"Jeg håber, min bog kan åbne op for en samtale om, hvad det vil sige at være god nok til et andet menneske"

Kristine Plechinger Tüchsen har skrevet Første gang Ana ikke kommer, der handler om en fyr, der melder krig mod sin kærestes vibrator. Og om, hvordan mistro og lavt selvværd kan ødelægge et forhold så meget, at selv en stor, lyserød vibrator ikke kan redde det.

'Første gang' er Gutkind Forlags nye serie, hvor tidens stemmer fortæller om en første gang, der forandrer alt for altid.

Hvad handler Første gang Ana ikke kommer om?

Bogen handler om Markus, en lidt usikker og kejtet fyr, der føler sig enormt utilstrækkelig i sit forhold til den smukke og seje Ana.

Markus har sat Ana op på en piedestal, og hvorfor vil hun overhovedet være sammen med sådan én som ham, når hun kunne få sådan cirka alle andre?

Markus' usikkerhed kammer over, da han opdager, at han heller ikke i sengen er nok for Ana. Han kan nemlig ikke få hende til at komme, og selvom Ana selv betegner det som noget, der "ikke er helt så ligetil med piger", ser Markus det som et kæmpe nederlag.

Ana prøver at redde deres sexliv ved at anskaffe sig en vibrator. Hun håber, det kan være én, de bruger sammen, og som kan være starten på at få et sprog for noget, der er lidt akavet og svært at tale om. Også for hende.

Men Markus ser det bare ikke på samme måde. For ham er vibratoren Bunny en konkurrent, noget, der kan gøre alt det for Ana, som Markus ikke kan – og som, hvis han ikke snart gør noget – kommer til at erstatte ham.

Hvem er din hovedperson?

Det er Markus, som jeg tror, det kan være svært at holde med. Han opfører sig som en idiot en stor del af tiden. Han er barnlig. Han er snæversynet. Han er egoistisk.

Alligevel håber jeg, at man kan relatere til den usikkerhed, han bærer rundt på.

Man må godt læse bogen og skrige: Lad nu vær! Det skal man helst. Men det kunne være skønt, hvis man også tænkte lidt over, hvad man selv ville gøre. Både som Markus, som Ana, men også som vennerne i fortællingen.

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Nogle mennesker har en særlig evne til at skabe problemer i deres egne hoveder. Blandt andet mig.

Jeg har oplevet, at mit tankemylder har begrænset og udfordret mig i min hverdag.

Jeg har oplevet, at jeg har været uvenner med folk, uden den anden part har været klar over det.

Jeg har brugt timevis på at tænke over den ene lille ting, jeg gjorde så forkert, for at finde ud af, at der er ingen, der har lagt mærke til det.

Da jeg skrev Første gang Ana ikke kommer ønskede jeg at belyse et problem, der ikke helt er der. Et problem som er blevet til i tankemylderet.

Jeg har også været inspireret af tendensen til at tænke, at man skal være god nok til et andet menneske – at man skal være på samme niveau eller i samme "liga".

Jeg kan fange mig selv i at kigge på nogen på gaden og tænke: Hvorfor er de mon kærester, hun er jo en del pænere eller sejere end ham, for bagefter at skamme mig helt vildt over det.

Jeg har også selv i en tidligere kærlighedsrelation oplevet at få at vide, at vennerne syntes, han kunne "gøre bedre", og den usikkerhed tror jeg virkelig sætter sig i én – og påvirker både den måde man er i forholdet – og den måde man ser sig selv.

Den usikkerhed får én til at handle enormt irrationelt. Den usikkerhed har jeg givet til Markus.

Sidst men ikke mindst har jeg været inspireret af vibratorens rolle i dag.

Det er en lyserød vibrator ved navn Bunny, der skubber til parforholdets dynamik i bogen. Hvorfor det?

Vibratoren er gået fra at være noget man gemte væk, noget tabuiseret til at være noget, der står oppe ved kassen i Urban Outfitters. Noget, der kommer i en julekalender med sexlegetøj, som man ikke er bange for at vise frem.

Det, synes jeg, siger meget om en tid, hvor man begynder at sætte spørgsmålstegn ved sit eget sexliv – i relation til sig selv og i relation til andre.

En tid, hvor det er almindeligt at tale højt om sine lyster og stille krav. Men er det alt, vi får talt om?

Jeg håber, min bog kan åbne op for en samtale om, hvad det vil sige at være god nok til et andet menneske. Den skal hverken få en til at smide sin vibrator ud eller købe én.

Det er både akavet, humoristisk og alvorligt. Hvordan har du arbejdet med teksten?

Jeg tror, jeg hele tiden har arbejdet med, at fortællingen bliver drevet frem af Markus' valg.

Der er altid det rationelle valg, det han skulle have gået med, men han tager ofte det andet – det irrationelle valg.

Det er et valg, der er drevet af en usikkerhed, som jeg tror, gør en lidt plat fortælling mere patetisk, akavet og alvorlig.

Jeg tror aldrig, jeg har tænkt: "Nu skal det her være sjovt." Men det er måske også svært at undgå, når historien handler om en fyr, der melder krig mod sin kærestes vibrator.

Det, der har været udfordrende, er at føle sympati for en hovedkarakter, der i bund og grund opfører sig superlatterligt.