Når jeg bliver lille igen

Billedsprog er en påstand. Metaforer er en påstand. Påstanden er, at alt er forbundet. At det, der gør sig gældende her, også gør sig gældende der. Men passer det?

For mig er sammenligninger ikke noget, jeg bare gør i sproget, det er sådan, jeg forstår alting.

Jeg ser ligheder i bevægelser, i tilstande, ser, hvad de ligner, beskriver dem ved at beskrive det, de ligner, og i det er der en særlig opmærksomhed. En opmærksomhed på altings forbundethed.

Med altings forbundethed mener jeg; du er aldrig alene. Det, der sker for dig, sker også for andre. Der er altid et væv under kaos, som passer på dig.

Sådan kører det ene spor i mig, sporet med ord, simultantolken, der efter bedste evne, øjeblik efter øjeblik oversætter det, der sker, til sætninger. Når jeg skriver, er det en konsekvens af, at jeg altid har haft den simultantolk indeni og ikke har kunnet slippe af med den. Stemmen er en del af mig. Eller den er en livsledsager, jeg ved det ikke, men den er der og er altid den samme, følelsen af, at den blev mig tildelt, stemmen, da jeg kom (til jorden), for at jeg bedre ville kunne klare mig her, begå mig, forstå.

Og jeg har virkelig haft ønsket om at kunne slukke for det spor. Men det er ikke lykkedes. Der er hele tiden sprog. Hele tiden ord, der rækker ud efter det oplevede.

I lang tid tænkte jeg; så længe sproget rækker, er der håb. Og måske også tryghed. Hvis det kan indfanges med sprog, kan det måske også fastholdes med sprog, og måske kontrolleres med sprog, livet.

Man kan blive skør af den stemme. Den sprogmaskine, der kører hele tiden. Den kan overdøve selve livet.

Har du nogensinde prøvet at sidde oppe ved siden af organisten i en kirke? Her hører du lyden af tangenterne og pedalerne helt tæt på. Jeg har prøvet at sidde ved siden af organisten i Roskilde Domkirke, og jeg kunne høre musikken fra orglet, men jeg skulle anstrenge mig for at lytte forbi mekanikken. Nede i kirken hører man kun lyden fra orgelpiberne, men oppe ved tangenterne overdøves den af klik klak klik klak dak dak dak. Organisten havde spillet i fyrre år og sagde; jeg har vænnet mig til det. Hun sagde også; jeg kan egentlig godt lide det. Det trøster mig, når jeg nogle dage er træt i hovedet af de pedaler og tangenter, der larmer i mit hoved.

Det andet spor i mig er et spor uden ord. I mange år har jeg set sporet uden ord som mere virkeligt, tættere forbundet med sandheden, en oprindelig og uberørt tilstand, måske det samme, man længes efter, når man mediterer. Nu, på dette tidspunkt i mit liv som menneske og forfatter, er jeg ikke sik-ker på, at det spor overhovedet eksisterer, det ordløse spor, og det, jeg søger nu, mens jeg skriver, er en stilhed i selve sproget.

Jeg har skrevet, siden jeg var barn, i kladdehæfter, jeg snød mig til i skolen ved at sige, at det andet var blevet væk. Jeg varierede, hvilke lærere jeg spurgte, så de ikke blev mistænksomme. De bedste hæfter var de grå med tykt, glat papir, de var der både med tern og med linjer til henholdsvis blækregning og stil, jeg gik i folkeskole i 80’erne. Jeg skrev titler på historier, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle skrive, “Sommer uden regn” var der en, der hed, og jeg følte fortællingen, men havde ikke et eneste ord at putte i den.

Jeg havde også mange sætninger a la denne: Hun hørte et skrig og troede et øjeblik, at en kat var kommet til skade, men det var bare et barn, der græd. Jeg kan huske at føle stor magi ved at vende en logik om, i dette tilfælde ved at gøre en kat vigtigere end et grædende barn.

Da jeg var tyve, vidste jeg, at jeg ville skrive, jeg læste Edith Södergran, Emily Dickinson, Solvej Balle, Gertrude Stein, jeg overtalte mig selv til at købe nye notesbøger, selvom jeg havde i skabet, helst uden linjer og tern, men ellers var følelsen helt den samme, som når læreren låste skabet i klassen op og rakte mig et nyt kladdehæfte. Så kørte min far galt i Sverige og var så tæt på at dø, at han ikke forstod, at han levede. Jeg flyttede hjem til ham i en periode, han havde brækket alt, og det ene knæ var knust, hans lår var klipset sammen med store metalklips efter en stor operation, han havde slået hovedet, fik stærk medicin og var overbevist om, at der lå snigskytter på tagene og havde ham på kornet.

I løbet af nogle måneder vendte han tilbage til sit liv, begyndte igen at gå, stoppede med at tale om snigskytterne, selvom jeg ikke er helt sikker på, om de virkelig var væk for ham, eller om han bare kontrollerede, hvad han delte med mig. Halvandet år senere var han i en næsten identisk bilulykke i Sverige, bare i den anden side af vejen, og denne gang døde han. Og så holdt jeg op med at skrive.

I stedet blev jeg gravid og fik mit første barn elleve måneder efter hans død. Jeg var lige fyldt 24 og følte, at alt allerede var for sent i forhold til mine drømme om at skrive. Jeg følte mig ikke ung, selvom jeg var det. Og jeg havde ikke kontakt til de ord, der ellers havde fulgt mig altid.

Der var blevet underligt stille i mit hoved. Ikke velsignet stille, men lidt som om jeg hørte mine tanker gennem en væg. Som når naboerne har et skænderi, og man næsten kan høre, hvad de siger, og alligevel ikke, men de taler så højt, at man ikke kan lade være med at lytte og prøve at få en eller anden mening ud af de få ord, der slipper gennem.

Da min far døde, forsvandt ordene, men maskinen kørte alligevel, forestil dig en maskine, der producerer sprog eller musik, hvis det er nemmere at høre for sig, men at du er placeret dårligt i forhold til maskinen, sådan at musikken kommer ud et andet sted, end hvor du er, og det eneste, du kan høre, er selve maskinen, alt det tunge mekaniske, klak klak, dunk dunk, lange metalliske lyde som en uheldig bevægelse med kniven og tallerkenen, en lyd, der sætter sig i nerverne, tangenter og pedaler ved orglet, jeg følte, jeg havde mistet mit sprog, og havde ingen fornemmelse af, hvordan jeg skulle få det tilbage. Jeg kunne godt læse højt for min datter, jeg kunne godt tale almindeligt, tabet af mit sprog var usynligt, fordi jeg jo på det tidspunkt endnu ikke have udgivet noget, så ingen vidste, at der var noget, der manglede.

Jeg meldte min lille datter ind i en bogklub, og vi læste de simple bøger igen og igen. Vi pegede på en myre på terrassen og sagde myre. Man kan sige myre lige så mange gange, det skal være, når der ikke er andet, man kan med ordene. Vi kiggede på en lampe, og jeg sagde lampe. Pe-lam, sagde hun. Lam-pe, sagde jeg. Jeg havde al tålmodighed i verden, når det handlede om at lære hende sproget. Måske var det min egen måde at tilegne mig sproget på igen. Eller tilegne mig verden igennem sproget. Pe-lam. Finde den rigtige lyd. Lampe. Finde den rigtige rækkefølge. Finde det ord, der hænger sammen med den ting. Finde sig selv i verden. Finde sig selv i sproget.

Syv år senere fik jeg mit andet barn, min første søn, vi døbte ham Peter efter min far, og med ham kom ordene, langsomt, dem på skrift, jeg havde tulipaner i haven, og jeg husker at kigge på de tulipaner og tænke “tulipaner”, mærke den lysende sammenhæng mellem blomsten og ordet, jeg købte en ny notesbog.

I mellemtiden havde jeg lavet en masse radio for børn i DR. Jeg startede på P3 i 2003 som vært på forskellige musikprogrammer, jeg har arbejdet med radio, siden jeg var 15, det talte ord er et andet end det skrevne.

To gange om ugen kom der sidst på eftermiddagen et hold væltende ind på HC Ørstedsvej, hvor P3-huset lå dengang, de kom fra TV-Byen, hvor de arbejdede i B&U, og to gange om ugen sendte de live på P3, Børneradio, der siden skiftede navn og profil til Junior på P3, og det, jeg lagde mærke til ved dem, var, at de virkede anderledes frie og i øvrigt mindre selvhøjtidelige end nogen af os, der lavede radio for voksne. Når jeg tænker på dem nu, har de røde kinder og store smil, der kan være tale om noget nostalgisk lys, der bliver kastet over dem, men de cyklede jo også turen fra TV-Byen i Søborg til P3-huset på Frederiksberg, så de røde kinder er sikkert gode nok.

Jeg begyndte at falde i snak med dem, og kort efter blev jeg en del af det hold og sendte for eksempel Monsterquiz en gang om ugen, hvor børn kunne ringe ind og vinde cd’er, hvis de svarede rigtigt på spørgsmål om alt muligt, og hvis de svarede forkert, blev de til gengæld ædt af det grønne Quizmonster, som jeg delte studiet med.

Det faldt mig utrolig naturligt at tale med et monster, og det inspirerede mig at sende radio for børn, det gav mig en følelse af, at med den målgruppe kunne man gøre alt, så længe man gjorde det helhjertet, man kunne tale om svære ting i et program og lade dem blive ædt af et monster i et andet, og uden at kunne forklare præcis hvorfor, så var det opløftende.

Det var det job, jeg gik på barsel fra, da jeg fik min søn og havde tulipaner i haven, så da sproget meldte sig i mit liv igen efter min fars død og de syv år uden notesbøger, var mit skabende fokus på børn på grund af mit arbejde i radioen og min hverdag som nu mor til to.

Jeg skriver til børn, fordi det var det, der meldte sig. Jeg skrev, og da jeg så på det, jeg skrev, kunne jeg se, at det var til børn. Jeg skrev ikke med intentionen om, at det skulle være til børn.

Jeg debuterede som børnebogsforfatter i 2011, og i de år, der er gået siden, er jeg ofte blevet spurgt, hvorfor jeg skriver til børn, og jeg har svaret så godt, jeg kunne, men på en måde har jeg aldrig forstået spørgsmålet.

I fodbold for eksempel, har man jo ikke et landshold, der spiller kampe for voksne og så et andet landshold, der spiller kampe for børn. Børn og voksne ser de samme kampe. Måske er det noget forskelligt, de får ud af kampene, men en fodboldkamp er en fodboldkamp; der er straffe, der er frispark, der er mål, der er en med en sjov hat på tribunen, der er tal på tavlen, der er reklamer, dommere, fodboldstøvler, der er nederlag, der er 30 sekunder tilbage, og det står stadig uafgjort.

Men okay, sport er også det, man altid hiver frem som et eksempel på noget, der kan binde os sammen på tværs af sprog og alder. En kamp er en kamp. En historie er måske ikke nødvendigvis en historie.

Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke skal skrive en bog for voksne. Jeg tror måske, at fordi børn starter med at være børn og så bliver voksne, kan nogle mennesker antage, at litteratur følger samme opskrift: at ligesom børn før eller siden bliver voksne, skal børnebogsforfattere før eller siden skrive voksenlitteratur. At litteraturen skal blive voksen.

Jeg er ikke den eneste børnebogsforfatter, der kender det spørgsmål. Prik en hvilken som helst børnebogsforfatter på skulderen, og de vil nikke genkendende til det.

Jeg har aldrig været vild med det spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at fornemme en dom over børnelitteraturen som en barnlig litteratur, en mindre værdifuld litteratur, måske en mindre fin og mindre kompleks litteratur. Min tilgang til børnelitteraturen er, at børn er akkurat lige så komplekse mennesker som voksne, og at verden er akkurat lige så kompleks for dem som for voksne, og det er det, børnelitteraturen må afspejle.

Science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guin skriver: “Det er skønlitteratur, der undersøger særlige emner på grund af deres iboende væsentlighed, skønhed og relevans for menneskets vilkår.”

Hun skriver det om science fiction. For mig beskriver det også børnelitteratur.

Men jeg siger selv, at jeg kan se på det, jeg skriver, at det er til børn. Hvordan kan jeg se det? Det er noget med det sted, jeg skriver fra. Få måneder efter, at jeg debuterede som forfatter og dermed opnåede det, jeg havde ønsket mig så længe, klappede mit venstre øje i. Jeg kunne ikke åbne det. Når jeg løftede øjenlåget med mine fingre, så jeg dobbelt.

Jeg blev indlagt på neurologisk afdeling, og lægerne prøvede i flere dage at finde ud af, hvad der var galt, og undervejs blev jeg gjort opmærksom på, at det muligvis kunne være noget alvorligt, noget livstruende. I de døgn forberedte jeg mig på at skulle fortælle mine børn, at jeg skulle dø. På det tidspunkt havde jeg en dreng på 4 og en pige på 11. Jeg ville sige det til dem på forskellige måder. Jeg forberedte mig også på at skulle sige det til min mor, min daværende mand, mine venner. Ved hver samtale i mine tanker placerede jeg mig et nyt sted i forhold til dem, jeg talte med. Det, jeg havde, viste sig at være en sjælden neuromuskulær sygdom, som man ikke dør af, men som man har hele livet. Jeg tager små laksefarvede piller hver dag, og nogle dage ser jeg dobbelt.

Men jeg behøvede ikke at gennemføre de umulige samtaler, jeg havde gennemgået i mit hoved. Det er jeg evigt taknemmelig for. Men jeg kan stadig mærke den helt fysiske fornemmelse af at fortælle det samme, men på forskellige måder. Til børnene blev der nødt til at være noget, der var godt. Noget, der gav håb. Noget, der passede på dem.

Det bliver måske så tungt, det her. Det var egentlig ikke meningen. Forleden læste jeg en post på Instagram om, at børnelitteratur bare er så meget federe end voksenlitteratur, fordi personerne i voksenlitteratur har kriser og er hinanden utro, og i børnelitteratur bygger de en hule i et træ.

Der er en indforståethed, man ikke kan bruge, når man skriver til børn. Jeg kan ikke tage for givet, at de og jeg deler samme erfaring om verden og det at leve. Når jeg skriver til børn, bliver jeg vågen, jeg kan ikke forvente, at de ved, hvad jeg snakker om, og samtidig – og det er mindst lige så vigtigt – så kan jeg til gengæld regne med, at de ikke i lige så høj grad har lagt sig fast på, hvad der er realistisk i en bog eller vigtigt i et liv, og derfor sættes fortællingen fri.

En af de ting, jeg kan lide ved børnelitteraturen, er den indbyggede omsorg, den rummer. Man kan skrive om det meste til børn, så længe der er omsorg i sproget og i fortællingen, børn ser lige igennem en, og det gælder også på skrift, og derfor må man også skrive ærligt.

Sidste sommer hørte jeg det danske band Hymns from Nineveh hele tiden, og i sangen Kastanjer blev jeg hver gang rørt over samme sætning: “Jeg tror jeg kom for at fortælle dig / at du ikke bor alene med smerten / i verden” – og sidst i sangen bliver jeg til du: “Jeg tror du kom for at fortælle mig / jeg ikke bor alene med smerten / i verden.”

Og jeg mærkede først taknemmeligheden over det, Hymns from Nineveh kom for at fortælle mig, og bagefter mærkede jeg, at det, de takker for til sidst i sangen, er netop det, jeg allermest ønsker at give: følelsen til den, der modtager, af ikke at være alene.

Jeg havde en kæreste, da jeg var i starten af tyverne, som var fra Grønland. Han havde ikke selv boet der, men han fortalte mig noget, der har påvirket min oplevelse af storm, blæst og briser, fået mig til at lytte efter noget, jeg gerne vil høre. Han fortalte, at i Grønland ledte hans forfædre efter de højeste steder, de kunne finde, og her kravlede de op, jeg ser træer for mig, pæle, måske bjerge, jeg ser, at de kravler så højt op, de kan. Herfra hviskede de frem i tiden til deres efterkommere, hviskede ord, der ville trøste og styrke dem, hviskede generationer frem, du er stærk, du er modig, du er ikke alene, og min kæreste fortalte, at når han var ked af det, så lyttede han efter de stemmer. Og det hjalp.

Jeg har et minde uden indhold. Det eneste, der står klart, er tanken: Det her må jeg aldrig glemme. En ordre til min hukommelse. En mappe oprettet øjeblikkeligt i det, der skulle blive min erindring. Men fra start var mappen tom.Allerede et par dage efter opdagede jeg, at det eneste, jeg huskede, var den kommando, eller bøn, til mig selv om aldrig at glemme det øjeblik. Jeg ved, det var i køkkenet på Kalundborgvej. Min mor var der. Min far var der. Jeg ved ikke, om jeg var der som en del af det eller som en, der så på. Måske var der vin. Måske var der høj musik. Jeg ved, at noget var vanvittigt. Jeg ved ikke, hvad det var. Jeg ved bare, at jeg bad mig selv huske det. Hvorfor gjorde jeg det? Hvis jeg ikke havde gjort det, havde selve mindet måske overlevet.

Nu tog min kommando pladsen; glem ikke dette. Mange år senere er jeg begyndt at tænke om hændelsen, at det jeg bad om, var et vidne. Et vidne til de af og til ubeskrivelige ting, der skete i mit liv, og jeg tror, det er det, jeg gør, når jeg skriver til børn, jeg er det vidne, jeg er den, der fortæller om de ting, der sker, når barnet i bogen ellers er helt alene, ikke set af nogen, og ved at gøre det håber jeg, at barnet, der læser bogen, mærker, at det heller ikke er alene, at det er blevet set.

Da jeg skrev Ellens Ark, som handler om en pige, der kommer hjem og finder sin lillebror død i entreen, fordi han er faldet ned ad trapperne, kunne jeg blive ved med at se små scener udspille sig, hvor Ellen enten var helt alene eller følte sig helt alene, og mens jeg skrev dem, mærkede jeg, at jeg så hende, jeg så hende, og derfor var hun ikke alene mere, jeg skrev hendes ensomhed og ophævede den på samme tid ved at se den, anerkende den, sætte ord på den, det føltes som et meget vigtigt arbejde. Hvilken glæde har en fiktiv pige af at blive set af den forfatter, der skriver hende? Jeg ved det ikke, jeg mærker bare følelsen af omsorg, og jeg tror, den omsorg sætter sig hos den, der læser også, det er mit håb.

Jeg er blevet mødt af mennesker, der synes, det er hårdt for børn at skulle læse Ellens Ark. At det er for voldsomt, og at de svære ting i livet skal de tids nok stifte bekendtskab med. Jeg er enig i den sidste del af den tanke. Og når det sker, så tror jeg på, at det kan gøre en virkelig forskel at have øvet sig via en fortælling. At have mærket det værst tænkelige igennem det menneske, man har læst om. Det er jo det, der kan ske, når vi læser. At vi lever et andet liv et øjeblik og gør os erfaringer, som egentlig ikke er vores egne, men som vores følelser bearbejder alligevel.

Litteratur låner dig et andet liv uden at tage dit eget fra dig. Litteratur giver dig en anden stemme uden at tage din egen fra dig. Lidt som at prøve det tøj nogen har efterladt i prøverummet, og som du aldrig selv ville have taget med ind. Men det kan vise sig, at det er lige dig. Ligesom en sætning, du ikke selv har skrevet, fortæller præcis, hvordan du har det.

Jeg kan skrive: Den er gul, rund, varm.

Du kan læse om solen.

Jeg kan skrive om en omelet.

Ursula kan skrive om science fiction.

Jeg kan læse om børnelitteratur.

“Det er skønlitteratur, der undersøger særlige emner på grund af deres iboende væsentlighed, skønhed og relevans for menneskets vilkår.”

Folk spørger mig, om jeg synes, det giver mening at skrive om døden for børn. Min morfar hed Holger. Det var ham, der lærte mig, at hvis ord rimer på hinanden, behøver de ikke at betyde noget. Det var blodårerne på hans hænder, som jeg trykkede ned med min finger, og som jeg så rejse sig igen lidt efter. Det var ham, der lærte mig om døden ved at dø. Jeg var ti år gammel.

Vi gik på skøjtebanen hver torsdag. Jeg var i gule regnbukser, han stod i kanten af banen. Jeg kan huske, at jeg havde fået skøjterne af, men endnu ikke sko på, da han faldt. Han faldt ikke over noget. Han var ikke ude på isen, så han gled heller ikke. Benene holdt bare op med at være ben. Kort tid efter fandt de ud af, at han havde sklerose. Sådan ved jeg, at død og gule regnbukser går hånd i hånd. Og sådan ved jeg, at døden også vedrører børn.

Jeg går med min søn i hånden. Vi går langs husene, han går inderst, han rører ved muren, pegefingeren passer lige ind i rillen mellem murstenene, han kan godt lide at røre ved ting, det er ikke nok at få verden ind med øjnene. Han er seks år og lige startet i skole.

Der er madordning, og vi snakker om, hvad de har fået at spise de første dage. Græskarsuppe. Boller i karry. Noget han ikke ved, hvad var, og som var lidt for stærkt. Jeg siger, at det er dejligt, at de får varm mad. Han siger ja, men at han også glæder sig til sin madpakke. Jeg siger, at han jo ikke får madpakke med mere, det skal man ikke på hans skole. Men når jeg skal tilbage i børnehaven, siger han. Du er stor nu, siger jeg. Du skal ikke tilbage i børnehaven. Jo, siger han. Når jeg bliver lille igen.

Siger jeg til ham, at man ikke bliver lille igen?

Siger jeg, at tiden kun går én vej?

Det er ti år siden, men jeg er tilbage i det øjeblik på ingen tid. Jeg kan mærke hans hånd, den er lille og blød, hele ham er lille og blød, hans øjne er så mørkegrønne, at man tror, de er brune, han har store, hvide krøller, vi går langs muren, og jeg håber, at den aldrig stopper.

Går tiden virkelig kun én vej?

Det, jeg skrev om min grønlandske ekskæreste, viser sig at være et eksempel på sandhed, der har forandret sig over tid. Jeg skrev til ham midt i arbejdet med dette essay for at spørge, om det var okay, at jeg skrev om det med hans forfædre, og om han i så fald måske ville fortælle mig historien igen, så jeg kunne gengive den rigtigt. Først svarede han ikke. Så svarede han, at han lige ville vende tilbage, når han havde tid.

Og efter lidt tid vendte han tilbage og svarede, at jeg huskede historien meget anderledes, end han selv gjorde. Antydede, at det slet ikke var sådan, at hans forfædre var kravlet op i noget som helst og havde hvisket, men at han som ung i et påvirket øjeblik havde haft følelsen af, at det var sådan, det var. Jeg spurgte, om han ville sætte lidt flere ord, på så jeg ikke skrev noget, der var forkert, og så svarede han: Det lyder, som om det er historien, som du husker den, der har inspireret dig, og ikke historien, som jeg husker den.

Først var jeg skuffet. Så kom jeg i tanke om to fotografier fra min barndom. I de første mange år af mit liv kendte jeg kun det ene, jeg er cirka fem år på det sort-hvide foto og sidder med en smuk alvor i mit ansigt, og jeg har spejlet mig i barnet på billedet og genkendt tilstanden. Først da jeg var sidst i trediverne fik jeg så det andet foto, samme smækbukser, samme krøller samlet i en hestehale, samme bord i baggrunden og samme beskæring som det alvorlige billede, men et helt andet udtryk, ikke bare glæde men helt fjollet glæde, en dejlig skør unge, og jeg måtte ved mødet med den anden udgave af mig selv som fem årig forstå, at et billede afspejler et øjeblik, en del af sandheden.

Og på samme måde med de grønlandske forfædre. Det, der gjorde indtryk på mig, var den omsorg der lå i en handling fra et voksent menneske til et barn, det slet ikke kendte, et barn, det var forbundet med på tværs af tid og sted. Og min ekskæreste har ret i, at det var det, der inspirerede mig.

Min far var læge, og jeg ved ikke, om det er sådan for alle læge-børn, men for mig lå der et svært valg i ikke at blive læge. Hvad skal du være, når du bliver voksen? Ikke læge. Selvom jeg på en måde vidste dybt ind i hjertet, at læge er det vigtigste, du kan være, fordi du kan redde et andet menneskes liv. Jeg husker den store stolthed som barn, når der på færgen over højttaleren blev spurgt “er der en læge til stede” og min far straks satte kaffen fra sig og gik afsted for at hjælpe.

Jeg ville ikke være læge, fordi jeg ville noget andet, men jeg følte næsten ikke, at jeg kunne tillade mig det. Hvad kan være lige så vigtigt som at redde liv?

Bisse har skrevet en sang, jeg har sunget meget med på, der hedder “Lægesønnen”:

“Forestil dig en hel verden af lægesønner / der bare ligger i græsset og drømmer”

Da jeg skulle holde fast i min beslutning om ikke at læse til læge, tænkte jeg på en af min morfars historier, som jeg længe, meget længe, altså næsten indtil jeg blev voksen, troede var sand. Min morfar og hans ven Tage kom som børn op til dronningen, fordi de var så gode til at tegne elefanter. De øvede og øvede og øvede sig i at tegne elefanter, de store ører, den lille hale, folderne i huden, og til sidst var de elefanter, de tegnede, så flotte, at de blev inviteret op på slottet og fik en medalje, måske simpelthen en elefantorden, der er den fornemste danske orden, man kan få, og som vel må være på sin plads at få, når man tegner flotte elefanter.

Min morfar fortalte også historien til min mor, da hun var lille. Vi husker den forskelligt. I hendes version havde min morfar og Tage skrevet en historie, der var så god, at de blev inviteret til te på slottet, hvor de også legede gemmeleg og gemte sig bag de store gardiner.

Pointen har altid stået helt rent for mig i begge versioner: at fortælle historier og tegne elefanter er meget vigtigt arbejde. Og når jeg sidder i et tog eller en lufthavn i dag, og der over højttalerne bliver spurgt, om der er en læge til stede, og jeg ikke kan rejse mig, ikke kan hjælpe, ikke kan gøre en forskel, der handler om liv og død, så tænker jeg på min morfar og Tage og medaljen og slottet.

I virkeligheden døde Tage, da han kun var 12 år gammel, vist nok af sukkersyge. Min morfar savnede ham meget. Det er det andet, jeg har båret med mig fra den fortælling. At når man som barn oplever det værst tænkelige, så hjælper det med historier. Man kan ændre virkeligheden med en historie. Man kan ikke fjerne det, der er sket, man kan ikke tage det frygte-lige væk. Men man kan lægge noget til.

Når jeg bliver lille igen, vil jeg øve mig i at tegne elefanter. Når jeg bliver lille igen, vil jeg lege gemmeleg bag dronnin-gens gardiner.

Når jeg bliver lille igen, vil jeg lytte i vinden efter mine for-fædre, der hvisker:

Du er stærk!

Du er modig!

Du er ikke alene!

Indtil da vil jeg selv klatre op i de højeste træer og hviske ud i fremtiden.