Syv lag er en digtsamling om at sætte et barn i en verden, der er ved at gå under. Julie Sten-Knudsen fortæller her om, hvordan den er blevet til.
"I morges hang halvmånen oppe over tagene
Små ærtespirer er kommet til syne
i blomsterkassens sorte muld
Hun stikker fingrene i jorden og griner
Så giver hun mig en håndfuld, lægger jorden
fugtig, smuldrende, i mine hænder"
Sådan lyder det første digt. Hvad handler Syv lag om?
Den handler om fødsler og ruiner, uddøde sommerfugle og smeltende gletsjere. Om et lille barn der er i gang med at opleve alting for første gang. Og om en kvinde der prøver at forstå, hvordan graviditet, fødsel og moderskab har forandret hendes fornemmelse af sin egen krop og hendes blik på verden.
Hvad har inspireret dig til at skrive digtsamlingen?
Fødslen af mit barn. Jeg tænker, at det er almindeligt anerkendt som en af de helt store livsbegivenheder, og alligevel er der ikke skrevet ret meget om fødsler, og om den omvæltning det er at blive forælder. Jeg følte, at der manglede nogle bøger, at jeg manglede et sprog for det, jeg oplevede.
Sammen med nogle forfatterkollegaer dannede jeg en feministisk mødregruppe, hvor vi snakkede om litteratur og moderskab og læste hinandens tekster. Det hjalp mig til at skrive om nogle af de ting, jeg syntes var svære og pinlige. Det hjalp faktisk også, at der begyndte at udkomme nogle bøger om moderskab, mens jeg skrev. Der var nogle ting, jeg ikke behøvede at bekymre mig om at "få med", fordi de nu var beskrevet, og samtidig blev det mere klart for mig, hvor jeg gerne selv ville hen med mine digte. Jeg ville ikke kun skrive om fødslen og hverdagen med barnet, men også om, hvad det er for en verden, barnet er blevet født ind i.
Hvordan er bogen blevet til?
Da min barsel var slut, prøvede jeg at samle de tekster, jeg havde skrevet under min graviditet og barsel. Men jeg syntes ikke rigtig, at der kom samling på det, selvom det var helt tematisk og kronologisk ordnet, og jeg var også utilfreds med digtenes sprog og form.
Midt i det frustrerende arbejde med dette mormanuskript skete der to ting: For det første lykkedes det mig at skrive et digt om fødslen af mit barn, hvor jeg følte, at sprog, form og indhold gik op i en højere enhed, at digtet faktisk var vokset ud af erfaringen.
For det andet fik jeg en bestillingsopgave, hvor jeg skulle skrive nogle tekster om "ruiner og botanik" til et lydværk af billedkunstner Elsebeth Jørgensen, og da jeg gik i gang med den opgave, strømmede teksterne pludselig ubesværet ud ad mig. Skriveenergien var der, men det der aktiverede den, var ikke at forsøge at omskrive min udmattede ammedagbog til digte, men at få lov til at skrive billeder af døden frem.
Det var forvirrende, og i et stykke tid var manuskriptet meget rodet. Men efter at jeg havde brugt nogle måneder på at slette det meste af manuskriptet, voksede bogen stille og roligt ud ad fødselsdigtet og ruindigtene.
Kejsersnittet og dets dramatiske historie fylder en del i bogen. Hvordan kom det ind?
Jeg er selv født ved kejsersnit, og det var også den måde, mit barn kom til verden på, så det er en operation, der haft stor betydning for mit liv, og måske for at jeg overhovedet er i live. Efter at have skrevet om min egen fødsel, begyndte jeg at læse om kejsersnittets historie. Jeg blev helt besat af det og vidste, at jeg var nødt til at skrive om det. Det er en operation med en lang og utrolig historie. Der gemmer sig så mange vilde fortællinger her, også mange flere end jeg kunne have med i bogen.
Hvorfor skulle Syv lag være titlen?
Jeg har læst, at man skærer igennem syv lag, når man laver et kejsersnit: hud, fedt, mavemuskler osv. Jeg synes, det er et godt billede på voldsomheden i proceduren. Der er en del digte i bogen, som handler om jord, der graves eller pløjes op, så man kan også læse titlen som en reference til jordlag.
Hvad vil du gerne med bogen?
Jeg ville gerne fortælle, hvor vanvittig en oplevelse det var at skulle føde og at få et akut kejsersnit. Jeg ville også skrive om sårbarhed og om omsorg. Det er, som om der er noget, vi har fået helt galt fat på i den vestlige kultur, og det bliver så tydeligt, når man står med et lille barn på armen. Vi er nødt til at tænke over, hvorfor vi er i gang med at ødelægge verden, og over hvordan vi kan skifte kurs.
Hvordan kan digte være med til at redde kloden?
Jeg tror på det fælles sprog. At hvis man giver sig tid, vender sin opmærksomhed mod noget, skaber billeder af det, kan det forandre den måde, man tænker på. Vi skal have et sprog for den ødelæggelse, der finder sted, og for alternativerne.