Lise Ringhof og Erik Valeur fortæller om arbejdet med samtidsromanen 'Sejrs vilje'. Om det lille og det store fællesskab, der sættes under pres og om at skrive i et kolonihavehus i det område, historien foregår.
Hvad handler bogen om?
Sejrs vilje handler om fire danske familier, der køber en lille klynge huse nord for København og lægger alle kræfter i etableringen af et harmonisk bofællesskab uden for storbyræset. De fire familier har rødder i et intenst forårsophold på Vallekilde Højskole og har holdt forbindelsen ved lige i tyve år.
I Eskemosen vil de udvikle deres fælles drøm om at bo mere landligt, mere grønt og bæredygtigt sammen med deres børn, som vokser op i et både forandret Danmark og en mere urolig verden – en på mange måder hård tid. Knap er de flyttet ind, før rygterne om den mystiske pandemi starter, og få uger senere er landet gået i stå. Især de unge rammes af hurtige, voldsomme politiske beslutninger, der skal redde befolkningen, ikke mindst de ældre.
Ud af truslen fra pandemien vokser en modstand og et oprør, som de ældre i Eskemosen ikke forstår. Drømmen om den lette sorgløshed, det harmoniske liv og det praktiske samvær er blevet til en helt anden version af virkeligheden, hvor selv døden synes at være flyttet med – og fortiden slår brat ned imellem dem, da de mindst venter det.
Hvad har inspireret jer til at skrive Sejrs vilje?
Efter vores slægtstrilogi om familien Brinch – en skipperfamilie med forgreninger til hele Danmark gennem 100 år – fik vi lyst til at fokusere på et mere afgrænset 'samfund', hvor en lille gruppe venner flytter ind i et grønt fællesskab uden for storbyen, bygget på deres drømme og idealer.
Her beskriver vi det nutidige Danmark i en dramatisk og omskiftelig periode, hvor landet og vennerne i bofællesskabet bliver ramt af mange forandringer – til sidst også epidemien, der lukker samfundet omkring dem.
Hvordan er bogen blevet til?
Vi brugte lang tid på at finde et særligt sted, der skulle være ude i naturen, idyllisk, fascinerende, dragende – men stadig tæt på hovedstaden, hvor så mange store beslutninger bliver taget – som det også skete, da pandemien ramte landet. Eftersom de unge er centrale i historien, har vi haft lang research i familier, skoler, gymnasier og efterskoler med fokus på det, der for nogle blev til alvorlig isolation og ensomhed – hvilket endnu ikke er blevet samlet op eller evalueret af det 'voksne' samfund.
Dele af bogen er skrevet i et kolonihavehus ikke så langt fra det sted, der er romanens omdrejningspunkt, og hvor de fire sammenflyttede familier bor. Vi tror meget på, at idéer udvikler sig, når man færdes i det landskab og på de steder, hvor handlingen foregår, og det er på mange af sådanne ture rundt i Nordsjælland, vi har fået vores idéer til både steder, personer og det, de skulle tænke, opleve og gøre.
Har I selv erfaringer med den kollektive tanke og dynamikkerne omkring den måde at leve og bo på?
Vi har erfaringer for bofællesskaber under ét tag, men ikke som i romanen med flere huse. I researchen har vi talt med en masse folk, der bor i forskellige slags bofællesskaber, ligesom vi kender nogle enkelte privat.
Hvilke temaer har særligt optaget jer i arbejdet med bogen?
Som nævnt sættes nogle af de centrale temaer – familiernes drømme, idealer, stædighed og længsler – i relief af mødet med et menneske, som ikke er hos dem længere. Det krævede rent sprogligt en anderledes tænkning omkring Sejrs 'stemme', der både skulle bære fortiden med hans stærke gurulignende karisma – og nutiden, hvor han bare svigtede og forlod dem alle.
I beskrivelsen af pandemien, som ikke bare skulle ligne en kedelig reprise, har vi fundet interessante detaljer blandt kilder i lægekredse – og derefter arbejdet på at væve den sammen med de dramaer, der udvikler sig blandt hovedpersonerne og ligesom sygdommen truer deres fællesskab med kollaps.
Hvordan har det at gå så langt ned i corona-pandemien ændret jeres eget syn på den tid og håndteringen af den?
Da vi samlede vores tidslinjer over corona-årene, kunne vi se, hvor vedholdende en del medier understøttede skræmmebilledet fra myndighederne, som man senere har rejst stor tvivl om. Var den ultrahårde linje, der ikke mindst ramte de unge, virkelig nødvendig?
Vi tænker, at medierne gik i et med staten i en god mening; At redde danskerne, koste hvad det ville. Derfor vil vi være mere skeptiske og kritiske næste gang, noget sådan sker, og derfor savner vi som mange andre en samlet, national evaluering.