"Hvis de to kvinder skulle ædes op af en konflikt, så føles det ekstra alarmerende at lade det foregå netop dér"

Anne Mette Kirk om rummelige mennesker, der kommer til kort, og nabostridigheder der spejler verdens konflikter.

Det med småt hedder din nye roman. Hvorfor skulle det være titlen?

At finde den perfekte titel er altid en udfordring for mig, og som altid kom den til mig fra en uventet kant. Jeg var ved at indstille et dygtigt ungt menneske til Berlingskes talentpris, og da jeg skulle uploade alle dokumenterne, så fangede mit blik underafsnittet, som var kaldt Det med småt. Jeg vidste instinktivt, at jeg havde fundet min romans titel.

På den ene side rummer den noget juridisk bindende i en kontrakt, som er relevant i min fortælling, men endnu vigtigere, så var min intention, at Det med småt dækker over alt det, som vi ikke opdager ved andre mennesker, hvis vi ikke kigger ordentligt efter. I min roman hvirvles to kvinder, Therese og Nadia, ind i en hæsblæsende konflikt, som måske kunne være undgået, hvis de begge havde turdet at stoppe op – og se ægte nysgerrigt på den anden part.

Hvad handler romanen om, som du ser det?

Det med småt handler for mig om kampen om at blive rummet og dermed – vendt på hovedet – om hvordan vores rummelighed kan forvandles til smålighed, når vi presses på alle tænkelige parametre. Både Nadia og Therese er fine mennesker med stærke værdier, familieliv og nære relationer, men da de ved et tilfælde kommer til at bo på hver sin etage i den samme sjaskcharmerende villa, så bryder helvede løs.

Begge kvinder har nok at se til på hjemmefronten, hvor Therese passer på sin nyresyge mand David, mens Nadia tilbringer dagene med sin søn, som lider af ufrivilligt skolefravær. Og begge kvinder føler, der skal tages særligt hensyn til lige præcis deres situation. På trods af alle de rigtige intentioner om fællesskab og overbærenhed, så løber det løbsk for dem begge. De vil rummes, koste hvad det vil.

Derudover beskæftiger romanen sig med det selvbedrag, som vi nok alle er skyldige i at besidde. Vores selvbyggede fortælling om, hvem vi er som mennesker. Alt det gode, som vi besidder, og som bare misforstås af alle andre. For begge kvinder må indse, at der findes en anden version af konflikten – og måske også en anden og meget mørkere version af dem selv.

Hvorfra kom inspirationen til at lade en nabostrid være rammen i din roman?

Vores hjem er jo vores dyrebareste helle. Et sted, hvor vi helst skal kunne sænke skuldrene og bare være os selv. Hvis de to kvinder skulle ædes op af en konflikt, så føles det ekstra alarmerende at lade uoverensstemmelserne foregå netop der. I hjemmet, hvor de hverken kan flygte fra eller glemme det konstante pres. Måske er vores hjem også det sted, hvor vores værdier og præferencer i livet er allermest tydelige, og derfor også arnestedet for flest konflikter. For er du til utilpassede hunde, gigantiske trampoliner eller et frodigt blomsterliv? Og hvor umage gør du dig egentligt med affaldssorteringen, når ingen kigger?

Vi lever i en tid præget af storpolitiske spændinger, internationale kriser og en stadigt voksende polarisering. Ser du også din bog i den ramme?

Ja, uden tvivl. Når jeg skriver om Therese og Nadia, så stikker min interesse langt dybere end på individniveau. Jeg oplever en ekstremt kort tålmodighed over for andre, lynhurtigt beslutter vi os for, om de er gode, som os, eller latterlige, som den øvrige del af befolkningen. Sure Facebook-kommentarer flyver rundt, allerede før vi når at kradse i mere end overfladen.

Og hvor kunne det være simpelt at være i live, hvis sådan en grovsortering af andre mennesker var vejen frem. Men hvor ville vi misse ud på utroligt mange facetter af livet. Vi skaber små ekkokamre, som vi barrikaderer os i, og jeg tror på at ægte rummelighed også betyder, at vi må strække vores arme hen over kløften og tvinges til at rumme lige præcis det, som er urummeligt for os. Lykkes det, hvem ved så, hvilken portal som åbnes – for et rigere liv og en dybere forståelse.

Romanens hovedperson, Therese, er politisk korrekt, lever som man bør, er typen der foreslår sine rygetrængende kolleger et stykke grønt i stedet for tobak. Hun er selvopofrende og ikke indehaver af et offerkort og kan derfor slet ikke smide det, som det hedder et sted. Hvad fascinerede dig ved Therese som hovedperson?

Therese er et vidunderligt menneske, som konstant sætter andres velbefindende før sit eget. Om det er den syge mand David, sønnen med eksamensnerver, kollegerne på hospitalet eller de hjemløse, som hun frivilligt behandler. Hun har et stærkt moralsk kompas og er hjælpsom ud over alle grænser. Det er også i det lys, at hun ser sig selv. Som et godt menneske, der én gerning ad gangen gør kloden til et bedre sted. Rummelig og hjælpsom.

For mig som forfatter var det en ekstra udfordring, men også den helt rigtige at lade en så uselvisk person som Therese ende i en konflikt, som hun slet ikke kan identificere sig med. Hun holder krampagtigt fast i sit selvbillede, selv når refleksionen af hende forvrænges og næsten gør hende uigenkendelig.

Hvad kan vi gøre for at opøve ægte rummelighed i vores relationer, tror du?

I min eget liv er der udelukkende to varianter, som har fungeret. Det første er at forsøge at få styr på mig selv og ærligt undersøge, hvorfor jeg bliver trigget af et andet menneske. Hvad er det i mig selv, som bliver forstyrret, siden jeg ikke kan være ligeglad. Og det andet er sårbart at fortælle, hvad jeg selv kommer med af sårbarheder og sorte pletter på hjertet. Mange krige og konflikter bygger på et fundament af sårede mennesker, som sårer andre. Det er en ondskabsfuld cirkel, som gerne må brydes. Og helt ærligt, så begynder det arbejde ikke i alle de andre idioter, men i den idiot, som du selv burde kunne regulere – nemlig, dig selv.