"Jeg var rystet over at opdage, hvordan man behandler mennesker, der ikke kan klare sig selv, i vores samfund"

Astrid Saalbach er forfatter til romanen Lindely om den aldrende patriark Thorkil, der må indse, at det er slut med privilegier og såkaldt værdighed.

I dette interview fortæller hun om, hvad der inspirerede hende til at skrive romanen, og om sin egen dødsangst og syn på alderdom og skrøbelighed, der er nogle af bogens bærende temaer.

Hvad handler Lindely om?

Om afslutningen på et liv.

Vi taler meget om begyndelsen på livet, fertilitet og fødsel, men meget lidt om hvordan det slutter.

Om alderdommen, der kommer til alle, hvis de er heldige. Om døden, livets sidste examen, som Kierkegaard kalder den.

Hvis vi endelig gør, taler vi om aktiv dødshjælp, om hvordan vi kan få det overstået hurtigt og smertefrit.

Hvem er hovedpersonen?

Thorkil, en hvid mand på treoghalvfems. Hans køn er vigtigt, det er det, der har givet ham hans privilegier gennem livet. Og han har haft mange, et interessant arbejde, godt lønnet, frihed og familie. Mange kvinder, efter at hans første kone og mor til hans to døtre døde.

Nu bor han alene i en stor lejlighed i Hellerup.

Kontrol, har været nøgleordet for hans liv, nu trænger forfaldet og de fysiske problemer sig på, og gør det svært.

Men han er stadig klar i hovedet og mere end nogensinde opsat på at fuldføre det store værk, han har arbejdet på i mange år, og som skal give ham en plads i historien.

Hvad har inspireret dig til at skrive Lindely?

For nøjagtig et år siden døde min far, der havde visse lighedstræk med Thorkil, men ikke er ham.

Jeg havde ikke noget tæt forhold til min far før de sidste år af hans meget lange liv. Det sidste måske kun, hvor jeg og mine søskende var tvunget til at besøge ham flere gange om ugen for at hjælpe ham, efterhånden med alt.

Jeg var rystet over at opdage, hvordan man behandler mennesker, der ikke kan klare sig selv, i vores samfund. Selv i Gentofte!

Jeg vidste det jo godt, der er mange, der har fortalt om det. Jeg har selv skrevet et stykke om det, Den glemte by, min debut på Folketeatret for knap fyrre år siden, som foregår i personalerummet på en slags plejehjem, og som vakte stor debat. Men jeg troede, det var blevet bedre siden da, bare lidt.

Det er det ikke, måske værre. Og denne gang lavede jeg ikke research til et stykke, men var pårørende. Og om ikke mange år, vil jeg måske selv blive 'bruger'.

Det slog mig endnu en gang, at næsten alt omsorgsarbejde i vores samfund, lønnet som ulønnet, bliver udført af midaldrende eller ældre kvinder.

Det er ikke noget, man taler om, vi gør det bare, passer vores arbejde, vores børnebørn (med glæde) og vores stadig mere plejekrævende forældre, til vi segner eller går ned med stress. Fordi man forventer det af os, og fordi alt ellers ville falde fra hinanden.

"Mere italienske tilstande", som Mette Frederiksen kaldte det, da hun varslede reformer i ældreplejen, mere frihed! Det lyder romantisk, men betyder vel bare mere privatisering og mere ulønnet arbejde til de pårørende, kvinderne især.

Til de italienske tilstande hører også en lodret faldende fødselsrate, måske har de italienske kvinder fået nok.

Min fars død konfronterede mig med min egen, som ikke længere er på så bekvem afstand, som den har været, og med hvor ensom og individuel en ting den er. Min dødsangst slog ud i lys lue.

Men også taknemlighed over for livet og over at være med på den mærkelige rejse, det var at følge min far det sidste stykke.

Jeg tror, man kan sige, han dumpede til den sidste store eksamen, og det var det, der gjorde ham så menneskelig.

Hvad betyder det i hans tilfælde, at han dumpede den sidste store eksamen?

Min far var kontrolmenneske til fingerspidserne, men måtte opgive mere og mere af den kontrol i takt med, at han blev mere og mere hjælpeløs.

Jeg ved ikke om kontrol og værdighed hører sammen, men jeg synes ikke, det var uværdigt, tværtimod. Som pårørende mister man også kontrollen, fordi man bliver tvunget til at tage sig af et andet menneske. Det er ikke så tit man oplever det, når det ikke lige er ens børn.

Man opdager, at det også er kærlighed. Og det er ikke ment som en opbakning til de italienske tilstande, Mette F taler om.

Jeg hørte forleden om en mand, der i en høj alder kunne mærke, han nærmede sig slutningen. Han bad om at tale med en præst, fordi han gerne ville sige "tak for denne gang". Præsten kom, og et par timer senere døde manden stille og roligt.

Det er vel at bestå den sidste, store eksamen. Ikke at være til besvær. Det var min far, han sov ikke stille ind. Men lærte mig på den måde noget om livet og døden, og om sig selv, som jeg er taknemlig for.

I alt hvad jeg har skrevet af dramatik og prosa, har jeg haft kvinder som hovedpersoner. Nu havde jeg lyst til at skrive om en mand, og fik så at sige historien om min far forærende, på en sørgelig baggrund ganske vist, fordi den jo handler om hans død.

Det er en dødsensalvorlig satire – hvad er det du undersøger i Lindely?

Mange forskellige ting, men det fysiske især. Kroppens forfald og kønnets!

Kønnet bliver ligesom mere og mere påtrængende og besværligt. Mere og mere blottet. Alt det, man før har betragtet som privat og intimt, kommer nu bogstaveligt talt i hænderne på mange.

Skræmmende, synes jeg, som er meget blufærdig, men også eller måske netop derfor komisk. Ens grænser bliver hele tiden overskredet, det med 'det nøgne menneske' bliver meget konkret.

En stor del af de ansatte inden for ældreplejen er kvinder med en anden kulturel baggrund end Thorkils. Det er godt, interessant, synes Thorkil, der har rejst meget, til han indser, det er dem, der bestemmer.

En god komedie skal indeholde et element af tragedie, siger man. Jeg tror også at en fortælling om døden, som jo for den enkelte er en tragedie, skal indeholde et element af komedie, for at man kan holde det ud. Jeg håber ikke, man kan sige, jeg har forrådt nogen ved at give den det.

Alderdom, værdighed og skrøbelighed er nogle af bogens temaer. Hvorfor har det været vigtigt?

De kommer af sig selv, når man beskæftiger sig med den sidste del af livet og har deres egen skønhed, opdagede jeg undervejs.

Jeg ser på gamle mennesker nu, det gjorde jeg ikke før, jeg prøvede at undgå det, måske i håb om at undgå selv at blive en af dem.

De temaer, du nævner, er alle sammen tabu i vores samfund. Vi sætter ungdom, fysisk styrke og sundhed i højsædet, kontrol og profit, det har Thorkil også gjort hele sit liv. Jeg tør ikke tænke på, hvem han har stemt på.