"Keplers styrke er plotstrukturen og evnen til stramt at fastholde spændingen"
- Information om Ildvidnet
Alex Ahndoril er et nyt pseudonym for forfatterne bag Lars Kepler, Alexandra og Alexander Ahndoril, og markerer en ny serie af puslespilskrimier kaldet Nøgleserien.
Under navnet Lars Kepler har de skrevet Hypnotisøren (2009), Paganinikontrakten (2010), Ildvidnet (2011), Sandmanden (2012), Stalker (2014), Kaninjægeren (2016), Lazarus (2018), Spejlmanden (2020) og Netspinderen (2022), der alle er del af krimiserien med kriminalkommissæren Joona Linna i hovedrollen. Bøgerne er oversat til mere end 40 sprog og har solgt over 17 millioner eksemplarer verden over.
Både Alexander og Alexandra Ahndoril var etablerede forfattere, før de begyndte at skrive sammen. For at differentiere deres fælles udgivelser fra deres individuelle værker traf de beslutningen om at skrive under et samlet pseudonym.
Sammen har de udviklet en fælles skriveproces bestående af tre faser: samtalefasen, hvor de fordyber sig i en grundlæggende idé og udtænker plottet, hvorefter research-fasen begynder, så fortællingen bliver autentisk. Herefter opstår den magiske del af skrivearbejdet, som de selv beskriver det, hvor historien skabes, og tekster byttes igen og igen, så parret ikke længere kan kende forskel på, hvem, der har skrevet hvad.
I 2024 sikrede Netflix sig filmrettighederne til Nøgleserien. Streamingtjenesten går sammen med produktionsselskabet Filmlance om filmatiseringen af Jeg skal finde nøglen, der udkom i 2023.
Andet bind i Nøgleserien, Jeg lukker øjnene og beder, udkom i april 2024.
Forfatterparret har været nomineret til og modtaget en lang række priser, herunder BookBeats pris for årets svenske krimiforfatter i 2021 samt Adlibris' pris for årets krimi i 2022. Netspinderen (2022) er yderligere nomineret til Mofibo Awards 2023 i Danmark.
Bogtrailer: 'Nøgleserien' af Alex Ahndoril
"Vi har længe stået og ventet uden for den låste dør"
Spørger man Alexandra og Alexander Ahndoril kommer de aldrig til at holde op med at skrive som Lars Kepler. Alligevel har en anden passion trængt sig på – en passion, der nu er blevet til Nøgleserien.
I dette interview fortæller forfatterparret om deres fascination af puslespilskrimier, og om hvordan de fik ideen til en ny hovedkarakter, der endte med at trække et helt univers med sig.