"At skrive en roman var den bedste måde at udforske den verden og den tid, jeg følte mig hjemsøgt af"
Interview med Meri Valkama

"At skrive en roman var den bedste måde at udforske den verden og den tid, jeg følte mig hjemsøgt af"

9. marts 2023

Meri Valkama om 'Din Margot', der foregår i tiden op til Murens fald i Østberlin.

Da Vilja Siltanen finder en stak breve fra den mystiske Margot blandt sin fars efterladte papirer, bliver det startskuddet til en rejse tilbage til hendes barndom i 1980'ernes Østberlin.

Viljas far var korrespondent og ivrig fortaler for socialismen, men det viser sig, at han har levet et ganske andet liv, end Vilja troede.

Hvem var Margot? Og frem for alt: Hvem var Viljas far? Hvordan bliver man som voksen, når man som barn har fået visket det allervigtigste bort fra sin hukommelse? Hvordan fortsætter man sit liv, når man har været nødt til at begrave sine største drømme?

Den slags spørgsmål tårner sig op i Din Margot af Meri Valkama. Bogen er den finske forfatters første roman og fik en debutantpris i hjemlandet, hvor den også er blevet en bestseller.

Meri Valkama har selv boet i Berlin ad flere omgange og har brugt af sine erfaringer. Men historien er ikke hendes egen, fortæller hun i dette interview.

Hvad er det for en historie, du gerne vil fortælle?

Din Margot er en historie om en finsk familie, som flytter til Østtyskland i 1980'erne og falder fra hinanden, ligesom landet gør det på samme tid.

Det er også en historie om det, man husker og om faren ved at manipulere erindringen både på individuelt og samfundsmæssigt niveau.

Hvordan påvirker det mennesker, hvis de ikke husker de vigtigste ting i deres liv? Hvorfor er det farligt at manipulere den kollektive hukommelse for en hel nation? Det var den slags spørgsmål, jeg gerne ville finde svar på i romanens form.

Det meste af romanen foregår i Østberlin i årene op til Murens fald. Hvad fascinerer dig ved den tid?

For mig har det altid virket, som om Østtysklands historie ikke er blevet skrevet på en ærlig måde, eller sagt på en anden måde: Den er skrevet af vinderne, hvilket betyder, at man efter genforeningen af Tyskland kun kunne tale om dårlige, kriminelle eller komiske aspekter ved landet, dets kultur og politik.

Fra samtaler med mange østtyskere har jeg lært, at mange af dem ikke genkender deres hjemland i vindernes beskrivelse af det.

Selvom landets dårlige sider, som Stasi og Berlinmuren i den grad var virkelige, var der også gode sider, og mange mennesker levede et helt normalt liv.

For eksempel var der næsten ingen arbejdsløshed i Østtyskland, og alle havde råd til mad, medicin og et hjem. Også kvinder havde ret til at studere og arbejde i stedet for at blive hjemme med børnene.

Sådan er det ikke i dagens Tyskland, i hvert fald ikke for alle. Det har gået mig på i årevis, og jeg havde lyst til at skrive en historie, der ikke maler et sort-hvidt billede, men har alle nuancerne med.

"Jeg havde lyst til at skrive en historie, der ikke maler et sort-hvidt billede, men har alle nuancerne med"

Hvad kan vi lære af historien i dag?

Jeg tror, det er en farlig vej at gå kun at skrive historien fra vindernes synsvinkel. Det er helt sikkert noget, man også bør tænke på i dag.

I Tyskland betød vindernes historie, at Østtyskland med et kun blev omtalt negativt og beskrevet som noget kriminelt. Der blev grint af østtyskerne.

Samtidig mistede hundredtusinder af østtyskere deres job, fordi de i Vesten ikke blev anset for professionelle, selv hvis de var højtuddannede.

Mange østtyske institutioner, TV-kanaler og aviser blev lukket eller købt af vestlige firmaer. Hvis fx en avis blev købt, fyrede de nye vestlige ejere de østtyske journalister og udskiftede dem med unge, uerfarne reportere fra Vesten, selvom senere studier viser, at de fleste østtyske journalister sagtens var i stand til at arbejde efter vestlige mediers standarder.

Alt det har ført til bitterhed i det tidligere øst, hvilket kan ses i fx opblomstringen af den højreradikale bevægelse.

Hvad inspirerede dig til romanen?

Jeg har en fortid i undersøgende journalistik, og jeg har altid interesseret mig levende for samfundet, den politiske verden og den menneskelige adfærd.

Jeg elsker også det finske sprog og det at kunne udtrykke mig i det, jeg skriver. Det er sådan jeg tænker.

Jeg var på intet tidspunkt særlig interesseret i at skrive en bog, men mere i at sige noget om verden, som jeg syntes var vigtigt. At skrive en roman føltes som den bedste måde at udforske den verden og den tid, jeg følte mig hjemsøgt af.

"Da jeg fik ideen til historien, vidste jeg med det samme, at den skulle fortælles fra mere end ét perspektiv"

Historien drives fremad af en række breve. Hvad kan det greb litterært?

Da jeg fik ideen til historien, vidste jeg med det samme, at den skulle fortælles fra mere end ét perspektiv.

Samtidig ville jeg gerne have, at historien skulle være som en gåde, som læseren er nødt til at løse lidt efter lidt.

Jeg ville også gerne have en del af historien, men ikke alle dele af den, til at være skrevet i første person.

Brevene fra Margot var den bedste løsning, jeg kunne komme på, og i det øjeblik, jeg begyndte at skrive dem, vidste jeg, at det var en god ide. Jeg elskede at gå ind i hendes sind og tanker.

Du har selv boet i Berlin som barn og igen som studerende. Hvordan kunne du bruge de forskellige erfaringer, da du skrev romanen?

Fra min barndom tog jeg en masse følelsesmæssige minder, som fx lugten af et affaldsrum og duften af kartoffelsuppe (min livret som barn).

Mine studier berigede historien på en meget anderledes måde. Da jeg studerede i Berlin i 2015-2016, tog jeg kurser i DDRs medier og fik på den måde megen information om landet.

Det at bo i Berlin som voksen hjalp mig også til at kunne skabe den atmosfære, jeg gerne ville have, bogen skulle have.

Er der en forbindelse mellem din egen familiehistorie og romanens univers?

Det er der mange, der spørger mig om, og nogle læsere virker skuffede når jeg fortæller dem at historien er ren fiktion.

Ja, min egen far arbejdede også I Berlin som korrespondent for en kommunistisk avis i 1980'erne, og min familie levede der i fire år. Og bygningen som familien Siltanen bor i er den samme, som jeg boede i. Men Viljas historie er ikke min.

Jeg bliver også ofte spurgt om der er store ligheder mellem mig og Vilja. Ja, der er nogle, men der er noget af mig i alle mine karakterer.

Jeg tror på, at der er godt og ondt i os alle, og jeg ville gerne skabe karakterer med mange dimensioner. Jeg tror, det er den bedste måde at skabe hovedpersoner, man kan relatere til.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu