Med Natblomst vender Cecilie Eken tilbage til det univers, hun skabte i nyklassikeren Sølvblomst fra 2002.
Cecilie Eken skriver med fantasi og poesi om de store emner i livet: forældre og børn, venskab, kærlighed, identitet og forholdet til verden og naturen omkring os. Hun har modtaget en række priser og legater for sit forfatterskab og er blevet optaget i Det Danske Akademi som den eneste børne- og ungdomsbogsforfatter.
Det er snart tyve år siden Sølvblomst udkom. Romanen er blevet en nyklassiker og bruges ofte i Folkeskolen. Siden har hun skrevet flere end tyve børne- og ungdomsbøger. Bl.a. billedbøger, noveller, børnegyseren Mørkebarnet udformet som en sonetkrans, foruden flere teaterstykker.
Hvad fik dig til at vende tilbage til lige universet i Sølvblomst?
I mange år svarede jeg altid blankt 'nej', når jeg blev spurgt, om der kom en toer til Sølvblomst, og det var der ellers mange læsere, der ønskede sig. Men historier handler jo altid om konflikter og problemer, og jeg havde ærlig talt ikke lyst til at lave flere for hovedpersonen i Sølvblomst, drengen Jonas. Jeg synes, han skulle have lov til at leve et fredeligt barne- og senere voksenliv.
Så indså jeg på et tidspunkt for nogle år siden, at hovedkarakteren i Sølvblomst måske lige så meget var naturen, personificeret i karakteren Sølvblomst og hendes særlige magiske træ – og dem kunne der jo godt opstå nogle problemer for. Faktisk var det meget sandsynligt, for mennesker har jo svært ved bare at lade naturen ligge uberørt hen uden at blande sig.
Og så fik jeg den tanke, at tiden måtte være gået i historiens univers præcis som i vores verden, og et ny barn – på mange punkter meget anderledes end Jonas – kunne være hovedperson i en ny historie.
Hvad er Sølvblomst for en fortælling, som du ser det, og hvad er det, du nu fører videre i Natblomst?
Begge bøger handler om venskab og menneskets forhold til naturen, vores møde med alt det andet levende omkring os. De har også begge et magisk element i sig, hvor der sker ting, der ikke er helt realistiske på et plan, men som på et andet alligevel spejler det magiske i naturen, f.eks. det, at et lille frø kan blive til et enormt træ.
I Sølvblomst møder Jonas et væsen, der er sårbart og har brug for hans hjælp og samtidigt også viser sig at være meget stærkt og fuld af det ønske om at leve, som gennemsyrer alt i naturen. I Natblomst er mødet med det anderledes levende også et vigtigt omdrejningspunkt.
I både Sølvblomst og Natblomst er der et overnaturligt element. Det er i det hele taget noget, du arbejder med som forfatter. Hvad giver det at lade det magiske bryde realismen?
For mig kan det magiske sætte nogle smukke, vilde og samtidigt meget præcise billeder på virkeligheden. Ved f.eks. at lave en plantepige kan jeg give den tavse, grønne, levende verden omkring os en stemme. Det kan tale direkte til os på vores sprog, som det normalt ikke behersker.
Jeg synes, at jeg ved at bruge eventyrenes og de fantastiske genrers måde at fremstille tingene på, kan få fortalt nogle sandheder, der kommer til at fremstå troværdige og interessante, ikke banale og forsimplede. Der bliver plads til nuancer, fortolkning, flere lag. Det er bare den måde, der virker bedst for mig, så derfor er der tit fantastiske elementer i mine værker.
Uden at afsløre for meget kan vi vel godt sige, at i de to bøger tager børnene ret forskelligt imod mødet med det magiske. Hvordan kan det være?
Fordi det for mig reflekterer den virkelighed, vi lever i. Jonas ligner nok mere mig som barn. Som ham voksede jeg op i et villakvarter, hvor vi uden for meget voksenopsyn legede i haverne og den nærliggende skov og cyklede frit rundt på vejene. Han er nok ikke så moden, har en ret ureflekteret tilgang til tilværelsen og har ikke så mange referencer uden for sin egen verden (som f.eks. til film, serier, computerspil etc.) Han accepterer umiddelbart mødet med det magiske uden at undre sig alt for meget.
Mias barndom ligner mere mine børns end min. Hun er et barn med en mobiltelefon, så i modsætning til Jonas tilbringer hun sin barndom både i denne verden og i en virtuel verden formidlet af skærme. Det gør det også sværere for Mia bare umiddelbart at gå ind i mødet med det magiske, hun føler meget mere frygt, tvivl, forvirring og relaterer det til alle mulige referencer uden for sig selv og har overvejelser om sin mentale sundhed.
Selvom de to karakterer nok har cirka samme fysiske alder, fremstår Mia som langt mere "voksen" på nogle punkter.
Der er sket meget med børns barndom på de tyve år, der er gået. Hvilke tanker gjorde du dig om de forandringer i børnelivet, da du skrev Natblomst?
Den digitale verden spiller en meget større rolle for børn i dag end for tyve år siden. Gennem mobiltelefoner, computere og iPads kan bliver de trukket ind i en virtuel virkelighed, og dermed fjerner de sig sådan set også fra deres krop, der jo bare er passivt til stede det meste af tiden.
Jeg oplever faktisk, at de børn, jeg møder ude på skoler og i andre sammenhænge i dag, oftere end tidligere kan have svært ved at være her og nu, hvile i sig selv og koncentrere sig i længere tid ad gangen om noget, der ikke foregår på en skærm, men i en større gruppe hvor de både skal lytte og bidrage. De mister fokus, ønsker sig distraktion, hurtig underholdning, kan have svært ved at øve sig på noget, de ikke med det samme kan finde ud af eller får en umiddelbar belønning ud af.
Uden at hævde at alt var bedre i fortiden, så vil jeg med min bog alligevel gerne pege på den udvikling, og måske også på nogle af de mere bagvedliggende årsager. Den virtuelle verden kan være et nemt sted at gå hen, hvis virkeligheden virker kedelig eller skræmmende eller krævende.
Pigen Mia i Natblomst er for mig sådan en pige, der er vant til at gribe til telefonen og forsvinde fra situationer, der rummer noget ubehageligt for hende. Samtidigt gør hendes mobil det også sværere for hende at være til stede i nuet, fordi hun hele tiden kan række ud og fastholde kontakt med de personer, der ikke er omkring hende. Hun føler, at hun skal holde styr på, hvad der foregår flere steder på en gang, og så kan det jo være svært at være fuldt til stede.
"Jeg tror meget på kedsomhed som noget, vi har godt af som mennesker."
Et andet gennemgående tema i de to bøger er den måde, vi som mennesker forholder os til naturen på. På den måde var du i Sølvblomst tidligt ude med en øko-litteratur, der i dag fylder meget. Hvorfor er det et interessant felt for dig som forfatter?
Vores relation til vores egen og til den store natur må nok siges at være et af grundmotiverne i hele mit forfatterskab: Jeg forsøger altid at skrive vores kropslige eksistens i verden ind i mine tekster, at skabe figurer, der også har en fysisk, sanselig tilstedeværelse i verden.
For vi er jo en del af det biologiske liv på denne planet, vi er også natur, men som moderne mennesker vil vi gerne sætte os ud over netop naturens begrænsninger, vil gerne styre og kontrollere og i en del tilfælde udnytte den. Samtidigt er vi biologisk set skabt til at leve i sammenhørighed med naturen omkring os, vi kan komme både fysisk og mentalt i ubalance, hvis vi fjerner os for meget fra vores helt basale behov for tid til genopladning, rolig søvn, fysisk kontakt med andre etc.
Jeg oplever, at netop naturen og vores kropslige tilstedeværelse sammen med alt det andet levende, kan være med til at danne modvægt til alt det moderne livs uro, forvirring og følelse af isolation. Derfor er "øko-litteratur" ikke blevet et mindre interessant felt de sidste tyve år.
"Vi er sammen som mennesker på den her planet – på tværs af generationer. "
Hvorfor er det vigtigt at skrive for børn om naturen?
Hvis mange børn lever med en stadig større uro og måske har sværere ved at føle sig selv i verden og forbindelsen til andre - noget tyder på det, fx stiger antallet af børn under 18 år med psykiatriske diagnoser – så vil jeg gerne pege på naturen som et sted, hvor det er muligt at gå hen og opleve noget andet end den moderne verdens konstante overstimulering.
Hvis man slukker for sin mobil, er der mulighed for at komme ind i en ro og et nærvær, som det dog nok kræver lidt træning at finde. Derfor er det smart at begynde, når man ikke er så gammel. Noget andet, naturen viser os, er, hvordan alt er forbundet i kredsløb, en cyklus af liv og død og nyt liv.
Den lærer os, at forandring er et uundgåeligt vilkår, noget vi måske ikke behøver at frygte så meget, som vi kan have tendens til som mennesker. Og så kan naturens langsomme tempo måske også afføde noget kedsomhed. Jeg tror meget på kedsomhed som noget, vi har godt af som mennesker. Det er sundt at skulle være alene med sig selv og sine tanker, det kan virkelig sætte gang i den kreative side af vores hjerne. Men i dag er kedsomhed jo praktisk taget afskaffet, børn oplever den så lidt, at nogle vist nærmest finder den skræmmende.
Men ikke alle børn har trukket sig helt væk fra naturen. For nogle er der jo sket en udvikling i deres bevidsthed om, hvordan vi mennesker påvirker livet på hele planeten. Blandt de helt unge ser vi nu et klima-oprør mod ældre generationer, anført af blandt andre Greta Thunberg. Et sådant oprør er der vel på en måde også i Natblomst?
Bogen har jo mange lag, men jo, den diskussion er der også. Jeg ville rigtig gerne skrive en historie, der både var spændende og vedkommende, min intention er ikke at lave et politisk indlæg eller hænge en bestemt generation ud. Men jeg ville gerne pege på, at vi er sammen som mennesker på den her planet – på tværs af generationer. Og vi kan ikke lade børnene stå med hele ansvaret for fremtiden alene.