Titlen som den kølige hånd på en febervarm pande

'Nivå Bugt Strandenge' er titlen på en samling digte, der skiftevis besynger og forbander det vilkår, at vi er lagt i hænderne på hinanden.

Caroline Albertine Minor er en af de mest kritikerroste forfattere i den yngre generation. Hun har blandt andet modtaget Michael Strunge-prisen, P.O. Enquists pris, Danske Skønlitterære Forfatteres pris Den svære Toer og Otto Gelsteds mindelegat.

Her fortæller hun bl.a. om, hvordan 'Nivå Bugt Strandenge' er blevet til, og hvad der har inspireret hende til at skrive digtsamlingen.

Nivå Bugt Strandenge er titlen på din nye digtsamling. Hvad handler digtene om?

Digtene behandler forholdet mellem kærlighed og frihed; selvforglemmelse og ansvar. De er skrevet af et (ofte forelsket) jeg, som er forankret i en specifik hverdag og en fysisk-praktisk forpligtelse på to små børn. Omsorgen for børnene er rammen, men indenfor den ramme bevæger jeget sig så frit, som det lader sig gøre, og som det vover. Det er digte, der ønsker at besynge: først og fremmest et du, men i samlingens to sidste dele bliver kærligheden mindre nærsynet og mere rummelig. Der er digte til mine børn og mine venner, til andre digtere og endda en afdød matematikers hustru.

Hvad har inspireret dig til at skrive digtsamlingen?

I mange år har jeg helliget størstedelen af min (skrive)tid til prosa. Enten mine egne projekter eller oversættelser af andre forfatteres værker. Da jeg for tre år siden gennemlevede et voldsomt brud og ditto forelskelse oplevede jeg, at prosaens åndedræt og tempo ikke længere slog til. Jeg var konstant stakåndet og i affekt, pivåben mod verden, og i et forsøg på at lindre denne tilstand vendte jeg mig mod poesien for at finde den spejlet. Jeg læste og genlæste en masse, meget forskellige digtere; James Schuyler, Frank O’Hara, Gwendolyn Brooks, Elizabeth Bishop, Forugh Farrokhzad, Adrienne Rich, Walt Whitman, Edith Södergran, Rainer Maria Rilke, Pia Juul, Morti Vizki – og også yngre, danske forfattere som Sebastian Nathan, Gry Stokkedahl Dalgas og Andreas Pedersen. Jeg følte mig mest hjemme i selskab med stemmer, der enten var super højstemte eller optaget af hverdagens tekstur, i det nære. Mad og dyr og telefonsamtaler, venner, der kommer og går. En anden stor inspirationskilde er sangerinder, som i deres musik gør den personlige erfaring alment tilgængelig uden at give køb på nærvær eller specificitet: Taylor Swift, Lana Del Rey, Trille, Coco O., Pia Raug, Eee Gee, Amy Winehouse, Joni Mitchell.

Nivå Bugt Strandenge kredser bl.a. om kærlighed og forelskelse. Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive om?

Digtenes form er jeg (en slags) herre over, men når det kommer til indholdet, har jeg ikke andet valg end at lade mig føre. Jeg tænker på digte som udtryk for overløb af forskellig art: eufori, længsel, vrede, savn. De er forsøg på at fange øjeblikkene i et menneskeliv, hvor der går hul på det almindelige, eller hvor det almindelige afslører sig selv som total ualmindeligt, det der chok af nærvær. Hvis jeg skulle skrive samlingen forfra i dag, ville jeg skrive en anden slags digte, om andre ting. I den forstand er poesien en meget nøjagtig tilstandsrapport.

Hvordan er bogen blevet til?

Den er blevet til over en årrække. Nogle af digtene er resultatet af de afstikkere: korte udbrud af en stemme, som ikke passede ind i min prosa, og som jeg derfor gav en lyrisk form og sendte ind til Hvedekorn. Andre (og størstedelen) er del af den gruppe af digte, som kom, da jeg for nogle år siden bevidst begyndte at give formen plads. De er skrevet i et slags call and response med mit eget liv. Noget skete, og jeg forsøgte at gribe det i et digt. For at bevare det og egentlig også fatte det. De er skrevet i pauserne, på mit arbejde som kirketjener, i fly og på bænke og caféer. Men altid, når jeg er alene. Mine notesbøger fra de sidste tre år er fulde af skitser til digte. I få tilfælde har jeg kun ændret lidt tegnsætning, andre gange er kun en enkelt linje fra skitsen bevaret og resten af digtet er vokset frem i redigeringen.

Du har før skrevet i roman- og novellegenren. Hvordan har arbejdet med digtsamlingen været anderledes?

Når jeg skriver prosa, er jeg sproglig bevidst i den forstand, at jeg føler mig forpligtet på den gode, klare, rytmisk interessante sætning. Det er den, jeg pejler efter både som forfatter og som læser. Men i prosa må denne bevidsthed balanceres med hensynet til interessante, troværdige karakterer, der handler og driver historien frem, eller i det mindste rundt. Idéen om læseren figurerer med andre ord et sted i min bevidsthed. Når jeg skriver digte, arbejder jeg mere instinktivt og hensynsløst. Rummet er mindre og mere intimt. Der er kun mig og så erfaringen, som jeg med digtet forsøger at beskrive – eller måske nærmere genskabe – så præcist som muligt. Og så egner formen sig bedre til en slags skrivning, der ikke foregår fra ni til tre ved et skrivebord. Den fleksibilitet har jeg nydt og udnyttet.

Hvorfor hedder digtsamlingen Nivå Bugt Strandenge?

Fordi jeg synes det navn har en fantastisk fin klang og rytme. Det løfter sig op og lander igen, lige så blødt. Og så kunne jeg godt lide tanken om, at titlen udgør en modvægt til indholdet som er meget følelsesfuldt og insisterende. Titlen som den kølige hånd på en febervarm pande.