"Da mine børn blev født, indså jeg, at jeg var dødelig – og det var dér, jeg begyndte at skrive"

Svenske Lina Nordquist debuterede som forfatter med romanen 'Hvor du går, følger jeg', hvor to kvindeskæbner væves sammen og skildrer både universel og tidsbundet lidelse.

Romanen 'Hvor du går, følger jeg' følger Unni, en fattig kvinde, der i begyndelsen af det 20. århundrede forlader sit hjemland Norge. Sammen med sin mand, Armod, og sønnen Roar slår hun sig ned i en landsby i Hälsingland i Sverige. Historien om Unni skifter til et andet spor i bogen, der handler om en kvindeskæbne langt senere, i 1973, hvor Unnis søn Roar lige er død. Her møder vi Kåra, Roars svigerdatter.

Kan du fortælle, hvordan bogen er blevet til?

I begyndelsen var det ikke en historie, men bare løse noter og brudstykker af tekst. Og så sad jeg ofte på hotelværelser i en anden del af verden, uden at kunne se tv eller læse bøger, fordi jeg ikke forstod det lokale sprog, og så begyndte jeg at stykke alle delene sammen til en sammenhængende historie. Ret hurtigt dukkede karakteren Unni op, som må flygte for at redde dem, hun holder af.

Hvordan opstod historien om Kåra og det andet spor i fortællingen?

For at få en modvægt til Unni fandt jeg på karakteren Kåra, som har et hul i sjælen. Hun formår ikke rigtig at få sit liv til at blive, som hun ønsker det. Da jeg fortsatte med at skrive om Unni og Kåra, blev det slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Det er en ret mærkelig følelse, når man som forfatter selv er nysgerrig efter, hvordan fortællingen slutter.

Er det karaktererne, der driver historien frem, eller er det miljøet? Tidsperioden?

Miljøet virkede ret naturligt for mig at skrive om, fordi jeg selv er fra Hälsingland, og fordi det er et miljø, jeg kender godt. At det er så smukt et miljø, gør at historien er endnu mere brutal. Karaktererne har også selv en drivkraft, men det, der virkelig drev mig, var min egen frygt. Det jeg ikke selv ønsker skal ske. Da mine børn blev født, indså jeg, at jeg var dødelig – og det var dér, jeg begyndte at skrive. Verden blev pludselig både meget smukkere og meget mere skræmmende. Jeg havde brug for det.

Kåra er plaget af både indre og ydre belastninger. Ikke mindst af sin svigermor Bricken. Hvordan opstod karakteren Bricken?

Jeg ved ikke rigtigt, hvor hun kom fra. Måske er hun en blanding af alle de historiefortællere, jeg har mødt i mit eget liv. Min bedstemor for eksempel, og min folkeskolelærer, Inga Åkerblom.

Det er vanskeligt som voksen at bo sammen med et andet voksent menneske, man ikke selv har valgt i sit liv – som Kåra og Bricken gør. Og det er især vanskeligt for Kåra, som er ret følsom.

Kvinderne i din roman har begge brug for samfundets sikkerhedsnet, men kan af forskellige årsager ikke få den hjælp, de har brug for, og du portrætterer bl.a. psykisk sygdom. Hvorfor?

Hvis man havde det dårligt i 1960’erne, ignorerede man det enten, eller også fik man beroligende tabletter og beskeden: 'tag dig sammen'. Jeg tror, mange liv er blevet spildt på grund af det.

Du har et tidskrævende job. Hvordan har du fundet tid til at skrive?

Jeg kan huske, at jeg sad og skrev, da jeg var på ferie med min familie. Jeg gav mit betalingskort til børnene og skrev koden på indersiden af deres shorts, og så sendte jeg dem afsted for at købe is. Det blev til ret mange is den sommer.

Interview af Lina Nordquist er et interviewuddrag for SelmaStories.