En roman om klasseforskelle, om hverdagen og om at finde frem til det i én selv, der gør det muligt at klare sig.
Norske Maria Navarro Skaranger skriver i romanen Emily forever om en ung kvinde, der er gravid og alene. Og om hvordan vi bliver til dem, vi er, rundet af det samfund vi lever i.
Forfatteren modtog den norske litteraturpris Stemme Savnet og blev nomineret til den norske Kritikerprisen for 'Emily forever'. I 2020 modtog Maria Navarro Skaranger EU’s litteraturpris.
Hvad handler Emily forever om?
Da jeg skrev den, syntes jeg, at den handlede om ung kærlighed. Og den handler om at få børn. Den handler også om blik – hvordan Em ser sig selv, hvordan læseren ser Em, hvordan fortælleren ser Em, hvordan de andre karakterer ser hende.
Den handler nok om mange forskellige ting, det varierer lidt, hvad der optager mig mest. I dag synes jeg, at den handler om ensomhed.
Hvordan opstod ideen til bogen?
Jeg ved det ikke, jeg begynder bare at skrive. Så sker der til sidst noget. Men jeg skriver om en virkelighed, som jeg selv kender og er vokset op i, det er nok stadig udgangspunktet.
Det er udgangspunktet for mange mennesker, tror jeg.
Klasse, hverdag og fordomme er temaer i Emily forever. Hvorfor har det været vigtigt at skrive om?
Jeg tror, at mange har en forestilling om, at hele Norge er velstående, fordi vi er verdens rigeste land, men Norge er også et klassesamfund.
Oslo er en enormt opdelt by præget af virkelig store klasseforskelle. Det er stadig din position i samfundet, der afgør, hvilke muligheder du har i livet.
Derfor er det vigtigt, hvordan man skriver om og problematiserer klassespørgsmål. Bøger skrevet om og fra andre 'klasser' skal ikke kun være oplysende eller berigende for middelklasselæseren, men skal læses og diskuteres på deres egne præmisser, synes jeg.
Jeg ville skrive om en ung kvinde, der ikke har sprog for sig selv eller sin egen situation, og som på en måde står udenfor.
Fattigdom kan få en til at være udenfor på mange måde – både socialt, økonomisk, men også sprogligt, tror jeg.
"Jeg fik lov til at være helt fri i denne roman"
Emily bliver hele tiden betragtet af andre – dem som tror, at de ved, hvem hun er, og hvordan hendes liv kommer til at udvikle sig. Hvorfor har du gjort brug af dette litterære greb?
Gud, jeg føler mig fanget, når jeg begynder at tale om 'litterære virkemidler' i mine egne tekster.
Da jeg skrev, var fortællerperspektivet bare en måde at jonglere de forskellige karakterer på, og det var en måde for mig (både som Maria og forfatteren) at skildre den virkelighed. Jeg ville være meget tæt på og på afstand.
Det var en organisk ting. Det var sjovt sprogligt. Min redaktør og jeg talte meget om karaktererne, men aldrig om fortælleren.
Jeg fik lov til at være helt fri i denne roman (det er jeg meget taknemmelig for), jeg har læst forfattere, som jeg også oplever som frie og legende i deres tekster, for eksempel Kirsten Thorup.
Og det er lidt paradoksalt, for jeg er endt med at tale meget om 'fortælleren', og hvem der ser Em, samfundet, sundhedsinstitutionerne, læseren og så videre, som om det er konstrueret og et bevidst litterært træk, og i den forstand har romanen ændret sig.
Romanen er blevet noget andet, end den var, da jeg skrev den, det er lidt trist.
"Jeg synes, det er en varm titel, den slår et slag for Em, den tager hende alvorligt"
Hvorfor titlen Emily forever?
Jeg tænkte på 'L'amour toujours', som betyder kærlighed for evigt. Så blev det på en måde en variation af det.
Mange tænker måske på Moodysson (svensk filminstruktør Lukas Moodysson, der har instrueret Lilja 4-ever, red.), jeg tror ikke, det betyder noget, Lilja i hans film er et offer, og Em i min bog er også et offer, men på en helt anden måde selvfølgelig.
Jeg synes, det er en varm titel, den slår et slag for Em, den tager hende alvorligt.
Hvordan arbejder du som forfatter?
For at kunne skrive skal jeg være i det rigtige humør eller i den rigtige mentale tilstand, eller jeg skal være følelsesmæssigt tilgængelig for det, jeg skal skrive om.
Følelsesmæssigt investeret? Jeg ved det ikke, det er mystisk, i en bestemt tilstand flyder sætningerne ud af mig, jeg kan gå uger uden at skrive noget, men pludselig er jeg meget produktiv på 30 minutter.
Jeg ændrer ikke meget på sætningerne (eller de tekster, jeg skriver – for de er ikke så lange) bagefter. Jeg skærer lidt i mine manuskripter.
At skrive handler for mig meget om energi, jeg skal have den rigtige energi på den ene eller anden måde, for at kunne være helt tæt på teksten.
Jeg arbejder hele tiden, men ikke når jeg er sammen med min datter eller min hund.