"I overfokuseringen på andre mistede jeg kontakten til mig selv"

Hvad handler Senfølger om?

Hovedpersonen i Senfølger er 36-årige Jeppe Faber, der er far til Ramona på seks år. Hun har mistet størstedelen af sin hørelse efter en meningitis-sygdom. Et indopereret implantat kan genetablere datterens hørelse, men Jeppes ekskæreste, Elisa, er tyndslidt efter hospitalsforløbet og stoler ikke længere på det danske sundhedssystem.

Eneste mulighed, hvis konfliktsky Jeppe ikke skal ende i krig med sin ekskæreste, er at få Ramona opereret i USA. Men det skal gå stærkt – efter otte uger vil en operation ikke længere have den ønskede effekt.

Operationen koster 400.000 danske kroner, og de penge har han ikke. Han ejer en husbåds-cafe på Christianshavn, som knapt løber rundt, hans forældre er i RKI på grund af stedfaderens gambling, og samtlige pengeinstitutter afviser Jeppe. Sideløbende møder han den finurlige Christiane, de forelsker sig hovedkulds i hinanden, og som et lille mirakel er Christiane også fantastisk i omgangen med Ramona.

Christiane tilbyder generøst at betale for Ramonas operationen. Hendes familie er velhavende, og det vil glæde hende at låne Jeppe pengene. Herfra begynder Jeppe og Christianes forhold at skride.

Først i det små. Men snart forsøger Jeppe at undgå konflikterne med Christiane, som veksler mellem skuffelse, vrede og påtaget indifferens. Da Jeppe endelig tager mod til sig og ønsker en pause i forholdet, eskalerer deres relation til decideret stalking og chikane.

Spørgsmålet bliver, hvordan Jeppe både hjælper sin datter og samtidigt får sat et punktum for det giftige forhold til Christiane? For hvordan råber man om hjælp, og hvordan lærer man at stå ved sig selv, når man aldrig har lært at sætte grænser?

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Senfølger er min femte roman på lige præcis fem år. Min plan var egentligt at tage en lille pause fra skriveriet – forsøge at opleve at holde ferie uden et åbent manus og tage et par måneder uden romanskrivning. Men det viste sig at være umuligt.

Jeg vidste tidligt, at jeg gerne ville skrive om stalking – og efter at have researchet på emnet hos Dansk Stalking Center og hos politiets erfarne efterforskere på området, blev det klart for mig, at der lå en underfortalt historie klar og ventede på mig om kvindelige stalkere. Men det føltes ikke som nok eller som en bærende idé i sig selv. Historien skulle ikke bare handle om en 'ond' kvinde, som gjorde 'onde' ting. Der var ikke materiale nok for mig i denne fortælling.

Da jeg sidste sommer tilbragte størstedelen af tiden ved min fars side på Rigshospitalet, hvor han var indlagt efter en kompliceret operation, faldt de sidste bærende elementer på plads. Som pårørende på en hospitalsgang med dødeligt syge mennesker, deriblandt min far, opdagede jeg, hvor tyndslidt man blev af udelukkende at have en hverdag på hospitalsgangene.

Samtidigt havde min far og jeg lange samtaler om vores liv, når det var muligt, og min far fortalte blandt andet om, da han som barn blev smittet med meningitis på en spejderlejr – og endte med at være indlagt i isolation i flere måneder. Jeg kendte godt historien, men det var, som om han gav mig nogle afgørende brikker i arbejdet på romanen.

Jeg ringede til afdelingen for børn med høretab fra hospitalets foyer – og inden længe bestod mine dage på Rigshospitalet både af at besøge min far, men også af research til min roman, som pludselig også fandt sin titel i hospitalsverdenen: Senfølger.

Hvordan vil du beskrive din hovedperson? 

Jeppe er i romanen under et konstant pres. Og hverken han eller læserne får pause fra den stress, det skaber at være i et grænseløst forhold. Som altid indeholder mine hovedkarakterer et grundlæggende karaktertræk fra mig selv.

I dette tilfælde blev Jeppe udstyret med min 'betænksomhedsbetændelse', som er et begreb, min psykolog har lært mig, og det betyder, at Jeppe er alt for optaget af sine nærmestes velbefindende. I denne overfokusering på andre kan man miste kontakten til sig selv og sin egen mavefornemmelse. Jeg har selv mistet kontakten til mig selv ved at fokusere på andre.

Man kan på den ene side se Senfølger som en samtidsroman om et forhold med psykisk vold og grænseoverskridende adfærd – men man kan samtidigt anskue Senfølger som en roman om at være tvunget helt i knæ, og hvor adgangen til vores mavefornemmelse bliver essentiel for vores overlevelse.

Hvordan er bogen blevet til?

Det har været en vidunderlig proces med en masse dybdegående research, præcist som jeg elsker det. Jeg har besøgt en tatovør, som har kreeret Jeppes kropsudsmykninger. Jeg har været i 'lære' på en café, som Jeppe jo driver i min roman – og i modebutikker har jeg fundet frem til Jeppes tøjstil. Men det er jo udelukkende rammerne for Jeppes udvendige liv – Jeppes personlighed, hans baggrund og handlemønstre var mest tidskrævende.

Jeg har primært skrevet bogen i mit kontorfællesskab på Christianshavn – hvor også store dele af Senfølger foregår. Min kontorplads er i baglokalet af en café, og jeg er derfor konstant eksponeret for cafélyde, kaffebrygning, gæster og andre små inspirationskilder, som også danner kulisse for Jeppes arbejdsliv.

Jeg deler blandt andet lokaler med kønsforsker Cecilie Nørgaard og med filminstruktørerne Louise Mieritz og Ditte Hansen. At skabe under disse betingelser er et kæmpe privilegium.

Vi vender konstant dilemmaer – som da jeg var I tvivl, om jeg kunne tillade mig at skrive en roman, hvor en kvinde udøver vold mod en mand, og Cecilie Nørgaard udbrød: "Hvad er alternativet? Endnu en roman med et kvindeligt offer – det har vi ligesom set et par gange."

Hvorfor har temaer som køn og psykisk vold optaget dig?

Jeg bruger altid lang tid på researchfasen, men denne gang har jeg været meget fokuseret på kønsnormer og forudindtagede holdninger. For mange, inklusiv mig selv, er den typiske stalker en vred eksmand, men jo mere jeg researchede, jo mere opdagede jeg, at der også lå sande fortællinger gemt, hvor en kvinde stalker og chikanerer en mand.

Også tallene for psykisk vold taler deres eget sprog. At være offer er ikke noget, kvinder har patent på. Det kan ramme alle. Og det ville jeg meget gerne udforske. Stille en masse spørgsmål – og så lade læserne om at skabe deres egne svar.