"Kærligheden og døden bor i samme hus. Vi sørger, fordi vi elsker"

Dengang vi var fugle er en mytisk kærlighedshistorie fra Trinidad om arv og sorg. Romanen er Ayanna Lloyd Banwos debut og solgt til udgivelse i flere lande.

Hvad handler Dengang vi var fugle om?

Det er en mytisk kærlighedshistorie, der foregår i et fiktivt Trinidad. Selve kærlighedshistorien udspiller sig mellem de to outsidere, Darwin og Yejide, som mødes på byens ældste kirkegård.

De bliver med det samme draget af hinanden, men er fanget af strukturerne i et ældgammelt matriarkat. Historien foregår i en by, der vrimler med hustlere og drømmere – og døde, der ikke ligger roligt i graven.

Deres kærlighed er ikke let, de satser højt, og der venter dem begge et opgør med skæbnen.

Rammerne og de kulturelle omgivelser er vigtige i din roman. Kan du beskrive, hvor du voksede op, og hvordan det blev en del af bogen?

Trinidad er en ø, der opfører sig som et kontinent. Man kan fx være i en regnskov kun 20 minutter fra byen, og her kan man se bakker overalt, indtil de forsvinder i brede sletter, og dét giver en fornemmelse af, at man er vandret ind i et andet land.

Men det er også meget urbant. Trinidad er et finanscentrum, hvis økonomi er drevet af olie og naturgas i stedet for sol-, hav- og sandturisme. Det er ikke et sted, der så let viser sit sande jeg til fremmede.

Både mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre voksede op i Port of Spain, som er inspirationen til byen Port Angeles i romanen.

Det er en by med forskellige typer – gadesælgerne, dem, der strejfer omkring, butiksejere – og byen er fuld af kunst, musik, fortællinger, fattigdom, rigdom og historie.

Enhver, der har været der, vil genkende elementer fra Port of Spain i Port Angeles, men de vil også opdage, at geografien ikke altid stemmer overens med virkeligheden.

Hvorfor var det vigtigt for dig at portrættere Darwin og Yejides møde med døden?

Jeg tror, at det udsprang af mit eget møde med døden på det tidspunkt, jeg skrev bogen.

Mine familiemedlemmer i Trinidad har altid levet meget længe. Vi har som regel ikke mistet ældre før tid, men det ændrede sig pludseligt.

Jeg begyndte at bruge meget tid på Lapeyrouse Cemetery, som har givet inspiration til kirkegården Fidelis i romanen, hvor min mor og hendes slægt er begravet.

Fordi vi i lang tid ikke havde begravet familiemedlemmer, var vi heller ikke vant til at forholde os til døden. Da jeg genlærte dødens regler og sociale normer – mindehøjtidelighed, begravelse, sorgperioder, begravelsesinstitutioner, lighuse – blev jeg mere og mere interesseret i de menneskers verdener, for hvem døden var en handel.

På et tidspunkt dukkede en graver ved navn Darwin op i mit hoved og begyndte at tale i håb om at blive forløst for alle sine forkerte valg. Stemmen fra en formidabel, sorgramt kvinde ved navn Yejide fulgte efter.

Jeg brugte meget tid på at tænke på trinidadiske dødsriter og folketro, de sorte fugle og matriarker, guder og gudinder, der viser sig for mennesker og hvordan man begraver sine døde, indtil Darwin og Yejide dukkede op i teksten som romanfigurer, der var tæt forbundet med disse verdener.

Det tog mig et stykke tid at indse, at det var uundgåeligt, at de ville blive forelsket.

Dengang vi var fugle er både en kærlighedshistorie og en spøgelsesfortælling. Hvorfor det?

Fordi kærligheden og døden bor i samme hus. Vi sørger, fordi vi elsker. De døde hjemsøger os, fordi de (hvis vi er heldige) elsker os og ikke kan give slip.

Både mødet med kærligheden og døden har været transformative oplevelser for mig og gjorde det muligt at udforske den elastiske størrelse af tid, historie og sted i en fiktiv verden, der er tæt forbundet med og styret af måder, vi håndterer døden på.

Hvordan er din skriveproces?

Som forfatter er jeg helt klart 'den ene fod foran den anden'-typen. Jeg kan ikke planlægge for intenst på forhånd; Jeg skal være inde i teksten for at vide, hvad næste skridt er.

Jeg har skitser i mit hoved, ikke af plot, men af symboler eller arketyper. Jeg tænker meget over, hvilke ideer jeg taler ind i, og hvad jeg er nysgerrig efter, men magien ved en scene, eller hvordan en begivenhed fører til en anden, kan jeg ikke planlægge.

Jeg tror ikke, jeg kender mine karakterer godt nok, før jeg føler mig i ét med dem og sidder bag deres øjne i en scene.

Jeg har ikke en decideret rutine endnu, medmindre kaos tæller som en rutine!

Indtil videre har jeg ikke fundet en fornuftig balance i livet med at finde et antal ord, jeg skal have skrevet hver dag og så gå frem lidt efter lidt, indtil der er noget, der ligner et udkast.

Jeg tænker og tænker og tænker og læser og læser, og så begynder der at flyde noget i mit hoved, og jeg går i gang, mens jeg lader resten af mit liv må stå til.

I den store redigeringsproces kan jeg omskrive og ændre retning, men for mange stop indimellem får mig til at miste trådene.

Så sætning for sætning, den ene fod foran den anden i et vanvittigt kaotisk altopslugende jag er den eneste måde, jeg har kunnet gøre det indtil videre.