"Jeg har nok fået lidt flere rynker og lidt færre forudfattede forestillinger om, hvad det hele går ud på"
30 år som forfatter, 30 spørgsmål om et liv med litteratur.
Det lyder enkelt, men er det ikke for Cecilie Eken. For forfatteren, der har skrevet i et væld af genrer og beriget generationer af børn og unge med læseoplevelser for livet og åbnet deres øjne for verdens nuancer, hader det kategoriske. Alligevel har hun indvilget i at lege med …
Hvad var din yndlingsbog som barn?
Jeg husker det som, at der var mange. Halfdans ABC, HC. Andersen, Elsa Beskow, Dr. Suess, Richard Scarry m.fl.
Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Nok fra ca. ni-ti år, da jeg forstod, at det var et job – at man ikke skulle være for længst afdød som fx HCA.
Hvilken forfatter har lært dig mest?
Et umuligt spørgsmål at svare på, jeg samler alt muligt op alle mulige steder.
Hvad er det bedste skriveråd, du har fået?
Jeg har det svært med 'bedste' og 'yndlings' etc., jeg stritter imod at skulle vælge noget fremfor andet, men et godt skriveråd har for mig været at bruge 'hurtigskrivning', dvs. ukritisk, non-stop-skrivning til at idégenerere.
Hvorfor skrive til børn og unge og ikke til voksne?
Hvorfor skrive til voksne og ikke til børn og unge? Potentialet for leg og kreativitet er klart større, synes jeg …
Yndlingsord?
Du giver mig et helt sprog, hvilket svarer til at modtage jordens mest vidunderlige æske med chokolade, og så må jeg kun vælge et stykke?! Helt ærligt!
Hvor skriver du bedst?
Et roligt sted med udsigt til den levende grønne verden.
Hvad gør du for at blive inspireret?
Lever og læser.
Blyant eller computer?
Begge dele.
Beskriv dig selv som forfatter med tre ord?
Spørg en anden.
"De fleste af hovedkaraktererne i mine romaner har nok nogle elementer, der minder om mig"
Hvilken karakter fra dine bøger minder mest om dig selv?
De fleste af hovedkaraktererne i mine romaner har nok nogle elementer, der minder om mig.
Hvad er det pæneste, nogen nogensinde har sagt om en af dine bøger?
Det er dejligt, når andre siger noget pænt om mine bøger – men det kan ikke rigtigt rangordnes, synes jeg. Derudover er jeg meget mere optaget af, hvad de evt. kan betyde for læseren.
For eksempel gjorde det stort indtryk på mig, da en lærer fortalte mig om en 9-10-årig pige i dyb mistrivsel og med svær familiebaggrund, der hver dag i en periode bad om at få Mørkebarnet læst højt i sin særlige støttetid væk fra klassen. Den slags rører mig nok endnu mere end pæne ord.
Du har skrevet i mange genrer og former – digte, romaner, billedbøger, serier. Hvilket format føler du dig mest hjemme i?
Dem alle. Historien vælger formen.
Er der en genre, du går i en stor bue uden om som læser?
Gysere.
Hvad ville du gerne have været, hvis ikke du var blevet forfatter?
Astronaut.
Hvilken af dine bøger betyder mest for dig?
Og hvilket af mine børn betyder mest for mig? Ha, jeg nægter at svare! De betyder alle sammen noget.
Hvordan har du ændret dig som forfatter over årene?
Jeg har nok fået lidt flere rynker og lidt færre forudfattede forestillinger om, hvad det hele går ud på.
Hvilken fiktiv karakter ville du ønske, at du kunne spise en middag med?
Igen: Hvorfor kun én? Jeg vil da ikke have middag, men en kæmpe fest for alle mulige, hvor Galadriel danser med Mr. Darcy og Den Lille Havfrue svømmer i poolen sammen med Ronja Røverdatter og … (digt selv videre).
Hvordan har du det med anmeldelser?
Fint nok.
Hvornår læser du?
Når jeg kan komme til det, bare ikke ved sengetid.
"At skrive historier og digte er min måde at være i dialog med livet og verden og andre mennesker på"
Hvordan ser din bogreol ud?
Øh, den er fuld af bøger … som regel nogle, jeg kan lide eller tænker, jeg kan bruge som inspiration eller til research. Bøger, jeg tænker, jeg ikke vil læse/genlæse/læse højt for nogen, prøver jeg at sende videre i verden.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
Som regel ingen. Jeg kan ikke læse i sengen, jeg falder i søvn.
Hvad har været din største læseoplevelse i år?
Ursula K. le Guin: The dispossessed
Hvilken bog ville du ønske, du havde skrevet?
Den, jeg pt er i gang med – så kunne jeg komme videre til den næste, som jeg bliver ved med at gå og få gode idéer til …
Hvad er det mest interessante, du har lært fra en bog?
At både den menneskelige forestillingsverden og denne levende planet, vi bor på, er så mangfoldig, at der hele tiden er noget nyt at lære.
Hvordan finder du inspiration til nye læseoplevelser?
Jeg læser bl.a. Gutkinds nyhedsbrev.
Har du et yndlingscitat fra en bog, et digt, eller måske et ord?
Som sagt: Jeg har det svært med 'yndlings-valg', men jeg kan godt lide dette citat af Stefan Zweig fra Die Welt von Gestern (Verden af i går):
"Nur wer früh seine Seele weit auszuspannen gelernt, vermag später die ganze Welt in sich zu fassen." (Kun den, som tidligt har lært at give sin sjæl evne til at favne vidt, formår senere at slutte den hele verden i sig.) Tag lige den, danske folkeskole: Ind med noget mere vidtfavnende!
Hvilket råd vil du give forældre, der gerne vil have deres børn til at læse mere?
Sæt dig ned foran dit barn med en bog og læs selv. Monkey see, monkey do. Og skab hyggelige højtlæsningsstunder, hvor I deler en historie. Børn skal have en emotionel, kropslig erfaring af, at det er rart at læse, rationelle argumenter duer ikke. Hvis dit barn er en dreng, og du selv er en kvinde, så prøv at skaffe en mandlig rollemodel som (op)læser.
Fuldend sætningen: En verden uden bøger …
En verden uden bøger og historier i en eller anden form er sandsynligvis en verden uden menneskeligt sprog.
Du har skrevet bøger i 30 år nu. Hvad får dig til at blive ved?
At skrive historier og digte er min måde at være i dialog med livet og verden og andre mennesker på. Jeg vil gerne fortsætte den samtale længe endnu, den virker meningsfuld.