"Det er næsten som at få en lille efternøler"

Bror er to år og sutter sut. Bror ser sig selv som verdens centrum og er konge over tilværelsen.

Der er bare lige det, at han ikke kan det samme som sin storesøster Marie, og ofte gider hun hverken at lege eller værdige ham et blik. Men når Bror gør det, han er bedst til – at improvisere med charme – må Marie overgive sig til legen, fantasien og latteren.

Carl & Katrin Quist-Møller er gift og har to børn sammen, og nu er de så gået sammen om at skabe et univers for helt små børn: 'Sandkassen'. En genkendelig hverdagsserie om småbørnsliv og søskenderelationer.

Det er det første bogprojekt, I arbejder sammen om. Hvordan opstod ideen?

Sandkassen er opstået på en gåtur i den tidlige morgen før morgenmaden og madpakkerne.

Vi har gennem årene oparbejdet en rutine, hvor vi går om morgenen, mens både luften og tanken er klar.

Vi havde en tanke om, at det kunne være sjovt nu, hvor vores egne børn er blevet større at lave en bogserie sammen.

Vi har begge arbejdet med børneindhold i mange år, men tidligere kun brugt hinanden som sparingspartnere på hinandens projekter.

Da Carl spurgte Katrin, hvilket univers og tegnestil hun ville være mest inspireret af at arbejde sammen om, sagde hun, at så skulle det skulle være et superstramt univers i en nordisk stil og tone og handle om søskenderelationer.

Det gik han så og tænkte over på en turné til Kina. Og så kom idéen til, at det hele kunne foregå i en sandkasse, hvor forskellige mariehøns boede. Det er en dejlig stram ramme at arbejde indenfor, og alle børn i Danmark kender sandkasser.

Sand skaber desuden en enkel baggrund, der bidrager til at skabe simple, kontrastfulde illustrationer, som de helt små børn bedst aflæser.

Katrin blev begejstret og begyndte at læse og sætte sig grundigt ind i, hvad der generelt rør sig i de helt små børn, som vi parrede med vores minder fra vores egne børn.

Så begyndte vi at arbejde parallelt med skitser af figurerne og små historier, så inspirationen kunne springe frem og tilbage mellem os.

Hvad vil I gerne med bøgerne?

Vi vil gerne skabe nogle små, sjove og visuelle hverdagshistorier om relationen mellem søskende i en frit fabulerende fortælleform.

Små børn har store følelser investeret selv i helt små handlinger, så vi har gjort os umage og lagt stor flid i at dramatisere den lillebitte "verden", sådan som børn oplever dét, vi voksne oplever som helt almindelig hverdag.

Moralerne har vist sig at handle meget om, at vi kan bruge hinandens forskelligheder – det er dobbelt så godt at være to – også når man er søskende.

Søskende har nemlig den dejlige gave, at de konstant spejler hinanden, og så er de meget tydelige i deres følelsessprog.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, så det er nemt at se, hvad der er på spil, når man skal have det til at fungere, når man ikke bare kan bestemme det hele selv.

Kan I uddybe, hvad det er ved sandkassen, I synes er interessant, og som gør den oplagt som ramme for en historie for de mindste?

Alle børn kender en sandkasse. Der er ikke nogen børn, der er vokset op uden at have leget i en sandkasse.

Det er en integreret del af hele vores kultur og institutionsliv og er derfor også et billede på, hvor vigtig legen er.

Sandkassen er skabt til leg, til at skabe former, til at vokse i osv. Faktisk var vi i Danmark de første til at have en offentlig sandkasse. Den blev opført på Christianshavns vold i 1908 af skolelærer Hans Dragehjelm.

Det er jo i sig selv et gigantisk kulturelt aftryk, vi har fået sat os dér. Så alene af den grund kunne man sige, at det er på tide, at vi fortæller historier fra sandkassen. Men derudover er det nu også, fordi sand på mange måder er magisk.

Sandkassen er det sted, hvor vi som forældre tør lade vores børn eksperimentere på egen hånd. Det ujævne underlag styrker balancen, og vi behøver ikke gribe dem, hvis de snubler.

Det løber mellem fingre og tæer, man graver dybe huler, bygger bjerge, og hvis man blander det med vand, kan det formes til slotte og veje, landskaber og kager. Spiser barnet sandet, løber det bare igennem dem.

Et eksperimentarium for den fri fantasi.

På den offentlige legeplads møder vi desuden andre børn og familier og skaber relationer.

En vinter i 2022 stod Carl og arbejdede med skitser til Sandkassen på tegnestuen. Det er en gammel butik i kælderen på Overgaden Oven Vandet på Christianshavn. Uden for føg sneen forbi butiksvinduet.

Døren gik op, og en dame med tørklædet bundet rundt om hovedet væltede ned af trappen. Hun greb i tegnebordet og fandt balancen.

Hendes øjne var skjult bag runde, duggede briller. "Ved du godt at verdens første sandkasse blev etableret lige her oppe på Christianshavns voldanlæg?", spurgte hun.

På det tidspunkt holdt vi titlen Sandkassen helt for os selv, og Carl skubbede straks alle sine tegninger til side og lagde en avis over dem.

Han troede næsten, hun var synsk, men da hun tog tørklædet af og pudsede sine runde briller, dukkede en ganske almindelig dame fra Christianshavns lokaludvalg frem.

Hun havde modtaget en henvendelse fra Københavns kommune, som gerne ville samarbejde om et skilt, der markerede stedet på legepladsen oppe på Christianshavns vold, som er Danmarks – og muligvis verdens – første sandkasse.

Og hun var på Lokaludvalgets vegne nu kommet for at spørge, om Carl ville tegne skiltet. Det var et rent tilfælde, og til næste møde indviede Carl dem i vores Sandkasse-projekt.

De blev straks vilde med vores karakterer, og vi blev enige om, at plakaten godt kunne låne universets børneappel.

Og på den måde blev Brors første offentlige optræden på et skilt ved Danmarks første Sandkasse.

Det må være noget særligt for jer som par at have skabt de her bøger sammen. Hvad betyder bøgerne for jer?

Sandkasse-serien står som en slags fælles aftryk fra os til vores børn. Det er sådan, vi husker det lille liv, og det har på den måde været vores måde at holde fast i minderne og fornemmelsen af vores børn, da de var små.

Bøgerne er sådan set også en manifestation af vores liv sammen.

Det er næsten som at få en lille efternøler. Vi holder af Bror og Marie, som var de vores egne børn og kan mærke, hvordan de har fået deres eget liv, som vi ikke selv er 100 procent herrer over.

Der er ting, vi kan få dem til at sige og gøre, og så er der ting, vi er enige om, de aldrig ville kunne. Som små, selvstændige, levende karakterer.

Hvordan vil I beskrive jeres samarbejde?

Vores samarbejde føles på mange måder som en forlængelse af vores samtaler.

Vi udveksler, samler tråde op, bygger oven på, bliver uenige og finder løsningen.

Det kan vi nok, fordi vi tænker meget forskelligt. Katrin tænker i ord, Carl tænker i billeder.

Carl ser en situation i et billede eller en bevægelse, han synes er sjov og har lyst til at tegne. Katrin ser en situation ud fra relationen.

Sådan forsøger vi ofte at forene meget forskellige indfald, som er med til at skabe en større idérigdom og legende tilgang til vores historier.

Vores proces er for os selv det levende bevis på, at det er dobbelt så godt at være to.