Matt de la Peña om bøgerne, der ændrede hans – og hans fars – liv for altid.
Matt de la Peña kommer ikke fra et hjem med bøger og begyndte først for alvor at læse, da han gik på universitetet. I dag modtager han prestigefulde priser for sine bøger til børn og unge.
Sammen med illustratoren Christian Robinson står han bag billedbogen 'Milo ser verden', om en dreng, der kører i metro med sin søster og undervejs fantaserer om de andre passagerers liv.
Drengen i jakkesættet og med den perfekte midterskilning kan umuligt skulle det samme sted hen som Milo og hans søster?
Bogen har Matt de la Peña dedikeret til "dem, der tør forestille sig noget mere end det første, de ser."
Milo ser verden hedder bogen. Hvad er det, Milo ser? Og hvad ser han ikke med det samme?
I begyndelsen af bogen gør Milo det, de fleste af os gør – han forfalder til dovne stereotypier. Den skæggede mand er nok på vej hjem til sin ensomme lejlighed. Den hvide dreng med den perfekte midterskilning bor i et slot. Han forstår ikke med det samme, hvor ofte den slags stereotypier kan være forkerte.
Fordomme er et centralt tema. Er der noget, der gør netop det tema særlig vigtigt i vores tid, eller hvordan ser du det?
"Det er vigtigere end nogensinde at se på hinanden med generøsitet."
Under pandemien er vi blevet bedt om at bære maske og holde afstand til hinanden. Det gør det endnu sværere at "se", hvem vi kigger på. Det er vigtigere end nogensinde at se på hinanden med generøsitet.
Hvordan er historien opstået?
Der er flere aspekter, jeg prøver at undersøge i Milo ser verden. Det første er det med stereotypierne, vi alle gør os skyldige i. Inklusive Milo.
Det andet, jeg går ind i, er bogens tegner Christian Robinsons egen historie. Han voksede op med en mor, der sad i fængsel. Desværre er hans historie langt fra undtagelsen i USA.
Hvordan er dit samarbejde med Christian Robinson foregået? Hvad er det ved Robinsons streg, der appellerer til dig, og som passer til din fortælling?
Mine tekster kan være lidt tunge. Christian bløder på formidabel vis det tunge op med sine firnurlige illustrationer. Han gør mine ord til en billedbog. Jeg er måske ikke helt uvildig, men jeg synes, han er et geni.
Hvordan kan Christian Robinson bruge sine evner som tegner til at håndtere det, han har med i bagagen – og er der noget, billeder bedre beskriver end ord?
Kunsten er et fantastisk sted at gå til med sin sorg. Christian Robinsons sind lyser ud af hans billeder. Han prøver selvfølgelig at sætte sig ind i andre menneskers situation i sin kunst, men han bruger også sine egne følelser. Det er det, mange skabende mennesker gør.
Du skriver for børn og unge og har modtaget en række priser for dine bøger, men selv læste du stort set ikke som barn. Hvordan hænger det sammen?
Jeg blev først god til at læse, da jeg gik på universitetet. Jeg tror, det skyldes, at jeg ikke voksede op i et hjem med bøger. Jeg ejede ikke en eneste bog selv, indtil jeg var midtvejs i folkeskolen. Jeg er så taknemmelig for, at jeg forelskede mig i bøger på universitetet.
Hvad var det, der vækkede din glæde ved bøger?
Der var mange forskellige bøger, der satte mig i gang. Da jeg først begyndte at læse bøger af latino- og afroamerikanske forfattere, blev jeg hooked.
Hvad tænker du, man som børnebogsforfatter kan gøre for at give børn lyst til at læse fra en tidlig alder?
Når jeg er ude på skoler, fortæller jeg min egen historie, så ærligt jeg kan. Jeg fortæller dem, at jeg ikke selv læste som barn, men siden faldt pladask for bøgerne verden. Og jeg prøver at dele, hvor grundlæggende bøger ændrede mit liv. De gav mig følelsen af at have et hemmeligt sted, som var helt afgørende for min egen udvikling.
Bøger har haft stor betydning for dit liv, men hvorfor er det generelt vigtigt, at børn læser?
"Jeg føler mig så privilegeret over at kunne navigere i verden ved hjælp af bøger og historier."
Vores verden er drevet af historier. Vores liv er historier. Menneskeslægten er en lang historie. Politik er historier. Når du kan læse, får du selv adgang til de historier og kan være med til at forme verden.
Jeg læste i et essay, du har skrevet, at du indirekte også fik vækket læseglæden hos din far, der ellers aldrig havde læst. En dag så han dig gå med Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed under armen, og han spurgte, om han måtte låne den. Det blev begyndelsen på et helt nyt kapitel i hans liv, hvor han ikke alene blev ved med at låne bøger af dig og fandt dem selv, men også endte med at studere litteratur på universitetet?
Ja, min far begyndte ikke at læse bøger, før han var over 40 år. Men bøger ændrede hans liv. De gjorde ham bevidst om sine egne intellektuelle evner. Som en sidegevinst blev han også en bedre far, mand og samfundsborger.
Du sagde, at det har ændret dit liv at læse. På hvilken måde?
Jeg føler mig så privilegeret over at kunne navigere i verden ved hjælp af bøger og historier. Og jeg føler mig endnu mere privilegeret over at kunne dele mine egne historier med unge læsere. Jeg føler mig så heldig, fordi jeg kan forsørge min familie ved at fortælle historier.