"Jeg ville gerne skrive forelskelsen frem som en form for dans mellem hovedpersonen Cleo og den ældre June"
Interview med Betty Frank Simonsen

"Jeg ville gerne skrive forelskelsen frem som en form for dans mellem hovedpersonen Cleo og den ældre June"

1. maj 2023

En roman om at stå på kanten af voksenlivet og turde lade livet ske.

Betty Frank Simonsen debuterer med coming of age-romanen København, sommer om en upassende, uregerlig forelskelse mellem to mennesker, der åbner øjnene og ser nysgerrigt på hinanden.

Hvad handler København, sommer om?

Bogen er en kærlighedserklæring til forelskelsen, til litteraturen og til København.

Vi roser ofte den modne kærlighed, den, hvor man kender hinanden godt, hvor man har gennemlevet op- og nedturene, og på trods af det hele, er man blevet sammen. Man har klaret den.

Jeg havde lyst til at skrive om den ofte så udskældte forelskelse; den, vi ofte omtaler som noget lidt umodent og naivt, fordi den er en form for vanvid, man ikke kan regne med.

Det var den form for besættelse, jeg havde lyst til at dykke ned i, den upassende og uregerlige forelskelse, som er med til at åbne verden. Hvor man ikke helt kan genkende sig selv, fordi man ser sig selv og resten af verden i et andet lys.

Og jeg ville gerne skrive forelskelsen frem som en form for dans mellem hovedpersonen Cleo og den ældre June, som hun forelsker sig i.

Mere konkret handler den om Cleo, der en dag sidst i juni flytter til København. Hun er tyve år og lejer sig ind hos en kvinde, der hedder June, som bor i en lejlighed på Enghave Plads.

Cleo er til solhvervsfester, havner midt i en slags klimaaktivistisk fællesskab, prøver at finde rundt i byen, farer vild, har ind imellem et meget bankende hjerte, fordi hun lider af angst, og prøver i det hele taget at finde ud af, hvordan man lever lige der, sådan en sommer i København, og hvordan hun selv gerne vil leve.

Og så bliver hun forelsket.

"Jeg har selv oplevet en forelskelse, der vendte op og ned på mit liv"

Hvordan opstod ideen til bogen?

Jeg har selv oplevet en forelskelse, der vendte op og ned på mit liv og på min fornemmelse af, hvem jeg selv var, og jeg har savnet historier som min egen i litteraturen.

Jeg forelskede mig i en noget ældre kvinde, da jeg var først i trediverne, og alt blev vendt på hovedet. Det var vidunderligt og voldsomt, for det var slet ikke sådan, jeg troede, at mit liv skulle forme sig.

Jeg ville gerne læse om historier, der mindede om min egen, for jeg har altid haft behov for at reflektere over tilværelsen igennem det, jeg læser.

Sådan tror jeg, vi er mange, der har det; det er den måde, vi navigerer rundt på i livet, igennem bøger og fiktion.

Så jeg fik lyst til at skrive en roman, der rummede en anderledes kærlighedshistorie. Det er ikke min egen historie, men dele af den er hentet derfra.

Hvem er hovedpersonen i romanen?

Hun hedder Cleo, er tyve år gammel.

Hun står et sted i livet, som vi alle kender, der, hvor alt står blafrende åbent, og det er skræmmende.

For første gang skal hun for alvor til at finde ud af, hvad hun vil bruge livet på, og finde ud af, hvem hun selv er.

Jeg synes, det kunne være spændende at sætte hende sammen med en kvinde, der står et andet sted i livet, hvor alt igen står blafrende åbent.

Midt i livet, efter en skilsmisse, en del mål er nået, og hvad så? Var det det her, der var? Og er man overhovedet kommet tættere på, hvem man selv er, når man står der?

"Jeg havde lyst til at skrive byen som nærmest en forførende karakter i en roman"

København spiller også en rolle i romanen. Hvad er det byen kan?

Jeg havde lyst til at skrive noget, hvor man også kan mærke forelskelsen i et sted.

Også fordi jeg selv har oplevet i mit liv, at et nyt sted nærmest kan blive en karakter, som København var det for mig, da jeg sad og længtes inderligt efter storbyen som teenager i provinsen, og man kan betages af byen, som man kan af et andet menneske. Det minder næsten om en forelskelse. Og en by kan være med til at vække ens sanser.

Sådan er det i hvert fald for Cleo her i romanen, det er et sprudlende åbent sommer-København, som er med til at vække hende. Hive hende ud af sig selv, få hende til at gå lidt længere og tage nogle chancer, som hun nok ellers ikke ville.

Byen forfører hende. Og sådan kan man blive forført både af mennesker og steder, og de to ting kan hænge nøje sammen.

Jeg havde lyst til at skrive byen som nærmest en forførende karakter i en roman.

Hvordan er bogen blevet til?

Jeg begyndte at skrive historien, da alt lukkede ned på grund af corona, og der blev stille. Også dejligt stille inde i mig, så historien kunne få lov at finde form.

Imens skete der det, at min datter skulle have et større værelse i lejligheden, hvilket betød, at jeg kunne overtage hendes lille barneværelse som kontor.

Hvor der kunne være et lille skrivebord, en stol, en briks, og så er der et vindue, hvor jeg kan sidde og kigge på Frederiksbergs grønne sti, hvor cyklisterne farer af sted. Pludselig kunne jeg lukke døren og skrive.

Under corona gik vi jo alle rundt og rundt i København på må og få, og det gjorde jeg også. Ofte landede jeg nede på Enghave Plads, som blev sådan en slags udendørs dagligstue i Kbh i den der stille tid, det ene sted i byen, hvor man stadig kunne mærke, at det var en levende by.

Når jeg landede dernede, stod jeg indimellem og kiggede op i lejlighederne, forestillede mig June, der boede deroppe og rodede rundt i sit køkken, og Cleo inde på sit værelse, og den underlige dans mellem de to bag gardinerne, alt det, jeg ikke kunne se.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu