"Pludselig kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke var klar til at holde op med at skrive om Hafni".
I dette interview fortæller forfatter Helle Helle om sin roman 'Hey Hafni', der udspiller sig i samme univers som hendes tidligere bøger 'de', 'BOB' og 'Hafni fortæller'.
Dine seneste romaner de, BOB, Hafni fortæller og den nye Hey Hafni hænger sammen. I Hafni fortæller var Hafni hovedpersonen, og det er hun også i Hey Hafni. Hvorfor skulle Hafni have en bog mere?
Jeg skriver for tiden – ja, måske er det ikke bare for tiden, måske er det resten af den tid, jeg kommer til at skrive – ud fra personer, som er med i den roman, der hed de og udkom i 2018.
Egentlig var det tanken, at Hafni, som har gået i skole med den unge pige fra de, kun skulle have én roman, men da jeg havde skrevet Hafni fortæller, skete der noget, som jeg aldrig har oplevet før. Folk har tit spurgt mig: 'Savner du dine hovedpersoner? Bliver de ved med at leve videre, når du er færdig med at skrive?' Jeg har altid sagt nej, men pludselig kunne jeg mærke, at jeg simpelthen ikke var klar til at holde op med at skrive om Hafni.
Det havde været så befriende og sjovt og svært og ligetil på én gang. Det kunne jeg ikke slippe. Hun var 48 år i Hafni fortæller, og jeg havde hele tiden ønsket, at hun kunne blive ældre, så jeg tænkte: 'Lad mig se, hvad der sker med hende lidt senere i livet'.
Hvordan er det anderledes at skrive bøger, der hænger sammen end at begynde forfra hver gang?
Det har virkelig frigivet energi og givet nogle helt nye kræfter. Der er mange fordele ved at bevæge sig i det samme univers. Jeg ved så meget i forvejen.
Altid når jeg har skrevet romaner, har jeg siddet og tænkt: 'Nå. Hvor bor min hovedperson? Hvad laver hun? Hvor gammel er hun?'. Den slags. Det lyder måske som meget banale ting at begynde at skrive en roman ud fra, men det kan faktisk være dét, der sætter det i gang. Hvem er det og hvor? Og så kommer 'hvorfor' efterfølgende. Men blandt andet fordi jeg nu ved, hvem det er, er der så meget
Hey Hafni foregår i udlandet, i engelske Brighton. Hvordan kan det være? Rødby-Putgarden-færgen er vel noget nær det længste, du har bevæget dig uden for landegrænserne tidligere i dit forfatterskab?
Jeg har altid følt mig meget forbundet med England. Måske fordi jeg i stedet for en konfirmationsfest fik en sprogrejse til Worthing. Og så var jeg au pair i Liverpool efter gymnasiet. Brighton har jeg været i nogle gange, og jeg har boet i den lejlighed, Hafni bor i, med udsigt over Den Engelske Kanal.
Men det skal siges, at det, der fik mig til at tro på romanen, til at skrive den færdig, var, at det engelske sprog begyndte at gøre noget ved mit sprog, og ved Hafnis. Det ville ikke have interesseret mig at skrive om Hafni i Brighton, hvis det ikke sprogligt havde gjort en forskel.
Hvorfor lige Brighton?
Brighton er happy days. En badeby med natklubber og udeliv og en pier med forlystelser og spillehaller. Brighton blev i 2016 kåret til Englands fjerde-lykkeligste by, og Hafni vil jo gerne genfinde glæden, så jeg tænkte: Det er de perfekte omgivelser.
Men først og fremmest gør det altid noget godt for min skriveproces, hvis jeg kender stedet. Hvis jeg ved, at bussen til Devil’s Dyke kører nede fra Topshop, og at der står et trompettræ i Preston Park. Det giver en masse kød til fortællingen.
Du siger, at du kendte Brighton. Men alligevel må der dukke spørgsmål op undervejs. Om geografien, infrastrukturen og den slags. Hvordan løser du det i skriveprocessen?
Jeg reseacher altid først, når jeg er færdig med at skrive en roman. Ellers kommer jeg til at bremse flowet i sætningerne. Så der er masser af ting, jeg ikke ved, veje jeg ikke kender osv., og der bliver jeg nødt til at satse på, at det kan lade sig gøre.
Og så kommer alle problemerne efterfølgende, for selvfølgelig forsøger jeg at afstemme det bagefter, så der forhåbentlig ikke er fejl. Jeg skal også altid passe på, at det ikke går galt med sådan noget som påsken. At det viser sig, at det var langfredag den tolvte april det år, jeg skriver om, så derfor er alle forretninger lukkede. Sådan noget kan få en hel bog til at falde fra hinanden.
Men i Hey Hafni gør jeg faktisk en dyd ud af min manglende research. For eksempel sidder Hafni i toget mod Lewes, og så står der: "Desværre får hun en gangplads, men ved at læne sig frem, kan hun se rækkehuse og skråninger og muligvis hvidtjørn, og efterhånden kun skråninger og muligvis hvidtjørn, og til sidst kun muligvis hvidtjørn."
Dette 'muligvis' var en ren sproglig foræring for mig. Jeg skrev bare min egen mangel på viden om hvidtjørnens blomstring i Sussex ind i teksten. Og det er jo også sådan, vi går rundt i verden. Uden at have gennemresearchet og vide alt.
Fortællerforholdet er interessant i dine bøger. Prøv at fortælle om fortællerforholdet i Hey Hafni?
Så er jeg nødt til at gå tilbage til de, BOB og Hafni fortæller. Jeg forsøger at skrive nogle romaner, hvor fortællerforholdet udsiger noget om selve indholdet. I BOB fandtes fortælleren kun som et 'vi'. I Hafni fortæller ringer Hafni til sin gamle veninde, som hun gik i gymnasiet med. Men romanen er en monolog, for veninden får tilsyneladende ikke indført et ord hen over hele bogen. Det er bare Hafni, der fortæller om sin smørrebrødsrejse. Men måske er det alligevel veninden i den anden ende af røret, som genfortæller, det ved man ikke helt.
I Hey Hafni er der gået tre år, og Hafni skriver nu breve fra Brighton til den samme veninde. Brevene er en del af romanen, og i disse breve er Hafni et 'jeg'. Ellers er hun et 'hun'. Men både, når der fortælles om Hafni, og når hun er et 'jeg', er der en stor interesse for sprog. Og Hafni kommer til at skrive til sin veninde, "…alt omkring dig sætter fut i dit skriveri. Nu sagde jeg det. Jeg ved, du vil hade ordet 'fut'". Der er en del, der tyder på, at hendes veninde er blevet forfatter. Og måske, at hun er den, der skriver romanen.
Så det er også en roman om at skrive en roman?
Ja, det er det. Eller måske nærmere en roman, der blotlægger nogle af de strukturer og overvejelser, der ellers ville være skjult for læseren. Og som kommenterer sproget, kommaerne, de klicheer, som har det med at mase sig på.
For eksempel skrev jeg i et kapitel, hvor Hafni bliver sur på en købmand og vil forlade hans forretning: "Hun drejer rundt på hælen og går". Men det der med at dreje rundt på hælen, er det ikke bare noget, man siger? Kan det reelt lade sig gøre? Jeg rejste mig og prøvede, og det er ganske rigtigt ikke så nemt at dreje rundt på hælen, og det ser i hvert fald ikke særlig beslutsomt ud. Så skrev jeg: "Hun drejer rundt på hælen, eller nærmere forfoden, eller i grunden drejer hun bare rundt".
Der indgår også flere overnaturlige elementer i Hey Hafni. Fx 'den tredje hånd'. Hvad er der med den?
I Hafni fortæller bliver Hafni overvældet af en form for angst eller mørke, der sænker sig over hende. Det mørke har hun haft med sig, og det har på en måde sluppet hende lidt, men det, der er blevet tilbage, er en hånd. Forestillingen om en hånd, der forfølger hende. Ja, hvad er det med den, det må du nok sige! Det er en fornemmelse og en følelse, men det er sgu også en hånd!
Jeg har jo også haft spøgelser med i begge Hafni-bøger, så der er noget, der er lidt spooky. Og den der hånd, hun ikke kan slippe af med, vil hende jo øjensynligt noget. Det ved hun måske godt, men hun prøver at undvige. Det er ikke, fordi den er et billede på noget. Jeg opfatter den som en helt konkret hånd, faktisk.
Hvor kommer det spooky fra, tror du?
Den allerførste bog, jeg skrev, Eksempel på liv fra 1993, den havde nogle overnaturlige elementer, hvor der pludselig opstod et hul i gulvet, og så var der 30 meter ned. Der var også en kvinde, der mistede sine hænder, og en fugl fløj bort med dem. Sådan noget. Da jeg havde skrevet Eksempel på liv, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle komme videre.
Først da jeg besluttede, at nu ville jeg kun skrive om ting, der kunne lade sig gøre, og gerne i små lukkede rum, fik jeg skrevet den novellesamlingen, der hed Rester. Den var ekstremt stringent. Intet kunne ske i bogen, som ikke kunne ses eller høres – findes konkret i virkeligheden. Det var, fordi jeg havde brug for den ramme for at kunne komme videre.
Hvis der kan opstå et hul i gulvet, så kan alt jo ske! Men nu er der gået så mange år, og så pludselig tænkte jeg: 'Gud, alt kan ske, der kan godt være et spøgelse, komme en hånd, der kan være alt muligt. Nu er jeg klar til det igen'.
Så du er blevet mere fri som forfatter med alderen?
Det vil jeg sige. Det føler jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det bliver sådan, det er måske en slags aldersdesperation: Hvor mange år har jeg tilbage? Hvor mange bøger? Nu gør jeg bare, hvad jeg vil! Det er jo det, der er det store problem og samtidig det fantastiske ved at skrive romaner: At man kan gøre alt. Men det kan man jo alligevel ikke, man kan ikke gøre alt, og hvis man VIL alt, så er det helt sikkert, at så kommer der ikke nogen bog.
Så det handler hele tiden om at finde grænser, at begrænse det på en eller anden måde. Det har jeg i hvert fald haft brug for. At have et lille spillerum, som jeg kan udfolde mig indenfor. Men nu er jeg bare blevet så gammel og dumdristig eller erfaren, at jeg godt tør åbne lidt mere op ind til det rum. Så nu sker der også noget, som ikke burde kunne lade sig gøre. Og alligevel får jeg skrevet romanen.
