"Vi har som mænd brug for at tage hul på en samtale, som ikke bliver nem"

"Daniel Dalgaard er 'all inclusive', læs ham, hvis du har en familie, det vil sige: Læs ham".

Sådan skriver dagbladet Informations anmelder om Daniel Dalgaards roman Vulkanø og betegner den som "noget så dyrebart som følelsen af frihed og en far, der er hundrede procent til stede."

Her fortæller forfatteren om sine tanker bag bogen, der begyndte som rejseoptegnelser, men endte med at blive en fortælling om den familie, man får – og den familie man kommer fra.

Om at famle i rollen som far og om de forbilleder, han føler, at hans generation af mænd mangler.

Hvad handler Vulkanø om?

På Tenerife møder vi en familie. De skal være på øen en måned. Vi følger dem, mens de rejser rundt, to voksne og to små børn, først på all inclusive-hotel, senere i et rødblåt bindingsværk på nordøen, golde velhaverområder i Costa Adeje og sidst i en grotte hugget ud af de vulkanske klipper.

På en af turens første aftener ligger faren i sengen med sin femårige søn. De snakker om mareridt. Sønnen fortæller om et tilbagevendende mareridt, hvor faren forvandler sig til en ulv. Det lyder uhyggeligt, siger faren, for han ved godt, hvor det mareridt kommer fra.

Dermed bliver rejsen også en anledning til at fortælle historien om skabelsen af en familie og skabelsen af en far. Fra øjeblikket i scanningsrummet, hvor radiografen udpeger fosteret på scanningsbilledet for den kommende far, til han fire år senere har jaget sin søn ind under spisebordet med sin vrede og langsomt opdager, at han er blevet det, han har brugt så meget energi på ikke at blive: En far man er bange for.

Imens udspiller rejsen på Tenerife sig med et bredt sortiment fra øverste hylde af turismens glade vanvid.

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Bogen begyndte som rejseoptegnelser. Jeg troede, at det var det, jeg skulle lave; en lille skarp rejsebog, men pludselig eksploderede den i hænderne på mig og forvandlede sig til en fortælling om at skulle være far, når man altid har frygtet at skulle blive det.

Hvad var det, der skete?

For mig var det en enorm omvæltning at blive far for snart syv år siden. På det personlige plan havde jeg et uafklaret forhold til min egen opvækst, til min barndom og til min far, som alt sammen røg en tur op i luften, da jeg gik fra at være voksent barn af nogen til selv at være far.

Da det var mig selv, der stod i den udsatte position, som det også er at være nogens forælder, fik jeg lejlighed til både bevidst og ubevidst at genbesøge min egen fortid, som jeg havde brug for at få bedre hånd om.

Desuden havde jeg – som mange af mine jævnaldrende – et ønske om at kunne blive far på en anden måde end den, jeg selv havde oplevet som barn, hvor fædre var fraværende eller autoritetsfigurer eller afkoblede fra familielivet eller velvillige, men uduelige.

Hvad vores måde så skulle være, gav bare ikke sig selv, og jeg oplevede en rådvildhed, når jeg så på mig selv og mine mandlige venner, der blev forældre i de år. Vi vidste måske godt, hvad vi ikke ville, men hvad var det så vi gerne ville?

Hvilke overvejelser satte det i gang hos dig om din egen rolle som far og mand?

I det lange løb viste det sig, at så længe jeg ikke havde et mere afklaret forhold til min egen fortid, var jeg dømt til at gentage alt det, jeg ikke ville gentage. Og da jeg kom ud på den anden side af den tvangsmæssige gentagelse, stod jeg så foran et andet problem, som var, hvad jeg ville erstatte de kasserede automatreaktioner med.

De fleste mennesker, inklusiv mig selv, er ret dårlige til at genopfinde sig selv, man kører på rygmarven, eller man falder gennem det tomme rum.

Fordi ens egne børn presser en så meget – de er vågne når de burde sove, de vil kun spise én bestemt type pasta, som man ikke har i huset, de afbryder for at sige, at de synes, man afbryder, de vil have tylskørt og balletsko og intet andet på i børnehave i januar måned, og de er villige til at dø på det bjerg – fordi børn er sådan over for deres forældre, er det ekstremt svært at være forælder, hvis man ikke synes, man kan bruge sit rygmarvsmønster til så meget.

Jeg syntes heller ikke, at jeg kunne finde så mange rollemodeller i min fortid, som kunne være gode eksempler, så jeg måtte bygge op fra bunden. En stor del af den forvandling har for mig været at skrive denne bog, fordi den tvang mig til at identificere mig med både barnet og den voksne på samme tid.

Det barn jeg var, som minder om de børn, jeg siden har fået, og så den voksne jeg er blevet. Og hvorfor står den voksne der og er så vred og selvretfærdigt stresset? Det blev meget nemmere at finde en vej ud af det, da jeg begyndte at se mig selv som barn i mine egne børn.

Det anviste på en eller anden måde en vej til en bedre måde at være far på for mig.

Hvad tror du, din fortælling siger generelt om din generation af mænd?

Der findes et sprogligt og idémæssigt underskud omkring manderollen. Udviklingen i den kollektive samtale og forestilling om det at være mand er bagud i forhold til den reelle udvikling.

Alene det at skulle forholde sig til, hvad det vil sige at leve som mand er svært. Forsørgeren, Beskytteren med den store kæp, Den urokkelige klippe … det føles alt sammen ekstremt ufuldstændigt. Manden som actionfigur er død.

Det er nyt, at mænd overhovedet har et køn. At vi ikke bare er Mennesket, for sådan har det jo historisk været. På engelsk taler man om mankind, på dansk siger man man og ikke kvin, når en ubestemt menneskelig skikkelse rent sprogligt skal betegnes.

Feminismen er nu et rigt, modsætningsfyldt felt fuld af begreber og tekster og opdagelser, som er med til at skabe et rum for en samtale om køn – især omkring det at være kvinde.

Hvis man kigger rundt i den offentlige samtale, kan man finde masser af aktører, som identificerer sig direkte eller indirekte som feminister, og hvis man som ung kvinde langt ude i provinsen er interesseret i at vide noget om de her ting, er det ret ligetil at række ud og finde ud af en masse. Sådan er det ikke, hvis man er mand.

Den samtale, der foregår om manderoller og det at være mand i dag har vi i alt for vid udstrækning overladt til fjolser og charlataner, der sælger en ubrugelig, konservativ forestilling om det mandlige.

Hvor har du selv mødt det?

Da jeg i en årrække arbejdede på en højskole, oplevede jeg på næsten hvert elevhold det samme: Blandt eleverne var der hvert år en stor gruppe af kvinder, som interesserede sig meget for køn og som var retorisk og teoretisk skarpe. De havde virkelig sat sig ind i tingene og følte stor empowerment ved det.

Men lige så snart der dukkede samtaler op, som handlede om køn, tog de mandlige elever stort set altid en af to lidt ugivtige stillinger: Ét, de kiggede væk og ventede på at det holdt op, eller to, de indgik i samtalen, men på en sært defensiv måde, der viste, at de følte sig udsat for en anklage, som de ikke helt kunne gennemskue, men som de i hvert fald var uskyldige i.

Som alle andre, der føler sig angrebet, kom de til at være langt mere stejle og modvillige, end de egentlig var i udgangspunktet. Fordi de ikke havde et sprog og ikke følte sig inkluderet i samtalen, blev de mere reaktionære og mere konservative, end de egentlig var.

Og de mænd, der var elever på den højskole, var åbensindede og intelligente, og når de reagerede på den måde, vil der være mange andre, som er mindre åbensindede og mindre intelligente, som vil gøre det samme.

Hvordan kan vi ændre det, tror du?

Vi har som mænd brug for at tage hul på en samtale, som ikke bliver nem, fordi vi ikke har nogen model for den, der handler om, hvad det vil sige at være mand, hvordan det har påvirket os og stadig påvirker os at være vokset op som mænd, hvad vi ønsker at lære vores drenge, og hvad man kan stille op med hele den problemstilling.

En snak, som ikke bare er en afvisning, som ikke bare er en kritik af det gamle, der ikke længere føles brugbart, men hvor vi tør formulere nogle positive, brugbare forestillinger om at være mand.

Jeg har lyst til at lægge ud med at sige: En rigtig mand er en god ven. En rigtig mand husker at ringe. En rigtig mand lærer sine børn at hjælpe dem, der har brug for det.