Hvordan sniger små personlige anekdoter sig ind i en roman og bliver noget helt andet i litteraturens rum? Hvorfor hedder en romanfigur fx lige dét, hun gør? Hvilke skjulte historier ligger der i ellers tilsyneladende ubetydelige detaljer?
I BAG OM BOGEN giver Gutkinds forfattere fun facts, der åbner bøgerne på anderledes og måske overraskende måder. Her er er det Lise Ringhof og Erik Valeur, der fortæller om deres samtidsroman 'Sejrs vilje'.
Titlens forbandelse
Titler har ofte den forbandelse over sig, at de er meget svære at finde – der kan gå lang tid.
Sejrs vilje opstod logisk ud fra en af hovedpersonerne, der var både stædig og overmodig, men til sidst svigtede – kun hans vilje blev tilbage som en slags forbandelse for de andre.
Promiller
Alkoholforbruget mellem de voksne kom snigende ind i romanen, uden vi egentlig havde talt om det – forældrene i bofællesskabet drikker en del, både sammen og hver for sig.
Det går lidt over gevind, da samfundet lukker ned, og havde egentlig sin egen udvikling undervejs, uden at vi havde planlagt det på forhånd.
Fra vindueskarmen til romansiderne
En af de unge kvinder i Sejrs vilje hedder Maàt – det er et navn, hun selv har taget, fordi hun ikke synes, navnet Mathilde passer rigtig godt på hende – og fordi hun har haft en interesse i egyptiske gudinder, siden hun gik i gymnasiet.
Lise har en figur stående i vinduet, som hun fandt ud af hed Maàt, og på den måde kom navnet ind i vores fortælling via denne unge kvinde, der måske nok lidt for selvbevidst mener, hun har flere af gudindens fantastiske egenskaber! (Foto af Maàt).
Vuf!
På det lyse, flotte omslag, Alette Bertelsen har lavet, er der en hund, som pludselig bare dukkede op. Erik var straks vild med ideen, fordi vi har en hund med i bogen, men Lise mente, det forstyrrede.
Hunden blev der, som den også gør i bogen, selv om Lise flere gange forsøgte at tage livet af den …
Memory Lane i Nordsjælland
Sejrs vilje foregår meget af tiden i Birkerød, hvor Lise voksede op, men også i Hørsholm – en by, som Erik drønede rundt i på knallert, da han var teen. Det var sjovt at vende tilbage sammen, i hinandens fodspor, og ikke mindst at genoplive anekdoter fra vores barndom og ungdom, også selv om de ikke kom med i romanen.
Vi mødte hinanden sent i livet, og så finder vi pludselig ud af, at vi kender ret mange af de samme steder og endda nogle personer fra way back.
Afsløring for kendere
Et sted i romanen citerer vi ordret fra et møde i Folketinget om minksagen, hvoraf en ret afslørende pointe fremgår, og det vil der nok ikke være så mange læsere, der bemærker.
Men en enkelt person med meget ekspertise i sagen – det kunne være en politiker eller journalist, der har overset detaljen – burde få kaffen galt i halsen.