"Det er vennerne, der griber en, når alt andet ramler"

Min fine ven er en hyldest til venskaber – de korte, de livslange, de dybe, de sjove og de mere komplicerede. Den er skrevet og tegnet af grafisk designer, kunstner og forfatter Line Jensen.

Bogen indeholder Line Jensens tekster og selvfølgelig hendes elskede illustrationer. I dette interview fortæller hun om arbejdet med bogen, og hvorfor vi aldrig skal tage vores venskaber for givet.

Hvad er Min fine ven for en bog?

Min fine ven er en venne-bog for voksne, og udover de første tre sider, hvor ens venner kan skrive, ligesom i venindebøgerne vi kender fra, da vi var børn, er det en selv, der skal udfylde resten af bogen om sine egne venskaber.

Det kan måske give anledning til at reflektere lidt over, hvem man selv har været. Jeg har skrevet en række tekster om mine venskaber gennem livet, som forhåbentlig vil inspirere læseren til at komme i tanke om sine egne.

Hvor har du hentet inspiration?

Selvfølgelig i mine gamle venindebøger, men jeg kunne også rigtig godt lide Olga Ravns Min barsel, der lagde op til at sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle måde at opleve barslen på.

Jeg kan godt lide tanken om, at selvom man måske ikke sætter sig ned og udfylder bogen fra ende til anden, så tvinger den en til at tænke over hvilke relationer, der har betydet noget – og måske er det nok.

Hvorfor har venskaber været et vigtigt emne for dig at dykke ned i?

Mens jeg sad og færdiggjorde bogen, eksploderede konflikten mellem Israel og Palæstina, og jeg blev virkelig i tvivl om, hvilken eksistensberettigelse en venskabsbog vil have i sådan en verden.

Men så var der en kvinde, der skrev til mig, at hun ikke troede, hun kunne være venner med sine venner mere, fordi de ikke gik til lige så mange demonstrationer, og ikke postede nær så meget om det på internettet som hende. Og så tænkte jeg bare: "Shit, vi har mere brug for den vennebog end nogensinde!"

Hvis ikke vi kan række ud efter vores venner, hvis vi ikke er enige, eller hvis vi bare oplever verden en anelse forskelligt, hvor er vi så henne?

Hvad er dit eget forhold til venskaber?

Venskaber har altid været en stor del af mit liv, og jeg har nok altid taget dem lidt for givet. Men i de seneste år, hvor jeg har haft små børn og travlt med arbejde og flytninger og husistandsættelse har det været tydeligt, at det er venskaberne, der bliver skåret fra, når der ikke er mere plads på tallerkenen. Det har jeg været slem til.

Og pludseligt gik det op for mig, at hvis ikke jeg passede på, ville jeg snart ikke have nogen venner tilbage. Udover venner fra børnenes børnehaver eller kolleger fra arbejdet, som med tiden er blevet meget mere end det.

Det synes jeg også har været interessant at undersøge. Hvor finder man venner, og hvad er det, der afgør om de bliver hængende? Og gælder venskaber kun, hvis de varer hele livet, eller er der ikke også noget smukt i, at man har kortere berøringsflader, hvor man deler noget bestemt og er meget tætte i en periode? Det har for mig været noget af det fineste i mit liv, og alle de møder bærer jeg jo med mig.

Mens jeg skrev bogen, blev det tydeligt i hvor høj grad mine venner har formet og udviklet mig i livet, både i kraft af alt det nemme og sjove, men også når der har været konflikter, eller der var noget, man blev nødt til at få lidt på afstand, for at kunne finde sig selv.

Hvordan er bogen blevet til?

Sidste år op til valentinsdag bad jeg mine Instagram-følgere skrive realistiske valentinskort, og jeg syntes, det var rørende, hvor mange, der skrev, at de skulle fejre dagen med deres venner – også selvom de måske både var gift og havde børn.

Det fik mig til at tænke over, hvor meget vi hylder og idealiserer den romantiske kærlighed og bagatelliserer vores venskaber som noget, der bare er der. I mit eget liv er mine venner, dem der har været der, når romantiske relationer er opstået og ikke mindst, når de er gået i stykker.

Det er vennerne, der griber en, når alt andet ramler. Så jeg fik lyst til at skrive en bog, der fejrer venskabet, og som man helt fysisk kan give til sine venner og fortælle dem, hvor meget de betyder.

Bogen består ikke kun af dine illustrationer, men også af dine egne tekster. De beskriver bl.a., hvordan forskellige venner og venskaber har formet dig og dit liv. Hvordan har processen med denne bog været anderledes end dine andre udgivelser?

Teksterne er kommet først i denne bog, i modsætning til mine andre bøger, hvor tegningerne er kommet først eller er blevet til sammen med teksten. Og det har været helt vidunderligt at skrive!

Jeg er jo kæmpe nostalgiker også, så det har været fantastisk at få lov til at sidde oppe på hemsen og drømme mig tilbage til børnehaven, til spejderlejren, til gymnasiefesterne, til mødregruppen og bryllupper i Italien.

Jeg har hørt meget musik, imens jeg har skrevet. Det har virkelig hjulpet med at åbne døre til forskellige perioder i mit liv. Og næsten uanset hvilken dør jeg har åbnet, er jeg blevet fyldt med taknemmelighed over det, der har været.

Inden bogen skulle i trykken, sendte jeg alle teksterne ud til dem, de handler om, mange af dem har jeg jo ikke set i årevis. Det var faktisk en nervepirrende proces, der kom lidt bag på mig.

Teksterne er jo mine erindring og mine oplevelser, og der var helt klart nogle af mine venner, der svarede, at sådan huskede de det ikke, eller kom med nogle nuancer, jeg slet ikke havde tænkt på. Men de fleste skrev, at det var dejligt at blive mindet om, hvad vi havde haft, og flere af dem har jeg fået kontakt til igen på den måde.