Da jeg blev mor
Interview med Emma Bess

Da jeg blev mor

18. januar 2024

"Min erfaring med moderskabet har om noget givet mig endnu mindre lyst til at skrive tekster, der løser sig eller forsoner"

Emma Bess (f. 1989) debuterede i 2018 med novellesamlingen 'Mødre, døtre, søstre'. I 2022 udkom romanen 'Ly'. Her fortæller hun om at blive mor, og hvordan det har formet hendes forfatterskab.

"Da jeg blev mor til mit første barn, fik jeg endelig lov til at være mig selv. Barnet åbnede et sted, hvor jeg ikke behøvede at være bange, ikke behøvede at svæve. Hun trak mig ned på jorden, ind i mørket, hvor hun forbandt sig til mig og gjorde det ok at være afhængig.

Som gravid, fødende og siden med et spædbarn var min sårbarhed ikke længere skamfuld, mit insisterende behov for nærhed var ikke et problem, der skulle løses, det var tværtimod helt naturligt. At blive set på den måde helede den eksistentielle uro, jeg har levet med, siden jeg var ganske lille. Jeg var sikker på, at jeg ved selv at blive mor havde taget magten tilbage og overvundet barnets udsathed.

Da jeg blev mor til mit andet barn, blev jeg kastet tilbage i udsatheden. Alt var omvendt. Den alvor og det ansvar, der første gang havde gjort mig tryg, var nu overvældende, symbiosen med barnet var uoverskueligt dyb. Børnenes afhængighed af mig gjorde mig rastløs og slidt. Det var ikke hendes skyld. Var det min skyld, havde jeg været for stolt og troet, at jeg kunne klare alt?

Jeg har skrevet to bøger, og jeg har fået to børn. Den første bog, novellesamlingen Mødre, døtre, søstre, blev klar og sikker, i takt med at jeg kom til syne i min nye rolle som mor. Den anden bog, romanen Ly, blev mere intens, cirklende og hård, jo mere gravid jeg blev. Noget umuligt, alt for skrøbeligt blev født. Ikke hende, men mig som mor til to.

Jeg ved ikke, hvorfor det blev så modsatte erfaringer. Der er mange grunde, men der er også bare oplevelserne selv, der flyttede ind i hver sin bog og bevæger sig derinde, som børnene bevæger sig i mig.

Vores kultur er forvrænget af historier om at overkomme svaghed og finde vej i mørke. Det er fra den stærke position, man får lov at tale. Men overlevelsesfortællingerne er det exceptionelle, det glamourøse. De fylder næsten det hele, og derfor tror vi fejlagtigt på løsninger, på overvindelse og magt.

Min erfaring med moderskabet har om noget givet mig endnu mindre lyst til at skrive tekster, der løser sig eller forsoner."

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu