"Skriften åbnede en dør, og jeg kom hjem"

Erindringsfortællingen Sømærke er Lærke Kløvedals debut og undersøger hvad og hvem, der former os på godt og på ondt.

Bogen er et generationsportræt og kredser om at finde et ståsted i livet. Og om at være barn af eventyrere og idealister, men savne kort og kompas til virkeligheden. I dette interview fortæller hun om bogen og tilblivelsesprocessen.

Hvad handler Sømærke om?

Sømærke er en erindringsbog fra mit eget liv. Det er en bog om at blive til og være til. Bogen handler om alt det, der former os – opvækst, familie og kærlighed. Bogen krydsklipper mellem min barndom, mine teenageår i provinsen og mit voksne liv i København.

Jeg skriver om min opvækst og om at være en del af en familie, der er så beskrevet, som Kløvedal-familien er. Om at have en far, der var hele Danmarks sømand af verden, men at vokse op alene i Thy med min mor. Om at have ni halv- og stedsøskende, men føle mig som enebarn. Og om at have en familie, der beskrev sig selv som eventyrere – og mærke, at jeg faktisk ikke selv kunne lide at rejse.

Jeg tror også, at bogen er blevet en kærlighedshistorie. I hvert fald er det en kærlighedsundersøgelse. En undersøgelse af, om man overhovedet kan lære at være i en langvarig kærlighedsrelation, når man er vokset op i en lind strøm af papforældre og plastiksøskende og smukke, men også måske urealistisk høje idealer. En verden, hvor børnene var nogen, der bare fulgte med. Og hvor forelskelsen altid var stjernen, og den lange relation blev kaldt trang, småborgerlig og bredrøvet.

Og så er det en bog om at være barn af en kendt forælder. Om hvor lange skygger, det faktisk trækker i et børneliv. Måske især et børneliv i provinsen, hvor der var temmelig langt mellem dem, der var i fjernsynet.

Sømærke er en fortælling om, at vriste sig fri fra et ideal, som jeg hele mit liv har haft svært ved at leve op til, fordi det ikke var mit, men nogle andres. Med Sømærke har jeg taget min historie hjem til mig selv.

Hvorfor hedder bogen Sømærke?

Et sømærke er et vartegn. Langs den jyske vestkyst er der 11 fredede sømærker (eller båker, som de også bliver kaldt). Alle sømærker ser forskellige ud, det er pointen. De blev opfundet for at forbedre sø-sikkerheden, så man fra havet kunne se, hvor man var.

Sømærkerne er høje, op til 12 meter, og de er lavet af træ. Et af dem står i Stenbjerg, hvor jeg er vokset op. Jeg boede sågar på Sømærkevej. Stenbjerg er en lillebitte by, kun lige en by, med 200 indbyggere. Væltet af vestenvinden og barsk og smuk. Oppe fra sømærket har man det bedste udsyn over Vesterhavet. Og ude på havet sejlede min far. Måske var det ikke så konkret. Men billedet af mig, der spejder efter min far, er ikke forkert. Spejder efter hvem han var. Hvem vi var som far og datter. Og i bogen her, spejder efter, hvad hans betydning har været i mit liv.

Min far på havet og en del af et kollektivt 1968-oprør. Drømmenes kaptajn. En familie af hippier og eventyr og søkort. Palmeblade og turkisblåt hav. Og fravær.

På den anden side min mor, som jeg er vokset op med. Som tog sig af mig. Madpakker og aftensmad og opdragelse. Operationssygeplejerske til benet, et gennemført praktisk menneske, der viser sin kærlighed gennem praktiske handlinger. Enlig mor i fattig-firserne. Men med et indre, stormfyldt hav, som jeg har brugt en stor del af mit liv på at forstå.

Kan du huske den dag, du begyndte at skrive bogen?

Ja, for det føltes nærmest karikeret, da det skete. Som en filmscene. Når jeg skriver, sidder jeg på den offentlige læsesal på Den Sorte Diamant i København. Der er lyst, og der er udsigt over himmel og hav, og selvom folk arbejder på vidt forskellige ting, er det som om, at alle arbejder i samme retning. Lydløst og fremad.

Om morgenen på cyklen på vej over Langebro var der nogle sætninger, der var begyndt at forme sig. Jeg cyklede hurtigere for at skynde mig ind og komme af med dem. Jeg droppede sågar kaffen på vej op på læsesalen. At få skrevet sætningerne ned, føltes afgørende.

De næste mange timer var et langt flow, der først blev afbrudt, da en anden gæst på læsesalen irriteret hvæsede til mig, om jeg ikke kunne lade være med at taste SÅ HÅRDT på mit tastatur, det forstyrrede hele rummet. Koncentration er ikke normalt min stærke side, men den dag havde jeg skrevet uafbrudt og åndeløst – og uden kaffe! – i seks timer i streg, og det blev de første sider, jeg sendte til min redaktør, og som stadig er en del af bogen.

Den dag var det som om, jeg havde åbnet en dør, og på den anden side lå al den erindring, de minder og det stof, som er blevet til Sømærke. Skriften åbnede en dør, og jeg kom hjem.

Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive din egen fortælling?

Jeg vidste, at jeg skulle skrive en bog. Den lå og lurede. Eller tyngede, tror jeg er mere præcist. Den var en sten i skoen, fordi den blev ved med ikke at blive skrevet. Jeg gik ligesom og ventede på mig.

En uro, nogle mønstre, en fornemmelse af, at noget aldrig helt faldt på plads, selvom jeg ændrede jobs, kærester, rammer. Det gjorde det, da jeg langt om længe begyndte at skrive på egen erindring, da jeg helt konkret begyndte at skrive 'jeg'. Sætningen 'jeg husker' er en stærk og banal fremkaldervæske.

Min bog Sømærke er skrevet på nødvendighed. Min egen utilpassede, rastløse nødvendighed.

Jeg kan mærke, at jeg ved at skrive er gået ind ad døren i et hus, hvor jeg langt om længe føler, jeg hører hjemme. At det er her, jeg bor. Den fornemmelse kan ikke undervurderes. Noget er begyndt at trække vejret.

Hvilke temaer har været særligt vigtig for dig i arbejdet med bogen?

Havde jeg haft et mantra, mens jeg skrev, ville det have været: At kalde tingene ved rette navn. At skrive Sømærke har ikke været en kamp om sandheden, det har ikke været et ønske om at slette eller omformulere de sandheder, der bor omkring min sandhed.

Det er en erkendelse af, at forskellige sandheder, forskellige oplevelser af de samme situationer godt kan – og skal kunne – sameksistere.

Hvad er en erindringsfortælling?

En erindringsfortælling er en fortælling skrevet på min erindring. Det er sådan, jeg husker det. Det var sådan, det føltes i mig.

Sømærke er ikke en selvbiografi, ikke autofiktion. Jeg forholder mig til virkeligheden, og jeg lægger ikke et opfundet, fiktivt lag ind over historien. Jeg beskriver konkrete scener og refleksioner. Erindringsglimt, en mosaik. Krydsglimt, opvækst, voksenliv, by og Thy, sansning og refleksion. Bundet sammen i tematiske kapitler om familie og om kærlighed.