Ane Bjørns billedfortælling 'Trylleblik' er en tidløs historie om flugt, inspireret af børns ukuelige fantasi og evne til at lege, drømme og være børn. Selv under de mest umulige forhold.
Hvad handler Trylleblik om for dig?
Bogen har to fortællespor. Den overordnede rammefortælling udspiller sig udelukkende i bogens billeder, der fortæller en historie om en familie på flugt. Vi ser dem forlade deres hjem, rejsende på ladet af en bil, sovende på jorden i en skov, i en båd på oprørt hav, til fods igennem sneen. De sulter. De fryser. De mister deres ting og hinanden.
Bogens tekst udgør et andet fortællespor. Her indvier pigen i familien os i en hemmelighed, hun har lært af sin bedstemor: Evnen til at se alt det smukke og magiske i verden, alt det som kan være usynligt eller utænkeligt, men som kan vise sig for os, hvis bare vi ved, hvordan vi skal kigge. Med to fingre for det ene øje formår pigen med sit særlige "trylleblik" at trække håb og farver og magi ud af en verden, der synes uendeligt håbløs.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Det har været enormt vigtigt for mig, at Trylleblik fortalte en almenmenneskelig og tidløs historie om flugt, der ikke knyttede sig til en bestemt krig eller et bestemt land.
Trylleblik kan udspille sig i 2020 og i 1944 og i 1990 og foregå på Balkan eller i Myanmar eller Polen. Når det er sagt, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at det særligt er krigen i Syrien og de seneste års store flygtninge- og migrantstrømme, der satte historien i gang og inspirerede mig til at fortælle den her desværre evigt aktuelle historie. Det har jeg så forsøgt at gøre med udgangspunkt i en familie, der kunne være hvem som helst, og som alle derfor kan spejle sig i og identificere sig med.
Og så er jeg evigt inspireret og fascineret af børns ukuelige fantasi og deres evne til at lege og drømme og være børn selv under de mest umulige omstændigheder. I bund og grund er pigens trylleblik jo netop det: En ukuelig, optimistisk fantasi. En håbefuld evne til at lege noget frem eller lege sig væk.
Børns fantastiske evne til at være børn på trods af alting, tror jeg, er en lige så eviggyldig historie som historien om flugt.
Men evnen til at være barn er jo ikke nogen superkraft. Den kan godt knægtes. Børn kan godt udsættes for så megen håbløshed, at de mister evnen til at lege og bruge deres fantasi. Det sker ikke i Trylleblik, men det sker i flygtningelejre rundt om i verden netop nu.
Hvem er din hovedkarakter?
Bogens jeg-fortæller er en pige på omkring 8-10 år. Man får ikke at vide præcis, hvor gammel hun er, ligesom man heller ikke får at vide, hvad hun hedder. Men jeg forestiller mig, hun har den her alder, hvor hun på den ene side utvivlsomt stadig er barn; et barn der leger, drømmer og tror på magi – og hvor hun på den anden side er gammel nok til at være fuldstændig bevidst om, hvad der foregår omkring hende.
Der er ikke noget, der går hen over hovedet på hende, og hendes virkelighedsflugt gennem trylleblikket handler ikke om, at hun ikke forstår realiteterne eller ikke kan se dem – det handler om, at hun ikke kan rumme at se dem. Trylleblikket er hendes håbefulde, naive – og ind i mellem desperate – værn mod en virkelighed, man ikke kan være barn i. Det er et forsøg på at blive ved med at være barn. Og det er netop fordi, hun er bevidst om dette, at hun giver det videre til sin lillebror. For at beskytte ham.
"Trylleblikket er hendes håbefulde, naive - og ind i mellem desperate - værn mod en virkelighed, man ikke kan være barn i."
Hvordan er Trylleblik blevet til?
Jeg tror, jeg præsenterede idéen for min redaktør, Tine Flyvholm, i efteråret 2019 i form af et manuskript og én lille gnallet blyantstegning. Og så blev bogens videre tilblivelse ellers hvirvlet ind i et corona-år og i min egen flytning fra København til provinsen. Så bogen er skrevet på Nørrebro og tegnet under et valnøddetræ i Lejre.
Og tegnedelen har faktisk indebåret en del research, fordi jeg netop gerne ville have, at den geografiske setting havde en almenhed; det skulle kunne være alle krige og ingen bestemt krig.
Derfor har jeg søgt inspiration i massevis fotos af ruiner og ødelagte bygninger og flygtningelejre og børn, der leger i bombekratere, og mennesker, der vandrer langs vejene med alt, hvad de ejer. Når man sammenligner billeder fra i dag og for 70 år siden, så har flugtens ansigt har ikke ændret sig alverden.
Hvad vil du gerne fortælle med bogen?
Jeg tror, noget af det vigtigste for mig med Trylleblik har været at fortælle en historie, der giver flugten et ansigt, man kan spejle sig i.
Et ansigt, man tør blive ved med at se ind i. Jeg håber, det er sådan med pigen. At børn, der læser historien kan spejle sig i hende, i hendes fantasi, i hendes håb, i hendes helt almindelige væren barn – og at man så derfra kan zoome ud og forsøge at forholde sig til den virkelighed, hun befinder sig i, selv om den er langt fra vores.
I Trylleblik er selve historien om flugt reelt reduceret til en ramme, hvor grusomheden ikke udpensles i detaljer eller råbes med versaler. Den er der bare som et vilkår, som en virkelighed rundt om familien, der kunne være hvem som helst. Jeg håber i hvert fald, man oplever dem sådan. Som nogen, der kunne være dig og mig.