"Man ved først, hvad det betyder ikke at have frihed, når man har mistet den"

Nillou Zoey Johannsen er født i Teheran i Iran og flygtede til Danmark med sin mor, da hun var otte år gammel. I romanen Stjerner i havet sætter hun fokus på de sidste år, før den iranske revolution vendte op og ned på millioner af menneskers liv. I dette interview fortæller forfatteren om inspirationen bag romanen, om ikke at tage frihed for givet og om at finde styrke i fællesskabet.

Hvordan opstod idéen til Stjerner i havet?  

Da jeg var færdig med Nattens blomst, var jeg nået til det sted i Irans historie, som fører op til revolutionen, og det ville jeg gerne beskrive igennem kvinder igen, fordi det er kvinder, som har betalt mest for det skift, der kom omkring revolutionen. Så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne finde nogle karakterer, som kunne fortælle historien bedst muligt, i forhold til hvilke konsekvenser det også har haft for kvindelivet i Iran.  

Hvorfor ønskede du at fortælle en historie fra Iran netop i årene op til revolutionen?  

Fordi revolutionen er noget af det mest skæbnesvangre, der er sket i Iran. Folket blev på en eller anden måde ført til at tro, at de ville få en tilværelse med langt mere frihed og selvstændighed og forankret i dybe iranske værdier og væk fra monarkiet og magtubalancen i samfundet.

Men hvad det egentlig betød for folk efterfølgende, var, at man mistede alt det, som man egentlig troede, at man gik på gaden og kæmpede for. Samtidig er jeg selv født i 1979, så jeg er virkelig vokset op i den her brydningstid og har mærket konsekvenserne helt tæt på i mit eget liv. Derfor var jeg virkelig interesseret i at finde ud af, hvad det egentlig er, der gør, at man kan føre folk fra et sted til et helt andet sted, som de ikke havde set. 

Hvad gør Darya til en hovedperson, som moderne læsere kan spejle sig i?  

At hun er drevet af noget, at hun har en passion, at hun har noget, hun tror på, at hun har en styrke og et fokus, og at det alt sammen bor i kroppen. Den her kropsbevidsthed og den her bevidsthed om, at vi er formet af noget, der er stærkere, af fortidens stærke kvinder.

Hele den her enorme feminine kraft, der er i Daryas liv, og som bogen forsøger at skildre, er noget, som jeg også tror, at vi skal finde frem til i vores tid, hvor vi måske på mange måder er så blændet af alle de muligheder, vi har, at vi ikke kan finde ud af at vælge, eller at vi ikke tager det ind som en styrke, men bliver mere overvældet og resignerer på en eller anden måde. Det er det, jeg gerne vil fortælle om.  

Hun drømmer om sport, frihed og eventyr. Hvorfor var det vigtigt, at hendes drømme var så konkrete? 

Det var vigtigt, at hun fandt sig selv i et fællesskab. Hele bogen viser, at der ikke kun er dig. Du er noget qua det fællesskab, du er i. Og det her med, at hun dyrker sin krop, at hun er stærk og hele tiden ved, hvad hun vil. Hun har netop de her konkrete mål, og det er jo, fordi vi ellers bliver så overvældede, så ved vi ikke, hvad vi skal, så er alt muligt, og intet er muligt, men med hendes liv er det meget sådan: Det her brænder jeg for, det går jeg efter. Plus at der også er en ideologi bag.

Der er sammenhold med andre kvinder, for vi kommer altså bare længst, hvis vi kæmper for hinanden, så det ikke bare handler om mig, mig, mig og at vende fællesskabet ryggen, men om at styrke fællesskabet, for så kan man komme meget længere frem som kvinder. Det synes jeg egentlig også er noget, vi kan bruge i dag. 

Hvorfra har du hentet inspiration til hendes karakter?  

Jeg har delvist hentet den hos min mor, som også var virkelig glad for volleyball og var holdkaptajn, da hun var yngre. Og fra min datter faktisk, der også er en sportspige, og som har lært mig rigtig meget om, hvordan piger kan lede i deres fællesskaber, hvordan det kan se ud, og hvad det egentlig kan gøre ved deres personligheder, at de har en rolle og et fællesskab, hvor der også er et hierarki, hvilket egentlig er helt okay, for man kan sagtens være leder i sit fællesskab på en rigtig god måde. Så jeg er blevet meget inspireret af min mor og min datter. 

Mange forbinder Iran med præstestyret. Hvorfor var det vigtigt for dig at vise landet, som det så ud lige før revolutionen?  

Fordi Iran er så uendeligt meget mere end den umiddelbart nyere historier. Persien var engang verdens største imperium og har bidraget med så utrolig meget viden til os. Hele den måde, det var bygget op på med ligestilling mellem kønnene og værdier, om sandhed og godhed over for andre.

Drengebørn og pigebørn skulle lære at ride og skyde med bue og pil, og der var modige kvindelige krigere og masser af kvindelige ledere, hvilket var noget, grækerne latterliggjorde. Der var ingen slaver i riget, og alle var frie, hvilket var meget usædvanligt. 

Og det her med, at man behandlede hinanden ordentligt, og alle de her dyder, som egentlig går stik imod det, vi har set fra Iran de sidste 47 år, synes jeg bare er ekstremt vigtigt også at huske. Der er ikke kun mørket – der var noget andet oplyst bagved.  

Hvad har været vigtigt for dig at inddrage om Irans kultur, mad og natur? 

Det her sansebombardement, som det har været for mig at vokse op i Iran i de første otte år af mit liv. Hele naturen – Iran er måske verdens smukkeste land. Det har en lille del af hele verden i sig, og det synes jeg er så inspirerende. Det ligger i mine celler. Og det har været utroligt vigtigt for mig at få frem, hvordan maden for eksempel smager, og hvor sanseligt et folk det er.  

Hvordan har du researchet?  

Det har jeg både gjort ved at spørge min far, og så har jeg bare researchet, altså læst og undersøgt. Jeg har også forestillet mig rigtig meget. Det er ikke så langtfra, hvornår jeg selv blev født, så der ligger jo også noget i min egen hukommelse. 

Hvad var den største udfordring ved at skrive historisk fiktion om et så følsomt emne? 

At beskrive noget retfærdigt og forsøge at være fair, i forhold til hvad der egentlig skete, selvom jeg selv har en holdning til det. Man kan sige, at den måde vi ser historien på, handler altid om, hvor vi er her i nutiden. Det vil sige, at alt det, der er foregået i de sidste fem år i Iran, har jo også rykket mig til at skrive om en meget stærkere person, fordi jeg har set den her styrke hos iranske skolepiger, der er blevet ved med at gå i skole, selvom de har været udsat for nervegas.

Så hele den her ukuelighed er jeg kommet meget mere i kontakt med i mig selv. På den måde synes jeg egentlig, at det her med at være præget af sin nutid og kigge tilbage i historien med det blik er et meget stærkt greb. Man skal være retfærdig og prøve at sætte sig ind i: Hvor var det, de var henne, da det her skete?

De kunne jo ikke vide, at det var et bagholdsangreb, for eksempel. Eller at de blev lovet én ting af Khomeini, og noget helt andet skete. Og man skal være loyal overfor, at folk jo levede i den tid, hvor kaosset opstod, og at de gjorde deres bedste.  

Frihed er et gennemgående tema. Hvad betyder frihed for dig?  

Jeg tror faktisk, at frihed betyder alt. Fordi jeg har mistet frihed. Jeg blev født i et land, hvor der ikke var frihed. Der var ingen frihed for os. Vi måtte jo flygte ud af landet og sætte vores liv på spil for at få frihed. Så derfor er frihed ikke noget, jeg tager for givet. Det er noget af det vigtigste overhovedet for at trække vejret. Og man ved først, hvad det betyder ikke at have frihed, når man har mistet den.

Du taler om en feministisk kraft i bogen. Vil du uddybe det?  

Jeg tror måske, at det handler om den her feminine energi, jeg taler om: Hvad betyder det egentlig at være kvinde? Hvilken kraft ligger der i den feminine energi? Det her med at være connected til jorden. Være connected til naturen. Være i sit modtagende jeg. Være åben og tillidsfuld og være stærkt forankret i det her og nu.

Men også det her med at kunne forestille sig noget andet. At kunne skabe og kunne arbejde med andre i fællesskaber. Vi konkurrerer så meget med hinanden og er på den måde røget over i den maskuline energi, så det handler om at komme tilbage til os selv og komme tilbage til sammenholdet, komme tilbage til styrken, komme tilbage til roen. Hvis det er feministiske værdier eller dyder, så er det det, jeg forsøger at beskrive. 

Vil du sige, at det er en feministisk roman?  

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at den er feministisk, for jeg ved ikke, hvad det indbefatter. Men hvis det indbefatter, at mænd og kvinder er lige, at vi har hver vores styrke, og at vi skal finde ind til vores egen styrke og ikke underminere og bekæmpe hinanden, men samarbejde og styrke hinanden, så er det, ja.  

Romanen handler både om kærlighed og mod. Hvordan hænger de to ting sammen?  

Det kræver ekstremt meget mod at turde at elske, for kærlighed kan hele os, men det kan også slå os ihjel.   

Hvad siger bogen om håb, selv når verden omkring en bliver mørkere? 

Det er måske i virkeligheden der, at håbet er størst eller bør være størst, for det er, når det er allermørkest, at lyset bryder igennem. Vi skal ikke være så bange for mørket, og vi skal ikke være så bange for at gå igennem tidspunkter i vores eget liv, hvor det er mørkt, for det er der, at vi kan finde et nyt håb og et større håb end det, vi har levet på. Vi skal turde at gå igennem de her passager i livet og finde ind til os selv og blive stærkere – også som samfund.  

Bogen foregår i 1977, men hvorfor er historien højaktuel i dag? 

Fordi der på mange måder er ved at ske noget i verden omkring os i de lande, vi har forbundet med frihed og demokrati, hvor vi kan se, at det bliver rullet tilbage. Det sker simpelthen for åben skærm, og der er ikke nogen, der reagerer. Vi sidder bare og forstår ikke, at det sker. Og det kan ske, det skete i mit land, og det kan også ske i andre vestlige lande, som har haft en tradition for frihed.

Frihed og demokrati er ikke noget, man skal tage for givet. Det er noget, man skal være bevidst om, at man har, og det er noget, man skal udnytte. Det er noget, man skal bruge til at skabe et bedre samfund, både for sig selv og for sine børn og for sine efterkommere. Og så handler det også rigtig meget om at være bevidst om, hvilke værdier man er forankret i som samfund. At give efter for propaganda, tomme løfter og had fra andre befolkningsgrupper er ikke noget, der styrker et samfund, det er faktisk noget, der svækker et samfund. Og det siger ikke noget om, hvem vi er som mennesker, eller hvad vores værdier er, det siger bare noget om, hvad vi ikke vil være. Og det var måske også noget af det, der var i Iran dengang.

Iranerne var ikke forankret i deres egne værdier og i, hvad de gerne ville. Som land kiggede vi meget på Vesten, og så kom Khomeini og sagde: Her er de iranske værdier. Fordi vi ikke havde dem på plads i os selv, var vi tilbøjelige til at falde for noget, der blev givet til os, men som ikke var sandt for os. 

Ser du paralleller mellem Daryas historie og den situation, mange kvinder i Iran står i dag?  

Egentlig ikke, fordi det, mange kvinder oplever i dag, sker på baggrund af 47 års ekstrem undertrykkelse, og at de har fået fjernet deres rettigheder og stemme. I den tid, Darya levede i, havde kvinderne mere, end de nogensinde har haft i nyere iransk historie. De bar frugterne af det, hvor det i dag er med ultimativ konsekvens for livet, at de går ud og gør, hvad de gør. 

Hvad tænkte du, da Woman, Life, Freedom-bevægelsen voksede frem, mens du arbejdede med bogen?  

Jamen det ændrede jo fuldstændig alle præmisser, netop fordi jeg lige pludselig kom i tanke om den her kæmpe styrke, der ligger i iranske kvinder, den her kæmpe iboende styrke, det er, når man ser teenagepiger gå i skole og trodse nervegas, og jeg ved ikke, hvad der ellers lå af dødelige angreb på dem, og de blev ved med at gå i skole med løst hår.

Da hele den styrke voksede op i dem, gjorde den det også i mig, og det var både retraumatiserende, men også ekstremt styrkende, og det gjorde også, at min karakter blev bygget derfra. 

Hvad kan danske læsere lære af Daryas historie om demokrati og frihed?  

At passe på det, vi har, styrke det, vi har, og være bevidst om, hvad det er, vi har. Ikke at lade os forblænde af alle de muligheder og al den frihed, vi har, men at bruge den aktivt til at få skabt noget godt i vores eget liv. For os selv, for vores nærmeste, for vores samfund. At være en del af noget og ikke bare vende fællesskabet ryggen, men at gå ind aktivt og tage et ansvar. Det er det, hun gør, og det er det, jeg synes, der er så inspirerende.