"I sig selv er livet meningsløst og kaotisk, men når man fortæller det, giver det pludselig mening. Det er det, der adskiller menneskene fra dyrene og får dem til at slå hinanden ihjel. Historien."
- Citat fra Roman om en forbrydelse
I sin barndoms 1970'ere voksede Helge Bille blandt andet op hos sine bedsteforældre ude på landet vest for Faaborg på Fyn.
I reolen i den lavloftede bondestue stod kun en enkelt hyldemeter bøger, alle slidte billigbogsudgaver af forfatterne Agatha Christie, Maria Lang, Sjöwall og Wahlöö og ikke mindst Georges Simenon. Dem læste bedsteforældrene hver for sig i hvert deres lille sovekammer i sengen, før de hen ad klokken elleve slukkede hvert sit lys.
Da der kun var den samme lille række bøger, var de med årene blevet sønderlæst, flossede, gulnede, støvende og med en melankolsk lugt af længst glemte tider; netop den disede parisiske tristesse, denne stemning, der mere end spørgsmålet om, hvem morderen i sidste ende ville vise sig at være, gjorde et dybt og på én gang foruroligende og afhængighedsgørende indtryk i den lille Bille, da han som elleve-tolvårig første gang tog en af bøgerne op fra bedstemorens natbord ved siden af glasset med det grumsede vand, hvor gebisset på gyseligste vis havde vugget let lysende i mørket, som et synkende dødemandsgrin i åen Styx. Stemningen fulgte ham gennem ungdommen i det ganske stemningsforladte liv i forskellige provinsbyer.
Bille tog sit første skridt ind i bankverdenens totale stemningsforladthed i Provinsbanken i Odense. Efter femten år vekslede han til Jyske Bank rundt om hjørnet på Filosofgangen. Indimellem og egentlig meget imod sin forestilling om sig selv og sin plads i verden kørte han også taxi, i Odense, i København, sågar i Jammerbugt Kommune.
For en kort stund at falde i ofte forbløffende intim, ja, eksistentiel samtale med tilfældige mennesker, man aldrig før har mødt og aldrig i livet skal se igen, en sær melankolsk fornemmelse, der måske var med til at give ham den særlige sans for byens, livets og tilværelsens stemninger, der senere skulle gøre ham til forfatter.
I efteråret 2002 flyttede Bille til Nørrebro i København. Og her fandt han endelig den stemning, eller rettere, skæbnen ville, at den stemning, han havde savnet siden sin barndoms nætter i provinsen, endelig fandt ham. Og så begyndte Bille at skrive det, der i en vis forstand blev til hans livs roman, Roman om en forbrydelse.
"Kriminalromanen er den sande eksistentielle roman"
Roman om en forbrydelse er en labyrintisk detektivhistorie, der fører læseren ind i melankoliens vintertågede gader befolket af genfærd og tabt tid.
I dette interview fortæller forfatteren Helge Bille om at debutere i en sen alder, og om hvorfor alle andre genrer end kriminalromanen er undvigelsesmanøvrer.
