Om kunsten at give op

Velkommen!

Smæk benene op. Træk vejret så dybt, du kan. Slap af. Det første, jeg vil bede dig om, er, at du forestiller dig en gade. En sidegade i en mellemstor by sidst på eftermiddagen på sådan en dag, hvor himlen er råhvid og støvregnen aldrig rigtig holder op.

Længere nede ad gaden på det modsatte fortov kommer en mand gående mod dig. Han er omkring 35 år, ca. 182 cm høj, en slank type med et alvorligt ansigt og et vågent blik. Han er iført en kasket, læderhandsker og en lang frakke, som er fugtig på skuldrene af regnen. Han går med faste skridt og stiler mod en nedlagt butik. Uden at tøve går han direkte over til døren, tager om håndtaget, går ind og lukker døren bag sig.

Hvad så du for dig her? En hvid mand? Lys hud? Blå øjne og en rimelig kaukasisk gangart? Jeg har intet skrevet om mandens race, etnicitet eller hudfarve, men det er med al sandsynlighed, hvad du så for dig. Det er blandt andet sådan, racemæssige bias fungerer. Som en automatik i vores underbevidsthed og forestillingsevne.

Det, jeg vil tale med dig om, er ikke let. Det bliver ikke let for mig at sige, og måske bliver det heller ikke let for dig at høre. Min erfaring er, at det som regel tager mellem fem og ti år for hvide mennesker at opnå bare en tilnærmelsesvis forståelse af strukturel racisme, og hvordan racemæssige bias opererer i deres eget sind, og kun hvis de virkelig gør en aktiv indsats selv i en proces, der ofte går langt mere indad end udad.

Det er ikke alt, man kan læse sig til på nettet. Som regel må de gennemgå en række stadier, der kan beskrives med psykologen Elisabeth Kübler-Ross' teori om de fem stadier af sorg (Døden og den døende, 1973). I Kübler-Ross' model gennemgår ethvert menneske, som mister – sit job, sin bolig, sin kærlighed, sit helbred, hvad som helst – fem stadier i den efterfølgende sorgproces. Fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.

Ikke nødvendigvis med samme intensitet og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Men nok til, at det er blevet en anerkendt forklaringsmodel for os, når vi møder døden. At blive konfronteret med sit hvide verdensbillede og sine racemæssige bias kan meget vel virke som en nærdødsoplevelse for det hvide menneske, der har andre tanker om sig selv.

Hvis du beslutter dig for at tage opgaven på dig, kan du altså forvente perioder med vrede, modstand, benægtelse, og at du måske i dine tanker vil forsøge at forhandle. Du vil sandsynligvis opdage forfærdelige sandheder begravet i din underbevidstheds dyb, og du kan blive nedtrykt, måske ligefrem deprimeret. Nogle vil endda i dette depressionsstadie blive ramt af en voldsom skamfølelse. Det er alt sammen normalt, men det er ikke særlig rart.

En del kommer aldrig videre fra disse første fire stadier og ender med en tilbagevisning af det udsagte, en afvisning og muligvis dæmonisering af afsenderen; sikke en humorløs hystade! De vil insistere på en tilbagevenden til det velkendte verdensbillede, selvom det næppe vil stå med helt samme kraft derefter. Det, der én gang er set, kan aldrig igen blive uset.

I Kübler-Ross' model venter acceptstadiet til slut som en mulig tærskel at krydse for at opnå sjælefred. Det er ikke umuligt, men sker heller ikke ofte, at hvide mennesker når til denne fase i deres arbejde med deres raciale bias. Nu ved du, det findes. At det er en mulighed, som i høj grad beror på dit eget valg om en aktiv indsats.

Inden jeg siger mere, vil jeg fortælle dig om min farfar. Jeg er ikke født i Danmark, men i Sydkorea og voksede op som en af de med tiden omkring 9.000 sydkoreanske adopterede i landet. Som en asiatisk satellit midt i hvidheden. Som den eneste ikkehvide person i næsten alle sammenhænge – både som barn, ung og voksen. (Hvis du nogensinde selv har oplevet at være den eneste hvide person i et selskab, kan du gange det op med et helt liv. Så ved du, hvad jeg taler om).

Jeg blev socialiseret i provinsen i en familie, der fra slutningen af 1970’erne havde opnået økonomisk middelklassestatus, men stadig havde stærke rødder i arbejderklassen. Mændene var for de flestes vedkommende håndværkere, kvinderne ufaglærte eller med kortere erhvervsuddannelser. Den ældre generation boede i lejligheder og havde kolonihaver, mine egne forældre blev grebet om livet af det økonomiske opsving i 1960'erne og købte villa og senere parcelhus med have.

Min farfar blev født i 1920 som det yngste barn i en fiskerfamilie på Strynø. Han blev udlært kok, og på et tidspunkt i starten af 1940'erne endte han på Sjælland, hvor han blev gift med min farmor. Da jeg blev hentet ca. ét år gammel i Kastrup Lufthavn i 1977, var han 57 år, som dengang og i den klasse betød noget helt andet, end det gør i dag.

Han var tyk på maven, hans hår var stålgråt, han gik med seler, brugte Brylcreem, rullede cigaretter i hånden og hostede fælt både morgen og aften, og når han gik op ad trapperne til lejligheden på 2. sal. Han hørte Pressens Radioavis hver time, var socialdemokrat af den gamle skole og fast fanebærer for Gastronomisk Landsforbund til byens 1. maj-demonstrationer. Han var hård, humoristisk og følsom på samme tid. Og hvid, selvfølgelig. Hans isblå øjne svingende mellem kærlige og lynende, alt efter om han fortalte vittigheder eller rasede over uretfærdig behandling af dem, der ikke havde så meget, herunder ham selv.

Jeg var barnebarn nummer tre, hvoraf det første var et bonusbarn fra min onkels første ægteskab, og nummer to var min søster. Min farfar og jeg fik et ubrydeligt bånd, som jeg, næsten 30 år efter hans død, stadig kan hengive mig til og blive følelsesladet ved at tænke på. Magneten i hans moralske kompas blev aldrig svækket, selvom han endte med at blive næsten 75 år, en høj alder for en kok, og han gav mig et helt grundlæggende værdisæt at navigere i verden efter de første mange år af mit liv.

Selvom han aldrig selv var en stor læsehest, var han den første, som genkendte mig som forfatter. Som 11-12-årig gav jeg ham et digt, jeg havde skrevet. Han fik tårer i øjnene, kiggede på mig og sagde med alvorlig stemme, at jeg kunne risikere at blive forfatter. Så hængte han digtet op på sin opslagstavle over køkkenradioen. Han så mig og fornægtede aldrig mit ophav.

Der gik overordentlig mange år, før det gik op for mig, at jeg er den første uddannede, og i over 20 år eneste, ikkehvide dramatiker i Danmark. Og den første asiatiske. Når jeg fortæller dette til andre bipoc (det vil sige Black, Indigenous og People of color), plejer de at gispe højlydt, for selvom de ikke kender detaljerne, forstår de instinktivt, at det ikke har været let. At der har ligget kampe bag. At det har været ensomt.

Når hvide mennesker derimod hører om det samme, materialiserer der sig som oftest et kæmpestort spørgsmålstegn i deres pande, og nogle kan ligefrem finde på at anfægte vigtigheden af denne oplysning. De har generelt set og som gruppe betragtet ingen intuitiv forståelse af, hvilken betydning denne information har, og jeg er efterhånden holdt op med at forklare, hvorfor det er vigtigt.

For nogle år siden så jeg et program, hvor den hvide amerikanske talkshowvært David Letterman interviewer den afroamerikanske komiker Dave Chapelle.

Det er, i den tid vi lever i nu, en vanskelig reference at indføre, og jeg er klar over, at jeg laver et voldsomt jump-cut, når jeg nu forbigår den heftige og nødvendige diskussion af Chapelles trans- og homojokes i sine seneste fem comedy specials på Netflix. Men som leverandør af nuancer til forståelsen af diskrimination baseret på race til ikke bare den amerikanske, men hele den vestlige verdens underholdningsindustri, er han (desværre, fordi det ville være lettere bare at hade ham for de andre jokes) efter min mening stadig en af de mest betydningsfulde i nyere tid.

I interviewet parafraserer Chappelle sin mormor, som i hans ungdom gav ham det simple råd: "Don't be the first black anything!" Det er i al sin umulighed et godt råd, og som den første bipoc something kan jeg efter over 20 år med ærlighed sige, at jeg ville ønske, jeg havde fået det råd som ung. At jeg ville have foretrukket at være nummer 10, 12 eller 200.

Når man er bipoc forfatter i et felt, hvor raciale bias har så stor betydning som i scenekunstbranchen, hvor indholdet formes af vores evne til at forestille os scenarier, der endnu ikke findes, hvor vi trækker veksler på underbevidsthedens automatikker, hvor hvidheden er normativ og allestedsnærværende, så arbejder man pr. definition i modstrømmen.

Med et fortrinsvis hvidt publikum og fortrinsvis hvide kollegaer i den kollektive kunstart, som teatret er, må man nødvendigvis forholde sig til de hvide bias, man er omgivet af, hvis man ønsker at skrive om betydningen af racialisering. Det er en betingelse for ens muligheder for at udøve sin kunst. Man er muligvis blevet gaslighted til at tro, at man er i scenekunstbranchen. I virkeligheden er man i bevidsthedsudvidelses- og revolutionsbranchen.

Man må vide, at det mange gange er en naturlov i revolutionære bevægelser, at de, der går først – de, som ikke bare hiver i hegnet, men som må starte med at gøre opmærksom på, at der overhovedet er et hegn, som holder nogen ude og andre inde – at lige netop de personer ikke er dem, der kommer først igennem. At de mange gange slet ikke kommer igennem. Uden klynk og uden hensyntagen til ens egen motivation, følelser eller hvad det nu var, man ville kunstnerisk, må man forstå, at det er den rolle, man har fået tildelt i den overordnede historie; den som handler om forandring og opgøret med racisme i kunsten.

Jeg blev rystet, da jeg opdagede, at det var det, der var min rolle. Jeg havde troet på fortællingerne om kunstnerens tilblivelse, og at betingelserne, selvom konkurrencen var der, alligevel var nogenlunde lige. Ingen havde fortalt mig om alle de forhold, jeg blev nødt til at forhandle anderledes end mine hvide kollegaer.

Jeg længtes efter en James Baldwin eller Toni Morrison at spørge til råds. En, der forstod det, jeg ikke selv forstod, og som ingen af de hvide ældre kunstnere, som ellers blev mine mentorer, kunne forklare eller hjælpe mig med at håndtere – eller, som det ofte skete, tilbageviste i uvidenhed.

Jeg måtte gå gennem mørket og opdage det hele selv. Alle fordommene om asiatiske kvinders kunstneriske (u)formåen; jeg mener – en af de eneste kvindelige asiatiske kunstnere, der fandtes i min opvækst, var Yoko Ono, som fik ry for den helt utilgivelige gerning at have splittet The Beatles. Oh, darling!

Bias arbejder i understrømmen, skjult for det blotte øje og er ofte helt umulige at påpege på et konkret niveau. Nedvurderingen af mine evner, nedgraderingen af væsentligheden i de historier, jeg ville fortælle, nedpilningen af mine synspunkter og de erfaringer, de baserede sig på, nedgørelsen af mine manuskripter såvel som min person, den eneste brune rundt om bordet – the 12 o'clock person – alt det var umuligt at opponere imod i hvidheden. Ned, ned, ned, ned. Og bliv dernede.

Min farfar fik stjålet sin knallert, en dag han var i haven og havde parkeret den på fortovet ude ved hækken, fordi han ikke gad at slæbe den op ad de tre skæve murstenstrin, gennem lågen og ned til sit eget havelod. Han må have hørt motoren starte, da han stod og pakkede termokanden og kaffekopperne med blomster og guldkant ned i sin brune lædertaske, for han reagerede meget hurtigt. Han kom ud på gaden tidsnok til at se to "unge lømler" trille knallerten fra fortovet ud på vejen og satte efter dem i løb trods sine tilrøgede lunger.

Han formåede at løbe knallerten op til i passende afstand at kyle hele tasken, kaffestellet inklusive, efter dem og ramme den ene i nakken, så de røg af knallerten og derefter en tur på skadestuen. Selv angrede han ikke et sekund, heller ikke selvom forsikringen ikke ville dække kaffestellet, da de absolut var af den opfattelse, at det havde været hans egen skyld, det var gået i stykker. "Ja," sagde han, "det har de jo ret i." Det var en af mine første lektioner i principperne om 'mod', og at man 'fandme ikke skal finde sig i noget'. Og at alle kampe har en pris, som udmærket kan være et kaffestel med håndmalede blomster og guldkant.

Og forresten; de unge lømler var hvide. Det havde du gættet, ikke?

At være ikkehvid, transnationalt adopteret og ikke specielt kønnet kvinde er at være en minoritet i minoriteten i minoriteten. Jeg plejer bare at sige, jeg er trippelminoritet, fordi det er kortere. En af de magtdynamikker minoriserede mennesker ofte oplever – og kritiserer – er silencing. Det vil sige at blive forbigået i tavshed, skrevet ud af historien, få ophævet sin eksistens – som om den aldrig har været der.

Nogle gange går argumentationsrækken i kritikkerne over begrebet a seat at the table; at der aldrig eller kun sjældent er minoriserede personer i bestyrelser, på direktionsgangene eller andre steder, hvor der forefindes magt, fordeles penge og tages beslutninger.

Andre gange må vi over 'loftet', det vil sige med udfoldelse af erfaringer om 'glasloft', 'bambusloft' osv., som trods påviselige kompetencer holder den minoriserede person nede. Samfundets autoritative 'hertil og ikke længere'. Andre gange igen fremlægges statistisk og kvoter. Påfaldende nok er villigheden til at godtage den slags faktuelle oplysninger som regel betinget af personlige værdisæt og overbevisninger. Fakta er bare ikke fakta, når det kommer til raciale bias.

Silencing og bortreduktionen af minoriserede personer finder selvfølgelig også sted i kunstbrancherne. I en stor del af både min dramatik og lyrik har min drivkraft været at skrive den ikkehvide erfaring UD af usynliggørelsen, en øvelse, der mange gange viste sig at gå op IMOD den i stedet for.

Jeg blev begrænset i mine teksters indhold, hvad jeg måtte skrive om, hvordan jeg skulle skrive, og hvilke platforme, spillesteder og -tidspunkter i teatersæsonen jeg fik adgang til. Jeg blev tilbudt lønninger, som var lavere end dem, mine hvide kollegaer blev tilbudt.

Og så var der hele spørgsmålet om casting, og hvilke skuespillere der måtte gestalte rollerne. Brune roller skulle helst spilles af hvide skuespillere, sagde man, ellers ville publikum ikke kunne koncentrere sig om stykket, ellers var det ikke rigtig kunst, ellers var der kun dårlige skuespillere at vælge imellem, ellers var det bare alt for meget 1:1.

Jeg er blevet råbt ad, og jeg har selv talt med hårde ord, i hvad der føltes som endeløse forhandlinger med instruktører, producenter og teaterdirektører om castingen. Jeg er ved at dø af grin, når hvide (mandlige, ciskønnede, binære, ablebodied, kulturkristne, heteroseksuelle) kunstnere himler op om censur og manglen på kunstnerisk frihed i debatter om diversitet i kunsten.

Jeg går maksimalt ind for kunstnerisk frihed, men jeg har aldrig selv haft den. Og da danske nynazister begyndte at skrive om mig på deres hjemmeside, var der ingen af disse fortalere for kunstnerisk frihed, der løftede et øjenbryn. For hver 'brun' teaterforestilling jeg har skrevet, har jeg måttet igennem forhandlinger om indhold og cast, og i hver forhandling er min vurdering gået på, hvor meget jeg kunne få igennem af 'brunt indhold' og til hvilken pris. Hvilken hvid kunstner må gøre sig den slags overvejelser?

Du kan nok forstå, at det har haft overordentlig stor betydning at være blevet set og valideret af sin farfar i en tidlig alder.

Jeg husker ikke længere, hvad det var for en butik, han skulle ringe til, men han skulle bruge læsebriller for at ramme de rigtige taster på trykknaptelefonen. Min farfar havde sat sig på skamlen, den, jeg nu ejer, med det vinrøde betræk, og den store, gule telefonbog lå opslået ved siden af.

Han ringede op, var høflig, men efter få udvekslinger gik samtalen i en noget anspændt retning, og den person, han talte med, havde på ingen måde i sinde at hjælpe ham, kom med ufine hentydninger til hans alder og endte med at smække røret på. "Ring op igen," sagde min farfar, tydeligvis for irriteret til selv at aflæse de bittesmå tal i telefonbogen. Jeg ringede op. Telefonen blev taget, og min farfar leverede en svada med et ordforråd, der ikke egner sig til offentlig gengivelse, hvorefter han knaldede røret på. "Dem, der ikke behandler farfar godt, behandler jeg heller ikke godt," sagde han til mig og forlod stuen. Men jeg havde set, at han havde fået blanke øjne.

Der er så meget, hvide majoritetsdanskere ikke forstår. Og som man med fordel kan undgå at tale med dem om, hvis man ønsker at bevare sin fornuft bare nogenlunde intakt. Som jeg nærmer mig mit 47. år, er der en hel del i mit liv, jeg ikke længere gør med hvide mennesker, og der er en hel del, jeg gør anderledes, når jeg skal gøre dem sammen med hvide mennesker. Lad mig give dig et par eksempler.

Jeg taler ikke særlig tit med hvide mennesker om den racisme, jeg oplever i Danmark, fordi det som regel medfører, at jeg skal forklare, forsvare eller bruge lang tid på at indvie dem i forskellene mellem strukturel, institutionel og interpersonel racisme, og jeg gider ikke undervise, medmindre jeg får penge for det.

Jeg svarer ikke længere særlig høfligt, når jeg bliver tiltalt på engelsk eller på anden måde bliver udpeget som 'fremmed' i det offentlige rum.

Jeg tiltaler min hvide far højt og ved hans relation til mig, når vi er et offentligt sted sammen, for at få fred fra nysgerrige og forargede blikke, der mere end antyder, at jeg er hans yngre importerede hustru på global klasserejse.

Jeg går aldrig først ind på en klub, en bar eller et værtshus, hvor folk er fulde, og chancen for at modtage kompromitterende bemærkninger er stor. Jeg sørger altid for, at nogle i selskabet, og helst hvide, allerede er indenfor, så jeg ikke risikerer at stå alene i noget, der kan udvikle sig til en risikofyldt situation.

Jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed, men får alligevel spændinger i kæben af at bide sammen, når jeg befinder mig i lufthavne, på stationer, på Strøget og andre steder, hvor jeg ved, at sandsynligheden for, at jeg bliver aflæst som turist, er store.

Jeg er forberedt på, at jeg vil blive stoppet i paskontrollen, og gør mig umage med at tale højt, hvidt og velartikuleret, når det sker.

Jeg fortæller aldrig som det første, at jeg, en asiatisk kvinde, også er kropsterapeutisk massør og benævner det som regel terapeut i stedet for.

Når jeg bliver stoppet på gaden af hvide mænd, der spørger, hvad jeg koster, hvæser jeg "røvhul" eller går videre uden at svare. Jeg har lært, at nej er en hel sætning.

Jeg går ikke til fodboldkampe og undgår hele byområder, hvis der er kampe og dermed berusede fodboldfans i området.

Jeg går ikke til koncerter med stående publikumspladser, fordi jeg ikke gider at stå i armhulehøjde i en dunst af hvid sved.

Jeg går ikke til lægen, hvis jeg kan undgå det, fordi risikoen for, at mine symptomer bliver kategoriseret som 'etniske smerter' er for høj. I stedet frekventerer jeg en kinesisk akupunktør, som kender asiatiske kroppe, eller venter, til jeg er i Korea.

Jeg går ikke på aftenskole eller melder mig til kurser, fordi jeg ikke længere orker at være den eneste ikkehvide person i en ny gruppe og igen (og igen) få stillet spørgsmål om, hvor jeg rigtigt kommer fra, og hvorfor jeg taler så flot dansk.

Jeg går ikke til koreansk på sprogskole, fordi jeg ikke gider at sidde og hakke mig igennem de koreanske suffikser ved siden af unge, hvide K-pop- og BTS-fans, som kun er halvt så gamle som mig og bare elsker alt, hvad der er koreansk.

Jeg har bosat mig et sted, hvor jeg ser brune og sorte mennesker hver dag, og bevæger mig ikke over kommunegrænsen, medmindre jeg har et uopsætteligt ærinde.

Jeg tænker mig godt om, før jeg eventuelt beslutter mig til at "tage diskussionen" om race både privat og arbejdsmæssigt. Jeg vælger mine kampe med omhu, selvom den ikke altid er rettidig.

Jeg arbejder ikke længere sammen med hvide scenekunstnere på forestillinger, der handler om racerelaterede problematikker, medmindre de har arbejdet indgående med deres egne bias, eller vi har en arbejdsrelation, hvor jeg har fuld kontrol over mit eget arbejde.

Jeg forsøger ikke længere at overbevise andre scenekunstnere om mine kompetencer eller synspunkter, men tager en god ven, som tilfældigvis også er en høj, hvid mand med til møder, som så fremlægger mine pointer. Det sparer meget tid.

Jeg undlader så vidt muligt at se hvide film, hvide serier og hvide underholdningsprogrammer og vælger i stedet udenlandske produktioner, hvor diversiteten er høj, og ikkehvide karakterer bliver fremskrevet med både psykologisk kompleksitet og forhistorie og har relationer, der ikke er hvide.

Jeg er kritisk over for de hvide producenters rolle i forbindelse med filmen The Black Panther.

Jeg følger flere hundrede sider på Facebook og Instagram om det asiatisk-amerikanske community og sørger for at se asiatiske mennesker i mine feeds hver dag.

Jeg afsætter en stor del af min tid til at tale med bipoc venner, så vi gensidigt kan ventilere, hver gang vi har oplevet noget nyt ubehageligt, chokerende eller anstødeligt fra hvide mennesker.

Jeg går i en stor bue uden om grupper af hvide mænd overalt, hvor jeg møder dem.

Jeg undgår hvide kvinder, som synes, at "racisme" er et spændende emne, eller som tror, at misogyni og kvindeundertrykkelse er værre end racisme.

Jeg kommer ikke i feministiske miljøer, fordi hvide feminister først og fremmest er hvide.

Jeg kommer ikke i LGBTQ+-miljøer, fordi seksuelle minoriteter i Danmark først og fremmest er hvide.

Jeg synes ikke, at det er et tiltalende træk ved en hvid mand, at han engang har været kæreste med en asiatisk kvinde, og jeg synes, at det er direkte anstødeligt, hvis det er det første, han fortæller mig.

Jeg dater ikke længere hvide danske mænd.

Jeg begærer sjældnere og sjældnere hvide kroppe.

Jeg bruger ordet hvid om hvide uden citationstegn.

Jeg behandler ikke længere dem godt, som ikke behandler mig godt.

Jeg græder ikke længere over det, jeg oplever.

"Hvis du ikke er vred, er du enten en sten, eller også er du for syg til at være vred. Du BØR være vred. Men mærk dig dette, der er forskel; du må ikke være bitter. Lad mig fortælle dig hvorfor. Bitterheden er som kræft. Den æder af sin vært. Den gør intet for sagen eller den utilfredshed, den bringer med sig. Så du sagde vred, ja. Du skriver vreden, du maler den, du danser den, du marcherer den, du stemmer den, du gør hvad som helst med den, du taler om den, stop aldrig med at tale om den."

Siger Maya Angelou.

Når vi taler om forholdene for synlige minoriteter i Danmark, taler vi nødvendigvis også om vrede. Denne misforståede, misfortolkede og naturlige reaktion, som alle dyrearter udtrykker sig igennem, når de bliver trængt op i en krog. Som med sin kraftfulde henvendelse vækker ekstra kræfter i os og giver os impulser til handlinger, der skal tjene til vores overlevelse.

Vi får mod, større muskelkraft, højere adrenalinniveau, fokuserer på det truende og mærker lysten til at slås. Alt dette ligger gemt i vores tusindvis af år gamle prototype af en menneskekrop.

Jeg blev betegnet som vred, længe før jeg selv følte, jeg var det. The angry black person er en stereotyp, der nemt implementeres på andre etniske minoritetspersoner også, og det er døren til dæmoniseringen af den ikkehvide kritiker af strukturel racisme.

De færreste mennesker har lært at stå i andre menneskers vrede uden at blive bange, selv når vreden ikke er rettet mod dem. Vreden over samfundets raciale hieraki, vreden over de globale magtstrukturer, vreden over historien, vreden over kolonialisering og at se sorte og asiatiske mennesker udstillet som dyr indtil for relativt få år siden i Danmark.

Vreden over aldrig at blive anerkendt for det, man kan, aldrig at få det, man synes, man har fortjent, over altid at skulle arbejde dobbelt så hårdt, være tre gange så dygtig, fire gange så sød og fem gange så ydmyg, sådan som man helst vil have sine minoriteter i Danmark – og så alligevel blive overset.

Vreden over at være den første bipoc something, når man nu for helvede ikke har bedt om det. Vreden over ikke bare at kunne få lov til at arbejde i fucking fred og få lov til fucking bare at være sig selv.

Du må ikke være bitter.

Hver gang jeg ser optagelser fra den hvide amerikanske skolelærer Jane Elliots diversitetstræningsworkshops Blue Eyes – Brown Eyes, slår det mig, hvor lidt de hvide kan holde til.

Elliot opdeler kursisterne i blåøjede og brunøjede og udsætter systematisk de blåøjede for den diskrimination, de brunøjede oplever i deres hverdag og er vant til. Efter få minutter bliver de blåøjede oprørte og rasende, de græder, forhandler og protesterer. Indimellem drister nogle sig til at forlade workshoppen i vrede, hvorefter Jane Elliot påtaler deres udøvelse af det hvide privilegie at kunne gå.

At kunne forlade workshoppen og vende tilbage til et samfund, hvor hvide kroppe ikke mødes med nedværdigende stereotyper og forventninger. Hvor de har de samme rettigheder som andre mennesker, bortset fra at de naturligvis har flere, men som privilegieblindheden skærmer dem fra at få øje på.

De blåøjedes kroppe er så følsomme. Og rundt om sidder alle de brunøjede; de sorte, de brune, syd- og østasiatiske, latinxerne og de oprindelige amerikanere roligt og betragter de hvides emotionelle udfald. Ofte i dyb eftertænksomhed ved at blive mindet om, hvor naturlig vreden er, og hvor meget og ofte de selv har haft lyst til at gå fra situationer uden at kunne.

Hver gang jeg ser disse optagelser, tænker jeg over, hvor forskellig vores virkelighed er, selvom vi lever side om side, og hvor lidt selv de hvide mennesker, der er tættest på mig, forstår om et af de forhold, der fylder allermest i mit liv.

White fragility, hvid skrøbelighed, er en af racismens 'ømmeste dupper'. White fragility er en fast figur i den serie af dansetrin, en kortlægning af racistiske dynamikker kan siges at udgøre. White fragility eksekveres med mulighed for en voldsom magtudøvelse, også uden det er tilsigtet.

White fragility er manipulerende as fuck, en elefant i rummet, en stor, hvid følelse midt i en tilspidset situation og skaber en catch-22 for minoriserede personer. Hvis du giver den hvide skrøbelighed plads, har du tilladt, at fokus flyttes og hvidheden bringes i centrum. Hvis du nægter, fremstår du som en kynisk og følelseskold skid. White fragility er et spørgsmål, du hverken kan svare ja eller nej til uden at komme i problemer.

White fragility betyder blandt andet, at skuffelsen over en hvid ven, der svigter – og det gør de næsten altid på et eller andet tidspunkt i racismens voldsomme centrifuge – aldrig kan måle sig med det ubehag, den hvide, velmenende person føler ved at opdage og få påtalt sine racistiske bias. I det spil taber den minoriserede person altid. Det er kun én måde at undgå at tabe; ved overhovedet ikke at spille.

"Den, der kæmper mod uhyrer, må se til, at han ikke selv bliver et uhyre."
– Friedrich Nietzsche

Det er ikke nødvendigvis let at kende en minoriseret person, hvis man selv er hvid. Det skal jeg være den første til at indrømme. Det er ikke nemt at kende mig, hvis du er hvid. I hvert fald ikke, hvis du vil undgå at tale om race.

For selvom en del, måske endda de fleste, ikkehvide personer kan siges at være "tosprogede" i den forstand, at vi dagligt navigerer både hvide og ikkehvide verdner, har jeg besluttet, at jeg så vidt muligt ikke ønsker dobbeltheden og ikke vil undertrykke, hvordan hudfarve og racemæssige forhold opleves for mig.

Hvis du ikke orker at høre om det, bliver nærtagende eller sensitiv på hvidhedens vegne, bliver det ikke nemt for dig.

Jeg ved godt, at jeg indimellem har været urimelig, når spørgsmålene om race, bais, hvidhed og minoritetsvilkår har meldt sig.

Jeg har været sensitiv, arrig, uforsonlig og i perioder helt sikkert, hvad nogle nu om stunder ville kalde krænkelsesparat. Jeg har været en spændt fjeder, parat til at springe ud og slå fra mig, HVER gang der var optræk til racistiske kommentarer. Jeg har insisteret på samtaler, der gjorde hvide mennesker utilpasse, og jeg har skrevet tekster, der var anstødelige for hvide.

Måske, hvis du er hvid, oplever du endda denne tekst som anstødelig. Jeg har haft svært ved at skelne mellem nutid og fortid, er blevet triggered og har givet traumereaktionerne fri pedal.

Fra et udviklingspsykologisk perspektiv ligger forklaringen ligefor; hvorfor kæmpe så indædt for bevidstgørelsen om og den forhåbentlige afskaffelse (som om!) af noget, hvis jeg ikke var af den overbevisning, at en forandring ville have livsændrende betydning?

Hvis jeg ikke mente, at strukturerne, som de er nu, gjorde skade? At de på alle mulige måder ødelægger menneskers liv? Og hvad angår mit eget liv; hvis jeg ikke mente, at en hel del ville være gået anderledes uden eksistensen af racistiske bias.

At jeg i dette utopia ville have kunnet leve, elske og arbejde, som jeg er, uden at skulle bruge urimelige mængder af tid og energi på at være? Hvis jeg ikke selv følte, at det havde påvirket mig indefra?

Racismen er i alle sine former og udtryk en trussel mod ens eksistens, og når man står over for døden, spilder man sjældent tiden med høfligheder. Black Lives Matter og Stop Asian Hate er ikke politik, men en kamp for overlevelse og retten til at eksistere.

Mens hvide mennesker kan nyde det privilegie ikke at se racismen, kan bipoc risikere, at den bider sig fast i struben på os og nægter at slippe sit tag. Og vi risikerer at ramme forkert i kampen for at slippe fri.

I 2016 blev et af mine stykker anmeldt af en gruppe bipoc kvinder på et onlinenyhedsmedie. Anmeldelsen udmøntede sig i en flere sider lang tilsvining af både stykket og min person, og den dag i dag er jeg overbevist om, at artiklen var med til at give mig endnu mere modstand og blandt andet resulterede i et tab af et sekscifret tilskud i produktionsstøtte og adgangen til spillemuligheder for min næste forestilling.

Efter den oplevelse besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville spændes for nogens vogn, at jeg ikke skyldte nogen noget, og at jeg ikke længere havde nogen community-forpligtelse, som ellers ofte er en del af bipoc-kunstneres praksis.

Det burde være indlysende, men lad mig alligevel minde om, at etniske minoriteter ikke er en homogen gruppe, og at den blandt andet eksekverer intersektionelt. Når både etnicitet, køn, seksualitet, religion og handikap krydser akserne, bliver det kompliceret.

Hvorfor var Black Power-bevægelsen så homofobisk? Hvorfor er så mange feministiske bølger så racistiske? Eller – hvis jeg skal eksemplificere med den danske scenekunstbranche igen – hvorfor er det næsten kun de brune mænd, der kommer gennem nåleøjet til næste magtlag? Der får lov at træde op på næste trin på kulturens socioøkonomiske stige?

En overordnet magtanalyse ville formentlig pege på det hvide, patriarkalske system og den gavn, det har af, at minoritetsgrupperne slås indbyrdes, men det er kun en halv forklaring. Vores nødvendige arbejde med os selv, kortlægningen af internaliserede racistiske bias og et kapitalistisk mindset, hvor guldkrukken for enden af regnbuen er at stige til tops i det hvide magthierarki er ofte lige så styrende for bipoc som for hvide.

Hurt people hurt people, siges det. Det gælder også for etniske minoriteter. Jeg har hadet at opleve, hvor dårligt jeg blev behandlet af andre minoriserede kunstnere, og hvor mange slåskampe med andre bipoc jeg har skullet igennem.

Jeg er blevet ignoreret og helt klart vurderet som forfatter af unødvendig skrift af hvide mænd, men de mest ondskabsfulde, perfide og lede krænkelser er kommet fra andre minoritetspersoner; brune mænd, hvide kvinder og – især – brune kvinder.

Jeg har fået kopieret tekster og manuskripter i en grad, der har gjort mig svimmel af raseri. Jeg har fået stjålet idéer, er blevet forsøgt presset til at afgive rettigheder, er blevet ekstremt underbetalt, og mit arbejde er blevet brugt ukrediteret. Som reaktion har jeg været hånlig på de sociale medier, holdt brandtaler i virkeligheden og givet fuckfingre til, hvad jeg opfattede som manglende solidaritet i den danske antiracistiske aktivisme.

Jeg har kæmpet for at holde bitterheden nede. Og jeg har måttet sande, at jeg har fået uvurderlig hjælp af hvide mænd, der netop ikke har været presset af et diskriminerende system og måske lige netop derfor har haft overskuddet til at hjælpe uden at forlange noget til gengæld. Jeg har været punchlinen i en joke om skæbnens ironi.

Hvem er minoritet, og hvem er majoritet – hvornår? Sandheden er, at i de fleste tilfælde har vi alle områder, hvor vi er majoritet og har den udsøgte fornøjelse, hvad enten vi er blinde eller ej, at tilgå særlige privilegier på dette specifikke område.

For nemheds skyld og for dem, der gerne vil google FN's menneskerettighedskonvention, kan vi sige, at områderne er køn, alder, seksualitet, race, religion, handikap, sprog, etnicitet, politisk tilhørsforhold og klasse. Det er summen af minoritetsområder, der tilsammen giver et tilregneligt billedet af, hvilke muligheder der fratages og tilfalder os.

Naturvidenskabeligt er der intet belæg for at tale om race. Race som en artsinddeling blandt Homo sapiens findes ikke. Vi kan cross breede, formere os med hinanden, og dette afkom kan få børn. Vi er efter denne definition alle samme race.

Når det alligevel giver mening at anvende begrebet, er det med henvisning til historikeren og sociologen William Edward Burghardt Du Bois' ord om, at racebegrebet ikke skal forstås ud fra menneskeartens ubegribeligt små, fænotypiske forskelle, men at det erfaringsfællesskab, vi har måttet udstå på grund af vores forskelligheder, gør en opdeling i synlige racer meningsfuld. Det er forskelsbehandlingen, der skaber racerne.

Da min farfar døde, var jeg 18 år gammel. Han var indlagt på hospitalet, der ringede til os om natten og bad os komme. Da vi nåede frem, var han ikke længere ved bevidsthed, men lå midtvejs mellem liv og død i en kraftig morfindøs og med en vejrtrækning så raspende, at vi kunne høre vandet, der skvulpede frem og tilbage i hans lunger.

Vi sad ved hans seng hele natten. Jeg holdt ham i hånden, talte ind i hans øre og sang for ham med lav stemme i den overbevisning, at han var derinde et sted, og at jeg måske kunne motivere ham til at kæmpe. Hen mod morgenen måtte vi forlade stuen for at ringe afbud til vores skole og arbejde. Vi var væk ganske kort tid, få minutter, men i det tidsrum, alene med døden, kunne han endelig gå med den. Vi vidste ikke, at de døende indimellem har brug for de pårørendes accept, før de giver slip.

Jeg kom tilbage til hospitalsstuen tidsnok til at se min farfar pludseligt sætte sig op i sengen med vildt opspærrede øjne og kigge på noget, der må have transcenderet universer. Med et blik, der udtrykte lige dele fascination, skræk og hengivelse, stirrede han helt tydeligt på noget i det tomme rum mellem sengen og væggen for enden.

Bagefter faldt han sammen, og tykt, hvidligt, grynet slim gled ud af hans mundvige. Livet var væk, kun skallen var tilbage. Jeg hjalp sygeplejersken med at klæde ham på, rede hans hår og lægge ham til rette i sengen, så blodansamlingerne der begyndte at samle sig på undersiden af hans arme, ikke kunne ses.

Vurderingen af kunstnerisk kompetence er marineret i bias og rummer kun med besvær flere minoritetsområder i samme persona, medmindre, selvfølgelig, at man ikke taler om det; at man white washer, hvidvasker sig selv.

Det er ikke et spørgsmål om mængden af melanin i huden, men en mental praksis. Der er en grund til, at en stor mængde brune kunstnere i starten af deres karrierer hårdnakket har påstået, at deres arbejde ikke var politisk.

You can only do so much, lyder en engelsk talemåde. Der er grænser for, hvor meget du kan flytte, og du har selv grænser. Jeg blev ikke født som en minoritet, jeg har ikke valgt at blive det, men jeg har valgt at skrive om det.

Jeg har valgt at stå ved, at min skrift dermed kan læses politisk eller har en politisk dimension. Jeg har valgt at insistere på retten til at skrive om mit liv og mine erfaringer som et ikkehvidt, asiatisk menneske i Danmark. Jeg har også valgt, at jeg er mere end den forandring, jeg har kæmpet for skulle ske i scenekunstbranchen.

At jeg ikke vil blive til det, jeg forsøger at bekæmpe. At der er grænser for, hvad det må koste, og at jeg ikke vil miste evnen til at elske, grine, være sårbar og blød i kampen for noget, der måske først rigtig vil forandre sig om et par hundrede år eller tre.

Jeg æder bell hooks' taler om kærlighed og Adrienne Maree Browns principper om pleasure activism, som var det bolsjer.

Jeg er gået i gang med at lære mig selv kunsten at give op. En disciplin, jeg aldrig rigtig har behersket, og som fremkalder både skam og bekymring. At vide, at hvis jeg, jeget, giver op, betyder det, at alle kan give op, og hvis alle giver op, bliver jobbet ikke gjort.

Visheden om, at hvide kun under pres og nødvendighed påbegynder arbejdet med at ændre deres racistiske bias, og at de i så fald måske vil give fanden i foretagendet, læne sig tilbage og nyde roen, er en provokerende tanke.

Jeg ved, at jeg for at kunne gennemføre opgivelsen må have tillid til en universel resiliens; at der kan komme et vendepunkt fra uforudset kant, og et nyt anagnorisis kan opstå. At jeg ikke alene er ansvarlig for vores fælles historie eller for forandringen af nogen eller noget.

På den måde er kernen i opgivelsen også i sin grundessens et brud med den vestlige opfattelse af det enkelte menneskes individuelle formåen som motoren for forandring.

Det er et opgør med den kapitalistiske idé om, at enhver er drivkraften i sin egen succes, og en afvisning af drømmen fra det ambivalente USA, hvis minoriserede kunstnere og tænkere har hjulpet mig med at finde fodfæste igennem hele min praksis.

Men hvis kunsten at give op er det eksisterende systems antagonist, er den til gengæld kusine til det taoistiske princip Wu Wei; at handle uden at handle, hvorved alting falder på plads. En almindelig fejlfortolkning af dette princip i den vestlige verden er, at vi skal acceptere uretfærdigheder og vende den anden kind til. Det er forkert. Wu Wei er en universel afsøgning af en anden måde at gøre tingene på, at gøre livet på.

Jeg har sagt det før; den nemmeste måde at undgå at tabe er ikke at spille. "Den ultimative dygtighed ligger ikke i at vinde ethvert slag, men i at besejre fjenden uden at kæmpe," som Sun Tzu skrev i Kunsten at føre krig. At give op er ikke en falliterklæring, men en kraftfuld empowerment-strategi med muligheder, der rækker ud over vores egen eksistens.

I dilemmaet mellem at kæmpe for forandring og slippe kontrollen; der, hvor de to akser krydser hinanden, findes orkanens øje. Og i orkanens øje er der som bekendt fred. Det handler om at sætte andre fri og selv blive fri – til at blive mere og andet end det, vi slås for. I et strukturelt undertrykkende system, der dybest set har til formål at slå os ihjel, er den største hævn at have det godt.

Min farfar var som sagt ikke nogen stor forbruger af litteratur, og når jeg tænker tilbage, kan jeg faktisk ikke huske at have set ham læse andet end lokalavisen, hvor mindst halvdelen var fødselsdagsnotitser og annoncer for bukser og boliger. Men han holdt af at lave rim og remser, han fjollede med sproget, omskrev ordsprog og opfandt vittigheder. "Farfars lille stjerne, ude fra det fjerne," digtede han om mig.

Han lod aldrig, som om jeg var hvid. Han udtrykte aldrig et værdiskel baseret på hudfarve eller oprindelse. Han blev stolt, roste og opmuntrede mig, når jeg svarede igen på de racistiske tilråb, jeg var genstand for, allerede før jeg havde nået skolealderen.

Jeg har fortalt dig om ham med det formål, at du ikke skulle glemme, at jeg er et menneske, selvom jeg ikke er hvid. Jeg ønskede, at du skulle kende til en af de vigtigste relationer i mit liv, hvor jeg helt betingelsesløst oplevede kærligheden på trods af raciale forskelle.

Jeg har anvendt historien om min farfar for at afholde dig fra at udøve det hvide privilegie at kunne gå, fordi jeg ved, at du sandsynligvis ikke er lige så trænet som jeg i at identificere dig med mennesker med en anden hudfarve end din egen, og for at give dig et hvidt pusterum i skriften.

Jeg siger ikke, at "kærligheden er farveblind", den frygtelige sødsuppe-stråmand i racismediskussioner, det er ikke det, jeg siger. Jeg minder blot om, at vi ikke behøver at reducere hinanden for at leve sammen i den samme virkelighed.

"Vi kan være uenige og stadig elske hinanden, medmindre din uenighed har rod i undertrykkelsen af mig og fornægtelsen af min menneskelighed og ret til at eksistere," siger James Baldwin.

Hvis du synes, det lyder banalt, vil jeg foreslå, at du løber dit eget liv igennem og prøver at få øje på, hvor du selv fravælger "det fremmede", har mere tillid til hvidheden, har åbenlyse fordele baseret på din hudfarve. At du spørger dig selv, hvilke automatikker der melder sig i dine tanker, når du tænker på et menneske med for eksempel mørk hud, med asiatiske øjne eller muslimsk tro. Hvad det er, du tror, vi er og kan.

Det sidste, jeg vil bede dig om, er, at du forestiller dig gaden igen. Den, vi startede med. En sidegade i en mellemstor by sidst på eftermiddagen på sådan en dag, hvor himlen er råhvid og støvregnen aldrig rigtig holder op.

Længere nede ad gaden på det modsatte fortov kommer manden gående mod dig, ham med kasketten og den lange frakke. 35 år, ca. 182 cm høj, en slank type med et alvorligt ansigt og et vågent blik. Han går med faste skridt og stiler direkte mod en nedlagt butik. Uden at tøve går han direkte over til døren, tager om håndtaget, går ind og lukker døren bag sig.

Hvad ser du for dig nu?

Joan Rang Christensen (f. 1976) er forfatter og dramatiker. Hun har skrevet en lang række skuespil og radiospil og har særligt arbejdet på at fremme mangfoldighed og diversitet i den danske scenekunstbranche, heriblandt som stifter og leder af Johns Teater.

I 2020 modtog hun Bisballeprisen for sit forfatterskab. Seneste bogudgivelse er digtsamlingen 'Omkring floden Han' (2022), der modtog Den Lilla Pris i 2023.