"Manglende omsorg kan give ekko gennem generationer"

I Ly er der en konstant forhandling i karaktererne, som omhandler, hvilken barndom de er blevet givet. Begge hovedkarakterer er gennem romanen påvirkede af erindringer om det barn, de var. For dem er barndommen ikke bare slut, den er på en måde en nutid, som de bærer inden i sig.

I din roman er moren, Linda, kunstfotograf og optaget af fotografiet som værk. Hvordan har Lindas arbejde med fotografi aflejret sig i teksten?

Billeder fylder meget i romanen. Det er på en måde en bog om, hvordan billeder bliver til, en søgen efter at finde ud af, hvorfor virkeligheden har det med at stivne og blive billedliggjort.

Hvorfor vi også med sproget danner billeder, hvad det er, vi prøver at fastholde, og hvorfor vi har så svært ved at give slip. Hvorfor vi behøver denne stivnen for at kunne forstå og få hold på alt det kaotiske, der flimrer om os.

Linda bruger fotografiet til at undersøge sin datter, Sally – ikke sin datter som individ, men som repræsentant for noget alment. I sine billeder gør hun Sally til et arketypisk barn og lader barnet stivne, blive holdt i en bestemt position, i et bestemt øjeblik.

Fra Lindas perspektiv bruger hun fastfrysningen til at kunne få klarhed over aspekter ved sin egen barndom og derigennem gøre sig fri af dem. Men hun bruger Sally – eller idéen om Sally – til det. Hun bruger sit barn til at ændre sit blik på sig selv.

Sally har en skræmmende fornemmelse af, at en del af hende er blevet fanget i hendes mors billeder, ligesom indespærret i en komposition, hendes mor har skabt.

Jeg har været interesseret i at undersøge dette aspekt ved barndommen; at man bliver sat ned i en verden som findes forud for én selv, at man får en arv, som så hurtigt internaliseres, at den kommer til at føles som ens eget omrids, og som man ikke kan bryde fri af uden at viske sig selv ud, at nedbryde sig selv.

Jeg har også været interesset i det illusoriske aspekt ved billeder, den spænding mellem erkendelse og forførelse, der ligger i idéen om at kunne overskue noget, samle det og skabe helhed, som især synssansen er så knyttet til.

Både Linda og Sally søger febrilsk efter at erkende den "sande" sammenhæng om dem selv, og helt konkret går tiden næsten i stå i bogen og overtages af deres cirklende indre forsøg på at fastholde deres glimtvise erfaringer.

Sally er i midten af 30’erne, hun er gift og har to små døtre. Hvad er Sally særligt optaget af ved det sted i livet? Hvad er vigtigt for hende? Og hvorfor?

Sally er optaget af at skabe tryghed for sig selv og sin familie. Hun er også meget optaget af, hvordan hendes mor ser hende, af hvad hendes mor synes om hende.

Det er vigtigt for Sally at beskytte sine børn, og da moderen kommer på besøg er det også som om Sally har lukket et fremmedelement ind i deres liv med potentiale til at skabe kaos.

Samtidig er hun også drevet af et håb om, at moren kan glide ind i hendes families lille enhed, blive en harmonisk del af den, men Linda stritter imod, hun gør oprør mod alt, hvad hun opfatter som konventionelt.

Selvom man får fornemmelsen af, at deres forhold længe har været præget af afstand, er Sally stadig meget åben og sårbar overfor sin mor. Hun længes efter at opfylde sin mors behov og hun søger sin mors omsorg.

Den dag, hvor vi følger hende i romanen er Sally derfor i en konflikt imellem harmonien i sin familie og kærligheden til sin mor.

Sally bor i et rækkehus ved kysten. Hvad betyder huset for hende, og hvorfor ønskede du at sætte handlingen lige præcis her?

Jeg tror, Sally ser sit hjem og sin familie som det sted, hvor hun har fundet ly fra sin tvivl og den følelse af usikkerhed, der prægede hendes barndom. I det hjem, hun selv har skabt for sin familie, er der tryghed og varme, en stabil form for kærlighed.

Hun har boet ved byen i kysten hele sit liv, og hendes far bor stadig i Sallys barndomshjem et par kilometer væk. Sally har altså holdt sig tæt på det sted, hun voksede op, mens Linda er rejst langt væk.

Bogen har et gennemgående motiv om heling, og Sally er på en måde en reparerende figur, der i stedet for at flytte sig væk fra det, der gør ondt, bliver tæt på, som om hun tålmodigt venter på, at det skal blive bedre. På den måde er hun ret tillidsfuld og der er noget håbefuldt ved hende. Mens Linda bryder op og er meget mere konfrontatorisk, men måske ender med at reproducere den smerte, hun konfronterer.

Kysten er desuden et vigtigt sted i Lindas livsfortælling og noget, der bliver ved med at vise sig for hende i hendes erindring. En kystlinje er en meget tydelig grænse, og overgange og grænser er i det hele taget et genkommende motiv i Ly.

Der er igennem romanen mange grænselinjer, der opleves som betydningsfulde af Sally og Linda, der er hud, vinduer, og hovedskaller, og både Linda og Sally forsøger at gennemskue, hvor skrøbelige eller stærke, grænserne er, fundamentale afsøgninger af, hvad der adskiller mennesker fra hinanden, hvad der adskiller kroppen og bevidstheden fra omverdenen, og hvornår grænserne tværtimod går i opløsning og perspektiver gennemtrænger hinanden.

Ly er din anden udgivelse, og med bogen har du bevæget dig fra at skrive noveller til en roman. Hvordan har du oplevet, at skriveprocessen har været forskellig?

At skrive Ly har været en lang proces, og undervejs har jeg følt, at karaktererne voksede frem og blev levende på en anden måde, end det var min oplevelse, da jeg skrev min novellesamling. Jeg tror, at selve det at være med de samme karakterer i så lang en periode har forandret det stof, de er gjort af. De blev ligesom utroligt store og komplicerede.

I begyndelsen havde jeg en idé om, at Ly skulle være en kollektivroman udgjort af mange stemmer. Vi oplevede et dødsfald i min familie, og jeg så, hvordan det rystede op i alle mine familiemedlemmers livsfortællinger på forskellige måder. Det var et ventet og ikke tragisk dødsfald, men alligevel var det, det gjorde ved os hver især uventet.

Jeg synes, at den slags begivenheder i en familie, hvor dynamikkerne og konstellationerne forrykkes, er spændende, fordi alt kortvarigt virker mere synligt – pludselig er der en, der mangler, og det gør, at familiens mønster bliver oplyst og problematiseret.

Den tilstand af opbrud og hyperfokus på de forskellige roller i familien, satte mig i gang med at skrive Ly, men det endte med at blive en helt anden slags roman, end jeg havde troet, det skulle være. Den blev mere knugende og stillestående, idet spejlingen mellem Linda og Sally kom til at være omdrejningspunkt.

På nogle måder har processen også lignet den skriveproces, jeg kendte fra arbejdet med novellesamlingen, fordi jeg skriver meget i ryk – store tekststykker på kort tid, og derefter pauser, hvor den kreative proces foregår mere ubevidst.

Men fordi det var en roman, jeg skrev på, skulle jeg hele tiden bevare et blik på helheden og måtte skære rigtig meget fra. Rigtig meget tekst, som havde bevæget sig langt væk fra det, som mere og mere trådte frem som romanens kerne, nemlig relationen mellem Sally og Linda.

Da vi flyttede til England, begyndte det hus, jeg var flyttet fra at træde frem som et tydeligt fikspunkt i historien i Ly. Jeg tror, at det netop skyldtes, at jeg havde bevæget mig væk fra det, og fra lang afstand kunne det stoppe med at være mit hjem og i stedet blive forvandlet til fiktion.

Den historie, jeg til at begynde med forestillede mig var en familiekrønike, som foregik mange forskellige steder, endte med at være ret stramt komponeret omkring den ene scene, som det lille rækkehus udgør, og mellem hvis vægge, en familie forsøger at holde sammen, og jeg tror, det havde noget at gøre med, at jeg pludselig så tilbage fra stor afstand.

Mens vi boede i England, opstod coronapandemien, og det påvirkede vores hverdag rigtig meget. Vi boede i et internationalt forskningsmiljø, hvor hvor folk kommer fra alle mulige steder i verden, og det føltes, som om kriserne i fx Indien og Sydamerika var meget tæt på, fordi vores naboer og folk, vi kendte, stod i nogle svære situationer.

Nogle havde familiemedlemmer og venner, der døde af virusset, nogle var fanget i et limbo mellem lande, vores ven og nabo var i månedsvis adskilt fra sin kone og deres spædbarn.

Det påvirkede mig meget, det var en tid, hvor alting føltes skrøbeligt og uforudsigeligt, akut og potentielt farligt. Samtidig var vi som familie selv isoleret på et tidspunkt i vores liv, hvor følelserne sad helt uden på tøjet, fordi vi lige havde fået en baby.

Jeg tror, at Ly blev skåret skarpere, mere ind til benet, af den omgivende situation. Og jeg tror, at noget af det klaustrofobiske i bogens opbygning kommer af dens kontekst.

Hvad vil du gerne fortælle med romanen?

Jeg er interesseret i mennesker og deres forhold til hinanden og til sig selv, og med Ly har jeg gerne villet fortælle noget om det svære ved at være forbundet og ved at elske andre.

Jeg håber, at man når man læser Ly vil få en oplevelse af, hvor dybe andre er, hvor rummelige og foranderlige, men også måske vil blive lidt klogere på, hvorfor svigt og manglende omsorg kan reproduceres og blive ved med at give ekko gennem generationer.

Hvilke bøger eller forfatterskaber har haft størst betydning for dig, mens du skrev romanen?

I begyndelsen af skriveprocessen var jeg inspireret af William Faulkners As I lay dying, som består af en række familiemedlemmers og bekendtes indre monologer omkring en døende kvinde, som de alle har en relation til. Senere blev jeg meget optaget af Ingeborg Bachmans noveller, hvor kvindelige fortællere skiftevis overstyrer og mister grebet om deres egne selvfremstillinger.

Andre inspirationskilder har været Jean Rhys' skildringer af udsatte, længselsfulde kvindefigurer, og Hanne Ørstaviks insisteren på at skrive indre monologer på en måde, som ikke er særligt smuk og nogle gange virker nærmest dagbogsagtigt naiv.

I det hele taget bliver jeg mest rørt af litteratur, som har et spænd mellem naivitet og klar indsigt, og jeg søger altid at give plads til en sådan dobbelthed i min egen prosa, fordi det er min oplevelse, at det er i den spænding, at der kan opstå et sprog for selvets konstante forhandling, ødelæggelse og bliven til.