Hvem er du, når du ikke føler dig som nogen?
Lise Villadsen har skrevet en roman om løgne og venskab. Og om at finde ud af, hvem man er, når man har et sort hul indeni.
Her fortæller hun om De sorte hullers klub, hendes skriveproces og inspiration – og hvorfor ensomhed har været et vigtigt tema at dykke ned i.
Hvad handler De sorte hullers klub om?
Romanen handler om ensomhed og om hvor langt, man er villig til at gå for at få venner.
Vi møder Max den dag, han starter i en gruppe for ensomme unge. Han mener ikke selv, han helt hører til dér og har svært ved at engagere sig. Men så starter der en ny pige i gruppen: Sylvia.
Hun er alvorligt syg og har brug for et donorhjerte, inden sommeren er slut, hvis hun skal overleve. Sylvias historie og væremåde berører alle i gruppen. Især Max, som forelsker sig i hende. Men Max har ikke været helt ærlig om, hvem han virkelig er …
Hvem er hovedkaraktererne?
Hovedpersonen er Max, som går i 1.g. Han er en lidt nørdet type, som samtidig føler sig hævet over de andre i gruppen. Han har svært ved at være ægte og tænker meget over, hvordan han fremstår over for de andre.
Den anden hovedkarakter er Sylvia, som er hjertesyg. Hun er i modsætning til Max meget åben om sine følelser og sine tanker.
Og så er der selvfølgelig Mus, August, Marvin og Box, som også er en del af gruppen. De er unge, som på forskellig vis er faldet ud af fællesskabet. Eller i hvert fald føler det sådan.
Og det er jo også en stærk pointe, når vi taler om ensomhed: Følelsen af ensomhed kan sagtens sameksistere med at være omgivet af klassekammerater hver eneste dag.
"Man føler altid, man skal være noget mere, end man er: klogere, sjovere, smukkere"
Hvad har inspireret dig til at skrive De sorte hullers klub?
Vi længes alle sammen efter at blive set og elsket for den, vi er. Samtidig er vi bange for, at den, vi er, ikke er nok. Så vi lyver lidt. Eller meget.
Og så bliver vi naturligt nok rædselsslagne for, at nogen skal afsløre vores løgne og pille masken af os og elske os endnu mindre, end de gjorde i forvejen. Det er sådan et mærkeligt vilkår ved at være menneske og især ved at være ung.
Man føler altid, man skal være noget mere, end man er: klogere, sjovere, smukkere. Dét havde jeg lyst til at skrive om.
Ensomhed og især unges ensomhedsfølelse er et tema i bogen – hvorfor har det været vigtigt for dig at dykke ned i?
Under corona tænkte jeg rigtig meget over, hvor vigtigt det er for os alle sammen at være en del af et fællesskab, der er større end det, vi måske lige har med familien.
Der blev talt meget om unges ensomhed under corona, men også bare om ensomhed generelt.
Mennesker har brug for mennesker, og derfor er ensomhed noget af det allerfarligste for os. Vi vil gøre hvad som helst for at være en del af flokken.
"Der findes en kirkegård af historier under mit arbejdsbord"
Hvordan er din skriveproces?
Jeg føler mig heldig på den måde, at jeg lige fra start oplever karaktererne og historien meget klart i hovedet.
Alle scener og replikker kører som en film, og jeg skal nærmest bare følge med og skrive ned. Men så rammer manus jo min redaktørs bord, og så skal vi sammen finde ud af, hvad karaktererne og historien egentlig kalder på. Og i mit tilfælde betyder det næsten altid, at der sker store ændringer.
Derfor er min skriveproces også ret rodet på den måde, at der tit findes en hel masse versioner af manus, før historien er forløst, og jeg kan begynde på processen med at finpudse.
Men det er også sjovt at arbejde sådan! Der findes en kirkegård af historier under mit arbejdsbord.