Ane Bjørn fortæller om historien i 'Påfugl', og hvad der inspirerede til den.
Hvad er Påfugl for en bog, som du selv ser det?
Påfugl er en bog om identitet, om kønsstereotyper og voksenforventninger, men allermest en bog om at være sig selv og at blive set og mødt som den man er.
Jeg håber, at børn, der læser Påfugl, oplever den som en historie om at finde sig selv og om at turde stå ved den, man er indeni - også selvom andre måtte forvente noget andet.
Og jeg håber, at voksne, der læser Påfugl sammen med deres børn, oplever den som en historie om vigtigheden af at se og anerkende børn som de er, og ikke som vi antager de er, eller ønsker de skal være.
Hvad har inspireret dig til at skrive og tegne den fortælling?
Momo, som er hovedpersonen i Påfugl, er i mine øjne, som børn er flest. Han er vokset ud af de børn, jeg kender: Komplekse, mangefacetterede, boblende børnevæsner. Individer i udvikling og i skiftende, elastiske faconer, som passer dårligt i firkantede kasser, men som alligevel alt for ofte mødes med netop det. Forventningskasser.
Kasser baseret på deres køn og deres ydre. Kasser formet af forudindtagethed om, hvad de kan og vil og kan lide. Kasser farvet af omverdenens forestillinger og begrænsninger.
Momos historie tager afsæt i mine tanker om alt det farvestrålende, mangfoldige og umiddelbare, som børn træder ind i verden med – og de kantede kønsnormer og blinde voksenforventninger, verden tager møder dem med til gengæld.
"At blive set og forstået, tror jeg, er en forudsætning for at forstå sig selv og turde stå ved den, man er."
Hvad er det, du gerne vil tematisere i Påfugl? Og hvad er problemet ved stereotype forventninger til, hvordan drenge og piger skal opføre sig?
Påfugl tematiserer, hvordan omverdenens forventninger kan forme og begrænse den måde, børn udfolder sig på.
Momo oplever sig selv på én måde indeni, men bliver mødt med nogle andre forventninger fra sin far. Forventninger baseret på Momos køn og på farens egen personlighed og præferencer. Momos far er hverken en dum eller dårlig far, men han snubler i alle sine gode intentioner, fordi han ikke ser Momo rigtigt, men kun ser den, han antager Momo er.
På den måde tror jeg desværre ikke, Momos far adskiller sig synderligt fra de fleste voksne. Og problemet er jo, at alle børn har brug for, at nogen ser dem rigtigt og anerkender det, de er indeni.
At blive set og forstået, tror jeg, er en forudsætning for at forstå sig selv og turde stå ved den, man er. Særligt hvis man oplever, at det man bærer indeni, adskiller sig fra omverdenens forventninger.