"Det er en slags spejlverden til nutidens kriser"

Emma Bess fortæller om romanen 'Spøgelsesår'. Om en kollapsende verden, at bo midt i historien i Berlin og om at skrive fra et barns perspektiv.  Og om en bronzeskulptur i en park, der fik en særlig rolle i bogen.     

Hvad er Spøgelsesår for en fortælling?   

Spøgelsesår foregår i en nær fremtid i en ikke navngiven storby i Europa. Den handler om Käthe, der sammen med sin lillesøster, sin mor og sin mormor hver sommer må tage væk fra deres hus i byen, fordi floden, som huset ligger ud til, går over sine bredder og oversvømmer hele kvarteret. Der har været en krig, som er drevet over igen, og faren i familien er rejst.

Moren er mislykket i sit forsøg på at blive maler, og familien har måttet bryde op mange gange, mistet status og indkomst, og har set deres verden gå fra hinanden stykke for stykke. Mormoren sammenligner deres situation med plagerne i Bibelen, ulykkerne bliver ved at skylle ind over dem. Igennem bogen følger man den lille familie vende tilbage efter at have været flygtet til morens bror, der driver familiegården mod syd.

Det er ud på sensommeren, og der er kommet besked om, at de fordrevne kan vende tilbage til deres huse. Men det er ikke et normalt kvarter, de vender tilbage til. Gennem årevis med oversvømmelser er husene blevet mere og mere nedbrudte, og der er nærmest ikke noget at vende tilbage til. Tilbage skal de alligevel, for det vil Käthes mor. Hun holder fast i sit hjem og sin værdighed, selvom det kan se ud, som om hun har mistet alt. 

Det er ikke kun husene, der bryder sammen og krakelerer, det er også en større fortælling om sammenbrud? 

Bogen handler om en familie i et samfund, der smuldrer og går i opløsning. Der er et gennemgående tema om sprog og ord, myter og fortællinger. Om hvordan man er afhængig af at føle sig i kontakt, føle sig båret, holdt af sin omverden. Og hvad så når verden er i krise og de gamle billeder og ord krakelerer – hvad holder så? 

Spøgelsesår har et lidt særligt fortællerforhold? 

Det er Käthe på tretten år, der er bogens fortæller. Hun skriver sine tanker i en notesbog og observerer minutiøst sine omgivelser. Gennem hende træder moren og mormoren frem, vidt forskellige karakterer, der reagerer på tabet med modsatte holdninger.

Moren er stolt og stædig, mormoren er stærkt troende og læner sig ind i visheden om, at hun ikke selv kan eller bør forstå sin skæbne. Käthe er påvirket af begge. Og så er hun optaget af at forstå og beskytte sin lillesøster, Leonie, der få år tidligere er holdt op med at tale. Käthe føler, at hun kommer i kontakt med Leonie gennem sin notesbog og det nye sprog, hun skaber i den. 

Hvordan opstod Käthe? 

Det var hendes lillesøster Leonie, der opstod først. En dag var hun der bare, denne her pige, som strittede imod, når omverdenen ville kommunikere med hende. Hun ville ikke. Denne her modstand. Jeg havde en fornemmelse af, at hun skulle passes på, at hun havde noget dyrebart at sige, men at hun skulle beskyttes. Og så kom Käthe, som var den der passede på hende. Så på en måde er de måske begge to hovedkarakterer i bogen. 

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?  

Jeg skrev bogen, mens jeg boede i Berlin. Coronapandemien var stadig i gang, da jeg begyndte arbejdet med bogen, og jeg tror, at efterdønningerne, da verden begyndte at åbne sig igen, inspirerede mig til at skrive om isolation, afskårethed, krise og hjemløshed. Samtidig var jeg interesseret i alle de lag af historie, der omgav mig i Berlin. Hvordan alt, hvad byen havde været udsat for i de sidste hundrede år, stadig var til.

Jeg havde fornemmelse af, at der var så meget til stede på én gang rundt om mig, tegn fra mange forskellige tider og traumer, i lag. Det gjorde et stort indtryk. Historien var så massiv, svær at trænge igennem. Jeg kunne ikke forstå tysk, da vi flyttede til byen og gik ligesom rundt i en stor tavshed med alle de trykkende, vilde begivenheder rundt om mig, som ikke helt var mine. Og alligevel måske var mine, eller måske var det ikke så vigtigt, hvad mig og mit betød længere? Det kollektive begyndte at fylde for mig, at være en del af en stor, dyb historie. Jeg tror, bogen i høj grad er blevet til ud af denne følelse.

Få måneder efter vi var flyttet, brød krigen i Ukraine ud, og der begyndte at komme flygtninge derfra til Berlin. Rundt omkring mig organiserede folk nødhjælpsinitiativer, der var stor aktivitet. Og så var der alle klimademonstrationerne. Det var et spændt politisk klima, og det flyttede ind i min skrift. Universet i bogen er udspændt, ved at gå i stykker, det er en slags spejlverden til nutidens kriser.  

Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?   

Jeg har været optaget af de eksistensvilkår, der opstår i verden på baggrund af de nuværende samfundskriser. Hvad er det for et muligt univers, der venter på den anden side af de kollapsende ordener, vi oplever rundt om os lige nu? Derfor har jeg interesseret mig for både dystopiske og utopiske forestillinger. Men jeg har især villet undersøge det indefra, og det er de indre, psykiske rum i de to børn, Käthe og Leonie, der har ligget mig på sinde.  

Hvordan blev bogen mere konkret til?  

Jeg gik meget rundt i gaderne i det gamle Østberlin. I begyndelsen skrev jeg ikke, men indtalte meddelelser til mig selv. Så begyndte jeg at skrive noter på min telefon, mens jeg gik rundt, tog billeder. Der kom en stemme, en måde at sætte ordene sammen på. Så skrev jeg dem ned, de sætninger jeg havde optaget, mens jeg havde gået rundt i gaderne. Så var det at Käthe og Leonie opstod, og stemmen blev Käthes.

Jeg var meget interesseret i stemningen omkring mig, som jeg oplevede som tynget og lukket. Jeg lavede et opslag og satte på lygtepælene rundt omkring, hvor jeg boede og hvor mit kontor lå. Jeg søgte kvinder, som ville fortælle mig om deres liv i byen, hvor de kom fra og hvorfor de var kommet hertil. Hvordan de havde det med de ting, der var sket de seneste år, coronavirus, krigen i Ukraine, klimakrisen. Der var elleve, der henvendte sig, og jeg mødtes med dem alle og interviewede dem om deres liv.

Der er få ting af det, de fortalte, som er direkte med i bogen, men oplevelsen af kontakt med vidt fremmede og samtalerne med dem om deres liv i Berlin, deres livshistorier, følelser af hvad det ville sige for dem at høre hjemme, og hvad det ville sige at føle sig i krise, alt det dannede en stemning, som bogen i høj grad voksede ud af.  

Kan du dele et fun fact om romanen fra skriveprocessen?   

Käthes navn kommer fra en virkelig fin bronzeskulptur ved siden af en legeplads, hvor jeg ofte kom med mine børn. Skulpturen forestiller kunstneren og billedhuggeren Käthe Kollwitz, og den har det mest fantastiske ansigt, så venligt, roligt og klogt.

Meget af Spøgelsesår er blevet til i gaderne omkring den lille plads med skulpturen, i det område af Berlin, som hedder Kollwitzkiez.