”Planternes verden er vidunderlig, men vi ser den ikke rigtigt”

Rosarium er blandt meget andet en fortælling om en ung pige, der slår rod i skoven og bliver en del af det organiske liv omkring hende, og om en botaniker på jagt efter en rose med usædvanlige egenskaber. Hvad har inspireret dig til at skrive den?

Rosarium blev til efter mit arbejde med romanen Den afskyelige, der handlede om klimaændringer. Klimakrisen er bare én af de kriser, som menneskeheden står over for nu, og jeg fik lyst til at skrive om planter, fordi de kan ses som en indgangsvinkel til hele den økologiske krise.

Jeg spekulerede længe over, hvordan jeg kunne skrive om planter. De er sprogløse og nærmest alien-agtige i forhold til os. Så fremmedartede er de. De agerer ikke særligt individuelt, man kan mere tale om, at de har en art fælleskrop og måske en fællessjæl? Har vi mennesker i virkeligheden også det, blot uden at erkende det? Alt dette rummer en interessant form for mystik, der er god at skrive ud fra.

Hvad er det ved planter, som fascinerer dig?

Planter har eksisteret flere hundrede millioner år før os og er nok de væsner her på Jorden, som er mest fremmedartede for os mennesker. Samtidigt er det dem, der sørger for vores overlevelse. De giver os både ilt og mad.

Med en gysen gik det op for mig, at vi er fuldstændig afhængige af disse mærkelige væsner, men at de er ret ligeglade med os. De har overlevet masseuddøen flere gange og har CO2 nok, så måske vil de egentlig helst af med os, medmindre de kan bruge os som mellemværter til at sprede deres frø.

Hvorfor var det vigtigt for dig at skrive en roman om planter?

Planter har alle fem sanser, som mennesker har. Alligevel har vi behandlet planterne som vores tjenere, og det må vi lave om på. Det er en del af den naturbevidsthed, som vi er nødt til at manifestere som mennesker for at komme over den økologiske krise. Det at erkende, at alting hænger sammen.

Planternes verden er helt vidunderlig – og ikke så dystopisk et stof som klimakrisen. Det at åbne denne fantastiske planteverden, tænkte jeg kunne være en måde at få mennesker ind på et andet spor i forhold til naturen. Når man først dykker ned i botanikken, får man øjnene op for så mange forskellige planteformer, hver med deres egenskaber og former, at man bliver blæst helt omkuld.

Mange af de plantehistorier har jeg forsøgt at få ind i romanen. At akacietræer kan dræbe deres fjender, bl.a. de store kuduantiloper, hvis de føler sig truet af overspisning. At en skovs rodnet hænger sammen, og at planter kan kommunikere med hinanden igennem det. Og at mimosen kan narre planteædende fugle ved at spille død. Og meget andet.

Rosarium er en slægtsroman og strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede og et stykke ind i fremtiden. Hvad tiltrak dig ved den form?

Planterne har en anden tidsregning end os. Vi kan ikke se deres bevægelser. Derfor var jeg hurtig klar over, at jeg var nødt til at flette en hel menneskeslægts fortælling ind i romanen, hvis jeg ville beskrive en plantes udvikling.

På den måde ville jeg også kunne afdække mere end et århundredes forskellige natursyn og forskellige slags menneskers forhold til naturen. Ja, jeg valgte også at træde et skridt ind i fremtiden og skrive om gensplejsning. Romanen handler derfor også om karakterer, der lever i tæt symbiose med naturen. Nogle af dem så tæt, at de med tiden udvikler sig til at blive en hybrid mellem et menneske og en plante.

Du er uddannet i folkloristik. Hvordan har du kunnet bruge folkemindevidenskaben i dit forfatterskab?

Jeg fandt studiet ved at bladre i en bog over, hvad man kunne læse til på Københavns Universitet. Det var i 1996, jeg var begyndt at skrive på det tidspunkt og tænkte: ”det her passer lige til mig!”. Så kunne jeg jo researche, bo på kollegium og få lidt SU på én gang. Folkloristik er nedlagt nu, men beskæftigede sig med folkelige forestillinger og fortællinger. Altså ikke den fine litteratur, men den mundtlige, det man måske kunne kalde lejrbålsfortællingen.

Det er mere sagn-genren end eventyret, som ligger tæt på det, jeg skriver. I folkesagnene fortælles der om eventyrlige oplevelser, som måske er sande og måske ikke, men som er livsforandrende for den, som oplever dem. I Danmark er det eventyrlige ikke en udbredt genre, sommetider har jeg følt mig som særling i dansk litteratur. Men så er det jo godt at lune sig ved, at det rent faktisk – ja, det lærte jeg på studiet – er den eventyrlige genre, som er menneskets allerældste fortælleform.

Hvad kan det at inddrage eventyrlige træk og væsner fra folketroet litterært for dig?

Menneskets første kunstværker var ikke hulemalerierne, det var vores drømme. I drømme væves det eventyrlige, den frie fantasi, sammen med hverdagen i noget, der, i drømmetilstanden, opfattes og føles som virkeligt. Og sommetider kan noget fra en drøm bruges til at gøre vores vågen-verden bedre. Ja, eller hjælpe os til at tage beslutninger, der ligefrem kan ændre vores vågen-verden.

I mine historier sker der ofte noget, som foregår lige på grænsen mellem det eventyrlige og overnaturlige og så det helt hverdagsagtige og naturvidenskabelige. Jeg mener, at den slags litteratur giver os lov til at være i begge verdener på én gang, og det bliver vi stærke af. Alt i os omfavnes på én gang.

I andre dele af verden er den genre helt almindelig, f.eks. i Island. Der sættes ikke på samme måder spørgsmålstegn ved, hvorfor man som forfatter dog skulle skrive i den genre. Her er det helt normalt. Min egen teori går ud på, at det sommetider kan afhænge af, hvordan vores tilhørsforhold til naturen er. Naturen er en vældigt og ustyrlig kraft, ikke mindst i Island. At bruge eventyrlige væsner og eventyrlige træk i en roman kan være en måde at sætte et slags ansigt på naturens kræfter.

Hvordan har du researchet til bogen?

Skoven spiller en stor rolle i romanens første og anden del. I min research besøgte jeg derfor Europas ældste urskov, Bialowieza, som ligger på grænsen mellem Hviderusland og Polen. Det er en skov, som er blevet beskyttet siden istiden. Dels fordi den er så sumpet, at det er svært at få større træer transporteret ud, hvis man fælder dem. Dels fordi den har været forskellige herskeres jagtrevir.

I dag afhænger skovens eksistens af, at nogen beskytter den, og at der er økonomiske og etiske ressourcer til det. Set gennem historien har naturen altid lidt, f.eks. hvis menneskene omkring skoven har været fattige, eller hvis der har været krig.

Jeg ville også besøge en helt ny skov og rejste til skoven omkring atomkraftværket Chernobyl. Den er nu lidt over 30 år gammel og har allerede overmandet bygninger og brede boulevarder. Radioaktiviteten er usynlig, tilsyneladende har naturen ikke lidt så meget skade som menneskene. Naturen får endelig lov til at passe sig selv og er rig på sjældne arter.

Ingen mennesker har lyst til at opholde sig længe i Chernobyl og på den måde kan man sige, at der er opstået et kæmpestort naturreservat. Der vil gå 1000 år, før mennesker kan leve ubekymret i Chernobyl, men i naturens verden er det ingen tid. Det er på én gang skræmmende og livsbekræftende.

Hvad har du lært om naturen ved at skrive Rosarium?

Jeg har læst utallige bøger om planter og set dokumentarfilm og youtube-klip. Planternes verden er vidunderlig, men vi ser den ikke rigtigt, jeg gjorde heller ikke før i tiden, og at skrive romanen og researche på planter og natur har været en øjenåbner for mig. For mig er det ikke længere det samme at gå en tur i skoven, nu ved jeg noget om det liv, der er der. Jeg kan forbinde mig til det på en anden måde. Jeg ved noget om de planter, jeg ser, jeg ved, hvorfor de gør, som de gør. Hvorfor de blomstrer, når de gør, hvordan de formerer sig, hvorfor de kan lide at vokse, hvor de gør.

Nedenunder skoven er svampenes mycelium, som agerer en slags telefondamer mellem de forskellige planter, så mange af dem også kommunikerer med hinanden. Man kan faktisk sige, at en skov ikke består af enkelte planter, men er en stor organisme, som samarbejder. Og vi mennesker indgår også i denne organisme, på godt og ondt. Det handler om alt, hvad vi efterlader i skoven og naturen og alt, hvad vi tager fra skoven og naturen. Vi kan aldrig sige os fri for at være en del af den. Og her kommer jeg frem til den pointe, at vi mennesker også er natur og er en del af kredsløbet, og at hvis vi skal overleve her på Jorden, må vi indgå et samarbejde med den.

Kan romaner hjælpe os med at redde kloden?

Romaner er bare en del af det, som skal til. Hvis vi skal rette op på den økologiske balance, må vi alle yde noget – både i forhold til vores arbejde, hvad end det er, og i vores privatliv. Det, som litteraturen særligt kan, er at være et refleksionsrum – i Rosarium kan man begynde at tænke over menneskets rolle i forhold til naturen. Og så kan romanens verden også det, at man her prøver at være noget andet end det, man er. I min roman kan man prøve at leve sig ind i, hvordan det måtte være at være en plante. Altså at se verden fra deres perspektiv – og det med alle sanser.

For at oprette en økologisk balance skal vi også kunne forestille os, hvad vi skal hen imod. I romanen er buddet, at vi skal leve mere, som vores forfædre gjorde det, naturfolkene. At vi skal tænke, at alt hvad vi har taget fra naturen, skal vi på en eller anden måde kunne give tilbage.

Og så håber jeg selvfølgelig også, at læseren får lyst til at ændre noget. At han eller hun får en fornyet respekt for plantevæsnerne, som tilsyneladende er så undseelige og fremmedartede, men er dem, der giver os livet. Og mon det i sidste ende kan føre til, at nogle får lyst til at passe bedre på naturen? Det håber jeg på.