"Nogle mennesker forstår ikke, at man kan være genert omkring at synge, andre ved ikke, hvordan det føles at have et angstanfald"

Julie Sten-Knudsen tager udgangspunkt i det personlige med et fælles perspektiv i essaysamlingen Sang for brummere. Bogens essays kredser blandt andet om at flytte til en ny by og at droppe sociale medier.

Julie Sten-Knudsen debuterede i 2011 med 'Hjem er en retning'. Siden har hun udgivet yderligere fem digtsamlinger, blandt andet 'Syv lag' fra 2021. To af hendes digtsamlinger er blevet præmieret af Statens Kunstfond, og i 2021 modtog hun det treårige arbejdslegat.

I dette interview fortæller hun om arbejdet med 'Sang for brummere'.

Sang for brummere er en samling af essays – hvad handler de om?

Bogens essays beskæftiger sig med så forskellige emner som terapi, tennis, blomstermaleri, forbrugersamfundet og klimakrisen, så der er ikke ét overordnet tema.

Men teksterne taler sammen på andre måder. Flere af dem handler om at være ung og prøve at finde sin plads i verden: Flytte hjemmefra, finde vej gennem uddannelsessystemet, skabe sig et liv.

En anden rød tråd er ønsket om at gøre sig fri af forestillinger eller vaner, der virker hæmmende for ens livsudfoldelse – om det så er depressionens paranoide tvangstanker, en indlært idé om at mænd skaber bedre kunst end kvinder, eller de sociale mediers manipulation af ens virkelighedsopfattelse.

Hvad inspirerede dig til at skrive bogen?

Jeg har virkelig nydt at læse essays og essayistiske romaner de seneste år, og den glæde, jeg har følt ved læsningen, har gjort mig nysgerrig på, om jeg selv kunne skrive prosa.

Jeg har taget tilløb i lang tid, og da jeg så havde skrevet mit første rigtige essay (Mit vintereksperiment, udkommet i Gutkinds essayserie), var det oplagt at fortsætte med at udforske genren.

Bogen kredser bl.a. om forandring, men bogens essays handler om mange forskellige temaer, blandt andet om at flytte til en ny by, at droppe sociale medier og at finde vej ud af en depression – hvorfor har det været dit udgangspunkt?

Når man er i gang med at skrive en bog, oplever man som regel, at tekster kalder hinanden frem, eller udspringer af hinanden.

Bogens første og længste tekst om at forsøge at komme ud af en depression rummer et utrolig stærkt ønske om forandring, og jeg tror den har sat gang i de andre tekster, der handler om forskellige former for overgange og opbrud.

Du har før udgivet digtsamlinger. Hvordan har det været anderledes at skrive essays, og hvad har genren givet dig af muligheder?

Jeg har altid godt kunnet lide at skrive om forskellige emner, også i mine digtsamlinger, og da jeg bestemte mig for at skrive en samling af essays, følte jeg mig fri til at gøre netop det: tage fat på forskellige emner.

Essaygenren åbner for en mere direkte måde at formidle et stof på, hvor tekstens form ikke nødvendigvis er i forgrunden. Det gav mig blandt andet mulighed for at skrive om bøger, jeg har læst, og billeder jeg har set, uden at skulle opfinde en helt ny form til lejligheden.

Udfordringen var først og fremmest at skrive en prosastemme frem, som jeg følte mig tilpas med.

Efter at have skrevet poesi i så mange år har jeg efterhånden en idé om, hvornår jeg selv synes, jeg rammer tonen i et digt, men i den her arbejdsproces har jeg skullet lære lyden af min egen prosa at kende.

Hvorfor hedder bogen Sang for brummere?

Nogle mennesker forstår ikke, at man kan være genert omkring at synge, andre ved ikke, hvordan det føles at have et angstanfald.

Da jeg opdagede, at der fandtes et aftenskolekursus, der hed 'Sang for brummere', blev jeg så glad.

Der var nogen, som havde skabt et sted i verden, hvor det var okay at være en brummer, og hvor man kunne få lov at synge alligevel.