholdet, men forudsætningen for det.

Zenbuddhisten Ken Wilber forklarer spiritualiteten som en naturlig forlængelse af den samme rationelle oplysningsproces, der optog mig som forsker. Det var en lettelse for mig at læse Wilber, for jeg fik af og til indtryk af, at den rationelle bevidsthed står i vejen for oplysningen. Det regnes ikke som særlig fint i spirituelle kredse at være for meget i sit hoved, mentalisere eller spekulere.

Denne insisteren på kroppen og hjertet som primære erfaringskilder voldte mig kvaler og skrupler, fordi jeg selv oplevede min rationelle forståelse af verden som en ægte erfaring. Wilber kom mig til undsætning ved at beskrive spirituel oplysning som bevidsthedsevolution. Wilber forklarer, hvordan spiritualitet ankommer som en naturlig følge og fortsættelse af en global, rationel forståelse af verden, og det var befriende for mig.

Uden et rationelt fundament risikerer man at miste jordforbindelsen eller ende som barnligt selvoptaget. Samtidig erfarede jeg, hvordan undersøgelsen af bevidstheden også førte en genkendelse af hjertefølelser og frihed med sig, kvaliteter, som let overses i en rationelt erkendt virkelighed.

Jeg slugte hurtigt en længere række af bøger – dels fordi det optog mig, men også fordi jeg som forsker måtte have vished for, at dette her ikke bare var indbildning, men fandtes i virkeligheden. Når nu bevidsthedens væsen ikke kan måles og vejes, var det vigtigt for mig, at erfaringerne kunne reproduceres og ikke var afhængige af, om man tilhørte den ene eller anden trosretning eller træningsvej.

Det blev efterhånden klart for mig, at de oplyste mestre beskriver nøjagtig det samme fænomen, selvom ordene og vejen derhen ofte er meget forskellige.

Andre har gjort denne øvelse før mig, eksempelvis Aldous Huxley, som samlede sin empiri i værket The Perennial Philosophy med visdomsord og spirituelle erkendelser fra mystikere inden for vidt forskellige kulturer og traditioner.

Konklusionen er, at de mystiske erfaringer og indsigter er reproducerbare, og at de transcenderer kultur, tradition, geografi og religion. Jeg begyndte selv at meditere efter anvisningerne i Bertelsens bøger, men først ti år senere følte jeg trang til at opsøge en lærer for at se, om jeg kunne lære noget mere.

Ti år er længe at vente, men det skyldtes nok min stædige frihedstrang til at gå vejen selv og gøre mine egne opdagelser. Min første meditationslærer introducerede mig til neutral iagttagelse, som er et centralt begreb i mindfulness.

Helt enkelt går det ud på, at man observerer den ydre og indre verden uden at knytte sig til den eller redigere den. Man forsøger at hvile afslappet uden at vurdere, hvilke sansninger og hændelser der er rigtige og gode, og hvilke der er forkerte og dårlige.

Mens vi sad i en rundkreds og øvede os på neutral iagttagelse – fx af ubehaget ved at sidde i skrædderstilling på en meditationspude uden rygstøtte – gik det op for mig, at jeg som speciale- og ph.d.-studerende allerede havde mange års træning i netop det.

For en vegetationsøkolog består en af de centrale metoder i at observere og identificere planter i små prøvefelter afgrænset af en træramme, en metalring eller en bukket strikkepind, hvis ende beskriver en cirkel med fast radius. I praksis bøjer man sig forover og begynder at notere de plantearter, som findes i feltet.

Det er overraskende svært at gøre helt perfekt. Mange af plantearterne ligner hinanden – fx de græsagtige planter – og når man som jeg arbejder med græslandsøkosystemer, vil vegetationen ofte være delvist nedbidt af græssende dyr. Den bedste måde at finde alle arterne på er ved at være både vågen og utilknyttet.

Hvis man har faste forestillinger om, hvilke planter man skal møde i feltet, stiger risikoen for at overse overraskende arter. Det er min erfaring, at bevidstheden er bedst til at gøre iagttagelser, hvis den er afspændt og fri af forventninger.

Almindelig røllike, lancet-vejbred, tveskægget ærenpris, almindelig brunelle, rød svingel, almindelig blåhat, stor knopurt, gul snerre, almindelig rapgræs, mark-frytle, lav tidsel. Det er lidt ligesom et fiksérbillede: når man har fået øje på de første ti plantearter inden for rammen, skal man afspænde blikket for at få øje på de næste, som umærkeligt snor sig ind og ud mellem de første.

Almindelig hønsetarm, græsbladet fladstjerne, bredbladet timian, bakke-nellike, krybende potentil, almindelig agermåne, kamgræs, almindelig gyldenris, hjertegræs, almindelig enghavre, merian, almindelig hundegræs, nikkende limurt. Blandt vegetationsøkologer er det en almindelig erfaring, at måneruder og andre små og uanselige planter først opdages, når man ikke længere kigger efter dem, men blot har en pause og sidder adspredt og nyder sin medbragte madpakke.

Neutral iagttagelse af plantearter i et prøvefelt er en fremragende vej til at få afmonteret sig selv, sin identitet og sine forestillinger, fordi ens tankeverden netop ingen relevans har for det planteliv, der udfolder sig på jorden foran en.

Tilsvarende kan man forestille sig, at alle de sansninger og kropsfornemmelser, som strømmer en i møde, mens man mediterer, også har deres eget liv, som går og kommer, og som man kan iagttage, uden at man behøver at blande sig i det. Der er noget frisættende over denne øvelse, uanset om den foregår på biologisk feltarbejde eller under meditation.

Men det er også en øvelse, som kræver, at man har disponeret noget tid til det. Jeg kan huske fra mit feltarbejde, at jeg fra tid til anden kunne blive grebet af et lille stik af dårlig samvittighed over at tilbringe endnu en dag med blot at se på naturen og gøre optegnelser uden rigtig at udrette noget, uden at ændre på noget som helst.

Såvel græssende køer som kommunale vejfolk kunne fra tid til anden stille sig op og glo undrende på os feltbotanikere, når vi lå foroverbøjet på en græslandsbakke og talte planter i timevis.

Heldigvis har metoden et navn og et formål: botanisk feltarbejde til indsamling af empirisk data til videnskabelig analyse og publicering.

Vi er midt i en biodiversitetskrise, både globalt og nationalt. Hvis nogen spørger, hvad den vigtigste grund er til, at det går tilbage for mangfoldigheden af sommerfugle, svirrefluer, vilde bier, engfugle, træbukke, vokshatte, kobjælder, lungelav, knoldslørhatte, storke, levermosser, vandaks, ferskvandsmuslinger og mange flere, så er det enkle svar, at det er, fordi den vilde natur mangler plads.

Vel at mærke plads, som ikke skal bruges og udnyttes til at levere fornødenheder til mennesker.

Det er egentlig utroligt, at vi stadigvæk har en biodiversitetskrise, når løsningen er så ufatteligt enkel: Vi skal reservere plads i landskabet og på havet, hvor vi afstår fra at dyrke afgrøder, jage og fiske og i stedet lader naturen udfolde sig præcis som den vil, uden vores indblanding.

Denne erkendelse er langsomt sivet ind i de internationale organer, og biodiversitetsmålet i EU og FN er nu, at vi skal reservere 30 % af Jorden til beskyttet natur. Andre stemmer advokerer for half Earth, men hensigten er den samme.

Dedikeret plads er vigtig, og jeg har fået præcis det samme at vide af mine meditationslærere gennem årene: Den vigtigste forudsætning for en fremadskridende oplysningsproces er, at man etablerer en fast spirituel praksis. Sådan en kræver, at man afsætter noget tid hver dag til at sætte sig et uforstyrret sted og meditere.

Meditationen foregår i et fredfyldt helle, hvor der ikke skal gøres noget, men hvor man i stedet har mulighed for at give slip og synke ind i en neutral iagttagelse af sanseindtryk, kropsfornemmelser og tanker, som alle får lov til at udfolde sig, uden at man fælder dom eller griber ind.

Men, ville nogen så indvende, gælder det ikke i alle livets forhold, at man skal øve sig for at blive bedre? Jo, men for den vilde natur og den spirituelle praksis har træningen ikke noget fast formål udover at slippe kontrollen og lade naturen gøre det, den gør. Det er væsensforskelligt fra den fokuserede og anspændte træning i at blive bedre til at spille klaver, danse ballet eller artsbestemme vanskelige slørhatte.

På samme vis kan man reservere et landområde og så lade naturen passe sig selv uden at gøre yderligere. Det har man ganske gode erfaringer med. Nogle gange er det sket bevidst – som i Yellowstone Nationalpark i USA eller på Molslaboratoriet. Andre gange er det sket uforvarende, som med jerntæppet, der kom til at skille Øst- og Vesteuropa med en flere kilometer bred zone uden menneskelig aktivitet.

Efter årtiers fred kunne man efter Habitatdirektivets vedtagelse i 1992 udpege hovedparten af dette ingenmandsland til beskyttede naturområder i det såkaldte Natura 2000-netværk. Tilsvarende kan man i dag arrangere safarirejser til ingenmandsland omkring Tjernobyl – knap fyrre år efter, at atomreaktoren eksploderede og gjorde området ubeboeligt.

Menneskeligt fravær virker så godt, at James Lovelock, forskeren som stod fadder til Gaia-teorien om Jorden som en sammenhængende organisme, foreslog at sprede lavradioaktivt affald i verdens sidste intakte naturområder og derved fortrænge menneskelig virkelyst. Lovelock mente, det var den eneste rigtig effektive form for naturbeskyttelse.

Det lyder forjættende og enkelt at lade naturen genforvilde sig selv – det, som også kaldes for passiv rewilding. Nogle processer, strukturer og levesteder vender da også let tilbage.

Buske og træer vil indvandre, og træerne vil vokse sig store og begynde at dø, og dermed tilføres vigtige levesteder som grov bark, hule stammer og dødt ved. Men der er andre vigtige processer, som kan være årtier, århundreder eller endnu længere om at indfinde sig. For at få hele det naturlige økosystem i gang igen kan det derfor være en god idé at genoprette naturen.

Det gør man ved at lukke grøfter og dræn, genslynge vandløb, fjerne diger, slukke pumper og hæve vandløbsbunden og så genindføre planter og dyr, som mangler i økosystemet. Hvis der slet ingen gamle og skadede træer findes, kan man skære, brække eller brænde huller i de sunde træer. Herved sætter man gang i veteraniseringen af træerne, som om en flok elefanter havde raseret området, og der opstår indfaldsveje for svampe og med tiden hulheder til hulrugende fugle, flagermus og larverne fra de store biller.

Man kan godt finde en lignende naturgenopretning i den spirituelle praksis. Dels har vi indgroede vaner, som vi må aflære – fx vanen med at vælge det behagelige og nyttige og skubbe det unyttige og ubekvemme fra os. Eller bestræbelsen på at opbygge kompetencer, karriere og nyttige netværk. Og så er der de medfødte evner, vi har glemt: åndedrættet, kroppen, hjertefølelsen, opmærksomheden og kreativiteten.

Der er således både tale om en afspænding, en renselse og en påmindelse om ens iboende natur. Måske findes der også en parallel til den mere brutale del af naturgenopretningen, hvor man brænder, oversvømmer og hærger, så sunde individer dør, svækkes eller på anden vis opgiver kontrollen og giver plads til, at andet liv kan komme til.

Det har i hvert fald vist sig, at langvarig tilbagetrækning, hvor mennesker standhaftigt påtager sig at være stille uden mulighed for at handle eller kommunikere og uden at kunne vælge til eller fra, på effektiv vis afmonterer den egostruktur, som hele tiden stiller sig i vejen for dybere kontakt til vores mere oprindelige natur.

I naturen kan sundhed og vækst stå i vejen for forandring og mangfoldighed – i menneskelivet er det ego, status, kompetence, planer, succes og kontrol.

Der findes sågar en historie om en spirituel lærer, som skubber en moden elev ud over en afsats, idet han råber til ham: "Hvem falder?" Ifølge beretningen blev eleven fuldt oplyst ved den lejlighed, og hvad betyder så et brækket ben?

I den ydre natur spiller de store landlevende pattedyr en særlig rolle. Vildsvin roder i jorden, hjorte nipper af bark og kviste, bævere fælder træer og bygger dæmninger langs vandløb, bisoner, heste og okser afbarker træer, støvbader og grovæder af urtevegetationen. Tilsammen skaber de variationer i plantevæksten, og der opstår mosaikker af skov, krat og lysninger samt større sammenhængende lysåbne områder med strandeng, eng, hede, kær og græsland.

Selvom vi ikke præcis ved, hvordan de forhistoriske økosystemer så ud, ved vi, at de mange arter på vore breddegrader, som kræver lys og varme, også har haft levesteder, før mennesket begyndte at rydde fortidens skove.

Derfor er det ikke nok, at de store dyr bare er til stede i landskabet, de skal også være til stede i naturlige tætheder, ellers vil de ikke udøve deres naturlige forstyrrelser.

Problemet er, at længe inden dyrene nærmer sig naturlige tætheder, begynder de at volde os mennesker kvaler ved at æde af vores afgrøder på markerne, ødelægge opvæksten af gavntræer i plantagerne og forstyrre trafikken på vejene.

Det duer ikke, så vi skyder dem. Derfor lever de danske hjorte i tætheder, som kun er 5-10 % af landskabernes bærekapacitet.

Jeg har søgt efter forbindelsen mellem store dyr og den spirituelle praksis, men har ikke fundet så meget. Måske lider spirituelle lærere også af shifting baseline syndrome?

Det dyriske findes dog som en anelse om noget positivt: Flere af mine lærere har beskrevet det som konstruktivt, ja, nærmest nødvendigt, at have en god kontakt til energicentrene (chakraer) i bunden af kroppen. De to nedre chakraer, placeret under navlen (hara) og ved mellemkødet (rod), repræsenterer blandt andet det basale, instinktive og dyriske i vores eksistens.

Jeg har hørt spirituelle lærere tale om det som en udfordring, at den spirituelle oplysningsproces for os vesterlændinge mest tager bo i kroppen fra solar plexus og opefter, mens det dyriske og instinktive er mere undertrykt.

Som rewildingbiolog leger jeg med tanken om, hvordan en genforvildet dyreverden med fritlevende heste, okser, bisoner og vildsvin ville svinge konstruktivt sammen med menneskers selvbefrielse.

I 2016 igangsatte Naturhistorisk Museum et rewildingprojekt med udsætning af femogtyve Exmoorponyer og gallowayokser på Molslaboratoriet, museets 120 ha store ejendom i Mols Bjerge. Dengang mente jeg, at det var et ganske trivielt projekt, fordi der allerede gik køer og heste rundt i så mange andre indhegnede naturområder i Danmark. Men jeg tog fejl.

Dyrene skulle nemlig passe sig selv, og i årene, der fulgte, opdagede jeg, hvor afgrundsdyb forskel der er på normale tamdyr, som passes, fodres og slagtes, og dyr, som lever deres eget liv uden at være afhængige eller tæmmede af mennesker. Vildtlevende dyr er i naturen året rundt, og sådan en stille vinterdag uden summende insekter og blomstrende urter, er det livsbekræftende at se en spillevende hest stå og æde brombærblade i skoven med varm damp stående ud af mulen.

Hvis du har svært ved at finde frem til den neutrale iagttagelse, så hjælper de frie dyr dig ved simpelthen at vende røven til dig og gå, hvis du bliver for nærgående og kontaktsøgende. I deres liv er du irrelevant, du er tolereret som vidne, men uønsket som deltager. Det er ikke noget dårligt afsæt for meditation.

Noget af det sværeste ved vild natur er at opgive sine ønsker, planer og forestillinger om, hvad der skal ske. I de fleste naturområder vil der være et ønske om, at biodiversiteten skal blomstre op, at de sjældne arter skal trives og blive mere talrige, samt at uønskede arter skal blive sat tilbage i vækst og afgive plads til de gode arter.

I mange årtier har dansk naturforvaltning ikke handlet så meget om vild natur, men mere om at finde de rette værktøjer i naturplejen til at fremme de sjældne og foretrukne arter og bekæmpe de uønskede og dominerende arter, særligt de såkaldt invasive arter, som vi mennesker har slæbt til landet, og som indimellem breder sig på hjemmehørende arters bekostning.

I den spirituelle praksis betyder frihed blandt andet, at man tør tillade åbenheden at indfinde sig og slippe angsten for forandringer. For når man ankommer til et stille og åbent sted under meditation, er det umuligt at vide, hvad der sker.

Det er meget lettere at forudsige begivenhederne, hvis bevidstheden er optaget af en tankerække, en kendt bekymring eller en opgave, som skal løses. I min egen praksis er det gennem årene blevet mere og mere tydeligt, at der også er et ubehag forbundet med at tømme sig selv for indhold.

Ubehaget kan til dels føres tilbage til en gammel vane med at være noget eller nogen, så jeg kan præsentere mig tydeligt for omverdenen. Men der ligger også et provokerende kontroltab i ikke at vide, hvad det næste, som sker, er.

På Molslaboratoriet vokser der gyveler, som tilhører en italiensk proveniens af den hjemmehørende danske gyvel.

Den bliver lidt højere end den danske, og hvis ikke arten var fremmed og dominerende, kunne man næsten blive betaget af de knaldende gule bakker i slutningen af maj måned.

Gyvel er en tørketolerant ærteblomst med rodknolde fulde af kvælstoffikserende bakterier. På den måde forsyner gyvel sig med kvælstof og stortrives i den tørre sandjord, hvor der er rester af fosfor og kalium fra tidligere dyrkning.

I årtier har man bekæmpet gyvel, men som pionérplante kommer den stærkt igen efter slåning. Forsøger man at grave den op, vil tusinder af gyvelfrø spire i den forstyrrede jord. Da Molslaboratoriet startede rewildingprojektet, stoppede årtiers gyvelbekæmpelse.

Planterne voksede sig store og mægtige på arealerne, hvilket affødte kritiske kommentarer om, hvor galt det går, når vi mennesker helt opgiver at pleje naturen. Gyvel er grøn hele året, så man skulle have troet, at de sultne heste og okser ville æde den om vinteren. Men da planten er svagt giftig, nøjes dyrene med at nippe af den.

Det kunne ligne en falliterklæring for rewilding, når dyrene ikke kan gøre arbejdet lige så godt som den lokale maskinstation. Men kun indtil man kigger nøjere efter.

For det første er gyvel en hjemmehørende planteart med mange tilknyttede insektarter – den er altså ikke kun af det onde. For det andet vokser der også græs og urter inde under gyvelerne, og når vegetationen ude i Molslaboratoriets åbne enge og græslandsområder er bidt ned i slutningen af året, så mosler dyrene ind mellem gyvelbuskene for at æde af reserverne.

Det medfører, at der bliver trampet så grundigt rundt, at de høje gyvelplanter knækker, så der næste år kan komme meget mere lys frem til jordbunden. Pludselig kan de urter, som gyvel truede med at skygge bort, vokse mellem og under planterne.

Der er stadigvæk ingen, som kender endemålet, for på et tidspunkt vil gyvelerne blive senile og lige så stille overlade scenen til helt andre planter.

Den største overraskelse har dog været, at Molslaboratoriets sjældneste plante – kantet kohvede – begyndte at dukke op i stort tal under nogle af gyvelbuskene. Kantet kohvede er en hemi-parasit, som blandt andet snylter på ærteblomstrede planter, og vist nok også på egetræer.

Netop denne kombination er til stede med spredte gyveler under egetræer og tættere gyvelkrat lige i skovbrynet uden for egeskoven. Når man sætter naturen fri, er der ingen garanti for, at det kommer til at gå, som man ønsker eller tror.

Jeg husker en af de tryksager, jeg fik i postkassen, før den fik et tydeligt reklamer nej tak-klistermærke. Det var sådan et Vi med hus og have-blad, og i en af artiklerne kunne man få gode råd til, hvordan man skulle fylde de sorte huller i haven ud. Den slags huller, som opstår fra tid til anden, hvis en plante visner bort, eller et træ bliver fældet.

Artiklen formidlede på fineste vis frygten for, at der kunne ske noget uforudsigeligt. Jeg tror, det er en af forklaringerne på alle verdens græsplæner. Græsplænen er et stykke kontrolleret natur, hvor der ikke sker noget uventet.

På Molslaboratoriet har man besluttet ikke at beskære, fælde, skrabe, grave og regulere gyvelerne. Det samme gælder andre potentielt dominerende arter som fx birketræer, brombær og egetræer. Man stoler på, at de exmoor-ponyer og gallowayokser, som lever i reservatet, vil skabe tilstrækkelig meget dynamik i kraft af deres græsning til at sikre en mangfoldig natur. Man er holdt op med at se planter og dyr som problemarter og ser i stedet på udviklingen med nysgerrighed og videnskabelig interesse.

Jeg har holdt rundvisning på Molslaboratoriet for garvede naturforvaltere, som var nærmest forargede over, at man tog så let på forvaltningen. De spåede hovedrystende biodiversiteten en krank skæbne.

Denne skepsis over for vild og selvregulerende natur bliver ofte til vrede hos de grupper, som lever af at kultivere, pleje og fikse naturen – dyrlæger, hesteejere, skovdyrkere, jægere og økologiske landmænd. Nej, hvor kan de blive rasende, når jeg og andre biologer fortæller dem, at det var bedre for biodiversiteten, hvis de lod naturen være i fred.

Jeg kan selv få en nærmest kropslig erfaring af at falde, svæve og svimle, når bevidsthedens faste holdepunkter slippes under meditation. Det kan være forbundet med ubehag i starten, men når jeg lader være med at flygte fra det, er det, som om jeg vænner mig til det. Efterhånden bliver det til en oplevelse af frihed og gennemstrømning af energi. Mere ro og tillid til verdens uforudsigelighed og mere adgang til hjertets venlighed.

I Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde af Jes Bertelsen har jeg fundet et guldkorn af den store tibetanske mystiker fra 1300-tallet Longchen Rabjam, som lyder, at "der er intet at gøre og ingen til at gøre det". Hvis man for alvor vil i lag med en dybere oplysningsproces, må man altså slippe tanken om, at verden skal reddes fra det onde. Faktisk findes det onde slet ikke, og der er derfor ikke noget at redde verden fra.

Man er også nødt til selv at træde til side som aktør for at give plads til det eneste, der virkelig findes, nemlig en stadig udfoldelse af universets kreative impuls. Som bølgeslaget ved stranden og skyernes passage over himlen. Det har egentlig ikke noget mål eller formål, det gør sig selv, i konstant forandring.

Molslaboratoriet er en mere prosaisk udgave af den tibetanske mystik, men budskabet er det samme: Giv plads til, at naturen kan udfolde sig spontant, og slip alle forestillinger om rigtigt og forkert. Vær vidne til denne livsudfoldelse og forandringsproces med åbne sanser og uden at gribe ind.

Hvis truslen fra ekspanderende gyvel og birk er svendeprøven på Mols, så må mesterstykket være at slippe tøjlerne på de store pattedyr. Gennem tusinder af år har vi grundfæstet en kontrakt mellem os og tamdyrene. Til gengæld for at hyrde dem og forsyne dem med mad og drikke kan vi udnytte deres mælk, pels og kød. Fundamentet for kontrakten smuldrer i samme øjeblik dyrene sættes fri i et naturområde, og vi opgiver vores fordringer på dem.

På Molslaboratoriet er heste og okser ikke længere tamme. De lever hele deres liv på egne præmisser og skal ikke længere forsyne deres formelle ejere med kød, pels eller mælk. De socialiserer med hinanden, danner flokstruktur og familiebånd, hannerne slås om retten til at parre sig med hunnerne, når de kommer i brunst, og hunnerne får lov til at sætte unger i verden og pleje dem, uden at nogen blander sig. Det lyder jo som ren idyl og Circle of Life, men der er en slange i paradiset – døden.

Kontrakten med tamdyrene er nedfældet i dyrevelfærdsloven, og den gælder også for rewildingprojektet på Molslaboratoriet. Ifølge dyrevelfærdslovens § 2 må dyr ikke udsættes for unødig lidelse, smerte og ulempe. Det fremgår imidlertid samtidig af § 1, at det er lovens formål at beskytte og respektere dyr som levende og sansende væsener.

Her ligger et indbygget paradoks: hvis vi giver dyrene deres frihed, så vil de formere sig, og bestanden vil vokse, indtil de møder en begrænsning i økosystemet i form af fødeknaphed. Når dyrene møder grænsen, vil fertiliteten falde, og de svageste individer vil bukke under og dø. Men inden dette sker, er de ansatte på Molslaboratoriet forpligtet til at gribe ind og aflive de individer, som taber sig så meget, at de risikerer at sulte. Ellers vil de blive anklaget og dømt for vanrøgt ved at forvolde dyrene unødig fysisk smerte og lidelse.

Sådan en aflivning ville vi ikke acceptere for mennesker, og hvis nu vi forestiller os, at disse dyr også har en ubetinget ret til egen livsudfoldelse, så er det vel ikke særlig respektfuldt at slå dem ihjel? Som jeg læser loven, bryder man § 1 for at overholde § 2. Det ville man dog næppe blive dømt for, da loven ikke er skrevet for frie dyr, men for de tamdyr, som skal tjene vores interesser og derfor henslæber et ensomt og ensformigt liv i staldens båse og ender deres dage på et slagteri.

Kunne man ikke bare have fodret dyrene, så de ikke døde af sult, ville nogen spørge? Jo, men så ville de jo have formeret sig endnu mere, og fødeknapheden ville være blevet endnu værre. Man kan ikke fodre sig ud af overbefolkning i den vilde natur. Hvis man vil undgå fødeknaphed, skal man forhindre dyrene i at parre sig, men så er det jo ikke længere vild natur. Dyrenes naturlige død er svær at se i øjnene.

Døden findes også som et stærkt tema i den spirituelle praksis. I den fortælling, jeg har hørt om hvordan Siddharta Gautama blev til Buddha (den oplyste mester), forlyder det, at hans forældre havde et lille indisk kongerige, hvor Siddharta var prins og arving. Det blev spået, at han ville gå oplysningsvejen, men de ville skåne ham fra så hård en skæbne, og mon ikke de også ønskede at sikre en arving til kongeriget.

Derfor besluttede de at afskære ham fra enhver kontakt med lidelse i form af sygdom, aldring og død. Det lykkedes i mange år, men en dag forlod han slottet og oplevede mennesker ramt af alderdom, sygdom og død. Da lidelsens uundgåelighed stod klart for ham, vandrede han ud i en hule og blev der, til han var fuldt oplyst og således fri af lidelsens åg.

Sådan husker jeg historien. Og selvom det bare er en historie, betragtes døden i de store spirituelle traditioner som betydningsfuld for menneskers oplysningsproces. Døden er en påmindelse om forskellen mellem en evig og ubegrænset åndeverden og en individuel og timelig livsbane.

Denne respekt for døden står i kontrast til en udbredt vestlig opfattelse af, at døden helst skal indfinde sig pludseligt og umærkeligt og gerne på et tidspunkt, hvor man er lykkelig og aktivt i gang med livsudfoldelsen. Måske i efterdønningen af seksualagtens kulmination?

Idealforestillingen om et lykkeligt liv uden lidelse passer udmærket sammen med forestillingen om, at vi gør de umælende dyr en tjeneste ved at udfri dem fra deres forestående lidelser med en nådig riffelkugle. Kunne vi tale med heste og okser og informere dem om situationens alvor, garanterer jeg dog for, at ingen af dyrene ville stille frivilligt op til at blive udfriet af de lidelser, vi pådutter dem.

I menneskesamfundet går vi jo heller ikke rundt og skyder dem, som ser sølle ud. Dertil kan lægges vidnesbyrd fra mennesker, som kan huske deres nærdødsoplevelser. Mange af dem vender tilbage og beretter om luminøse oplevelser af fred, kærlighed og nåde. I de spirituelle traditioner er der et visdomsord, som siger, at man skal dø på puden. Jeg har lyst til at udlægge det sådan, at først i det øjeblik man slipper sin tilknytning til det timelige og afgrænsede felt af tanker, forestillinger, ego og krop, vil man opdage og få kontakt med den oplyste bevidsthed, som findes overalt før ens fødsel og efter ens død.

Der er noget fremmedgørende og paradoksalt over modsætningsparrene kultur/natur og tam/vild, for er vi mennesker ikke også natur? Denne fremmedgørelse sættes på spidsen i rewilding, hvor vi indhegner et område for at give den vilde natur plads. Inden for hegnet forbyder vi kultivering af naturen og genudsætter nogle af de store dyr, vi gennem tiden har udryddet, og lader dem blive vilde igen.

Strengt beskyttede naturområder er steder, hvor mennesker kan komme på besøg og opleve og studere naturen, men uden at blive en del af den. Tværtimod er vi pinligt skyldbevidste. Vi ved, at det er vores virketrang, som ødelægger det vilde i naturen. Vi er måske tilmed lidt skræmte, hvis der er farlige dyr i naturreservatet. Mennesket er antitesen til vild natur, som var vi bærere af en smitsom og farlig sygdom.

Fremmedgørelsen stammer fra vores radikale spring fra dyr til menneske. Dette spring er i mine øjne så fint skildret i syndefaldsmyten, at den er nødt til at få nogle linjer her.

Naturligvis kommer vores menneskebevidsthed ikke fra indtagelsen af en frugt – jeg er trods alt biolog. Men måske er æblet et meget godt billede på en såre mystisk hændelse. Der er i hvert fald ikke noget i generne eller hjernen, som entydigt forklarer, hvorfor det lige skulle være Homo sapiens, som udviklede sprog, matematik, teknologi og planlægning.

Ifølge syndefaldsmyten får vi en guddommelig evne – skelneevnen – og den har to umiddelbare konsekvenser. For det første ser Adam og Eva at de er nøgne, og dækker sig til. Skelneevnen medfører altså en fremmedgørelse fra menneskets egen natur. For det andet ekskluderer Gud de første mennesker fra det gode selskab i Paradisets have, og således bliver de også fremmede for den ydre natur.

En tilsvarende forståelse af den menneske-lige udfordring findes i buddhismen, hvor dualismen skaber egoet, og egoet står i vejen for en dybere kontakt til enhedsbevidstheden. Det er egoet, som i sin skelnen rækker ud efter det gode og forsager det onde, og denne bestræbelse lægger grunden til lidelsen.

Fremmedgørelsen har været en høj pris at betale, men til gengæld har vi fået sprog, musik, matematik, videnskab og teknologi, og takket være skelneevnen kan vi se langt ud i universet og langt ind i sindet. Vi kan tale og føle med hinanden. Det er i sandhed en guddommelig evne, men med en skyggeside, der omfatter udryddelsen af de store landlevende pattedyr – inklusive nære slægtninge som neandertalere og denisovanere.

Og det var også skelneevnen, som fandt ud af at modificere naturen gennem skovrydning, dræning, gødskning, pløjning, såning, ukrudtsbekæmpelse, kystsikring og meget andet. Skelneevnens projekt er en bedre verden med mere velstand og lykke, og med den evne har vi optimeret verden til vores behov og ødelagt de andre arters levesteder, de arter, som skelneevnen dømte unyttige, skadelige eller bare irrelevante. Uden skelneevnen havde der ikke været nogen sjette masseuddøen.

I dette lys kan rewilding og spiritualitet ses som en og samme bevægelse. Måske ikke et forsøg på at komme ind i Paradisets have igen, men en impuls til indimellem at slippe projekterne, fremmedgørelsen og al den lidelse, som er forbundet med dem.

En mulighed for at opdage, at nok er vi højt begavede mennesker med selvbevidsthed, sprog og videnskab, men vi er samtidig i familie med resten af den levende natur, og vi er gennemstrømmet af den totale natur i universet, som hverken har en begyndelse eller slutning.

I det store billede er vi overflødige. Vi lever kort tid – så skal vi dø, og verden går ufortrødent videre efter vores sidste åndedrag. Alligevel har vi ubetinget eksistensberettigelse, som resten af vores levende omverden. Utallige individer af millioner af forskellige arter, som i deres kerne er nøjagtig det samme som os: vild natur under udfoldelse.

Jeg er 56 år gammel, og der er ikke noget af det, jeg har lært som forsker, der er gået tabt. Jeg ved, hvad der skal til for at genoprette og forvalte et superartsrigt græsland med levesteder for hundredvis af planter og insekter. Jeg kender årsagerne til, at skovens truede arter har så trange kår, og jeg kan forklare værdien af vandets naturlige kredsløb.

Samtidig er naturen så kompliceret, at jeg ikke kan forudsige, hvad der sker i morgen, og løsningen på biodiversitetskrisen er så tudesimpel, at jeg på en måde slet ikke behøver al min hårdt tilkæmpede viden. Den vilde natur skal simpelthen bare sættes fri – over tilstrækkeligt store spænd af tid og rum.

Sådan har jeg det egentlig også selv. Jeg får sovesyge af bundne opgaver. Jeg har brug for at mærke friheden i at finde på, i at synge og lege med andre mennesker og være vidne til alt det levende, som folder sig ud.

At det var min fars død, som ruskede mig vågen, giver god mening. I sine sidste år som gymnasielærer tog han sig flere og flere friheder og kunne finde på at sende sine elever i fransk og idræt ud på Køge Ås for at finde et træ, de kunne knytte venskab med og kramme. Og nu er kredsen sluttet og dette essay ligeså. Og jeg skal i øvrigt også ud i haven og se, om de gule anemoner og blålilla krat-violer er på vej op under hasselbuskene. Til ingen verdens nytte.

Rasmus Ejrnæs (f. 1966) er professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og vært på Radio4-programmet 'Vildspor'.

Hans seneste udgivelse er 'Den uendelige have' (2016). I 2013 udkom bogen 'Natur' i Aarhus Universitetsforlags serie 'Tænkepauser'. Han har desuden bidraget til naturtidsskriftet 'Ny Jord'.