Rappenskraldens visdom
Gutkind Essays

Rappenskraldens visdom

– af Maria Kjos Fonn

June 17, 2022

Rappenskraldens visdom er et essay om køn, frihed og fællesskab.

En kvinde sidder på gulvet i skrædderstilling, med en krop, som på én gang er kontrolleret og spastisk, klædt i en sort kappe og hvid maske. Hun forlader aldrig skrædderstillingen, men transformeres i den: Hun krummer ryggen som en olding, bevæger sig fremad som et lille barn. Hænder og fødder står for de fleste af dansebevægelserne. Hænderne er på én gang kradsende kløer, slanger, en krigers sværd og en druknende, der griber efter en redningskrans. Det er, som om fødderne stamper rytmen frem i den futuristiske, minimalistiske musik.

Mary Wigmans Hexentanz fra 1914 skal – som titlen "Heksedans" antyder – give associationer til okkulte og ekstatiske kræfter. Selv kom jeg lige så meget til at tænke på sygdom og galskab.

Og frem for alt ensomhed.

Ordet "heks" får mig til at tænke på den ultimative ensomhed. Heksen er stødt ud af samfundet, enten før eller efter, hun selv har stødt samfundet fra sig. Krumbøjet, gemt væk bag en kappe, med edderkopperne fra hattens spindelvæv som de eneste venner.

Heksen, som man kender hende fra myter og eventyr, er ikke alene. Hekse flyver i flok til Bloksbjerg, har heksesabbatter og hede orgier med djævelen. Alligevel ser jeg en meget ensom kvinde for mig – i det omfang hun er en kvinde.

DELIRISK DANSK

Men nu er heksen ikke længere alene. Hun er overalt. Forfatteren Olga Ravn har sammen med den dansk-svenske forfatter Johanne Lykke Holm startet “Hekseskolen” på Litterär Gestaltning i Göteborg, den norske kunstner og forfatter Jenny Hval har deltaget i “litterær heksesabbat”, og forfatter Ida Jackson leder en “litterær heksekreds”.

Moderne hekse i Skandinavien er ikke udstødt; nogle er fremtrædende kunstnere, og det er lyset fra laptoppen, ikke heksebålene, der stråler mod dem.

Heksekredsene tiltrækker åbenbart kvindelige kunstnere og forfattere – men jeg er endnu ikke selv faldet i heksegryden. For nogle år siden datede jeg en dansekunstner. På vores anden date inviterede hun mig med til en heksekreds, hvor vi skulle gå rundt på et bibliotek og drikke whisky iført kapper.

Der gik ikke lang tid, før jeg følte mig fremmedgjort af ritualet. Jeg følte, jeg stod på sidelinjen i en religiøs ceremoni – hvilket jeg jo i og for sig også gjorde. Kappen og den okkulte mystik gjorde noget ved danseren, som jeg var på date med. Med elegante bevægelser transformerede hun sig til en krumbøjet heks og “fløj” hen over gulvet, mens jeg tøffede rundt med min whisky og spekulerede på, hvornår seancen var færdig.

"Jeg var ikke sikker på, at internaliseringen af disse forestillinger var vejen til frigørelse."

Bagefter – på vej hjem under fuldmånen – tænkte jeg over, hvorfor jeg ikke havde været i stand til at give mig hen til heksedansen. Jeg, der ellers har hang til myter og mystik og anlæg for både dans og selvsuggestion, havde ikke følt den mindste begejstring.

Der havde kun været unge voksne kvinder i kredsen. De fleste mænd holder op med at identificere sig med superhelte, når de forlader drengeværelset. Med enkelte undtagelser, som Frimurerlogen, ser det ud til stort set kun at være kvinder, der lader sig drage mod esoteriske praksisser for voksne (medmindre man kan argumentere for, at sportsarrangementer falder under samme kategori).

Kvinder har engleskoler, gudindeworkshops og heksekredse. Men at kvindelige arketyper som gudinder og hekse har fået et så solidt tag i det kollektivt ubevidste, kan skyldes den drivkraft, mænd har udvist gennem historien, mod at gøre kvinden til mere, og mindre, end et menneske.

Jeg var ikke sikker på, at internaliseringen af disse forestillinger var vejen til frigørelse. Men måske handler det heller ikke så meget om forestillinger som om erfaringer. Det handler om et ønske om ekstase og overskridelse – om noget, der kan være skrækindjagende og fantastisk på samme tid.

Danseren på biblioteket fik noget dyrisk over sig, hun blev ikke kun en anden karakter i dansen, men et helt andet væsen. Hvis det var en horrorfilm, havde vi pludselig været alene på biblioteket, og der ville begynde at vokse kløer ud fra hendes fingre.

For kan man danse sig til religiøs ekstase, kan man også komme i kontakt med djævelen. I den italiensk-amerikanske horrorfilm Suspiria fra 2018 er Susie Bannion (Dakota Johnson) blevet optaget på en prestigefyldt danseskole, som viser sig at være drevet af hekse.

Under en danseprøve kommer Susie i en slags trance – dansen er på ekstraordinært højt niveau, men også delirisk og desperat. Susie begynder at skælve og får epileptiske krampetrækninger. Hun tisser og kaster op, mens hun danser. Men bevægelserne er mere end bare trance. Det er en transformation. Mens hun danser, vrides veninden Olgas krop ud af proportion, og hun bliver en anden: en hæslig kælling, en heks.

Hvad skete der? Susie beskriver bagefter dansen som at “kneppe et dyr”. Ikke at Susie, som er jomfru, pæn og yndig, har nogen erfaring i den retning naturligvis. Men gennem dansen har hun fået adgang til noget andet. På dansegulvet på en velanskrevet danseskole kommer hun i kontakt med hyæner og ørkendyr, gennemboret af hornene.

Billede af hovedpersonen

KOLLEKTIVT HEKSEHYL

Heksens skrig kan være ukontrolleret vildskab – og det kan være et kampråb. I en ny norsk digtsamling med titlen Jenter på do skriver Ida Lórien Ringdal om typisk kvindelige erfaringer som seksuelle krænkelser, voldtægt, skønhedsidealer og spiseforstyrrelser, at “gå langsomt til grunde under vægten af patriarkatets tyranni”, før man finder sammen i modstand og raseri, med heksen som oprørsfigur.

Der dannes et kollektivt heksehyl: “vi er / den tossede dame / vi er modstanden / som går / i arv / igen og igen / vi flyver / ved nymåne / halvmåne / fuldmåne.” Oprøret finder sted gennem okkulte praksisser, skrig, blod og mystik, gennem dyrkning af mytologiske skikkelser som Medusa og Hekate, men også højst virkelige intellektuelle som Simone de Beauvoir.

I en anmeldelse af Ringdals digtsamling kommer Thula Kopreitan med en feministisk kritik af heksetemaet: “Heksens eksistens bunder i en grundlæggende mystificering af kvinden: At tillægge kvinden mystiske egenskaber indebærer at placere hende uden for forståelighedens sfære, defineret af mænd. Mens manden er sindig, fornuftig og god, er kvinden hans skyggeside: gal, emotionel og djævelsk. Således bliver kvinden reduceret til ’den anden [...]’”

Jeg er langt hen ad vejen enig i disse indvendinger, men på indersiden af heksens logik, eller antilogik, kan det vendes på hovedet. Er det stringent rationelle den eneste fornuftige måde at forholde sig til verden på? Ved at tage ejerskab over kaos, kontakt til det åndelige og naturen, vildskab og raseri, kan heksen skubbe det “sindige, fornuftige og gode” ud på sidelinjen. Manden bliver den anden.

Heksetrenden kan let ses som det sidste kaglende hyl inden for en nyreligiøs individualisme, men kan heksen måske også bruges til at opnå politisk fællesskab og forandring?

Med sin kontakt til naturen og sine paganistiske kræfter, såvel som sit eget oprørske væsen, kan heksen danne modpol til kapitalismens ødelæggelse af mennesker og natur og et snævert og reduktionistisk verdensbillede.

I San Francisco har eksempelvis hekse-fællesskabet Reclaiming en udtalt ambition om at benytte ritualer til at styrke både det indre og samfundet som sådan, til at bruge sin stemme til at udvikle (eller, som det formuleres på hjemmesiden, “give birth to”) visioner for et nyt samfund.

"For nogle år siden befandt jeg mig – uden at vide det – midt i noget, der mindede om en heksekreds."

I FNs seneste klimarapport slås det fast, at vi har et flygtigt vindue til at sikre en tålelig fremtid på vores planet, og at de fattige lande vil rammes langt hårdest af hedebølger, orkaner og stigende havniveau, og det er let at se ned på privilegerede mennesker i rige, vestlige lande, som sidder i heksekredse og maner til kontakt med naturen i forsøget på at redde dem.

Medmindre heksene kan udøve reel magi, er det usikkert, om “classes, workshops, and public rituals” kan bremse havstigningen. Men det er heller ikke utænkeligt, at menneskets indre økosystem kan påvirke det ydre. Der er meget, der tyder på, at jo større en oplevelse af kontakt med naturen, des større engagement i miljøet og større vilje til at leve miljøvenligt.

Dermed kan en modkultur, der fokuserer på respekt for naturens sjæl og egenværdi, faktisk mane til engagement og handling.

DÆMONKVINDER

For nogle år siden befandt jeg mig – uden at vide det – midt i noget, der mindede om en heksekreds. Jeg synger i det Oslobaserede kor Koret, stiftet af filmskaber Itonje Søimer Guttormsen under mottoet “Ambition over evne”, og i 2016 havde vi urpremiere på Lilit-oratoriet, med tekst af Aina Villanger og musik af Hanne Hukkelberg.

Den mytologiske kvindeskikkelse Lilit finder sit ophav i babylonsk mytologi som en dæmonisk kvindeskikkelse, der vil stjæle spædbørn fra deres mødre. I Bibelen er Lilit nævnt ved navn en enkelt gang, hos profeten Esajas, (selvom bibelforskere mener, at der kan være tale om en anden person): “Ørkendyr mødes med hyæner, bukketrolden træffer sine slægtninge; dér slår Lilit sig til ro og finder sig en hvileplads.”

Lilits uregerlige kraft og vildskab får i Villangers tekst et desperat og nøgent udtryk (“sover ikke / ryster / fløjter”). Lilitskikkelsen er vigtig i både kristen og jødisk folketro, og ifølge den jødiske legende blev hun skabt af samme jord som Adam (ikke af et ribben som Eva) og blev fordrevet fra Paradis, fordi hun ville ligge øverst.

Hun blev forvist til underverdenen, hvor hun er mor til dæmonerne og stjæler mænds sæd om natten, ophavet til “våde drømme”. Med sin ondsindede og seksuelle energi er Lilit et dæmonisk kraftcenter – og en feministisk urmyte.

"Varmen lokker og knitrer, og Jeanne d’Arc lader sig forføre."

Uropførelsen af Lilit-oratoriet var en del af en “lilitistisk konfirmation”, hvor de fleste af kormedlemmerne (til vores forsvar) dog ikke var blandt “konfirmanderne”. Jeg husker ikke så meget af de ritualer, “konfirmanderne” gennemgik – der var noget hvidt tøj, nogle tegn og noget jord – og selvom jeg elskede at synge værket, havde jeg følelsen af at stå udenfor, midt i koret.

Det var derfor med stor glæde, at jeg oplevede værket opført igen – i biografen. I den kritikerroste og prisnominerede film Gritt tegner Itonje Søimer Guttormsen et morsomt og trist portræt af titelrollen Gry-Jeanette med kunstnernavnet Gritt.

Gritt er en søgende, mislykket scenekunstner, som er hjemløs i både bogstavelig og metaforisk forstand. Ved en tilfældighed støder hun på det, der bedst kan beskrives som en lilitistisk kult bestående af en gruppe kvinder i trediverne og fyrrerne, som dyrker Lilit. Og de synger selvfølgelig Lilit-oratoriet.

I Villangers tekst er Lilit ikke bare en ørkenfurie, men også en Cruella de Vil, som flyver gennem Oslo, på én gang forvirret og målrettet, smuk og hærget: Dæmonkvinden / flyver i Peugeoten / med leopardsæder / guldhandsker / og rosintørre øjne. Placeringen af Lilit i et moderne Oslo ændrer også på karakteren: Hvor Lilit som dæmon i underverdenen er magtfuld, stærk og ensom, ikke en, man har medlidenhed med, er der i den moderne udgave også noget tragisk over ensomheden: Med / opalsmykker og kunstpels / røde støvler og / sprukne læber.

PIGEN DER LEGEDE MED ILDEN

I skyggen af dagens hyggelige lejrbål for selvudråbte hekse finder vi middelalderens heksebrændinger og receptionen af dem. I Leonard Cohens næsten syv minutter lange nummer “Joan of Arc” bliver Jeanne d’Arc gestaltet som en stolt og kold heltinde, ensom og (guds)forladt.

Jeanne d’Arc blev anklaget for at være både heks og helgen, hun blev gennem sine syn drevet til at klæde sig som en mand og deltage i hellig krig og blev siden anklaget for kætteri og brændt på bålet. Cohens sangtekst er skrevet som en dialog mellem Jeanne d’Arc og den indladende ild, der bliver hendes bøddel.

Jeanne d’Arc er udmattet af krigen og længes efter normalitet og overgivelse: She said, ‘I'm tired of the war / I want the kind of work I had before / With a wedding dress or something white / To wear upon my swollen appetite’. Ilden hører hendes udbrud og griber chancen: Something in me yearns to win / such a cold and lonesome heroine.

Varmen lokker og knitrer, og Jeanne d’Arc lader sig forføre. Mandetøjet bliver til en brudekjole, idet hun skrider ind i bålet og tager ilden til ægte. Bryllupsnatten bliver voldelig. Kjolen bliver til aske, og Jeanne d’Arc brænder op. Varmen, hun har længtes efter, har en pris: Myself, I long for love and light / But must it come so cruel and, oh, so bright.

"Vejene til ud af kroppen-oplevelser er ofte særdeles kropslige."

Gry-Jeanette i Gritt fremstår dybt ensom, og det er forståeligt, at hun bliver tiltrukket af en skikkelse som Lilit. Til trods for at hun tilhører et kunstnermiljø i Oslo, har nogle få venner og fantaserer om et ufinansieret og uforståeligt kunstprojekt, hvor hvidklædte mennesker holder hinanden i hænderne rundt om Oslofjorden, fremstår hun ikke som en, der er knyttet til eller kan holde fast på nogen.

Snarere drages hun mod en mørk spiritisme, og prototypen på den arketypiske dæmonkvinde bliver måske det nærmeste, hun kommer på en ven. I myten skal Lilit være knyttet til storm og blæst, sygdom og død – og der er rigeligt med storme i Gritts indre. Når hun i et grandiost mentalt sammenbrud sætter ild til en halmmand i en park, mens hun dirigerer flammernes bevægelser med hænderne, regerer hun også over naturkræfterne, som en blanding af en koreograf, dirigent, heks og guddom.

LÆSEHEKS

Vejene til ud af kroppen-oplevelser er ofte særdeles kropslige. Det gælder også en så, tilsyneladende, ikke-kropslig aktivitet som det at skrive. Alligevel er den moderne heks i allerhøjeste grad knyttet til litteratur og skrivning.

Heksekredse om skrivning. Litterære heksesabbatter. Hekselinjer på anerkendte skriveskoler. Og, ikke mindst, somatisk poesi. Den amerikanske digter CAConrad – der identificerer sig som queer og bruger pronominet “they” – har fordybet sig i okkulte ritualer knyttet til skrivning. I en skriveøvelse i hens speciale, “somatisk poesi”, er den skrivende lige så kropslig som en danser.

CAConrad beder læseren (eller beder hen? Er det et digt eller en opskrift?) om at finde netop Mary Wigmans Hexentanz på YouTube og spille den så højt som overhovedet muligt, mens forskellige rituelle øvelser hensætter skriveren i en meditativ trance: Reach inside your box and choose an object, but don't look at it. Smell it, rub it against you. Meditate with the object in the middle of your chest while thinking of the twelve women, water beating against the umbrella. SCREAM YOUR NAME with eyes closed in meditation. SCREAM YOUR NAME with eyes open.

"Ordene er kun en del af poesiens formel, resten er ritualer og magi."

Conrad citerer den amerikanske digter Laura Riding: Ordene er kun en del af poesiens formel, resten er ritualer og magi.

Hvordan kan en sådan magi se ud: Den amerikanske digter (og grundlægger af en astrologiskole på Manhattan!) Ariana Reines har udforsket og leget med det okkulte og esoteriske i flere digtsamlinger, men jeg ved ikke, om digtene er blevet til ved hjælp af dunkle ritualer.

I Mercury fra 2019, der er illu-streret med sære symboler, blandes astrologi og alkymi med sex og vold i én stor gryde. Eliksiren emmer af åndelig aroma, mens det urene grums falder til bunds.

Mellem rasende udfald om porno og dickpics står en kvinde under månen og vil male alting sort: If there were a sabbath / I’d give my feelings of death / To it. I’d give it the fat / Red sun. I’d give it my maggot / Wet with hate. / When its candles burn down / I’d train my eraser tits on the stars. / I’d close their eyes. I’d blacken my fate. / I’d serve.

HEKSEN VED KØKKENBORDET

Olga Ravn er måske den skandinaviske forfatter, som er stærkest knyttet til moderne heksebevægelser. I et interview i Fett om hekseskolen, som hun leder på Litterær Gestaltning, virker det, som om det hekseagtige er mere knyttet til det traditionelt kvindelige end til det okkulte.

Hun taler om en litterær udforskning af temaer, som historisk set er blevet forbundet med kvinder – og anset for useriøse: “De genstande, der er med til at danne kvindens og pigens domæne, er tidligere blevet betragtet som dårlig smag i kunsten. Køkkenet, alterlyset, bomuldstrusser, børnepasning, [...] det umulige i at lægge eyeliner, mens kartoflerne koger, og den elskede er på vej.”

Det er interessant, at den hjemlige sfære, som kvinden traditionelt har været underlagt, knyttes til en figur, som mere end nogen anden bryder med disse idealer. Hekse koger jo ikke kartofler, men bryg. Hvad er forbindelsen? Det useriøse. Hekselatteren er rå og kompromisløs: “Vi er ligeglade med, om I opfatter os som seriøse. Det seriøse er ikke en kapital for os,” siger Olga Ravn.

Den franske litteraturkritiker Hélène Cixous foreslår i Medusas latter (1975) at etablere genren écriture feminine, “kvindelig skrift”, hvor kvindens krop skulle og ville komme til udtryk på en anden måde end mandens: “Kvinden må skrive sig selv, må skrive om kvinder og føre kvinder ind i skrivningen, som de er blevet revet bort fra med den samme voldsomhed, som de er blevet revet bort fra deres kroppe med,” skrev Cixous.

Romanen Perlebryggeriet (2009), den norske kunstner Jenny Hvals debut (hun udgav senere hekseromanen Å hate Gud), drypper, damper og syder af dette princip. Her er et hus, som er så medtaget af fugt og råd, at der vokser store spiselige svampe ud af væggene, der er en lind strøm af urin og et lesbisk forhold, der er så symbiotisk, at man til sidst spekulerer på, om ikke kvinderne også er én organisme, der vokser og hæver sammen, svulmer og ekspanderer.

Urin er den kropsvæske, der går mest igen (ikke skedesekret eller menstruationsblod, som er specifikt kvindelige kropsvæsker), og i Hvals projekt bindes affald og forrådnelse sammen med forestillingen om det kvindelige. I Susies dansetrance i Suspiria fungerer opkast og urin som billeder på mental opløsning, såvel som opløsningen mellem denne verden og en anden.

'PAINT IT, BLACK'

Mens Hval udforsker det uskarpe og udflydende i Perlebryggeriet, gør hun det modsatte i Å hate Gud (2018). Det er, som om romanen er skrevet med sort eyeliner.

Jegfortælleren hader den sørlandsgud, hun er vokset op med, som lader til at skinne over hjembyen med en skarp glorie, der ikke levner nogen kroge at gemme sig i: “Jeg er vokset op i Sørlandets hvide, skandi-naviske paradis: hvide vægge, hvidmalet laminat og hvide spån-plader, hvide flagstænger og hvide kridtstreger på tavlen, hvid ost og hvid fisk, mælk, fiskebudding, fiskegratin og fiskeboller i hvid sovs [...] marengs og flødeskumslagkage, kristenjomfruer fra Jesus Revolution med tre hvide kors, kristengrunge [...]”.

"Den frivilligt barnløse kvinde vækker stadig moralsk forargelse hos mange."

Den naturlige antitese til denne hvide omgang er naturligvis sort blæk. Å hate Gud er en roman om glæden ved at nægte. Hadet er sort og udtrykkes gennem sort tøj, den obligatoriske eyeliner og sorte gardiner i lejligheden, efter hun er stukket af fra sørlandshelvedet. Det er melankoli, Munch og metal, hekse-huler og horror, satanisme og spaghettimonster-sci-fi. Samtidig river hun sig aldrig fri af hjemegnens trossystem – sort og satan er antitesen til hvid og Gud, og modpolerne er fuldstændig afhængige af hinanden.

ØRKENKVINDEN

Hvor pubertær Å hate Gud end er, og hvor meget kropsvæskerne flyder, står der ikke meget i bogen om erotisk længsel efter en kvinde eller en mand. Hun længes mest efter ikke-længslen. Også titelrollen i Gritt, Gry-Jeanettes kunstnernavn, kæmper med intense længsler og behov – men ingen af dem er erotiske.

Hun leder ikke efter en mand eller en kvinde – hendes visioner befinder sig på et højere åndeligt niveau. Når hun til et middagsselskab med en straight middelklasseveninde og dennes familie skal give datteren i seksårsalderen en indføring i Lilit, indleder hun med at sige, at hun har sæd fra den mand, de ser i fjernsynet, liggende i sin fryser.

Gry-Jeanette er hjemløs og har ingen fryser. I omtalte scene argumenterer hun også med, at hun ikke ville turde få et barn i den situation, menneskeheden står overfor: “Klimakatastrofen. Den økologiske krise. Apokalypsen,” siger hun, mens værtsparrets spædbarn græder i baggrunden.

Herved bliver Gry-Jeanette – eller Gritt – og ligesådan Hvals navnløse hovedperson i alt sit sortmalede oprør også en form for moralister. Hvilket er et interessant paradoks. Den frivilligt barnløse kvinde vækker stadig moralsk forargelse hos mange.

Ord som “egoisme” sidder løst – mens det at forsage biologiske behov og få ingen eller færre børn ikke alene er et konkret og virkelig effektivt klimatiltag, det kan også læses som udtryk for en sekulær dommedagsprofeti, hvor man ikke kun undgår at få børn for at skåne verden, men også for at skåne børnene for verden. “Den største gave af alle er måske ikke at blive født,” som den græske filosof Sofokles lakonisk konstaterede.

Mens den sørlandske dommedagsgud i Å hate Gud bliver forkastet, vinder nye, sekulære forestillinger om klimakrisen som apokalypse indpas. Jeg læste for nylig om unge norske kvinder, der vil lade sig sterilisere for klimaet. I den sociale bevægelse og filosofiske position antinatalisme – som Gry-Jeanette i praksis argumenterer for – anser man det for uetisk at sætte børn i verden, fordi de vil opleve lidelse.

I Norge var den Schopenhauer-inspirerede filosof Peter Wessel Zappfe foregangsmand, og af andre vigtige navne kan nævnes filosofferne David Benatar og Julio Cabrera. Men i dagens feministiske debat, hvor kvinder har det sidste ord, når det gælder prævention og abort, er diskussionen også i høj grad blevet ledet af kvinder, som kropsligt set er tættere på både beslutningen, erfaringen og konsekvenserne af at sætte børn i verden.

I Motherhood argumenterer den canadiske forfatter Sheila Heti eksempelvis for og imod moderskabet og sammenligner samtidig ønsket om et barn med noget, der minder om et maskulint erobringsbehov: “[...] the egoism of childbearing is like the egoism of colonizing a country—both carry the wish of imprinting yourself on the world, and making it over with your values, and in your image.”

Hvad så med dem, der ikke ekspanderer, men trækker sig tilbage? Hvor det ikke er oversvømmelse, men tørke man skal frygte? Ordet “heks” bruges ikke bare om heksen som overnaturlig skikkelse, men også om hende, der i sin ukvindelighed minder alle om sin kvindelighed. Er der ikke noget hekseagtigt, noget indtørret og skrækindjagende, ved kvinden, som frivilligt lader sin livmoder forblive goldt land, som fjerner sig fra et af menneskets grundvilkår – reproduktion?

"Der findes ingen, der bliver så kønsliggjort som mennesker, der ikke fremstår specielt “typisk” kønslige."

I Å hate Gud skriver Hval det direkte: “Under hekseprocesserne bliver det løbende pointeret, at hekse ikke er frugtbare. Frugtbarheden […] er noget, heksen opgiver i den pagt, hun indgår med djævelen.”

AF MÅNESKIN GROR DER INGENTING

The womb is not a clock / nor a bell tolling, / but in the eleventh month of its life / I feel the November/ of the body as well as of the calendar, skrev Anne Sexton i digtet “Menstruation at Forty”.

Bekendelsespoesien vakte opsigt i 1969, og titlen (eller datidens sexistiske indstilling) foranledigede kritikere til at tro, at digtet handlede om kvindelige kropsvæsker og ikke det dybt eksistentielle i den reproducerende krops “død” i overgangsalderen: My death will come on the name day .... blood worn like a corsage / to bloom / one on left and one on the right- / It’s a warm room, the place of the blood.

Livmoderen bliver til et åbent sår, og kvinden bløder til døde.

Men uanset hvor opsigtsvækkende “Menstruation at Forty” var i sin samtid, handler digtet trods alt om en kvindes længsel efter et barn. Digtet ville sandsynligvis have været endnu mere provokerende, hvis menstruationsblodet ikke repræsenterede muligheder, som rinder ud, et tabt paradis, men snarere udelukkende var affald for en kvinde, som ikke ønsker at reproducere. Alle kvindens plager – menstruation og ømme bryster, overgangsalder og uønsket seksuel opmærksomhed, er trods alt et biprodukt af, at vi kan få børn. Hvad er der tilbage af mennesket, når man fjerner kønnet?

Der findes ingen, der bliver så kønsliggjort som mennesker, der ikke fremstår specielt “typisk” kønslige. Er en kvinde “ukvindelig”, “vulgær”, “frigid” eller på nogen som helst anden måde for lidt – eller for meget – kvindelig, står skældsordene i kø: kælling, heks, hore, furie.

Mytologiske dæmonkvinder repræsenterer på én gang en strømmende seksuel vildskab (“slangesøstre / skal sidde øverst / til bunden af natten”) og det tilsyneladende modsatte: et indtørret og ufrugtbart, goldt land. Ocean og tørke. Svulmende underliv, indskrumpet livmoder. Kan det lade sig gøre? Egentlig ikke, i hvert fald ikke, da myterne opstod, og seksualiteten var uløseligt forbundet til reproduktion.

Alligevel er den hyperseksuelle og barnløse kvinde – personificeret gennem mytologiske skikkelser, femmes fatales og prostituerede – verdens ældste arketype.

I den babylonske myte er Lilit et sådant goldt land: Hun stjæler andre kvinders spædbørn. I den jødiske udgave stjæler hun sæd fra mænd under natlige sædafgange og føder dæmonbørn. Her er hun mor, men en dårlig mor, og jager også rundt for at straffe nyfødte børn for fædrenes synder.

"Femme fatalen er i sin natur både feminin og maskulin – fyrig, forførende og æggende, men også dominerende og uafhængig."

I Gilgamesh-eposset, den tidligste omtale af Lilit, associeres hun med en slange. Slangen er en arketypisk dårlig mor: Mange slangearter mangler pattedyrets naturlige omsorg og forlader afkommet, så snart det er udklækket. Og det er spændingen mellem varmblodet og koldblodet, der kendetegner Lilit som arketype.

Femme fatalen er i sin natur både feminin og maskulin – fyrig, forførende og æggende, men også dominerende og uafhængig. I dag, med prævention og fortrydelsespiller og i værste fald abort som mulighed, kan frigjorte, vestlige kvinder selv administrere deres seksualitet.

Barnløs og hyperseksuel er ikke længere en vanskelig kombination. Vi kan alle være vampe og hekse og dæmonkvinder – i hvert fald så længe, vi er unge og smukke nok.

WHICH BITCH

Men heksen er ikke nødvendigvis en forførende femme fatale – i mange forestillinger er hun det modsatte, en hæslig og frastødende kælling. Og, ikke mindst: Hun har passeret den frugtbare alder. Ofte gammel.

I mediefeminismen er det hovedsagelig den unge pige eller kvinde, der er i fokus, og ønsket om at kunne være et seksuelt subjekt uden at blive gjort til seksuelt objekt (eller sværere endnu, ønsket om at være et seksuelt objekt, men kun få respons fra mænd, man finder attraktive) er en kampsag for mange unge kvinder på sociale medier.

Influencere poster deres bare silikonebryster på Instagram i kampen mod seksualiseringen af kvindelige brystvorter, og det passerer som feminisme. Men den kvinde, hvis bryster ingen vil se, er udgrænset og på sidelinjen.

At være ikke konventionelt attraktiv kan være performativt – kropspositivismebevægelsen, hvor kvinder poster billeder af deres deller og behårede armhuler er et af eksemplerne herpå. Men hvad med kællingerne, som simpelthen er ligeglade, hvor hæsligheden ikke er til pynt, og alle dem, der tror, de har ret til at mene noget om dem, bare kan flyve til Bloksbjerg?

I et interview med avisen Dagens næringsliv fortæller forfat-ter Ida Jackson, der identificerer sig som heks, om da hun slog ordet “heks” op i Store norske leksikon. Definitionen var “hæslig kælling”.

“I den forstand er der noget feministisk ved at kalde sig heks,” siger Jackson. “Man generobrer de hæslige, slemme sider af sig selv.”

Hvis heksen er et kraftcenter, som lader vorter være vorter og ikke har tid til at gøre rent, fordi hun bruger kosten til at flyve på, er jeg måske åben for overtalelse. Jeg mener godt nok, at verden har brug for mindre ondskab, ikke mere, men hæslige kvinder er ikke nødvendigvis onde. En kvinde, der ikke bruger for meget tid og for mange kræfter på udseendet, vil ideelt set have mere tid til at dyrke andre egenskaber: som engagementet i andre. Den hæslige kvinde er heller ikke bange for at fylde og slå ned på uretfærdighed.

Heksen, som arketypen “hæslig kælling”, er ikke befriet fra idéer om, hvad en kvinde ideelt set skal være – hun eksisterer som en udtalt modpol. Men der er en stolt feministisk tradition for at tage nedsættende karakteristikker af kvinder og gøre dem til ens egne. Courtney Love, som altid har haft noget hekseagtigt over sin rå og ufiltrerede persona, udgav fanzinet And She’s Not Even Pretty som et elegant svar på netop disse anklager.

Generation X-forfatteren over dem alle, afdøde Elizabeth Wurtzel, som skrev selvbiografien Prozac Nation, udgav i 1998 essaysamlingen Bitch – In Praise of Difficult Women. Bitch dykker ned i tragiske kvindeskæbner, sex og forførelse, magt og manipulation. Men det er også et feministisk kampskrift, der vil generobre ordet “bitch” (hvis det da nogensinde har tilhørt os), om bitchen som oprør og kraftcenter: Bitchen er kvinden, der laver sine egne regler, som tager, hvad hun kan, som nægter at tilpasse sig, tabe sig, blive mindre. Bitchen er seksuel energi, kraft og kaos, raseri og råhed, og hun bliver både hyldet og straffet. Var essaysamlingen skrevet i dag, havde den måske heddet Witch.

TRO I LØSSALG

Et spørgsmål, som melder sig, når jeg prøver at tage heksen seriøst, er, om hun selv gør det. Når jeg læser interviews med unge, succesrige forfattere, som læser horoskoper og tarotkort, når de ikke skriver eller holder foredrag, spekulerer jeg på, hvor forpligtende disse praksisser er. Er der en slags leg i det, en ironisk distance?

"Udover at have modet til at være hæslig og ond er heksen altså ikke bange for at falde igennem."

Som mange nyreligiøse praksisser virker troen på heksen som noget, man kan købe i løssalg, uden at tegne et fuldt abonnement. Heksen kan ofre menstruationsblod til fuldmånen ved midnat, men sige nej til et orgie med djævelen. Hun kan deltage i workshops, som handler om at komme i kontakt med alt levende, og sige nej til teknologi og kapitalisme, for så at lægge en rapport om oplevelsen op på Facebook. Hun kan dyrke det okkulte og naturlige, men får hun en infektion, er det antibiotika og ikke besværgelser, der gælder.

Gør det noget? Egentlig ikke. Det virkelig problematiske ville selvfølgelig være helt at fjerne konsekvenserne af et overtroisk og antividenskabeligt verdensbillede. Et liv uden leg, metaforer, udforskning, ritualer og overskridelse forekommer langt værre end det modsatte. Jeg synes, vi skylder at tage kvinders udforskning af heksen alvorligt for det, den er – en vilje til at bevæge sig ind i det ukendte, til at blive set på som latterlig og at fejle, i jagten på noget nyt. Udover at have modet til at være hæslig og ond er heksen altså ikke bange for at falde igennem. Det er i sig selv en cool egenskab.

Af alle de sære ting, man kan beskæftige sig med, virker det at lege med, eller dyrke, en modkulturel kvindeskikkelse langtfra som den værste. Hvis jeg blev inviteret med til heksedans igen, ville jeg nok være lidt mere åben over for den gamle rappenskraldes visdom. Tiden er inde til, at mokken får revanche.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu