"Kriminalromanen er den sande eksistentielle roman"

Helge Bille debuterer med Roman om en forbrydelse – en labyrintisk detektivhistorie, der fører læseren ind i melankoliens vintertågede gader befolket af genfærd og tabt tid.

I dette interview fortæller forfatteren om at debutere i en sen alder, og hvorfor alle andre genrer end kriminalromanen er undvigelsesmanøvrer.

Du debuterer i en ganske sen alder og med en kriminalroman. Hvorfor?

Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg været draget af kriminalromanerne. Længe inden jeg første gang åbnede en bog og begyndte at læse. De stod højt oppe på hylderne i den mørke reol i den dunkle lavloftede stue i mine bedsteforældres husmandssted.

Agatha Christie, Maria Lang, Georges Simenon, Nitten røde roser, det var den uhyggeligste titel, den hjemsøgte mig i nætterne, når jeg lå på drømmesengen ved siden af min bedstemor.

Nitten røde roser. Jeg vidste, at de før eller senere ville blive min skæbne. De røde roser. Blodet, der drypper fra deres blade om natten, mens du sover.

I mange år forsøgte jeg at undgå den. Skæbnen. Men der er ingen vej udenom. Jeg måtte tage den første bog ned, åbne den og begynde at læse. Som en kleptoman, en patologisk seriemorder, en skønne dag ville jeg selv blive krimiforfatter.

Hvad er det særlige ved kriminalromanen?

Ja, hvad er det med kriminalromanen, der gør den så dragende for menneskene. Så snart de har lært at læse, ja, for nogle, som mig, allerede den tidlige aften, de første gang ser ryggen af en kriminalroman stå og skutte sig højt oppe på hylden i reolen i en dunkel halvkold stue?

For mig er det stemningen. Det skæbnesvangre. Det uundgåelige. For mig findes der kun kriminalromaner. Roman om en forbrydelse. Det er den eneste virkelige bog. Livet som en række af gådefulde spor. For hvert skridt, du tager ind i fremtiden, forvilder du dig dybere og dybere ind i fortiden.

Kriminalromanen er den sande eksistentielle roman. Alle andre genrer er virkelighedsflugt, undvigelsesmanøvrer. I kriminalromanen ser du livet i øjnene. Sandheden om livet. Et hvert menneskes liv. Og dit eget.

Du taler om romanen, som om du på den ene side altid har vidst, at du skulle skrive den, men på den anden side hele livet har forsøgt at undgå eller i hvert fald udskyde det længst muligt?

Som sagt, der var ingen vej udenom. Jeg har forsøgt at undvige min skæbne. Flygte. Skjule mig. Jeg har boet talløse steder, i kældre, på loftsrum, i ganske almindelige lejligheder, triste parcelhuse i lukkede vænger i provinsen.

Jeg har kørt taxi, arbejdet på lukkede institutioner. Åbne. Jeg har sågar forsøgt mig inden for musikken. Den stemning. Lige meget hjalp det. Og nu er det sket. Jeg har skrevet min første roman. En kriminalroman. Der findes ikke andre. For mig. Roman om en forbrydelse. Det er titlen på enhver sand kriminalroman. Og det er titlen på min første roman. Roman om en forbrydelse.

Jeg er begyndt med min egen. Min egen skæbne, mit eget navn, min egen mulige forbrydelse. Herfra kan jeg skridt for skridt, bog for bog, bevæge mig udefter. Ud i byen. Ud i verden. Historien. Menneskehedens historie. Menneskehedens historie er historien om en forbrydelse.

Der står roman på forsiden, men er alt fiktion?

Mange forfattere skriver talløse romaner om andre menneskers forbrydelser. Fiktive. Fantastiske. Realistiske. Virkelige forbrydelser. Men før eller senere må enhver sand forfatter skrive historien om sin egen forbrydelse. Sin egen skæbne. Sit eget navn. Den gåde.

Og jeg har altså valgt at begynde med mig selv. Hvad er sandheden om et menneskes liv? Er der, inderst inde, i hjertet af ethvert menneskes liv, en forbrydelse? Jeg ved det ikke. Men et mørke, det er der.

Jeg har skridt for skridt, side for side, bevæget mig ind i det mørke. Hvad der er virkelighed, og hvad der er mareridt, ved jeg ikke. For mig, i mit liv, har der aldrig været nogen klar grænse. Mit liv er en gråzone.

Romanens to hovedpersoner – fortælleren og den mulige forbryder, i hvis spor han vandrer, bærer begge mit navn. Måske er der tale om et og samme menneske. Måske er vi talløse.

I det virkelige liv, i den sande kriminalroman, bliver forbrydelsen aldrig opklaret. Skæbnen og livet vedbliver at være en gåde. Det er vejen ind i gråzonen, gåden, skæbnens tågefyldte landskab, der skal gribe mine læsere og føre dem med sig. Når først de har åbnet min bog, er der ingen vej tilbage.

København er en vigtig del af romanen – hvorfor det? Og hvad er dit forhold til København?

Romanen foregår i København. Det er min by. Jeg kender den som mit eget mareridt. Hver eneste sidegade. Hver eneste baggård. Bro. Tunnel. Regnen. Tågen. Tristessen. Vinterens evige slud. Den særlige stemning. København er min skæbne. Jeg tror aldrig for alvor, jeg kommer herfra.

Det smukke og grusomme ved en stor by som København er, at den gemmer på sin historie, uanset, hvor meget man forsøger at udslette den, asfaltere den, jævne den med jorden og rejse nye historieløse beton- og glastårne over den, vil de altid være der, sporene, stemningerne, de pludselige strejf af erindring.

Roman om en forbrydelse skriver sig ind i noir-genren og er en labyrintisk detektivhistorie, en eksistentiel krimi – hvad handler den med dine ord om?

I min roman flytter en ganske almindelig og dermed gådefuld mand ind i en gammel lejlighed i hjertet af København. Han vil lægge fortiden bag sig, slette ethvert spor, begynde på helt ny, sågar under et nyt navn: Det navn, der tilfældigvis står på døren til lejligheden, han flytter ind i.

Han river al indmaden ud og kaster den i en container og ser containeren køre bort. Tabula rasa. Der er intet tilbage. Tror han. Men tro om. Som sagt: For hvert skridt, du tager ind i fremtiden, forvilder du dig dybere og dybere ind i fortiden.

Syv forskellige steder i lejligheden – under et gulvbræt, bag et panel, i bagbeklædningen til et indbygget skab – finder han syv forskellige genstande pakket ind i syv forskellige sider af en avis fra den næstsidste dag i året 1949.

Syv små gaver til ham fra det menneske, der engang boede i lejligheden, og hvis liv han, fortælleren, systematisk har forsøgt at udslette. Han pakker de syv små gaver ud og sætter dem sammen, og står med en tysk militærpistol fra Krigens tid i hånden. Herfra er der ingen vej tilbage. Heller ikke for læseren.