"Tænk hvis der boede et vasketøjsspøgelse i kælderen og en møguhyggelig nullermand under sofaen"

Alle børn har prøvet at være bange for noget, deres fantasi har skabt. Lars Daneskov og Tor Fruergaard står bag fortællingen om Frede, der ser uhyrer overalt. Men måske er uhyrer slet ikke så farlige? Måske er de endda selv bange for noget?

Drengen der var bange for det meste er en fantasifuld historie om uhyrer og frygt – og om at man måske ikke altid skal tro på alt, hvad man tænker.

Her fortæller Lars Daneskov og Tor Fruergaard om bogen, der udsprang af et hul i en plæne og i store træk blev skabt i et sommerhus.

LARS: Der var kommet et hul i plænen lige ved siden af vores sommerhus, og jeg anede ikke, om det var en muldvarp, en mosegris eller måske bare en mus. Så sagde jeg til min kæreste: "Bare den ikke graver videre. Så ender det med, at huset vipper." Straks begyndte historien om Frede at boble i mit hoved, for tænk nu, hvis der faktisk boede et underjordisk græsmonster? Og tænk, hvis der boede et vasketøjsspøgelse i kælderen og en møguhyggelig nullermand under sofaen?

TOR: Da Lars præsenterede historien for mig, fortalte han mig, hvordan han så levende væsner og karakterer i alting. Det satte min fantasi i gang, for jeg har det på samme måde. Siden jeg var barn, har min forestillingsevne været en af mine største superpowers, og jeg træner hver dag på at holde den ved lige. Dette projekt var perfekt til netop dette.

LARS: Som barn var jeg selv bange for det meste. Jeg så ansigter i savsmuldstapetet og syntes, at alle grene på træer lignede arme, der rakte ud. Det er det dårlige ved at have en levende fantasi. I hvert fald hvis man tror på alt, hvad man tænker. Det var den stemning, jeg drømte om at få med i bogen. Modet til at se alt det farlige i øjnene og finde ud af, at det måske slet ikke er så farligt endda.

TOR: Jeg var selv bange for stort set alt, og jeg oplever det hele igen igennem min datter. Hun er blandt andet bange for nisser, og vi måtte meget tidligt droppe al snak om nisser på loftet og fortælle hende, at de ikke fandtes. Det hjalp en lille smule. Jeg var bange for slanger, edderkopper, rotter og mørke.

LARS: Mit første møde med Tor var i høj solskin, hvor vi skulle beslutte, hvordan alle Fredes uhyggelige monstre så ud. Jeg husker en af replikkerne: "Hvad er sjovest? At tegne en bil med manke eller en løve med hjul?" Senere havde vi en diskussion om, hvor det var bedst at placere øjne på en støvsugervampyr, og hvordan man satte vinger på en motorsav. Det er den slags snakke, voksne mennesker kun har med hinanden, når de laver børnebøger.

TOR: Jeg ville gerne fylde bogens sider helt ud. Så alle sider går helt til kant og omslutter læseren i et stofligt univers. Jeg besluttede ret tidligt at lave det hele med akvarel og farveblyanter. Det har været helt vildt dejligt, udfordrende og lærerigt at arbejde uden for computeren. Men jeg har savnet min undo-knap i nogle situationer.

LARS: Jeg viste Tor et billede, jeg havde taget, af nogle nedklippede træer, som, jeg syntes, var uhyggelige. Straks skitsede han et træ med strittende arme og knaster som øjne og mund. Dermed var zombietræet født.

TOR: Jeg finder stor glæde og humor i at arbejde med begrænsninger. Zombietræet, der ikke kan få armene ned og støvsugeren, der ikke kan andet end se lige ud og smile, er humor på højt plan i min bog. Man kan så meget i dag, med Virtual Reality og store 3D film. Men kunsten at begrænse sig kan også noget!

LARS: For mig var det vigtigt, at bogen blev en, hvor det uhyggelige var noget, man kunne grine af. Som regel er man jo godt klar over, at det er fantasien, der er løbet afsted med én, når man er bange for noget. Den må læserne gerne spotte, før Frede i historien gør det.

TOR: Jeg har meget stærk identifikation med drenge og mænd, der er bange for noget, viser sårbarhed eller bare ikke kan finde ud af alle de der macho ting. Jeg tror, der er mange, der kan identificere sig med Frede, også selvom de siger noget andet.