"Inge Lehmann talte til mig med det samme"
Interview med Lotte Kaa Andersen

"Inge Lehmann talte til mig med det samme"

April 15, 2021

Inge Lehmanns eksempel viser os, at vi altid har chancen for at bryde op, prøve noget nyt og gøre det, vi brænder for, siger Lotte Kaa Andersen.

Hvem var Inge Lehmann, og hvad er det ved hendes historie, der fascinerer dig?

Inge Lehmann var matematiker og jordskælvsforsker. Hun levede alene, havde en skarp, logisk hjerne og en evne til at skære ind til benet af de problemer, hun interesserede sig for.

Hun havde ikke tid eller tålmodighed til småting og pjat, men interesserede sig for de store linjer: Jordskælv. Naturlove. Planetens opbygning.

I 1930’erne sad hun i sit sommerhus og opdagede, at der var noget, der ikke stemte, når hun aflæste de bølgede seismogrammer, der viser Jordens indre bevægelser. Logisk og rationelt regnede og deducerede hun sig frem til resultater og konklusioner om kloden, som stadig gælder. I dag ville man benytte en computer eller lommeregner med indbyggede knapper for cosinus og sinus; hun havde kun en blyant og en vinkelmåler til rådighed.

Jeg har altid haft en stærk fascination af matematik og naturvidenskab og mennesker, der arbejder med fysikkens love og de helt store spørgsmål, måske fordi de har en fundamentalt anderledes tilgang til verden end min egen sproglige, humanistiske.

Samtidig brød Inge Lehmann med alt, hvad man forventede af en privilegeret ung kvinde først i 1900-tallet.

I stedet for at blive gift og holde hus som sine veninder, vælger hun en besværlig vej i et miljø, hvor hun konsekvent er den eneste kvinde og ikke altid velkommen. Hun er et gådefuldt og privat menneske, der både er skrøbelig og bomstærk.

Med en indædt stædighed og viljestyrke kæmper hun med sig selv, sine omgivelser og de forventninger, familien og samfundet har til hende. Her to et halvt år efter jeg begyndte min research, er jeg stadig lige så optaget af hende og slet ikke færdig med hende.

Hvornår stødte du første gang på historien om Inge Lehmann?

For nogle år siden kom min yngste søn Alexander hjem fra skole og fortalte, at det var en dansk kvinde, der opdagede Jordens indre kerne. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men gav mig til at læse alt, hvad jeg kunne finde. Den inderste kerne er skrevet på undren og nysgerrighed: Hvem var hun? Jeg havde lyst til at undersøge denne usædvanlige kvinde og dramatisere hendes lange liv.

Billede af hovedpersonen

Hun var en blank plet, der kaldte på, at nogen fortalte hendes historie. Vi bestemmer ikke selv, hvem vi forelsker os i. Nogle gange bestemmer man heller ikke selv, hvem der skal befolke ens romaner: Inge Lehmann talte til mig med det samme.

I første omgang var det bare en begejstret indskydelse: Hende vil jeg gerne undersøge nærmere og måske kan jeg udfolde hende i en roman! Senere stødte jeg på den udfordring at finde rigtigt ind til hende og skrive mig frem til, hvordan romanen skulle fortælles.

Romanpotentialet ligger ikke i at kunne beskrive en stor, vild kvindeskæbne, men i sprækkerne og menneskeligheden og sårbarheden. Jeg skulle finde en form og en tone for at gøre Inge Lehmann til en god og troværdig romankarakter.

Før Den inderste kerne har du skrevet Hellerup-trilogien, der handler om tre familier i årene omkring finanskrisen. Hvordan har det været anderledes denne gang at skrive om et virkeligt menneske frem for romanfigurer, du selv har fundet på?

Inden jeg overhovedet skrev et ord på Den inderste kerne, talte jeg med Inge Lehmanns familie, læste private breve og så på fotos. Senere læste jeg mig igennem alle de brune Inge Lehmann-kasser på Rigsarkivet, men gennembruddet i forhold til at fornemme en romanfigur i hende kom først, da hendes grandnevø i Klampenborg gik på loftet og fandt en kasse med en dagbog fra 1905-06.

Den tænksomme, splittede, lidenskabelige unge pige, der træder frem i dagbogen, kunne jeg se for mig, og derfor turde jeg godt begive mig ud i at skrive en roman om hende.

I min trilogi og i Den inderste kerne er det mennesker og deres tvivl og dilemmaer, der er i centrum. Relationer, udvikling, livsfaser, personlig splittelse, ambition, kærlighed, familie. På den måde ligner romanerne hinanden.

Denne gang skriver jeg på et skelet af virkelighed og forankringen i et virkeligt menneske har både været med til at gøre romanen sværere at skrive og samtidig har arbejdet føltes vigtigere; mere dirrende og relevant.

Ændrer det omfattende forarbejde skrivefasen?

I Den inderste kerne har jeg fået en stor, spektakulær historie forærende, og det har været en gave, der forpligter, for hvordan dramatiserer jeg en usædvanlig kvindes liv, hvordan finder jeg ind i en historisk persons tanker, arbejde, relationer og kompleksitet via breve, dagbøger, fotos, artikler og overleveringer?

Det har været et møjsommeligt og interessant arbejde, der har krævet mange, mange forsøg og omskrivninger. Til gengæld er tilfredsstillelsen ekstra stor, når man kan mærke, at det kan lykkes.

Det handlede om at finde en tone, der passede til Inge Lehmann; hvordan lyder det inde i hendes hoved? Jeg husker nøjagtigt det lykkelige øjeblik, hvor jeg havde siddet over mit manuskript i lang tid med al den tvivl og uro, der er i det – og så pludselig vide med mig selv, at nu er den der.

Nu har teksten fået sit eget liv, nu jeg kan se, at det her ender med at blive en roman en dag, hvis bare jeg arbejder videre og lytter til romanens eget åndedrag.

Det øjeblik er det, der gør det så fantastisk at skrive romaner.

"Jeg har selvfølgelig tænkt meget over, hvad hun selv ville sige til at optræde som romankarakter, og det ville hun nok ikke umiddelbart være stor fan af"

Hvorfor er virkelige personer i det hele taget evigt dragende som romanfigurer?

Jeg elsker selv, når en fortælling er baseret på en sand historie, for jeg kan godt lide at føle, at jeg lærer noget, når jeg læser og ser film. Vi elsker at spejle os i og lytte til andre menneskers historier.

Det er sådan vores hjerner er skabt, det ligger i selve vores natur, vores art. Vi lærer af de andre og interesserer os for de andre, på godt og ondt.

Jeg elsker biografiske film og romaner om store personligheder, hvor vi kommer ind bag geniet eller talentet og hører om deres hemmeligheder og kampe for at nå derhen, hvor de kan udfolde deres ambitioner og gøre, hvad de er sat i verden for at gøre.

Jeg tror, at noget af det, der tiltrækker mig er, at jeg føjer noget til mit eget verdensbillede, jeg får en brik sat ind, som jeg kan bruge til at se min egen tilværelse tydeligere. I biopics ser man som regel nogle lidt skæve og utilpassede mennesker, der ikke passer ind og som udvikler sig og bliver til ekstraordinære personligheder.

Måske indser vi, at vi ikke er alene om at føle, livet kan være svært, og samtidig at vi har flere muligheder, end vi lige går og tror, når vi kommer tæt på Inge Lehmann, Abraham Lincoln, Mozart, Asta Nielsen, Carl Fischer og alle de andre helte og heltinder, vi kan læse om og se på film og i dokumentarer.

De følger deres lidenskab og har modet og viljen til at gå hele vejen med deres talent og deres fornemmelse for, hvad de skal. Det er fascinerende og inspirerende at være tæt på stort talent og ægte dedikation.

Billede af hovedpersonen

Hvilke etiske overvejelser har du gjort dig om at gøre et virkeligt menneske til romanstof? Hvor meget kan man fx tillade sig at digte for at få historien til at gå op dramaturgisk?

For at skrive en biografisk roman er du nødt til at tillade dig selv frihed og plads, men selvfølgelig med forankring i den virkelige historie.

Jeg har forsøgt at danne scener ud fra det, jeg har set i breve og på billeder, og det familien har fortalt mig. Først har jeg forsøgt at møde Inge Lehmann ud fra det historiske materiale, og ud fra det har jeg digtet og levet mig ind i de livssituationer, hun har været i.

Jeg forsøger at skrive videre på de karaktertræk, hun viser i brevene og i dagbogen, men jeg har været nødt til fylde ud og digte og gætte for at skabe en medrivende fortælling.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over, hvad hun selv ville sige til at optræde som romankarakter, og det ville hun nok ikke umiddelbart være stor fan af, for hun var meget genert og ønskede ikke opmærksomhed om sin person, men om sit arbejde.

Jeg er kommet frem til, at det er i orden at skrive om hende, fordi jeg behandler materialet sådan, at hun kommer ud af det med værdighed, og jeg synes, det er vigtigt, at vi kender hendes historie.

Man betragter Franz Kafka som en af de største forfattere nogensinde. Han udgav intet, mens han levede, men sagde til sin bedste ven, Max Brod, at “når jeg dør, skal du brænde alle mine manuskripter.” Hans ven var ikke loyal, og derfor har vi Kafkas forfatterskab i dag. Vennen kunne ikke tage på sig at brænde Kafkas tekster og udgav dem på trods.

Det er ikke altid, at et menneske selv kan vurdere sin egen plads i historien. Hvis jeg behandler materialet med respekt, synes jeg faktisk, det er en forpligtelse at bringe Inge Lehmanns historie ud, for hun kan tilføre os noget.

Hvis ikke vi fortæller kvindernes historie, mangler halvdelen af historien jo. Der er så mange glemte kvinder. Hvis ikke vi graver dem frem, refererer vi ikke til dem, og de bliver ikke en del af vores erfaring. Litteraturen kan være med til at sætte en dagsorden for, hvad og hvem vi taler om. Inge Lehmanns historie er for stor til bare at ligge gemt i nogle gamle kasser på et loft og på Rigsarkivet.

"Hun toppede, da hun var 73! Det er meget livsbekræftende, at der kan ske store, spændende ting sent i livet"

Hvad kan vi bruge historien om Inge Lehmann til i dag?

Inge Lehmann var moderne. Hendes liv handler om at kæmpe sig vej frem til at være fri og få lov til at arbejde med det, hun gerne vil, og jeg tror, at mange kvinder stadig – i en anden skala – har den kamp kørende. Min første roman udkom, da min yngste søn var 10 år. Jeg har altid skrevet, men kunne ikke fokusere nok på det til at få det til lykkes i et liv med andet arbejde og tre små børn.

Der er altid nogen, der gerne vil have en bid af en, og kampen for at få lov til at bevare noget af en selv til det, man allerhelst vil lave, er interessant. Inge Lehmann har skullet forsvare, at hun ikke blev gift og ikke fik børn.Det har krævet så megen styrke og stædighed i hendes tid at være karrierekvinde. Og måske ville hun gerne have haft begge dele. Det er der faktisk nogle af brevene fra hendes alderdom, der indikerer.

Hun har været pioner på den måde, at hun banede vejen til noget, der ikke fandtes for kvinder på hendes tid. Frihed til at forske og være den, hun ville være.

Og så var hun en “late bloomer.” Hun toppede, da hun var 73! Det er meget livsbekræftende, at der kan ske store, spændende ting sent i livet. Inge Lehmanns eksempel viser os, at vi altid har chancen for at bryde op, prøve noget nyt op og gøre det, vi brænder for.

Kan du forestille dig at gå tilbage til at skrive om opdigtede romanfigurer? Eller er det virkelige udgangspunkt gået dig i blodet i en grad, så det er svært at gå tilbage?

Jeg tænker meget over, hvad jeg skal skrive næste gang. Jeg har nogle forskellige ideer, som jeg kun kan afprøve ved at sætte mig ned og skrive, og den ro har jeg ikke lige nu. Men når jeg får ro til at skrive igen, kan jeg forhåbentligt hurtigt fornemme, hvilken vej jeg skal.

Der er fordele og ulemper ved at skrive begge typer romaner, og når den helt rigtige idé viser sig, er det lige meget, om det er med opdigtede karakterer, eller om det tager udgangspunkt i dokumentarisk stof.

De bedste og vigtigste ting i mit liv sker altid instinktivt og intuitivt. Lige pludselig ved jeg bare, hvad jeg skal. Jeg er selv ret spændt på, hvad fremtiden bringer!

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu